MartinusForumDk

I denne artikel skriver John Klemens Nielsen om perspektivprincippet.
 
Det er perspektivprincippet, der er årsagen til vores forskellige opfattelser af livet, hvilket i artiklen blandt andet formuleres som: "Ethvert menneskes personlige udsyn og perspektiv, er dannet af vedkommendes erfaringer og begavelser, som er afgørende for hvor udviklet sanseevnen er. At intet andet levende væsen, har samme personlige perspektiv som os selv gør jo, at íntet andet væsen kan komme til at se tingene i nøjagtigt samme perspektiv"
 
 

Af John Klemens Nielsen

I vores dagligdag er vi omgivet af så mange små "mirakler" og har vænnet os til, "at sådan er det jo bare". Et godt eksempel er, når vi kigger ned af de lange gader eller står for enden af en af de smukke alleer af popler der fører op til en gård. Det hus eller det træ vi står nærmest ved kan være 15 – 20 meter høje medens de der fortoner sig i horisonten måske blot er et par centimeter i vores synsfelt. Hvis vi går hen til det træ eller den bygning der før lå i horisonten, så er perspektivet pludselig omvendt, for nu er de 15 – meter høje og dem vi stod ved siden af tidligere, kun et par centimeter.

Videnskaben og hjerneforskerne kan fortælle, at hjernen selv skaber perspektivet, det hører med til oplevelsen af en tredimensionel verden. I virkeligheden stikker dette "perspektivprincip" dog meget dybere end det fysiske forhold for også i vores åndelige og psykiske verden er "perspektivprincippet", som Martinus kalder det, uhyre vigtig for vor sansning, ja det er selve grundlaget for sansningen.

I forskellige sammenhænge bruger vi udtrykket, "at få sat tingene lidt i perspektiv" og det kan være en overordentlig gavnlig proces hvis man skal løse et problem man ikke kan komme videre med. Hvis man skal tale om perspektiv i forbindelse med daglige gøremål og problemer, så er det jo sådan, at de ting der har størst betydning fornemmes som værende tættest på, altså i centrumområdet af det personlige perspektiv. At søge råd hos et andet menneske med et andet perspektiv på eventuelle problemer kan være en rigtig god ide´ da denne anden person jo selvsagt ikke har, eller kan have det samme perspektiv. Det kan, gennem kærlige og gode råd, "flytte" de presserende situationer væk fra centrumområdet og alene det, at få situationen "lidt på afstand" vil ændre den.

Det der er sket i denne proces er en perspektivforskydning. Martinus har ofte sagt "I tænker alt for småt" når vi grublede over bestemte problemer der umiddelbart synes uoverkommelige, og med det mente han naturligvis at vi ikke satte tingene i det rette kosmiske perspektiv, men blev overvældet af situationen, som derfor tårnede sig op i "centrumområdet".

Billedkunstnere bruger ofte den teknik, "at træde et skridt tilbage" og betragte værket lidt på afstand for bedre at kunne se detaljerne i de rette forhold til hinanden, en teknik der med lidt øvelse sagtens kan kopieres til dagliglivet.

 

Tid og perspektiv

Man kan ikke tale om perspektiv uden at have tidsbegrebet med, idet tid og rum er uløseligt knyttet sammen. Man kan ikke forestille sig et perspektiv uden rum. Al sansning og oplevelse er det samme som sansning af tid. Tid er det samme som en oplevet distance i rummet. Det oplevede skifter jo hele tiden hvilket giver den perspektiviske dimension via "nuet der er oplevet" og dermed danner fortiden, "nuet der opleves lige nu" som danner dette øjeblik og "nuet som kommer" der skaber fremtiden. Disse tidsdimensioner er identiske med oplevelsen af rummet idet fortiden udgør "noget bagved" ligesom fremtiden udgør "noget foran" og mellem disse befinder "centrumområdet" sig i form af "nuet". Det tidløse og umanifesterede "jeg", som er udenfor tiden og rummet, oplever igennem sansevnen mødet med "noget som er" i form af den omgivende verden. Præcis hvordan dette "noget som er" opleves, afhænger helt af "øjet som ser". Vi kender jo udmærket det, at den ene part kan sige "er det ikke bare et dejligt vejr?" medens den anden med undren tænker "nej, det synes jeg bestemt ikke det er, det er hundekoldt", og det er vel at mærke samme ting de taler om.

