Følelsen regerer

Kan man med argumenter overbevise en person, der stemmer konservativt, om, at hun skal stemme socialistisk?

Kan man med argumenter overbevise en person, der stemmer socialistisk, om, at han skal stemme konservativt?

De fleste har erfaringer, der siger dem, at det lader sig næppe gøre. Det er grundlæggende ikke argumenter, der afgør, hvilket parti vi stemmer på. Det er i høj grad en følelsesbaseret grundholdning, der nærmest dikterer det! Man kan således stille sig tvivlende overfor en person, der udtaler: jeg har valgt at stemme på socialdemokratiet. Er der tale om et ”fri vilje valg”? Eller er der tale om, at personen blot udtrykker med ord, hvad der skæbne- og følelsesmæssigt er uomgængeligt for ham/hende.

Dermed ikke sagt at den til stadighed kørende politiske debat er uden betydning. Vi er nødt til at forholde os til samfundets udvikling. Samfundet er i kraft af menneskers handlinger og ideer i kombination med skæbnens lovbundne udfordringer under konstant forvandling fremad. Skal jeg i den sammenhæng kigge mine egne reaktioner efter i sømmene, må jeg indrømme, at jeg går efter at blive bekræftet i det, jeg allerede føler er sandheden for mig. Af samme grund bør det ikke undre mig, at verden er delt op i partier og særinteresser, der repræsenterer noget næsten helligt og dermed ganske dybt i den jordmenneskelige åndelige natur. Det er særligt tydeligt i forskellige former for ideologisk ekstremisme. Her regerer følelser i yderliggående grad, og kan f.eks. diktere død over den, der har fornærmet min Gud.

I den anden grøft finder vi mennesker, der er blevet så kloge, at de bilder sig ind, at intelligensen styrer deres liv. Det kan i rigtig mange sammenhænge se sådan ud. Men holder argumentet? Er det ikke i virkeligheden lige omvendt? At noget følelsesbaseret, som vi har svært ved at få øje på, dikterer, hvad vi tænker og argumenterer for? At følelserne i det skjulte regerer alle! At de fine ord, der kommer ud af munden på mig, når jeg argumenterer for eller imod det ene eller det andet, i virkeligheden er styret af et dybere/højere placeret ”organ” i X 2 (”den højeste ild”), der er direkte forbundet til mine lidelses-/ følelseserfaringer, som dermed repræsenterer de værdier, jeg værdsætter på mit nuværende udviklingstrin. Værdier der udgør lyset for mig, og som jeg med argumenter og analyser vil overtale andre til også at have.

Jamen hvad da med naturvidenskaben? Den er da rendyrket intelligensbaseret! Ja og nej! Man kan stille forskeren det enkle spørgsmål: ”Føler du glæde og inspiration ved det, du forsker i?” Hvis hun svarer ja, har man beviset. Følelsen af glæde driver værket. Glædefølelsen er livets gulerod. Vi går efter det, der giver en følelsesmæssig tilfredsstillelse, og det, der giver en stor følelsesmæssig tilfredsstillelse kan være at bruge sin intelligens, ligesom det kan være at bruge sine følelser, eller det kan være at bruge sin krop / sine hænder – eller det hele i skøn forening.

Martinus beskriver en fremadskridende intellektualisering af følelseslivet. Instinkt- tyngde- og følelseslegemet regerer i dyreriget, med tyngdeenergien/tyngdelegemet som det dominerende. Denne konstellation af grundenergierne kommer i sidste del af dyreriget mere og mere under indflydelse af intelligensenergien/intelligenslegemet. Jeget bliver bevidst i sine følelsesreaktioner og bliver i stand til at forholde sig kritisk analyserende til disse reaktioner. ”I den situation overreagerede jeg vist en del, det vil jeg gøre noget ved!” Men intelligensen kan også bruges til at forstærke følelsesreaktioner. Tanker kan hidse os følelsesmæssigt op. ”Når jeg tænker over, hvad han har gjort, bliver jeg vred!” Vi kan analyse en hændelse og argumentere for og udtænke en grusom gengæld. Lidelseserfaringerne/følelseserfaringer spiller i alle forhold en hovedrolle. Lidelseserfaringerne afgør, til hvilket niveau vores følelsesliv kan intellektualiseres. Hvilket også indebærer, hvad vi kan nænne at bruge vores intelligens til. Altså i sidste ende om vi skaber krig eller fred i vores omgivelser herunder i vores eget hjerte, sind og krop.

