Individet og flokken

Af John Klemens Nielsen

Det er en betagende oplevelse, at se fænomenet ”sort sol” i det sønderjyske. At se hvordan efterårshimmelen formørkes af de enorme stæreflokke, som i titusindvis gør sig rede til fugletrækket sydpå. Man undres og betages af dette ”ritual” der gentager sig år efter år. Når man er kommet sig over den umiddelbare oplevelse vil man ofte reflektere over den og tænke – ” hvad laver de og hvordan i alverden kommunikerer de om hvordan de skal udføre disse store bølger af fælles formationer?”

For de der eventuelt under en safari, eller blot hjemme ved TV skærmen, har oplevet de vældige flokke af Gnuer, Zebraer, Gazeller, Flamingoer eller hvad det nu måtte være, må samme undren være opstået. Hvordan kommuniker de med hinanden? Det er jo et generelt træk ved de allerfleste dyr, at de er flokdyr med den ganske bestemte kultur der gør sig gældende, for den pågældende art, som fællesnævner. I naturfilm har vi også set hvordan op til 30 – 40.000 flagermus fanger enorme mængder af insekter medens de bevæger sig i store spiralformede mønstre, ligesom livet i de store fiskestimer under havoverfladen imponerer. I mange af de store dyre flokke er der drabelige ritualer omkring parring og fødeindtagelsen, som kommer til udtryk i de årlige kampe om retten til et bestemt flok hunner og dermed retten til at formere sig ligesom der er ganske bestemte og uskrevne regler for hvem der spiser først og mest.

Hvor kommer dette flokinstinkt fra og hvad er det et udtryk for? Martinus fortæller at det er et udtryk for, at disse dyr har en kollektiv bevidsthed hvor det enkelte individ ikke oplever sig selv som et individ adskilt fra de andre i flokken. For dyrene er jeg oplevelsen helt latent hvilket vil sige at de ikke har nogen bevidst oplevelse af det centrum jeg´et er. I planteriget kommer disse kollektive bevidstheder, i de fleste tilfælde, desuden også til udtryk som kollektive organismer, medens det i dyreriget er kollektive bevidstheder, men med individuelle organismer. Flokkens liv med artsfællerne er selve livsnerven for de enkelte dyr der ofte vil være prisgivet, som ofre for de altid nærværende, jagende dyr, hvis ikke de havde flokkens beskyttelse. Når f.eks. en gruppe løver angriber en flok gazeller, zebraer e.a. er enhver dog sig selv nærmest, så et svagt eller sygt dyr bliver ”ofret” til fordel for flokken idet det er udelukket fra at deltage i flugten.

I planteriget er det meget tydeligt, at individualiteten her også nærmest er latent. Man kan se kollektive organismer som f.eks. træer organiseret i skove, kornmarker, blomsterenge, græs, tangskove m.m. og bag disse kollektive organismer er således også kollektive bevidstheder. I de allerfleste tilfælde er de vegetabilske organismer i planteriget også stationære og er altså ikke så udviklede på det fysiske plan, at de kan bevæge sig rundt. Man ser i et begrænset omfang overgangsvæsener, såsom kødædende planter, vandrende sten m.m. Når vi oplever planterigets skønhed og fuldkommenhed i både former, farver og dufte, så fornemmer man også, at der bag disse fantastiske skabninger må være en lige så fuldkommen bevidsthed. Det er bestemt også tilfældet, idet hele den fantastiske fauna er resultatet af kollektive bevidstheder der primært bæres af instinkt men også af en aftagende intuition der netop afspejler den guddommelige verdens absolutte suverænitet. Instinktet er i planteriget den bærende energi og bevidsthedsegenskab og modsat er intelligensen i plantens bevidsthed i sin mindste udfoldelse og netop intelligensen spiller en stor rolle i dannelsen af individualiteten. For plantevæsenernes vedkommende er instinktet de højere åndelige verdeners liv, skønhed og adfærd der gennem utallige gentagelser er blevet automatisk virkende, således at man derfor kan tale om, at planteriget afspejler de højere verdeners fuldkommenhed gennem ”automatiseret kosmisk bevidsthed” der på grund af denne automatisering har forladt det bevidste område og er blevet til anelser/ instinkt. Vi overvældes af den kraft og skønhed der strømmer os i møde fra de knaldgule rapsmarker, fra rigdommen på blomsterengen, fra de blomstrende æblegrene og i de helt fantastiske strukturer og udformninger hver eneste plante og træ har. I planteriget udtrykkes flokinstinktet gennem disse geniale skabninger der senere i samme tilværelsesplan bliver mere og mere specialiserede. Lidt spekulation kunne være, at jo mere individuelt plantevæsenet udfolder sig jo tættere er det på grænsen til dyreriget. Nogle af de vegetabilske ”individer” er tvekønnede eller dobbeltpolede og behøver altså ikke nogen mage for at formere sig, medens andre planteindivider er delt op, i han og hun planter.