Når man bliver præsenteret for udtalelsen "tiden! – det er noget du selv skaber", så tænker man umiddelbart at det er da det rene vrøvl. Tiden er da noget der er skabt med urene, nat og dag, årstiderne, solens gang på himmelen og altså noget der er uden om os. Det er i en vis forstand korrekt, men grundlaget for at vi personligt kan opleve tiden er netop at vi i kraft af "perspektivprincippet" kan opleve rummet via fortid, nutid og fremtid. Hvis vi ikke var i stand til at opleve "i går" eller blot "for et øjeblik siden" eller "i morgen" med nuet som centrum, så ville det ikke være muligt.

Tiden og rummet er ikke et statisk objekt, men derimod en personlig, dynamisk oplevelse. Det er mødet mellem vores evige "jeg" og det begrænsede.

Nogle hævder, at det er et sansebedrag og en illusion, at vi oplever stort og småt, surt og sødt, sort og hvidt, ondt og godt m.m. fordi det i realiteten er sådan, at tingene ingen analyse har, men blot er "noget som er". Virkeligheden er dog, at illusionen netop er den, at hævde, at tingene ingen analyse har. Denne analyse er virkeligheden oplevet med "kosmisk bevidsthed" der afslører det treenige princip jegét,- skabe og sanseevnen og det skabte som en uadskillelig enhed. Uden denne uadskillelige treenighed, intet levende væsen og dermed intet liv.

Martinus skriver det kort og klart i LB 1 stk.267:

Perspektivprincippet udgør altså i sin højeste analyse den begrænsning, der gør uendeligheden eller verdensaltet tilgængelig for sansning og dermed livets oplevelse til en kendsgerning.

 

Perspektiv og tolerance

Ethvert menneskes personlige udsyn og perspektiv, er dannet af vedkommendes erfaringer og begavelser, som er afgørende for hvor udviklet sanseevnen er. At intet andet levende væsen, har samme personlige perspektiv som os selv gør jo, at íntet andet væsen kan komme til at se tingene i nøjagtigt samme perspektiv. Med en masse mennesker der har næsten samme perspektiv som vi, kan vi stort set blive enige om hvad det er vi oplever, men hvad med dem der ser og oplever livet helt anderledes og hvis sanseevne er blevet udviklet på en ganske anden måde end vores egen?

Jamen, det er jo dem som vi finder originale, sære, spændende, interessante og "underlige på den gode måde" og som vi i bedste fald respekterer, som blot værende anderledes. Vi må dog nok erkende, at der også findes en del mennesker der ser og oplever tilværelsen så meget anderledes end os selv, og vores udsyn er så forskellige at det er svært at finde noget at være fælles om. Hvem har nu ret og hvem har uret? Jamen, det har alle parter jo i realiteten. De kan jo ikke opleve andet end det de gør og der er ingen sandhed der er mere sand end en anden.

Det kan nemt udløse en krig, at f.eks. have forskellige religiøse, ideologiske, politiske opfattelser, i særdeleshed fordi de stridende parter her absolut mener "at kende sandheden, – den eneste ene". Sandheden er dog, som nævnt, at de alle har ret, men blot ikke er enige. J. Krishnamurti har engang udtalt "at sandheden er et land uden veje" og antyder altså, at der ikke findes en sandhed, men at alle sandheder tilsammen er sandheden.

Martinus udtrykte et meget vigtigt budskab ved at sige, "Det er ikke så vigtigt at vi er enige om alt, det vigtigste er at vi er gode venner. Enige! Det skal vi nok alligevel blive en dag".

Denne erkendelse kunne ændre verdensbilledet totalt, således at der, i stedet for krig, oprør, terrorisme og verbale kampe, ville være gensidig respekt og tolerance.

 

Det personlige perspektiv

Selvom man nogle gange kunne ønske sig det anderledes, så ændrer vores sanseevne og bevidsthed sig ikke voldsomt meget gennem et enkelt liv på jorden, i alle tilfælde ikke under normale forhold. Det skal vi nu alligevel være glade for. Tænk hvis man nærmest hver dag vågnede og havde ændret opfattelse og udsyn i forhold til den foregående dag? Det ville være frustrerende. De fleste af os er bedst tilpas med "de kendte omgivelser" fra dag til dag med de relativt beskedne udfordringer og udviklinger, som vi selv kan følge og i nogen grad kontrollere. Dog sker der af og til begivenheder i vores tilværelse der stiller os overfor situationer, som vi ikke umiddelbart ved hvordan vi skal løse og som vi slet ikke har overblik over. I disse situationer sker der noget med vores "mikroperspektiv". Begivenheder eller situationer, som vi kender og måske har oplevet andre mennesker i, kan pludselig blive vor egen virkelighed og rykker dermed fra periferien af vores sanseområde helt ind i vores centrumområde. Der kan også indtræffe begivenheder der på et øjeblik på dramatisk eller i bedste fald, lykkelig vis, fuldstændig ændrer vores daglige "perspektiv". Følelsen af at "være hjemme i sig selv" og kende egne reaktioner og handlinger er netop ofte en følelse, det psykisk syge menneske mangler hvilket i sig selv er en stor del af årsagen til den psykiske lidelse. Der kan være tale om, at de hører stemmer eller føler sig intimideret af ukendte kræfter og kort sagt ikke er "herre i eget hus". Det er vigtigt at have følelsen og oplevelsen af et centrum i sit eget perspektiv, for det er netop ud fra denne centrumoplevelse at man får sat sin tilværelse i "relief" hvilket altså er det samme som at få placeret sig selv i centrumområdet i det personlige perspektiv.