Menneskehedens seksuelle mørkesfære har således sin særlige mission, sit særlige formål at skulle opfylde. Hele problemet, hele mørket er et lidelsesspørgsmål, men derved bliver det samtidig et følelsesspørgsmål, et spørgsmål om oplevelse af behag og ubehag. Men da alle fornemmelser af behag eller ubehag er et følelsesspørgsmål, må vi her tilbage til det levende væsens seksuelle struktur, der jo er hovedsædet for følelse. Vi må således søge ind til den struktur i væsenet, der bærer dets følelsestilstand, hvilket igen vil sige, alle dets sanseevner uden undtagelse. Alle oplevelser, såvel rent fysisk kødelige som mentale eller åndelige, er i sin dybeste analyse “følelse”. Det bliver her mere og mere tydeligt at se, hvor overordentlig omfattende “den højeste ild” er i væsenets struktur. Den er selve det evige liv direkte rodfæstet i jeget, med hvilket den i sin højeste instans er identisk. Den er i sin egenskab af bevidsthed jegets evige stråleglorie, dets varme og lys… LB 5. stk. 1675.

Den seksuelle struktur – ”den højeste ild” – har en helt særlig forbindelse til sanseevnen, følelsestilstanden og følelseslegemet, der formidler alle sanseindtryk. Det, vi med jordisk forstand kalder seksualitet, udgør kun en lille flig af en langt større virkelighed. I den store virkelighed er alt udtryk for seksualitet. Alt hvad vi kan opleve i tilværelsen er at opfatte som befrugtningsprocesser, uanset om det opleves som behag eller ubehag. Vi befrugter hinanden med godt og ondt. Vi skal lære at befrugte kun med det, der gør godt.

I dyreriget er denne i virkeligheden guddommelige befrugtning udpræget fysisk – fysisk næring, parring og mere skjult udvikling/evolution af den fysiske organisme. Mod slutningen af dyreriget vil befrugtningen i stigende grad blive åndelig. Intellektuelt arbejde ender med at blive mere befrugtende end den gamle form for seksualitet, der har afkom som mål. Under alle omstændigheder – på alle udviklingstrin – handler det dybest set om en higen efter følelsesmæssig oplevelse af behovstilfredsstillelse, glæde, salighed, lys.

”Glæden ved at arbejde skuffer aldrig.
Jeg tror, der kan tales om evig arbejdsdrift.
Der er noget varigt ved den, som stiller den over de andre følelser.”

(Henry Heerup 1959)

Henry Heerup (dansk billedkunstner 1907-1993) levede af sin hobby. Det han fandt stor glæde ved. Læg mærke til at han sætter visse følelser over andre følelser. Glæden ved at arbejde, eller mere generelt glæden ved at skabe noget, skuffer aldrig. Han er meget tæt på noget helt centralt i livet. Hele vejen gennem spiralkredsløbet drejer det sig om skabelse og oplevelse. I 11/12 af spiralkredsløbet er glæden/saligheden som grundoplevelse nærmest en automatfunktion. Det er i sidste halvdel af dyreriget, vi bliver i stigende grad bevidste i, at der findes mange andre følelser end glæde. Altså at glædefølelsen kan sættes over styr. Først mange lidelseserfaringer senere, finder vi ind til de evige love, der gælder for genskabelsen, udviklingen og opretholdelsen af glæden ved livet.

Mon Heerup havde udtalt sig som han gjorde, hvis han ikke kunne få afløb for sine kunstneriske talenter og skabertrang, men skulle have tjent til dagen og vejen ved med ulyst at arbejde i en fabrikshal?

Når Martinus skriver, at vi må lære at finde os i alt, så forbinder jeg umiddelbart dette med det modsatte af glæde, salighed og lys. Udsagnet må skulle ses i relation til, at intet af det, som sker os, er tilfældigt. Megen skæbne findes der ikke nogen behagelig vej ud af. Man må lære at finde sig i det ubehag, man ikke med fredelige midler kan gøre noget ved eller komme fri af. Det kan være et arbejde, man ikke trives med, men beholder af økonomiske grunde. Det kan være arbejdsløshed. Det kan være et dårligt ægteskab, familieforhold eller sygdom. Det kan også i særlige tilfælde være noget så barskt som deportation til en koncentrationslejr, eller at være fanget i en krigszone. Skæbnen kan holde os fast i sammenhænge, hvor vi kan være tvunget til at finde os i det, der sker. I sådanne sammenhænge vil det være noget af en opgave, at opretholde glæden ved livet. Mange mindre smukke følelser vil nemt få overtaget. Jeg kan tage min skæbne med sammenbidt surhed, vrede, bitterhed og offerfølelse. Det kommer der mere mørk skæbne ud af! Eller, jeg kan acceptere min skæbne og få det bedste ud af det, vel vidende at jeg har noget at lære af forløbet. Kun ved den sidste tilgang til problemet, kan man positivt forløse noget af baggrunden for den mørke skæbne, der holder en fast. I virkeligheden finder man sig i det, der sker.