I dyreriget hvor vi selv hører hjemme er vilkårene karakteriseret ved en meget markant deling af de to køn – han og hunkønnet – symboliseret gennem beretningen om Adam og Eva. I Bibelen lærer vi, at Adam og Eva blev uddrevet af Paradisets Have, fordi de havde ”syndet”. De havde gjort sig skyldige i, at spise af den forbudne frugt fra ”kundskabens træ”, stærkt fristet af slangen, og for denne forseelse var straffen, at de ikke længere kunne være i ”haven”, men måtte jages bort, – nøgne. Denne historie er en symbolsk fremstilling af en skelsættende begivenhed i dyrets udvikling frem mod det fuldkomne menneske. Martinus siger at ”Paradisets Have” er det samme som dyreriget, og at uddrivelsen er et symbol på menneskets spæde tilblivelse idet det at spise af ”kundskabens træ” er det samme, som at påbegynde den intellektuelle udvikling og hermed dannelsen af sin egen individualitet. Det er samtidig en vågnende ”jeg` bevidsthed”, altså oplevelsen af den omgivende verden, som ”noget der er jeg” og ”noget der er det”. ”Kundskabens Træ” er symbolet på erfaringsdannelse og viden. Erfaringer støtter og udvikler individualiseringsprocessen og giver en begyndende dagsbevidst oplevelse af tilværelsen omkring en. I skabelsesberetningen fortælles der om denne deling af kønnene, at Gud tog et af Adams ribben og skabte Eva deraf, en beretning der siden har stødt bl.a. kvindebevægelsen, helt unødigt, idet Adam ikke er et udtryk for manden ligesom Eva ikke er et udtryk for kvinden, men at det dobbeltpolede væsen, Adam bliver gennem skabelsen af Eva, til de to køn i dyreriget og forlader hermed planteriget.. Mineralerne har ingen dagsbevidsthed i den fysiske verden og individerne i planteverdenen kan kun ane og fornemme her på det fysiske plan. Deres primære livszone er den åndelige verden, medens dyrene og siden hen mennesket, af Martinus kaldet ”jordmennesket”, hele tiden udvider og udvikler fornemmelsen og oplevelsen af de fysiske omgivelser. Vi ser, sanser og håndterer den fysiske verden som ingensinde før. Flokbevidstheden er vigende hvilket ses på den stærkt tiltagende individualisme. Selv børn og unge har meget personlige meninger om dette og hint. Hvis vi forestiller os at vi skal foretage os noget der ligner de store fugle – og dyreflokkes manøvrer, skal vi instrueres og øve os i kortere eller længere tid for at kunne koordinere udfoldelserne og så vil de endda alligevel kun være blege efterligninger af dyrenes ekvilibristiske udfoldelser. Vi ser bl.a. de store idrætsstævner med hundredvis af deltagere, danseshows, flyopvisninger o.m.a. Vores vanskeligheder med at koordinere skyldes fortrinsvis, at vi oplever vore bevidstheder som adskilte og at vi opfatter tingene helt individuelt ud fra egne personlige erfaringer. Vi fremtræder med hver vores klædedragt og udseende, modsat dyrenes verden hvor det kan være vanskeligt, i alle tilfælde for os, at adskille det ene individ fra det andet udover deres køn der oftest markeres ved fjerpragt, pels og fysisk størrelse.

