I denne artikel af Søren Olsen, der tidligere har været bragt i Kosmos, kommer Søren ind på, at det er regulært nedbrydende for den fysiske og psykiske sundhed at forholde sig negativt til livet og udviklingen – og det i princippet uanset hvor håbløst det ser ud. Der er nogle barske men fuldkommen logiske og dybest set kærlige sammenhænge i tilværelsen, vi er nødt til at forstå og efterleve, hvis vi vil depressiv og anden mørk tankegang til livs. Tanker og følelser er ikke toldfri!

Af Søren Olsen

De siger det på tv. Det står skrevet i avisen. Vi bekræfter hinanden i det. Det er deprimerende, at der er terror, undertrykkelse, kriminalitet, forurening, sult, sygdom, høje huspriser, at ventelisterne er lange, at aktiekurserne falder, arbejdsløsheden stiger eller, at det ene eller det andet politiske parti, som jeg ikke bryder mig om, vinder valget. Er det i det hele taget ikke en deprimerende tid, vi lever i – kan vi ikke blive enige om det! Jo siger vi i kor, og når så mange mener det samme, må det være sandt.

Martinus er ikke nogen dommedagsprofet, men han lover faktisk, at den nærmeste fremtid ikke bliver nem. Der vil komme mere af det, vi kun kan se i et mørkt mentalt lys. Herved føjes mere ondt til det slemme, for vi bliver fysisk og psykisk syge af at reagere negativt på tilværelsen. Jamen er der ingen ende på elendigheden? Jo der er! åndsvidenskabeligt set, er vi ikke ofre for verdens elendighed, vi er “kun” ofre for vores egne mørke mentale reaktioner på det, vi oplever. Forstod vi tilværelsen, kunne vi se den i dens rette perspektiv, ville vi ikke være så nemme ofre for modgang.

Martinus skriver i småbog 16. C “Unaturlig træthed” (bør læses, den er yderst relevant for vores tid) kap. 2 “Livslede og selvmedlidenhed”: “Det er farligt at vandre i alt for lang tid i depression. Depression er nemlig det samme som sygdom i tænkeevnen. Den deprimerede har mistet evnen til at se tilværelsen i dens normale fremtræden. Han kan kun se den i et sort mentalt lys. Han vandrer hele tiden i tankeverdenens skyggeregioner. Det er ligesom, han ikke kan finde vej ud af disse skyggeregioner og ind i tankeverdenens solskinsegne. Han ser kun håbløshed og atter håbløshed. Han finder alt uoverkommeligt i en sådan grad, at det bringer ham til at føle en alt for overdimensioneret medfølelse eller medynk med sig selv. Han føler sig som martyr. Han føler sig som offer for naturens luner, hvis det da ikke er andre mennesker, han giver skylden for sit “martyrium”. At denne situation, hvis den ikke bliver standset, må føre til livslede er selvfølgeligt. Men livslede er igen en allerede begyndende sindssyge, der i værste tilfælde udløser sig i selvmord. Mere abnormt kan et menneske ikke blive.” “Som jeg her har nævnt, kan den unaturlige træthed, hvis den ikke bliver helbredet, blive til en midlertidig både fysisk og mental undergang. Det kan ikke nytte at se igennem fingre med den og lade stå til, således som tusinder af mennesker gør det i dag, og hvorved nerveklinikker og sindssygehospitaler bliver fyldt med disse menneskelige vrag der, hvor de ikke havner i selvmord.”

Martinus gør ligeledes opmærksom på at: “Den stærkt udbredte unaturlige træthed skyldes i første instans den stærkt forcerede livsforvandling, der foregår med det moderne menneske”, derfor kommer vi nemt til at overbelaste vores nerver og tænkeevne. I kraft af at dyrerigets mentale kræfter stadig er så relativt levende i os, sker det, at vores dyriske instinktside kommer i konflikt med vores menneskelige følelsesside. “Men denne konflikt bringer hurtigt vedkommende menneskes udvidede tænke- eller spekulationsevne i funktion. Og nu begynder en spekulation, der meget ofte er langvarig. Hvis væsenets instinkt er dominerende eller har overtaget over følelsen, vil det diktere væsenets intelligens og dermed dets spekulation i instinktets favør. Da instinktet er sædet for fortidens vaner og tilbøjeligheder, hvilket vil sige den førnævnte uskrevne lov, hvor retfærdigheden er på den parts side, som kan udslette eller undertvinge modparten, bringer det væsenet til med dets intelligens at skabe de mest geniale tankebilleder, igennem hvilke det ser sig selv som totalt uskyldig eller som hundrede procent martyr.” (kap.7)

