Det ”gode”, det ”onde” – og den indre stemme!

Af John Klemens Nielsen

De fleste fra den generation der ligesom jeg, læste den kulørte tegneserie Anders And, har formentlig en tydelig erindring om alle de almenmenneskelige situationer disse menneskeliggjorte ænder måtte gennemleve og hvor ”livskloge” historierne var med en tydelig morale. Der var hele spektret af menneskelige karakterer lige fra den uhørt rige og nærige Von And der nidkært vogtede over sin formue, til den fabelagtig heldige Fætter Højben. I det mere daglignære galleri har trillingerne Rip, Rap og Rup, Anders And, Andersine og Bedstemor And m.fl. været karakterer der mere lignede figurer de fleste kunne identificere sig med.

En af de karakteristiske situationer jeg husker, var når Anders And skulle udtænke en ”rævekage” for at få has på en anden ”medand” der måske havde generet ham. Han var jo en noget kolerisk personlighed som ofte grinede og fornøjede sig når det gik galt for andre og blev dybt formærmet og forurettet når det gik ud over ham selv. Når han planlagde sin strategi, illustrerede Walt Disneys tegnere det som en dialog mellem en sort and i ”djævelens” udstyr, som fortaler for egoisten og en hvid and med glorie om hovedet, som fortaler for humanisten. Disse to indre kræfters indbyrdes kamp for at vinde ”dysten” bestod i, at hviske Anders And ”velmenende råd” i øret. Det er en vældig humoristisk måde at illustrere den tilstand af tvivl, som vi ofte selv står i, og som i nogle situationer får ”djævelen”/egoisten i os som sejrherre hvilket Paulus udtrykte ved i ”romerbrevet” i fortvivlelse at skrive, ”alt det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke og alt det onde jeg ikke vil, det gør jeg”. Andre gange vinder humanisten da heldigvis retten til at være den bestemmende. Om Walt Disney har hentydet til en åndelig dimension med de illustrerede rådgivere skal jeg lade være usagt, men et godt billede på nogle af vores egne frustrationer er det faktisk.

Utallige gange i Martinus værker, er det beskrevet hvordan vi, som mennesker der ikke endnu er fuldkomne, altid har hjælp lige ”ved hånden” i form af forsynets altid årvågne nærvær. Vi er til stadighed omgivet af åndelige væsener og hjælpere der manifesterer deres hjælp til os, når vi har behov og beder om det, på forskellig vis. Om vi så er i stand til at opleve, at vi altid bliver bønhørt er en anden sag, for måske kommer ”svaret” ikke i den form som vi selv ville have ønsket ligesom det også i visse situationer vil være det rigtige at vi ikke bliver bønhørt. Som Dalai Lama siger ”Husk det kan være en stor lykke ikke at få opfyldt dine ønsker”. Man kan jo sagtens i en presset situation bede om at få hjælp på en ganske bestemt måde, hvilket måske senere viser sig at ville være temmelig uhensigtsmæssig, så den bedste ”medvind” for en bøn er egentlig udtrykt i den tankekoncentration i Fadervor som siger ”ske ikke min men din vilje”. Her overgiver den bedende sig til den uendeligt større visdom det guddommelige forsyn er, i erkendelsen af, at egen viden eller erfaring ikke rækker i den gældende situation, for gjorde den det havde man egentlig ikke behov for at bede om hjælp. I bønnen nytter det således ikke at sige ”Kære Gud gør mig rask – – men jeg holder altså ikke op med at ryge og drikke” for så han man allerede saboteret bønnens natur.

 

Den indre dialog!

Den indre dialog i vor egen tankeverden udtrykker sig ofte som en ”indre stemme”. Denne ”indre stemme” afspejler således vor moralske formåen i den situation vi befinder os i. Det er dog ofte sådan, som i tegneserien beskrevet ovenfor, at der kan være forskellige måder at løse problemet på, hvilket afspejler sig som tvivlen mellem ”det gode” i os og ”det onde”. Det er, som Martinus engang har udtrykt det, kampen mellem ”Barabbas og Kristus” i vort indre. Barabbas – temaet afspejler situationen hvor Pontius Pilatus, der hver påske frigav en fange og her så en chance til at slippe Jesus fri, bad folket om at vælge hvem der skulle korsfæstes, morderen Barabbas eller Jesus. Hans håb var, som sagt, at folket ville vælge at slippe Jesus fri men det blev forpurret af soldaterne der truede folket til at råbe på Barabbas og sådan blev det.