Afhængigheden af flokkens beskyttelse er udtalt i dyreriget og til en vis grad også for ”mennesket” som i denne sammenhæng rettere bør kaldes ”jordmennesket”, en benævnelse Martinus bruger for at markere, at ”det færdige fuldkomne menneske” endnu ikke er en realitet. For dyrenes vedkommende er flokkens beskyttelse naturligt og et spørgsmål om overlevelse i en verdensorden der for dyrene hedder ”den stærkes ret”. I særdeleshed, er de dyr der ikke har nogen frygtindgydende fysik, selvskrevne som ofre eller fødedyr for de stærkere dyr, så hele dyreriget samlet, herunder den zone vi selv befinder os i lige nu, kalder Martinus for ”det dræbende princips zone”. At der i dette livsudviklingsafsnit også findes dyr der ikke udfolder ”det dræbende princip” i form af drab og fortæring af deres medvæsener og lever som ”vegetarer” f.eks. Elefanter, giraffer, gnuer, antiloper, hjorte o.m.a. ændrer ikke det principielle i, at de eksisterer i ”det dræbende princips område”. At de oplever den skæbne, at være jagtet som fødedyr for rovdyrene kan bero på karma, som er ”gemt” fra dyreriget i underliggende spiraler, sådan som det også er tilfældet for planterigets væsener der jo heller ikke udviser morderisk adfærd og alligevel bliver fortæret af dyrene. At karma på denne måde ”gemmes” til kommende tider, hvad enten det drejer som om spiralkredsløb eller kommende inkarnationer, er med til at give tilværelsen den fabelagtige mangfoldighed vi hver dag oplever.

I dyreriget er drab naturligt og nødvendigt, en tilstand som trækker sine spor helt ind i ”jordmenneskets” livsrum. Krig, forbrydelser og kødspisning er nogle af de mest markante reminiscenser og skønt de opfattes som noget helt naturligt og nødvendigt for mange mennesker, så er det en vanebundet ”mekanisme” der rækker bagud til vores fortid i det egentlige dyrerige.

Nu er det ikke den del af dyrerigets og flokbevidsthedens sider, der skal under ”luppen” i denne artikel, men i højere grad den sidste del af dyreriget hvor mennesket er ved at udvikles og hvor den psykiske afhængighed af, at være en del af en flok, hvorigennem mange finder deres identitet, deres værd og deres livsforståelse er essentiel. Der findes jo et utal af grupperinger eller flokke, om man vil, hver med deres særpræg og indhold. Alene det at være født i et bestemt land og at identificere sig som dansker, svensker, tysker, hollænder o.s.v., er en del af identificeringen som individ, med det værdigrundlag denne nationalitets særpræg indeholder. Indenfor de enkelte nationer, er der ligeledes politiske, religiøse, interessemæssige, arbejdsrelationer, regionale fællesskaber m.m. i de forskellige områder af landet, så som f.eks. jyder, fynboer, sjællændere, og mange, mange andre konstellationer, der er med til at danne og repræsentere den pågældendes identitet som individ. For mange mennesker opfattes det ”at stå helt alene” som en ubehagelig og utryg situation fordi det at opleve sig selv som individ ofte er forbundet med et bestemt tilhørsforhold til en politisk, religiøs, kulturel, intellektuel eller anden gruppering.

