Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbebreb"
 

Af Per Bruus-Jensen

 
 
I foråret 1921 var den da 30-årige mejerist Martinus Thomsen til sin egen overraskelse genstand for en gudsoplevelse, der lod ham se og erkende Gud som grundlag og udspring for overhovedet ALT, hvad der findes – hele universet og alt, hvad det rummer i sig; de levende væsener inklusive. Alt havde det sin oprindelse i det guddommelige gigantvæsen, han fandt sig konfronteret med, og alt sammen var det udtryk for Guds liv og evige livsudfoldelse*.
 
Det interessante ved disse indsigter, som de siden er blevet videregivet af Martinus, er for os andre, at de på rationel vis lader sig forbinde og forene med det billede af virkeligheden, som de eksakte naturvidenskaber er kommet frem til, således at vi i Martinus' tilfælde ikke blot står med et nyt bidrag til menneskehedens allerede i forvejen righoldige arsenal af troskrævende gudebilleder, men med et sæt oplysninger, der i vid udstrækning kan gøres til genstand for nøgtern videnskabelig ransagelse og efterforskning.
 
At dette virkeligt er tilfældet, vil de følgende sider søge at klarlægge nærmere. Dog ikke i den forstand, at de tilsigter at føre bevis for Guds eksistens, hvorimod de på en begrænset plads fra forskellige vinkler søger at belyse væsentlige sider af det gudsbegreb, Martinus er eksponent for, og på en sådan måde, at forudsætningerne for en videnskabeligt betonet ransagelse af det pågældende begreb
samtidig bliver afdækket – direkte eller indirekte.
 
 
PBJ
Videbæk 2007
 
 
*) Skildret af ham selv i bogen "Omkring min missions fødsel" (Borgens Forlag).
Share This