Hvis man forstiller sig en cirkel med det pågældende menneske i midten, benævnt som centrumområdet, så er der en periferi i en given afstand fra dette center. Periferien foran væsenet, vil være det samme som kanten af den zone man lige netop kan fornemme som anelsesområdet eller instinktområdet. Lidt nærmere i sansehorisonten ligger sanseområdet hvor de fleste detaljer kan opleves af mennesket, nemlig dyreriget og som beherskes af tyngdeenergien, nogen følelse og intelligens og endnu nærmere ligger sanseområdet for menneskeriget hvor følelse og intelligens er i balance og dominerer. Helt inde i nærzonen ligger området for den ypperste sansning repræsenteret ved den kulminerende intelligens og intuitionen der bærer den kosmiske bevidsthed. Periferien bagved væsenet vil være kendt som hukommelsesområdet. Alle tanker vil være at kategorisere et eller andet sted i de zoner der ligger indeni denne imaginære cirkel ligesom enhver tanke vil passere gennem hele dette sansefelt, fra instinkt til hukommelse. Det der afgør om vi kan opleve og sanse i de pågældende tankezoner er, som nævnt, vores mere eller mindre udviklede sanseevne. Et menneske med en mere udviklet sanseevne, vel at mærke med samme udsyn som os selv, kan altså i sagens natur opleve langt flere og detaljer af livet end vi selv kan

Martinus skriver om "årsagen" til al sansning i LB 4 stk. 1102:

Med hensyn til "sansning" udgør den altså det centrale i udløsningen af "Årsag og virkning". For at en ting overhovedet kan "sanses" eller "opleves", må der forud eksistere noget, der har evne til at "sanse" eller "opleve".

Det der forud eksisterer, og som er den forudgående årsag, er selve "sansevnen". Sanseevnen er udviklet gennem alle de tidligere tilværelser samt underliggende tilværelsesplaner og næres/udvikles ved omdannelse af processer hvor "Årsag" bliver til "virkninger" og "virkninger" til "årsager". Det er derfor summen af de tidligere erfaringer og oplevelser der afgør hvad man i dag kan opleve, fatte, forstå og indse.

Essensen af dette er, at man ikke kan forcere en forståelse eller indsigt med sin vilje, og altså ikke ad genveje, rent teoretisk, løse et problem man er i berøring med, hvis man ikke er i besiddelse af den fornødne sansebegavelse. Man er nødt til at erfare sig til en større indsigt og forståelse gennem udvikling af sanseevnen der kun udvikles gennem den direkte kontakt "livets egen tale" giver.

 

Fra instinkt til intuition

Ethvert levende væsen eksisterer, hvad sansningen angår, i sin "egen lille verden" bestående af det perspektiviske udsyn, som den pågældendes sanseevne giver adgang til. Martinus omtaler begrebet "sansebjerget" der kort fortalt symboliserer sanseevnens udvikling fra de instinktive stadier nederst på "bjerget" til den totale, fuldkomne "kosmiske bevidsthed" på toppen af "bjerget". Jo mere rudimentær og instinktbetonet sansevenen er, jo længere nede på bjerget findes individet. Da instinktet ikke afføder andet end anelser i sansningen er det en meget "primitiv" sanseevne i den ydre verden. Det er en automatiseret, men hendøende "kosmisk bevidsthed". På en bestemt "afsats" lidt længere oppe på "sansebjerget", nærmere bestemt i dyreriget, befinder den jordiske menneskehed sig og har her en fælles "storhorisont". På denne afsats er sansevnen i den ydre verden relativt udviklet med klare definerede oplevelser og indtryk, i forhold til det underliggende planterige hvor instinktet er bærende. Selvom man står på samme afsats vil man dog sanse og opleve meget forskellige ting idet man jo så at sige, står "skulder ved skulder" og altså ikke kan have præcis det samme udsyn som "sidemanden". Dette personlige perspektiv kalder Martinus for "Mikroperspektivet".