Når man i bestemte situationer ikke har ”flokkens” accept og dermed dens tryghed og beskyttelse, kræver det faktisk en del indre styrke og overbevisning, at give udtryk for den eventuelt afvigende holdning eller adfærd, som det i et givent tilfælde måtte dreje sig om. Jeg er sikker på, at mange af dette blads (Kosmos) læsere, men bestemt også de som ikke er med i læserskaren, kender situationen hvor de er inviteret til et selskab og oplever, at de pågældende mennesker ikke kender de synspunkter eller livsholdninger man bekender sig til og hvor man hellere tier end taler af samme grund. At skille sig ud fra flokken som anderledes, – i dyreriget måske som et svagere eller sygt dyr, iblandt mennesker måske som vegetar der ikke drikker alkohol, – kan være en opgave man de første gange kan have lidt svært ved at håndtere og måske næsten føler at man skal ”undskylde”. Det kan endda hænde at man ikke orker at forklare sig, camouflerer sit sindelag og tænke ”det gør sikkert ikke så meget at jeg spiser et lillebitte stykke kød som alibi og drikker et glas vin, så slipper jeg for konfrontationen”. Nu hører dette jo ikke til de sværeste ”øvelser”, tænk blot på hvordan et menneske, måske i et helt liv, lever som ”forklædt” heteroseksuel og ikke vover at afsløre sin sande identitet som homoseksuel og dermed opleve flokkens foragt og leve som en udstødt parasit. Det er da lykkeligvis et tabu der er ved at rinde ud, i alle tilfælde her til lands, men det ”koster noget” at være anderledes, en sandhed der på glimrende vis er anskueliggjort i H.C Andersens fortælling om ”Den grimme ælling”. Der er masser af andre måder, man kan skille sig ud fra mængden på, f.eks. ved at have stærkt afvigende politiske eller religiøse holdninger i forhold til ”normen”.

Der ligger store uløste opgaver og venter på at blive bearbejdet, som f.eks. ”mobning” af både børn og voksne. Ordet mobning stammer oprindeligt fra det engelske udtryk ”mob”, som betyder en ’pøbel’ eller ’bande’, eller som verbum: ’at stimle sammen’ eller ’overfalde i flok’. Her ser man netop den mere sofistikerede form for flokmentalitet hvor balanceforholdet, så at sige er asymmetrisk, idet den ene part ofte står alene som offer medens den anden part har ”flokken” bag sig og dermed styrkemæssigt har overtaget. At have været udsat for denne ofte grusomme, martrende behandling har i mange, mange tilfælde traumatiseret mennesker i en sådan grad at det har været nødvendigt for dem, at gå i terapi o.a. senere i livet, hvis de slipper så ”heldigt”. Der er fornyet opmærksomhed på problemet og der præsteres udmærkede løsningsmodeller i de danske folkeskoler, men ”flokbevidstheden” og dens hærgen, ofte overfor følsomme sjæle, er langt fra et overstået kapitel. Børns behov for et tilhørsforhold i ”den førende flok” er ofte afgørende for deres trivsel. Børnestadiet, som er en repetitionsfase af mange tidligere liv frem til skelsår ved 30 års alderen, og den periode hvor de har deres skolegang og øvrige uddannelse repræsenterer for mange en usikkerhed omkring deres egen identitet hvilket netop øger behovet for blot at være en del af flokken.

Det er dog sådan, at der naturligvis er en skæbnebaggrund, også i disse forhold. Det gør ikke smerten mindre og eliminerer på ingen måde grusomheden i overgrebene, men det giver dog, som i alle andre af livets forhold, et svar og en forklaring, som det kan være gavnligt at forholde sig til. Martinus nævnte engang, at man hvis man deltager eller starter en forfølgelse af f.eks. en homoseksuel, en overvægtig, en rødhåret, en handicappet e.a, gør man med denne adfærd sig selv til offer i en forfølgelse senere i tilværelsen eller i kommende liv. Det har naturligvis sin baggrund i, at en så fatal mangel på medfølelse eller forståelse for ”offeret”, afslører en meget uudviklet side af den pågældendes næstekærlighedsevne, en side der skal udvikles for at også dette menneske skal komme til at opleve ”salighed, fryd og gammen”. I tilfælde som ovennævnte, er afhængigheden af ”flokkens” sympati og opbakning, nærmest at ligne med en slags mental ”doping”, som altså foretrækkes frem for medfølelsen for det pågældende ”offer”. Suggestionen i flokmentaliteten er udbredt således, at der opbygges en psykisk atmosfære der i grove tilfælde kan føre til voldelige situationer som det f.eks. ofte ses ved nutidige fodboldkampe og anden sportsudøvelse.

