Ruth Olsen reflekterer her over den forvandling der sker med mennesket i vor tid, nemlig forvandlingen fra det enpolede væsen til det dobbeltpolede væsen. Artiklen er første gang offentliggjort i bladet Den Ny Verdensimpuls februar 2006

Redaktørerne bag "Den Ny Verdensimpuls" har givet Martinusforum tilladelse til at vise artiklen.

af Ruth Olsen, Den Ny Verdensimpuls februar 2006

Martinus er den første og hidtil eneste, der har givet os en dybere og logisk begrundet indsigt i, hvilken vanskelig overgang menneskene i vor tid er inde i med hensyn til ægteskabskærlighedens ophør og næstekærlighedens "fødsel". Vi lever simpelthen i hele spiralkredsløbets mest sårbare omstillingsproces. Den proces, der skal skabe mennesket om fra at være énkønnet til at være tvekønnet eller rettere "ukønnet".

Martinus anså det for at være en så vigtig viden at give os, at han har brugt næsten en hel bog om emnet, nemlig Livets Bog bind V, som for mange kan forekomme ret så omstændelig, men omskabelsen af dyret til et rigtigt menneske er noget helt centralt i hans åndsvidenskab. Jeg vil prøve at give en kort opsummering af processen.

Først må det konstateres, at seksualitet, eller som Martinus foretrækker at kalde det seksualisme, dybest set og grundlæggende er de levende væsners udveksling af energi. Det man normalt forbinder med seksualitet er kun en lille del af den. Energiudvekslingen muliggøres af vore to overordnede poler i evighedslegemet, nemlig en pol for modtagelse og en pol for afsendelse af energi.

Dette polprincip, tiltrækning og frastødning, er det evigt styrende princip overalt i universet – i atomer, kloder, galakser osv. Og altså også i mennesker. Ja, heller ikke en mobiltelefon kunne fungere uden! Naturvidenskaben kalder det oftest plus og minus, kineserne kalder det yang og yin, mens det i spirituel sammenhæng som regel kaldes den maskuline og den feminine pol.

At polerne her benævnes maskulin og feminin hænger sammen med den rolle, de spiller for de levende væsners skiften mellem de to tilstande, Martinus kalder "enpolede og topolede", selv om vi faktisk altid har to poler, blot enten i ligevægt eller i uligevægt. Til de to poler er knyttet to polorganer, af Martinus kaldet "det sympatiske anlæg" og "det intellektuelle anlæg" (LB V stk.1929).

Det første er for tiden vort primære polorgan, idet det formidler de fysisk materiedannende grundenergier instinkt- , tyngde- og følelsesenergi, mens Det intellektuelle polorgan formidler intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergierne.

Så længe "det sympatiske anlæg" er det stærkeste, er vi énkønnede og drages mod det modsatte køn, dvs vi er "ægteskabsegnede". Men efterhånden som det intellektuelle polorgan vokser v.hj.a. intelligensens udvikling, men dybest set pga vor evige regulerende talentkerne "Moderkernen", daler interessen for ægteskab og faste parforhold. Der skal efterhånden meget andet til at give livet indhold og mening end parring og familie.

Da det intellektuelle polorgan er knyttet til vor modsatte pol, dvs den maskuline i kvinden og den feminine i manden, ser vi i vor tid en begyndende erkendelse af, at vi nu alle har begge tendenser i en eller anden grad. Allerede psykologen C.G.Jung talte om mandens "anima" og kvindens "animus". Polerne er langsomt på vej mod ligevægt.

Når engang ligevægt mellem polerne indtræffer, er vi nået frem til "den store fødsel", dvs vi får kosmisk bevidsthed og bliver i stand til at elske alt og alle. Som énkønnede væsner kan man kun udløse udladninger af højere energivibrationer (salighedsenergi) i kroppen via kønsorganerne (orgasme), men engang vil dette kunne fremkaldes af enhver form for kys og kærtegn, ja blot ad tankens vej.

 

Vanskelighederne

Dette var superkort processens forløb. Men der er mange vanskeligheder undervejs i denne omstillingsproces, for den indebærer åbenbart en relativ stor risiko for "at løbe af sporet". Der er en lige vej i udviklingen, den kalder Martinus "kongevejen", og der er en ulige vej, som Martinus kalder "unormal og afsporet". Afsporingen kan ifølge Martinus ske, når den "nye", altså modsatte, pols udvikling forceres unormalt hurtigt frem, så den humanetiske udvikling ikke er fulgt med.

Men skulle udviklingen af det intellektuelle polorgan og dermed af intelligensen ikke medføre større åndelig fokus i bevidstheden og dermed mindre interesse for den fysiske parringsakt? Nej, faktisk tværtimod (LB V stk.1788-89).

Og da menneskene endnu er så moralsk underudviklede, udleves det voksende seksuelle begær af nogle med mere hensynsløshed end nogensinde, eftersom færre og færre tager religiøse morallove alvorligt eller har respekt for nogen anden øvrighed.

