Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbebreb"

Af Per Bruus-Jensen

 

Indledning

For de fleste mennesker er Gud et mysterium. Et mysterium, der i vor tid samtidigt på det nærmeste har fået status som tabu, jfr. humoristen Storm P's berømte sentens: "Alvorligt taler man om øl; hånligt om Gud". Det må derfor anses for en lykke, at Martinus med udgangspunkt i sin egen gudsoplevelse som 30-årig siden hen har fundet anledning til at skabe klarhed over gudsmysteriet. Ja, ikke blot dette, men har sat det ind som det helt centrale i sit kosmiske verdensbillede. Imidlertid er emnet – som det kunne ventes – ganske omfattende, og der kan måske derfor være behov for en kort og forenklet fremstilling af det mest væsentlige i det gudsbillede, Martinus tegner.

 

Guds ensomhed

Ifølge Martinus er Gud det eneste væsen af sin art, der eksisterer, og følgelig er Gud som sådan totalt alene i tilværelsen – er totalt ensom. Til gengæld omfatter han/hun ALT, hvad der eksisterer.
 

 

Behovet for et spejl

Som omfattende alt, hvad der eksisterer, kan Gud som udgangspunkt ikke "se" sig selv udefra, og kender som følge heraf heller ikke sig selv som sådan. Gud kan lige så lidt se sig selv, som et seende øje kan se sig selv. Med mindre der findes et spejl, det kan spejle sig i.

Som øjet har også Gud behov for et spejl at se sig selv i. Dette 'spejl' er ifølge Martinus "det levende væsen" – gudesønnen. Eller rettere summen af levende væsener, idet disse gennem deres indbyrdes vekselvirkning med tilhørende reaktioner for Gud kommer til at fungere som netop et spejl – et kosmisk multi-spejl. I samme forbindelse er resultatet af dette arrangement med tilhørende processer identisk med det fænomen, vi kalder LIVET.

 

Gud kontra gudesønnerne

Men hvor kommer gudesønnerne eller de levende væsener fra, siden Gud omfatter alt, hvad der eksisterer…?

De kommer ifølge Martinus fra Gud selv. Det gør de på den måde, at Gud har spaltet sig selv op i et uendeligt antal dele eller enheder, der alle spejler Guds totalitet, og som samtidig via deres indbyrdes samspil tilsammen kommer til at fungere som netop et spejl for Gud at se sig selv i – et kosmisk multi-spejl, som sagt.

 

Gudesønnerne og den guddommelige skabeevne/X2

Men hvordan er det muligt for Gud således at opsplitte sig selv…?

Det er det på den måde, at Gud som omfattende alt, hvad der eksisterer, også rummer skabeevne (energi), og det er ved hjælp af denne skabeevne, at Gud evigt har opsplittet sig selv i et uendeligt antal enheder eller gudesønner (gudekvanter), der tilsammen tjener som det kosmiske multispejl.

 

Gud kontra multispejlet

Og hvad ser Gud så i multispejlet…?

Gud ser sig selv! Gud ser sig selv som en uendelig hærskare af levende væsener, der alle eksisterer i Guds eget billede og således spejler netop Gud. Og som spejlet og den guddommelige skabeevne fungerer, kan synet via stadig omskabelse af gudesønnernes fremtoning og hele livsudfoldelse tilmed ændres i det uendelige og herved i al evighed tilføre Gud en underholdning, der på tilfredsstillende måde bryder den guddommelige ensomhed.

 

Gud kontra spejl-synets identitet

Men hvad er "synet" i sig selv for noget…?

Synet er et åndeligt/subjektivt/ikke-materielt billede, som Gud ved hjælp af multispejlet skaber af sig selv – et subjektivt oplevelsesbillede, der gennem multispejlets funktionsmåde kan bringes til at ændre sig i det uendelige og herved tilføre Gud en evigt fornyet livsoplevelse og bevidsthed.

At dette er muligt skyldes bl.a., at der mht. Guds syn af sig selv er tale om et sammensat billede. Nemlig et billede, som hver eneste gudesøn via egen livsoplevelse bidrager til med sin personlige del. Og ved med sin skabeevne at ændre den enkelte gudesøns funktionsmåde, ændrer Gud også den del af det samlede billede, som denne gudesøn bidrager med. Og da yderligere Gud via den samme skabeevne hersker over samtlige gudesønner i tilværelsen, er mulighederne for at ændre det samlede billede også uendelige. Og på dette grundlag underholder Gud på fuldendt tilfredsstillende måde sig selv fra evighed til evighed og tilfører samtidig sit evige liv en ægte mening…

 

Konklusion

I Martinus' fremstilling hviler Guds erkendelse af sig selv grundlæggende på tre ting:

1. Guds opsplitning af sig selv i en uendelig hærskare af gudesønner, der alle på hologramagtig vis spejler Guds totalitet.