Måske handler skæbneforløbet om, at jeg får mere fokus på, hvad jeg kan gøre for andre, end at være optaget af, hvad jeg umiddelbart betragter som behageligt eller sjovt for mig selv. Altså dette med, som Jesus udtaler, at det er saligere at give end at modtage. At det er saligere at være rettet mod andres behov end egne behov. Det er kernen i næstekærlighedsbudskabet. Det er et træningsområde. Og det kunne vise sig at være i mere eller mindre konflikt med de følelser, der normalt regerer og dikterer, hvad jeg finder saligt, lyst og behageligt.

Vi vil jo som mere eller mindre egoister ganske naturligt være meget fokuserede på vores egen karriere og vores eget velbefindende ofte i hård konkurrence med andre, der har de samme drømme som os. Vi søger naturligt nok det, vi føler glæde ved. Den konkurrencementalitet, der præger alle samfund i dag, kan ikke i længden være grundlaget for en langtidsholdbar glæde ved livet. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen fremmer skabelsen af fremragende talenter indenfor kunst, videnskab og teknik. Der skabes både vindere og tabere. Taberrollen vil ofte være forbundet med, at finde sig i meget, som man kunne ønske var anderledes. Begge roller skal alle mennesker prøve i mange afskygninger. Med hensyn til tilegnelsen af en social adfærd, er der ingen tvivl om, at vi lærer mest gennem ”taberrollen”. I de sammenhænge, hvor jeg skæbnemæssigt oplever at skulle finde mig i alt, hvor jeg må give afkald på at blive behovstilfredsstillet på en række områder, som jeg opfatter som lys og lykke, der foregår formentlig en tilretning på et dybere plan, med hensyn til hvad jeg i fremtiden vil finde glæde og inspiration ved.

En vigtig del af vores udvikling må netop bestå deri, at vi finder voksende glæde ved det, som kendetegner ”det færdige menneske i Guds billede”. Det vil indebære et værdiskifte på et meget fundamentalt følelsesmæssigt plan. Hinsides f.eks. partiskhed og opdelingen af verden i ondt og godt. En omstilling til ”ske ikke min men din vilje”. En omstilling der, kan vi begynde at forstå, er forbundet med en dybere og mere tilfredsstillende og stabil glæde ved livet, end den gamle velafprøvede inspirationskilde ”ske min vilje” – som jo er umiddelbar dejlig, når det lykkes.

”Ske min vilje” behøver for øvrigt ikke at være i uoverensstemmelse med Guds vilje. Tvært imod! Det må være Guds vilje, at vi søger vores egen vilje gennemført, så længe vi ikke har gennemskuet, at der måske er en højere form for viljeføring, som det er forbundet med den højeste lykke og salighed, at forstå og blive et med. Livets Bog 1. stk. 17. henvender sig til sandhedssøgeren med hensyn til at finde ”den for ham særligt gældende rette kilde”. Her gælder det, at finde vej. Ledetråden er som altid en higen efter lyset, en befrugtning, en følelsesmæssig tilfredsstillelse på et dybere plan. At finde en varig og stabil glæde ved livet. Vejen til Paradis. Vejen til Gud.

”For at hjælpe sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at sådanne væsener, ting eller manifestationer, som er af særlig inspirationsværdi for et væsen, eller sådanne realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende basis, kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af idéer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen. Der hvor det er i forbindelse med én eller flere af disse strømme, der er dets rette plads i tilværelsen. Og absolut kun der alene kan der være håb om, at individet kan tilegne sig de første svage tendenser af evnen til bevidst at opleve dets egen daglige tilværelse som en, for det selv af Forsynet reserveret og tilpasset guddommelig, faderlig korrespondance eller tale, netop den eneste eksisterende form for indstilling af bevidsthed eller holdning overfor livets oplevelse, hvorigennem det er muligt for individet at blive ét med vejen, sandheden og livet og dermed ét med Faderen eller bevidst i Guddommen. Om individet har sin forbindelse med disse føromtalte strømme gennem denne eller hin religion, gennem Livets Bog eller en anden bog, gennem dette eller hint af alle øvrige i tilværelsen forekommende realiteter, er således ganske underordnet. Hovedsagen er derimod, at individet netop er der, hvor det enten har eller kan få forbindelse med den eller det, gennem hvilket dets egen inspiration kan udløses.” (LB. 1. stk. 17)

Med kærlig hilsen
Søren Olsen

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of