Senere i samme artikel skriver Martinus: “Vejen til sundhed for sjæl og legeme går således udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumsfornemmelsen i sit eget indre.” Dette sidste citat har jeg brugt i mange foredrag, alligevel måtte jeg konstatere, at jeg var begyndt at dyrke på en depression.Det skete i tidsrummet fra omkring 11. sept. og til efter valget i Danmark den 20. nov. 2001. Jeg var utilfreds med udviklingen globalt og lokalt på trods af, at jeg udmærket vidste, at det måtte gå den vej en dag. Min åndsvidenskabelige tankegang blev efterhånden oversvømmet af en følelsesmæssig utilfredshed. Jeg var ikke rigtig glad, følte fra tid til anden spændinger i kroppen, sug i maven, stress, åndsfravær, nervøsitet og producerede for meget grå tankevirksomhed – masser af tegn på begyndende sygdom i tænkeevnen. Og jeg kunne ikke rigtig få øje på hverken vrede, bitterhed eller martyriumfornemmelse.

Det er som bekendt svært at se bjælken i sit eget øje, men en morgen, lige før jeg slog øjnene op, så jeg den tydeligt. Det var bl.a. rester af martyriumfornemmelse, selvmedlidenhed, der holdt liv i min utilfredshed med udviklingen, og jeg kunne se, hvordan denne undertone af selvmedlidenhed også har præget andre sammenhænge i mit liv. Det Bush gjorde var tåbeligt, og de forkerte partier vandt valget. Det er synd for mig, at så meget skal gå mod min vilje! Min partiskhed og vilje fik mig til at reagere som om, det var et personligt nederlag. Jeg var en dårlig taber. Og taberrollen fandt helt tydeligt kraft og næring i en endnu ukultiveret del af mit følelsesliv.

LB.1 stk.2 “Da livets oplevelse kun kan eksistere i form af en vekselvirkning mellem to former for energi, nemlig den fra universet i form af vore omgivelser, og den fra vort eget indre i form af vor manifestation udstrålende energi, og denne vekselvirkning i form af livets oplevelse netop er identisk med skabelsen af vor tilværelse, vil det være klart indlysende, at vi hver især udgør en ikke ringe faktor i denne ”skabelsen af vor skæbne”, i særdeleshed fordi vi indenfor et vist område netop er i besiddelse af en såkaldt “fri vilje” “.

Den fra mit eget indre udstrålende energi reagerede med omgivelsernes energi på en sådan måde, at jeg skabte en mørk livsoplevelse, som derved blev min skæbne. Det var ikke min “fri viljes” ønske at skabe mørke, men energierne fra omgivelserne var sådan sammensat, at de kaldte på ømme sårbare følelser, lidelseshistorier fra fortiden som ikke er levet færdige. Disse lidelseshistorier kender jeg ikke i nogen detaljer. De må være skabt/oplevet i tidligere liv, men jeg kan se af mine reaktioner på f.eks. avislæsning og i mit samfundsmæssige engagement, at det bl.a. handler om oprørthed over nederlag i kamp for retfærdighed, det “at miste” og deraf naturligt følgende “fine” evner til bekymring, ærgrelse og selvmedlidenhed – “for som taber var jeg jo altid uskyldigt offer for urimeligheder!??”

Denne indbildte uskyld har jeg med garanti brugt mange mørke tankespekulationer på gennem tiderne og har derved dyrket et talent for depression i en eller anden grad. Negative tankemønstre opstår lige så lidt som noget andet af sig selv. Alle talenter, hvad enten de kommer til fysisk udtryk som evnen til godt håndværk eller, til psykisk udtryk som skabelse af stemninger som utilfredshed og mismod, så må sådanne gode såvel som ubehageligt gode talenter være opdyrket ved træning. Når man hertil lægger det udviklingsmønster, der gælder for alle, at vore humane evner kun kan udvikles ved at gennemleve megen lidelse, så må nederlaget, den “retfærdige” oprørthed/harme tændt af alle tilsyneladende uretfærdigheder, magtesløsheden, fortvivlelsen og selvmedlidenheden latent ligge de fleste nær. Livsmodet må se sig druknet af mismod. (Tænk hvis mismod var universets grundtone!)

På vores nuværende udviklingstrin er både vrede, utilfredshed, mismod og selvmedlidenhed helt naturlige og selvfølgelige menneskelige reaktioner, og derfor kan vi ikke forstå disse reaktioner som noget, vi skal komme bort fra. Hvad vreden og til dels utilfredsheden angår, vidner den om, at vi møder vores skæbne som en selvretfærdig kriger (tyngdeenergien dominerer), der sætter hårdt mod hårdt, når noget går os imod. Her skal panden endnu løbes mod mure. Hvad mismod og selvmedlidenhed angår, vidner de om, at der er noget fortræd, som den gamle trætte kriger ikke har udlevet, sikkert meget vi ikke har kunnet tilgive, og i hvert fald noget vi ikke har forstået. Her møder vi vores skæbne med afmagt/handlingslammelse og kan slet ikke samle kræfter til at løbe panden mod nogen mur.