2. At gudesønnerne alle vekselvirker indbyrdes og herved gør indtryk på hinanden.

3. At guddom og gudesønner som organisk identiske, komplementære spejlinger af hinanden evigt befinder sig i indbyrdes dialog med hinanden.

 

Kilder

Der henvises til følgende symboler med tilhørende tekster fra Martinus' hånd:

1. Symbol nr. 7; "Det evige verdensbillede", bind 1.

2. Symbol nr. 11 – det såkaldte hovedsymbol; "Det evige verdensbillede", bind 1.

3. Symbol nr. 22; "Det evige verdensbillede", bind 2.

 

Symbolforklaring til symbol nr. 11 "Det evige verdensbillede"

Vis stort symbol

Vi ser her Martinus egen symbolske fremstilling af verdensaltet som et levende alvæsen – Gud – udstyret med et Jeg (det hvide stjernefelt i midten), der er udrustet med en skabeevne (det violette felt, der ses tydeligst i randen af symbolet), ved hjælp af hvilken det guddommelige Jeg skaber et syn af sig selv (den seks-farvede ring uden om stjernefeltet.

For i praksis at kunne skabe dette syn af sig selv på en måde, der både bryder Guds ensomhed og samtidig gør det muligt at ændre og forny synet i al evighed, opsplitter Gud sig selv i en hærskare af levende enheder – gudesønner – der alle spejler Gud i den forstand, at de som Gud selv er konstitueret som tre-enige principper. Dvs. de er alle udstyret med et Jeg, der er udrustet med en skabeevne, ved hjælp af hvilken Jeget kan udfolde skabelse og frembringer noget skabt – herunder en personlig livsoplevelse, der tjener som et lille bidrag til Guds samlede livsoplevelse.

Gudesønnerne ses på symbolet som de små, hvide cirker i randen hele vejen rundt. Og tilsvarende er deres skabende udfoldelse vist som den kulørte udstråling fra de små cirkler, rettet mod den store farvering.

For Gud spiller gudesønnerne i kraft af deres tre-enige opbygning tilsammen rollen som et multispejl, som Gud kan spejle sig i, og hvor selve spejlsynet eksisterer som et produkt af den fælles skabelse, stadig vist ved den store, seksfarvede ring. Resultatet af hele 'arrangementet' er Guds LIV, udformet som en evig leg med sig selv i skikkelse af gudesønnerne og disses skabelse under Guds overherredømme. Et overherredømme, der i praksis udøves som forekomsten af en evig og urokkelig, kosmisk verdensorden.

Der henvises i øvrigt til Martinus' egen symbolforklaring i "Det evige verdensbillede", bind 1.

 

Symbolforklaring til symbol nr. 7 "Livsenhedsprincippet"

 

livsenheder

Vis stort symbol

Symbolet viser det princip, efter hvilket Gud som et uendeligt væsen har opspaltet sig selv i en uendelig hærskare af gudekvanter eller gudesønner, der som tre-enige principper alle eksister i Guds lignelse og billede – dvs. spejler Gud – og som samtidig er organiseret efter princippet: levende væsener inden i levende væsener i det uendelige – af Martinus omtalt som livsenhedsprincippet.

Da verdensaltet og dermed Gud rummer to principielt forskellige eksistenszoner – en fysisk og en åndelig/parafysisk – har dette også indflydelse på den måde, livsenhedsprincippet gør sig gældende i praksis.

Inden for den fysiske eksistenszone med dens fundering i stabile partikler samt dens præg af tid og rum kommer livsenhedsprincippet til udtryk som fysiske organismer inden i fysiske organismer, svarende til det kinesiske æskesystem. Fx er den menneskelige organisme opbygget af organsystemer, der er opbygget af organer, der igen er opbygget af celler osv. Samtidig med at organismen som sådan selv er en del af et større system – jordkloden – der igen er en del af et endnu større system – solsystemet – etc., etc.

Inden for den åndelige/parafysiske eksistenszone gentager dette mønster sig rent principielt, men er her tilpasset denne verdens opbygning af stråler og bølger (fri energi) samt fraværet af tid og rum i fysisk forstand.

I praksis giver dette sig udtryk i den pågældende verdens 'indretning' som et super effektivt kommunikationssystem, der hviler på holografiske principper og netop herved muliggør lynhurtig kommunikation mellem livsenhederne, uanset hvor langt de for en fysisk betragtning befinder sig fra hinanden.

Livsenhederne er altså også her organiseret som enheder inden i enheder. Dog ikke i tid og rum som for den fysiske eksistenszones vedkommende, men snarere i spørgsmålet om indbyrdes kommunikationskompetencer. Fx kommunikerer et menneske uhindret med andre mennesker (og mellemkosmiske væsener), men ikke på samme måde med væsener tilhørende mikro- og makrokosmos.

Der henvises også her til Martinus' egen symbolforklaring i "Det evige verdensbillede", bind 1.

Pin It on Pinterest

Share This