Kan vor verdens ende blive et godt sted at være ?

Idag ser verden ud til at have uoverskueligt mange problemer. Der er krig, sygdomme og naturkatastrofer. Vil det nogensinde blive godt , og er der noget vi mennesker kan gøre for at hjælpe til ? Denne fine lille artikel af Gunner Frederiksen er oprindeligt skrevet til bladet "Den Ny Verdensimpuls" august 2007.

 

Af Gunner Frederiksen, Den Ny Verdensimpuls august 2007

Kan vor verdens ende blive et fint sted at være?

Det vil der nok i almindelighed være mange vidt forskellige svar på. Men hvor det drejer sig om dette blads [red. Den Ny Verdensimpuls] læsere, er jeg optimistisk nok til at tro på et positivt svar.

Ja, vil de fleste af dette blads læsere sikkert svare. Det ikke blot kan den, men det vil den også blive. Man føler sig overbevist. Ikke blot har vi Martinus' ord for, at vi bevæger os mod et rigtigt menneskerige, hvor kærlighedsbudskabet er realistisk virkelighed i hverdagen. Men vi kan også henholde os til historien. Hvis vi ekstrapolerer ud fra kendte historiske data og dermed historiens forløb, så får vi et billede af en menneskehed, der på lang sigt bevæger sig mod stadig højere grader af viden, kultur og social orden. Ganske vist over et utal af krige, nød og lidelser i gigantisk målestok. Men netop derfor.

Her vil nogle skarpsindige læsere jo rette opmærksomheden mod f. eks. Den forfærdelige sultkatastrofe i Afrika, krigene i Irak, Afghanistan og flere andre steder. Hertil kommer de mange der lider under AIDS, pest og mange andre sygdomme, hvortil kommer de mange flygtninge, fattige osv.

Det kan naturligvis ikke nægtes, at der stadig er oceaner af lidelser i verden. Men man kan ikke sætte lighedstegn mellem lidelser og primitivitet. Det er nok mere relevant at tale om forbindelse mellem lidelser og udvikling. Alle disse lidelser er jo netop nødvendige midler til på udviklingens vej at skabe de rette betingelser for en bedre verden. Lidelser, som verden fremviser utroligt mange af i vor moderne tid, er selvfølgeligt forfærdelige ja ofte umenneskelige, men samtidig er de de kraftigste spirer – eller måske rettere sporer – til den skabelse af en bedre verden, som vi jo ikke kan benægte, at vi selv må skabe.

Og det kræver knofedt. Vi kan ikke forvente, at få det hele foræret gratis på et sølvfad. Til gengæld kommer vi imidlertid også til selv at høste frugten af vore anstrengelser.

 

Vi kan bede til Gud!

Vi kan da bede til Gud, vil nogle sige. Og naturligvis har de ret. Vi ikke blot kan bede, men vi står os også bedst ved at gøre det. Men selv Gud har brug for redskaber til at virkeliggøre sit svar på vore bønner. Så for os må det være et spørgsmål om via vore bønner beredvilligt at stille os til rådighed som redskaber for Guds skabelse af en bedre verden. I samme åndedræt bør vi nok minde os selv om, at så må vi nok samtidig bestræbe os på, så godt vi kan, at gøre os egnede til jobbet.

Jamen er det så ikke det samme som at bede til os selv? – Jo, det er det faktisk også. Og det er godt. For derved tvinges vi til indse, at det vil være totalt ulogisk f. eks. at bede om en bedre verden, hvis vi ikke selv er parate til at påtage os vort medansvar for denne skabelsesproces -altså at skabe en bedre verden.

På en måde kan man sige, at det faktisk i nogen grad kommer af sig selv i overensstemmelse med de guddommelige love, for hvis ikke vi gør det, så vil livet af sig selv læse korrektur på vore begrænsninger – uanset om de ligger i vort daglige handlemønster eller på mentalplanet – eller måske begge steder. For livet er jo en eneste stor skole – livets skole. Og her er vi alle kun på vej, men dog på vej.

Her har vi brug for at erindre os, at vi aldrig er alene, selv om det kan se således ud. Vi er jo alle til hobe en part – større eller mindre – af det forsyn, vi kalder Gud. For Gud er alt, der er. Det er det svar, man i en kosmologisk begrebsramme kommer til, hvis man spørger: Hvad er Gud? – Fra bibelen ved vi også, at Gud er almægtig, alkærlig og alvis. Og skal der være mening med begrebet Gud, så må Gud repræsentere det mægtigste, det allermest kærlige og den højeste grad af alvisdom, der i det hele taget eksisterer – og alt det tilsammen kan kun være alt, der er – altså hele verdensaltet, som dermed er identisk med Gud. Gud er lig med alt, der er.

I modsat fald er der ingen mening med et Gudsbegreb. Og dette højeste væsen af alle er vi alle en part af. Og derfor har vi også medansvaret for at virkeliggøre de bønner, vi sender til Gud. Vi kan ikke forvente at modtage et bedre svar på vore bønner, end hvad vi selv er parate til at give.

Det er også, hvad det hedder i den bøn i Fadervor, der hedder: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Det vil sige, at vi kun kan forvente tilgivelse i samme grad, som vi selv er parate til at tilgive. Og vore bønner til Gud er bønner om at få Guds hjælp til at virkeliggøre vore egne bønner.

 

Får vi det, vi beder om?

Får vi så det, vi beder om? – et spændende spørgsmål, for det ser ikke altid således ud. Vi kan jo ikke løbe fra skæbneloven. Det, vi selv har været den første udløsende årsag til, og som vi dermed selv har hidkaldt, kan og skal vi ikke undslippe. Med mindre vi bevidst eller ubevidst har forstået at neutralisere den pågældende skæbnebølge, så den er blevet overflødig. Guds love er retfærdige og logiske, hvorfor vi altid står os ved at bede om, at den guddommelige vilje sker fyldest. Og gør vi det, så får vi jo, hvad vi beder om.
 
Jamen, dermed tilsidesætter vi jo enhver form for fri vilje? Nej, for Guds vilje er selve forudsætningen for begrebet liv. Og uden liv ingen vilje, og uden vilje naturligvis heller ingen fri vilje. Og da vi selv må tage konsekvenserne af vor frie vilje, og da disse konsekvenser er nødvendige skridt på vejen mod en bedre verden, er vor frie vilje også i overensstemmelse med Guds vilje.

Martinus: "Det levende væsen er i sin højeste kosmiske analyse frit stillet. Det kan gøre, hvad det vil. Men det må selv tage konsekvenserne". Vi lever i et totalt lovbundet univers. Som det hedder i bibelen: "End ikke en fugl falder til jorden uden min faders vilje" eller som det endnu mere radikalt er udtrykt af Martinus: "Hvis blot et støvfnug lagde sig tilfældigt ville hele verden være af lave" – en fantastisk tanke, eller som Martinus ville kalde det: analyse. Vi må tro det, om vi vil: Alt er såre godt – vor verdens ende kan og vil – blive et fint sted at være: Et rigtigt menneskerige.

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of