De fleste kender formentlig den kraft og styrke der strømmer igennem kroppen og afføder et mægtigt psykisk og fysisk velvære, når man i en eller anden anledning hyldes og gøres til genstand for beundring. Se blot på sportsfolkene. ”Mobberen” er lidt afhængig af denne tilstand, indtil vedkommende selv pludselig en dag oplever sig selv som offer og må opleve at ”hovmod står for fald”. En ”flok” kan være uberegnelig og en ny ”leder” kan hurtigt vende stemningen til sin egen fordel. Det er dog vigtigt at forstå, at de pågældendes gerninger ikke er affødt af decideret ondskab, men af uvidenhed. Vi ved godt at det forholder sig sådan, for hvem kan ikke tænke tilbage på situationer med ”røde øren”, hvor man har fejlet og siden er blevet klogere? Den samme uvidenhed var de romerske soldater underlagt, da de på befaling korsfæstede verdensgenløseren der kun ville dem godt, og som med sit eget liv og eksempel vendte verdensudviklingen mod humanisme og næstekærlighed. ”Korsfæstelse” kan man egentlig godt tale om også i sammenhæng med ”mobning” og forfølgelse af de individer der ikke passer ind i flokkens trygge rammer. Nok er man ikke naglet til et trækors, men man er naglet til den forhånelse og foragt i den ”mentale gabestok” som kan gøre tilværelsen til et ”helvede”. Hvis man selv har været udsat for denne behandling giver det sig selv, at man har stor forståelse og medfølelse for andre der befinder sig i samme situation og man kan derfor påtage sig rollen som formidler af denne medfølelse overfor ”offeret” og måske håbe på at andre i ”flokken” ”vågner op”. De vover ofte ikke at forlade flokken af frygt for at blive ladt alene og dermed være næste offer for flokkens foragt. Martinus kalder ”det dræbende princip” kombineret med intelligens for ”djævlebevidsthed”. Flokbevidstheden fra dyreriget, som i vore tider ofte benævnes, som ”flokmentaliteten” har ligeledes ændret sig fra en logisk nødvendighed i dyreriget, til en reminiscens der kombineret med intelligens kan være overordentlig grusom.

Man kan selvfølgelig komme til at tænke på, at hele tilværelsen jo egentlig er én lang vandring fra den ene flok til den anden, blot med den forskel, at de nyere flokdannelser har et tiltagende humant islæt set i det udviklingsperspektiv, at vi befinder os i den sidste del af dyreriget og er på vej til fuldkommenhed. Der er dog en meget markant forskel, for de ”primitive” flokdannelser betinger, at man i et vist omfang har en fælles bevidsthed, ofte i form af ritualer, påklædning eller en fælles identitet og forståelse, medens flokdannelser der baserer sig på humanisme, kærlighed, individualisme og højere menneskelige idealer i meget højere grad baseres på, at den enkelte bevarer sin personlige integritet og synspunkter. Forskellen er også, at man ikke indgår i flokdannelser og grupperinger på basis af suggestion eller frygt for at være udenfor gruppefællesskabet i tanke og handling, men at man vælger en gruppering på baggrund af dens indhold som et frit menneske uden frygt for repressalier. Det vil endvidere være karakteristisk at disse flokdannelser er meget mere selektive med respekt og frihed for den enkelte, og at selve ”roden” i flokkens eksistens er til gavn og glæde for helheden. Historikere, sociologer o.m.a. har interesseret sig for flokdannelser og flokbevidsthed gennem mange årtier, uden egentlig at komme derind i emnet hvor den fjerne fortid i dyreriget, som en del af hvert enkelt individs personlige erfaringsmateriale, bliver bragt ind i sammenhængen og langt mindre at flokbevidstheden dybest set er afglansen af en tilværelse i de guddommelige, overfysiske verdener i tidligere spiralkredsløb. Det beror naturligvis på, at de formentlig endnu ikke kender eksistensen af Martinus kosmiske analyser eller måske ikke accepterer dem som værende væsentlige eller realistiske. Der findes dog meget interessant materiale indenfor dette område idet man afdækker selve flokdannelsens udviklingsforløb, helt fra fortidens store horder af hærgende, krigeriske lokale hære og frem til flokdannelser der udspringer af en situation der opstår i øjeblikket på en arbejdsplads, i det offentlige rum, eller blandt venner og bekendte m.m. Hvis vi tænker på den dobbelthed der eksisterer i jordmennesktes bevidsthed, repræsenteret ved det ”dyriske” og det ”menneskelige” så er den berømte/berygtede ironi og sarkasme, som i mange kulturer slet ikke eksisterer, også et meget godt udtryk for, at man kan ”tale med to tunger” eller camouflere ”det dyriske” med ”det menneskelige”. Den samme dobbelthed kan gøre sig gældende for mennesker der lever ”forklædt” i en gruppering, selvom de i realiteten er vokset fra den.