Omgivelsernes energi gør så stort indtryk, at vi opgiver – det nytter ikke – og det vil den afmægtige ofte have mange bevidste og ubevidste erfaringer, der bekræfter. At reagere med opgivenhed kan blive en automatfunktion. Resultatet er, at den depressivt disponerede ofte må se sit følelses- og tankeliv lammet af noget, der kommer inde fra. Den angst, der ofte er depressionens følgesvend, er i det lys forståelig. Tænk at være truet af et stort gråt dyr indefra, der erfaringsmæssigt gør dig handlingslammet og uarbejdsdygtig – og som ingen rigtig forstår.

Livsmod og livslyst kan understøttes af tro. Den troende kan acceptere meget af det, der sker, med indstillingen/ånden: “det er Guds vilje!”, og kan ad den vej holde sig psykisk sund. Men det materialistisk indstillede menneske, der ikke kan tro, er sværere stillet. Det ser måske naturvidenskaben, som den højeste viden, og dermed er menneskelivet blevet en lille komplet uforståelig størrelse i en stor formålsløs og derfor meningsløs evolutionsproces. Her hjælper kun piller, hvis man er så uheldig at være blevet ramt af naturens luner i form af sygdom. Enhver tale om at mennesket selv er årsag til sine sygdomme, at der er mening med lidelsen, er en fornærmelse. Her undergraves for alvor livsmodet og livslysten, og den ene ulykke giver næring til den næste.

Der er kun ét bolværk mod mismod og livslede for det videnskabeligt indstillede følende og tænkende menneske, og det er at komme til at forstå sig selv og den store sammenhæng, vi alle er en del af. En videnskab om altings meningsfulde sammenhæng, der bl.a. fortæller, at livsmod og livslyst i virkeligheden er noget “naturgivet”, som vi på et vist trin i udviklingen nedbryder gennem uvidende brug af vores føle- og tænkeevne, hvorved vi hen ad vejen erfarer, at der er konsekvens forbundet med at producere følelser og tanker. Tanker er ikke toldfri!

Når tilværelsen prikker og måske river i vores sårbare følelsesliv, så vore klare tanker drukner, da bekræfter vore følelsesreaktioner blot – at alt er såre godt. Vi skal lære noget mere af vore gamle lidelser. Gud arbejder på at gøre os til frie følsomme indsigtsfulde mennesker med et usårligt lyst sind, der ikke kan trues af mørke hverken indefra eller udefra. Et menneske der ikke føler hverken handlingslammelse eller bare forlegenhed stige op, når det handler om død og sygdom. Et menneske der ikke er på flugt fra den til tider grumme virkelighed. Et menneske der på naturlig og afslappet måde er herre i sit eget hus. Et menneske der derfor kan sætte sig ud over sig selv, når et andet menneske behøver hjælp. For det er svært at hjælpe et andet menneske, hvis man selv er truet af nød indefra. Selvmedlidenhed harmonerer ikke med næstekærlighed. Tilværelsen vil noget godt med os, ikke mindst når det gør ondt i kroppen eller psyken. Selv der, hvor sygdommen helt synes at have overmandet os, må vi forstå – og det er ikke til at få øje på, mens det står på – at der foregår noget positivt, der bringer os videre.

Som Martinus skriver i den lille folder fra Martinus Institut. “Svar på et brev fra en syg”: “….Jeg kan kun sige, at de tunge skæbner ikke er en “straf” fra Gud….. Al befrielse fra lidelse er udelukkende et “fuldkommengørelsesspørgsmål”. Uden lidelseserfaringer ville intet som helst menneske kunne befries fra de dyriske anlæg og traditioner og blive til et virkeligt fuldkomment væsen eller til “mennesket i Guds billede”. Lidelser afføder den største og mest guddommelige evne i mennesket, nemlig den humane sans. Denne sans kan ikke tilegnes hverken ved visdom eller intelligens. Alt eftersom man igennem lidelserne, som altså er det absolut eneste, der kan afføde nævnte humane sans, får tilegnet sig den, kan den intellektualiseres eller gøres logisk ved hjælp af intelligens, visdom og vejledning. Denne guddommelige evne, som er det samme som den for den fuldkomne menneskelige tilværelse livsbetingende “næstekærlighed”, kan altså ikke tilegnes ved intelligens, men blot administreres ved hjælp af den, når man først har tilegnet sig den.”

Med kærlig hilsen

Søren Olsen

Share This