At der finder mange former for afsporede seksuelle aktiviteter sted i vor tid, kan vi næsten dagligt læse eller høre om i medierne. Fædre der begår seksuelle overgreb mod deres egne børn, andre former for pædofili, sex med dyr, sadomasokisme, voldtægt osv. Prostitutionen florerer mere end nogensinde, noget der dybest set grunder i menneskeforagt. For en del mennesker, især måske unge, er internettet blevet en let kontaktmulighed til uforpligtende "éngangsknald" og specialsex uden følelsesmæssig engagering.

Efter hvad jeg har forstået, mener Martinus, at man ved stærke påvirkninger fra omgivelserne kan blive seksuelt afsporet. Hvad mon den store pornoindustri betyder i den sammenhæng? Den anviser jo mange besynderlige veje til det, man begærer, nemlig at pirre de énpolede seksuelle organer til at vibrere i højere frekvenser. Fantasien er stor, når det gælder "noget at tænde på". Og i overgangsperiodens skrøbelige seksuelle konstituering, er mange åbenbart nemme ofre.

Nogle mener, at afsporinger altid har fundet sted, og at vi blot nu hører mere om det. Hvad man end mener med "altid", må det konstateres, at i dyrenes instinktstyrede verden er afsporinger noget uhyre sjældent, fordi her vækkes hannernes parringslyst som regel først af voksne hunners brunstdufte. Men i overgangen fra dyr til rigtigt menneske "sejler vi åbenbart i risikofyldt farvand." For dyrets instinkt, som jo er rester af tidligere spiralkredsløbs intuition omsat til automatfunktion, skal nu afløses af intelligens og følelsesmæssig human evne.

Faren er, at intelligensenergien (som jo hører til vor modsatte pol) hos nogle udvikler sig alt for hurtigt i forhold til følelsesenergien. Det bliver så til det, Martinus kalder "djævlebevidsthed". Men denne udbredte form for moralsk underudvikling hører vel også med til Guds plan.

For at intensivere lidelseserfaringerne? Det synes i hvert fald ikke at have hjulpet meget, at man fra forsynets side har søgt at bøde på miséren ved at sende først en Moses og dernæst en Jesus.

At overgangsfasen mellem jordmennesket og det "rigtige menneske" er yderst problemfyldt, viser modsætningen mellem den åbenbart øgede sexinteresse og den formindskede lyst til få børn ud af det (LB stk. 1481). Ja, kvindekroppen bliver ligefrem mindre egnet til at føde børn ad naturlig vej jo mere næstekærlig, hun bliver. Det kan da ikke være næstekærligt overfor hendes mikroorganismer, at barnet skal skæres ud af livmoderen. Desuden hører så godt som alle svangerskabsforebyggende midler til "det dræbende princip", hvadenten det er ægget eller sæden, det går ud over. Her er noget, jeg ikke finder logisk!

 

Homoseksualitet

Jeg har hørt, at nogen har kaldt Martinus’ åndsvidenskab for en "bøssereligion". Hvis de har fået den opfattelse, må der være noget, de har misforstået. Bortset fra, at jeg ikke vil kalde åndsvidenskaben ved det belastede ord "religion", skal det erkendes, at det kan være svært at blive helt klog på, hvad Martinus mener med ordet homoseksualitet. Faktisk bruger Martinus kun det ord to steder i Livets Bog V, nemlig i stk. 1788 hvor det er sat i anførselstegn og i øvrigt sidestillet med ordet "unaturlig", og i stk. 1871 hvor han spørger: "Skal alle mennesker blive homoseksuelle?", og bruger resten af bogen til en form for svar.

Når Martinus er tilbageholdende med at bruge ordet "homoseksualitet", er det vel fordi han godt ved, det som regel kun opfattes i "énpolet" forstand. Derfor vælger han blot at tale om "at blive tiltrukket af sit eget køn". Han skelner faktisk mellem en afsporet form og en ikke-afsporet form. Den afsporede form forklares med, at den modsatte pol er blevet unaturligt overudviklet og for tidligt er kommet til at dominere den normale pol.

Det kan ske ikke blot ved "forførelse", evt. i et tidligere liv, men også ved at andre stærke tankepåvirkninger trænger den normale pol i baggrunden. Derved vil en mand kunne føle sig som en kvinde, og en kvinde føle sig som en mand.

Tiltrækningen mod eget køn kan almindeligvis først ske, når den nye pol er så fremskreden, at forelskelsesevnen og ægteskabstrangen er et overstået stadie. Det kan derfor undre, hvorfor så mange af vor tids homoseksuelle er så opsat på at få ret til at indgå i lovformelige ægteskaber.