Set fra et kosmisk perspektiv kan flokdannelserne fra dyreriget, frem til bevidsthed og indsigt i tilværelsens mysterium, tages som et udtryk for den manglende, dagsbevidste kontakt med de guddommelige realiteter. Det er også et udtryk for tab af jeg` fornemmelsen og den manglende evne til at opleve Guddommens tilstedeværelse i den enkeltes bevidsthed. Den tryghed og indsigt i tilværelsen kompenserer man for ved at knytte sig til den direkte modsætning, fællesbevidstheden i dyreriget. Fra midten af dyreriget, hvor udelukkelsen fra ”Paradisets have” er total, og frem til den tilstand hvor hver enkelt individ er fuldkommen bevidst om sin egen identitet som en ”gudesøn”, er den fase hvor flokbevidstheden dels har sit mest primitive stadie og samtidig den zone hvor den udleves fuldstændig. Instinktet, den falmede kosmiske bevidsthed fra det underliggende spiralkredsløb, bliver afløst af en hundrede procent dagsbevidst oplevelse og fornyelse af erkendelsen om sin egen udødelige eksistens. Flokdannelser afløses af interessefællesskaber indenfor kunst, arkitektur, musik, fremragende ernæringskunst og alle mulige former for fællesskaber der kun tjener til ”glæde og velsignelse” for den enkelte. Man vil deltage i disse fællesskaber så længe interessen er til stede og så måske forlade det til fordel for et andet.

Kosmologiens budskab er et godt eksempel på ”flokdannelser” der ikke er præget af nogle primitive regelsæt. Her kræves ingen indmeldelse eller optagelsesritualer, ingen speciel klædedragt eller social placering, intolerance overfor anderledes tænkende vil være utænkelig idet tolerance netop er et af de fornemmeste kendetegn ved dette studie ligesom en kærlig og ukrigerisk adfærd vil være normen. En lys og venskabelig atmosfære hvor glæde og latter vil blive udløst af glæde ved samværet og livet vil være karakteristisk i samværet, og mentaliteten ”hellere give end at tage” vil være fremherskende. At skabe dette lysende klima omkring sig er opfyldelsen af ”skabelsen af mennesket i Guds billede”. Det er ikke ensbetydende med at alle ”studerende” af kosmologien automatisk opfylder disse høje idealer, men det er i alle tilfælde et mål at stræbe efter og som Martinus udtrykte det ”Det er indstillingen til kosmologien der afgør om man er medarbejder eller ej”.

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of
larskrog

Jeg synes det er en dejlig artikel og
Tænker hvad er jeg som verdens
Borger, en del af flokken eller indivi-
Duel – jeg længes efter en verdens-
Stat med de 12 punkter som for-
Synet har planer om.

Når jeg arbejder med og efter disse
Energier vil jeg være en pioner i
Enten som modtager af andres
Tiltag i disse eller som skaber af
Noget i punkterne for andre –

Jo det må være rigtig vi alle røres
I gud og mødes med vor næste i
Et væk.

Derfor kan det måske blive klart
Endag at elske gud overalt og sin
Næste som sig selv i micro mellem
Og Marco kosmos.

Mvh

Lars