I "Mikroperspektivet" sanser og oplever den enkelte sin egen "private" version af den omgivende ydre verden, som altså i sagens natur er subjektiv. Afhængig af det oplevede vil alle indtryk kunne kategoriseres som værende i en eller anden grad mellem "instinkt" eller "intuition".

Martinus beskriver denne udvikling sådan, at vi bevæger os fremad i et kuperet landskab hvor man på en bakketop oplever og fornemmer noget man ikke kan andet end ane og fornemme i det fjerne. Dette kaldes i denne sammenhæng en "anelsestanke". Man tiltrækkes af "objektet" og går frem mod målet. Når man bevæger sig ned i et dal i på vejen fremad mod målet så vil man være nærmere ved dette mål når man igen kommer op på en bakketop og kan her sanse tydeligere og mere defineret hvad det er man møder og således forsættende indtil man er fremme og har den klare, sande, uhindrede oplevelse.

I de perioder hvor man bevæger sig "ned i dalene" i de mørke områder, skaber man udvikling af bevidstheden og sanseevnen, som afføder at man hver gang man kommer op "på en høj" vil opleve at man kommer tættere og tættere på målet og kan se flere og flere detaljer for til sidst at have den ultimative oplevelse.

På denne måde vil alle tanker over et vist tidsforløb gennemløbe denne udviklingsproces fra "instinkt" til "intuition". Denne proces er det samme som udviklingen helt fra "vegetabilstadiet" frem til den "kosmiske bevidsthed".

I dyreriget, hvor vi jo som "jordmennesker" hører til, er tankestadierne behersket af den dyriske mentalitet "det dræbende princip" men dog under stærk udvikling imod den "rigtige menneskelige livsform" hvor tankestadiet vil være behersket af "det livgivende princip".

 

Det store perspektiv

Skønt perspektivet for menneskeheden i disse tider formørkes af talløse krige, af sygdomme og epidemier, af naturkatastrofer, af miljøproblemer, af økonomiske problemer og fattigdom o.m.a. så er der alligevel grund til optimisme. Vi befinder os i en af de store "dalsænkninger" på vej frem mod endemålet "den store oplysning" eller "kosmisk bevidsthed" og alkærlighedens idealsamfund også bebudet som "tusindårsriget". I denne, den sidste store dal før målet, er der hektisk travlhed, for der er mange ting der skal falde på plads og ændres før den sidste "opstigning".

Vi skal færdigudvikle retssystemet, lovgive og forbyde krigshandlinger, danne et Verdenssamfund baseret på tolerance og kærlighed, udvikle vores fødevarer, fremme vegetarisme og viden om hvordan vi kan passe bedre på os selv og en af de vigtigere opgaver vil være at afskaffe pengesystemet. Ligeledes skal vi udvikle fuldkommen åndsfrihed og tolerance, hvilket jo i disse år ser ud til at være et næsten uoverstigeligt problem.

At det er alt dette der foregår omkring os kan vi ikke se før vi kommer lidt op og "ser det hele lidt fra oven". Vi er som de "sårede flygtninge mellem to riger", "sultne", "tørstige" og "udmattede". Vi længes mod de horisonter der for længe siden kun var utydelige omrids af et "drømmeland", og hvor længslerne drev os ud på den lange rejse der nu snart er til ende. Vi har, gennem livets genvordigheder udviklet vores humane evne ligesom de fornødne teoretiske, kosmiske analyser nu også ligger klar så vi kan få struktureret vores indsats frem mod målet "det rigtige, fuldkomne menneskerige".

Gennem "perspektivprincippets" illusoriske og begrænsede sansning vokser vores sanseevne og indsigt i livsmysteriet og vil sluttelig via "kosmisk bevidsthed" føre os bag selve "perspektivprincippet" som Martinus påpeger i dette afsluttende citat fra DEV bind1 stk. 1470:

Alle sanseobjekter er således illusoriske og fremtræder ikke for sanserne således, som de er, men derimod således som perspektivprincippet, som før nævnt, udløser eller former sansningen for os. Kun igennem kosmisk bevidsthed vil menneskene nå frem til at se tingene, som de er, bag perspektivprincippet. Det er denne bevidsthedstilstand, der gør det levende væsen til mennesket i "Guds billede efter hans lignelse". Hvis ikke det var således, ville menneskene aldrig nogen sinde kunne komme til at opleve livsmysteriets løsning eller afsløring, eftersom den absolut ikke kan opleves igennem den almindelige perspektivbefordrede tids- og rumdimensionelle, fysiske og åndelige sansning.