Det viser, at det ikke drejer sig om den kategori, som ifølge Martinus er "naturligt udviklede". Udover at give os en dybere forståelse af årsagen til vor tids udbredte homoseksualitet, understreger Martinus, at så længe disse ikke gør andre fortræd, har de krav på hensyn og tolerance.

For den, hvis poludvikling foregår i et naturligt tempo, vil en seksuel dragning imod sit eget køn ikke finde sted før den "store fødsel", dvs når man har fået kristusbevidsthed (LB V stk.1875). Og hvilken "seksuel dragning" handler det så om? I begyndelsen af vor kosmiske bevidsthed har vi jo stadig en almindelig fysisk organisme med enpolede kønsorganer, eftersom den åndelige udvikling er lidt foran den fysiske udvikling.

Om dette skriver Martinus i stk. 1909: "så længe den for seksuel topolethed beregnede organisme endnu ikke forekommer i en for udløsning af denne topoletheds kulminationsakt færdige tilstand, kan individet endnu kun få seksuel udløsning igennem de fra dyreriget nedarvede eenpolede kønsorganer. Men denne udløsning kan altså efter væsenets åndelige struktur og kapacitet i normal topolethed kun være en imaginær oplevelse, formet i tankerne således som det ordinære topolede begær fordrer det. Den fysiske udløsning, der finder sted med et væsen af samme køn, bliver således her, set fra topolethedens side, kun en åndelig kontakt."

Jeg forstår dette sådan, at det drejer sig om en af tankeenergi udløst højere vibrationstilstand, men altså stadig med de fysiske kønsorganer som udgangspunkt for udløsningen. Jeg mener dog, vi allerede nu kender lidt til den tankeudløste ekstaselignende fornemmelse, vi kan få ved f.eks. stærke aha-oplevelser (pludselig dyb indsigt) eller særligt åndeligt berigende samvær med andre.

Når det topolede menneske i begyndelsen især drages mod sit eget køn, skyldes det den nye pol, der nu er fuldt udviklet (stk. 1910). Men hvorfor ikke tiltrækkes uanset køn, nu hvor dets alkærlighedsevne er fuldt udviklet og som også vil være det normale, når også den fysiske forvandling er længere fremskreden?

Det mangler jeg konkret svar på hos Martinus, men jeg forestiller mig, det hænger sammen med, at vi allerede på det tidspunkt mest tiltrækkes af "åndeligt beslægtede", dvs de vi føler os i samklang med. Og det vil naturligt nok være de, vi har flest fælles erfaringer med – altså vort eget køn. Det var just derfor, mange kvinder i kvindebevægelsen fik en nærmest euforisk oplevelse ved det psykisk tætte samvær. Vi følte os "genkendt", forstået, vi havde jo mange fælles livserfaringer.

 

Slutstadiet her på jorden

Om resultatet af den store forvandlingsproces skriver Martinus bl.a. (stk. 1913): "Forskellen på det færdige menneskelegeme og det almindelige jordmenneskelige fysiske legeme er den, at førstnævnte legeme har en så udviklet seksuel følsomhed, at den højeste ild flammer og stråler, lyser og varmer igennem alle dets celler, ganske uafhængigt af hvilken animalsk del af organismen, de så end måtte repræsentere. Nævnte legeme har en så overdådig forfinet følsomhed, at det reagerer seksuelt i alle situationer."

Vi taler i dag om "erogene zoner", brystvorterne f.eks., men en dag vil hele kroppen åbenbart blive en erogen zone. Orgasmelignende reaktioner kan en del mødre i øvrigt opleve under amningen af deres spædbørn, hvorfor – i parentes bemærket – den katolske kirke i 14-1500-tallet forbød kvinder "at amme deres børn med vellyst"! (Da den "belønning" således var "umoralsk", holdt kvinderne op med at amme i en periode i Europas historie, hvorfor børnene døde som fluer, fødselstallet raslede ned – indtil man med romantikken søgte at rette op på det ved at give disse "moderkærlighedsløse" kvinder skyldfølelser.) Men alt det vil være fortid, nu går vi en strålende fremtid i møde, for som Martinus skriver i stk.1913:

"Den topolede akt udgør en reaktion, der kun kan udløse sig i en vidunderlig glædesfornemmelse i nydelsen af det andet væsens tilstedeværelse. De eenpolede kønsorganer er her for længst blevet en slags ligegyldige rudimenter."

Og i stk.1914: "Hos det helt psykisk og fysisk færdige menneske, eksisterer alt som seksuel reaktion. Alt er her højeste lys." .. "Lys, lys og atter lys er der her overalt og i alle væsener og ting. Alle væsener elsker alle. Alt er seksuel nydelse. At møde et væsen, at berøre dette, at kærtegne dette er en lykke, en salighed, der overgår al jordisk forstand, al jordisk nydelse.”

Her er det så, Martinus fortæller, at kysset bliver den største udløsende faktor for den seksuelle kulminationsoplevelse.

Share This