Men hvad er i realiteten ”den indre stemme” for en ”størrelse”? Er det et udtryk for en skizofren tilstand, hører vi stemmer fra en anden verden, eller er det ”noget” vi blot skal ignorere som værende et udtryk for ”tankespind”?

Den indre stemme eller vejleder er en værdifuld hjælp og et udtryk for, at vi er begyndt at blive bevidst om de mere åndelige energier og har i nogen grad udviklet åndelige organer som sætter os i stand til at sanse, blandt andet intuitivt, om end i et begrænset omfang i forhold til den rolle intuitionsevnen i fremtiden vil få.

Martinus skriver om menneskets kontakt med denne ”indre stemme” i LB 1 stk. 176:

Hvis det er modtageligt for den forfinede åndelige strøm af energi, der i form af en indre stemme neutraliserer enhver form for lyst til selviske interesser, til at lyve, til at bedrage, til at dræbe, til at gå på jagt og fiskeri, til at nyde kød og blod, til ikke at vende den højre side til, når det bliver slået på den venstre, til ikke at finde sig i en fornærmelse, til ikke at tage imod højere undervisning og belæring, til ikke at føle tolerance osv., da er det udtryk for, at “himmeriges rige” eller “den store fødsel” er nær.

Det er værd at bemærke, at Martinus her gør det klart, at ”den indre stemme” udvikles på et bestemt stadie hvor grove og primitive handlinger ikke i nævneværdig grad eksisterer i vores omgang med vore medvæsener. Som man således vil kunne forstå, er den ondskabsfulde og primitive ”dæmon”, som er illustreret i tegneserien, ikke normalt aktuel i det omfang som skitseret, i det samme menneske med ”den indre engel” der gerne vil gøre det gode. Dermed er det ikke sagt, at man ikke kan være i tvivl og påvirket af sin ”skyggeside”, for det er da i høj grad ofte tilfældet, men det er i de finere nuancer af livets palet denne tvivl manifesterer sig. Det vil således ikke være naturligt med en så stor forskel på ”det onde” og ”det gode” i samme menneske.

 

Tvivlen kan være et gode!

Der er ingen tvivl om, at de allerfleste mennesker kender ubeslutsomhedens vaklen i deres indre. Det kan ofte være utrolig svært at træffe en afgørelse, medmindre der ligefrem er tale om en meget dårlig situation, direkte stillet overfor en meget god situation, men sådan er det jo sjældent. Langt hyppigere vakler man netop mellem to situationer, som umiddelbart begge er brugbare, men hvor nuancerne er meget små og detaljerne uoverskuelige. Martinus har ofte sagt, ”at hvis man står i et valg mellem to ”onder” så må man vælge det mindste”.

Her er kunsten så, at finde ud af hvad det mindste onde er og her kan ”den indre stemme” komme til sin ret. Nu ved vi jo at denne ”stemme” i realiteten er en åndelig sansning i de finere energier, såsom følelse, intelligens og intuition, og at denne sansning er mulig fordi vi har udviklet åndelige sanseorganer i de pågældende områder. Når løsningen på et problem alligevel, i en aktuel situation, kan være svær at træffe skyldes det at disse åndelige sanseorganer ikke er tilstrækkeligt udviklede i forhold til den grovere fysiske sansning som vi har betjent os af helt fra det oprindelige dyrerige.

For at det ikke skal blive fremstillet for ”akademisk”, så er de ”grovere sanseorganer” det samme som vores primitive egoistiske anlæg og egenskaber der engang var en livsbetingelse i dyreriget og som primært sanser i den fysiske verden. Det er derfor lig med den tilknytning vi endnu har til dyreriget og ”det dræbende princip” i vor bevidsthed. Den del af os der er vokset ud af dyreriget, betjener sig af de ”finere sanseorganer” og er det spirende menneske i det omfang vi er i stand til at lade den humanistiske, kærlige side få overtaget i vores handlemåde. Denne splittelse er den tilstand Martinus kalder for at være ”en såret flygtning mellem to riger”.

Selvom tvivlen i vore beslutningsprocesser kan være et irritationsmoment, fordi den forsinker vores handlinger og til dels gør os frustrerede, så er den alligevel en slags gode idet den netop bekræfter denne vores status på vej væk fra ”dyret” i vor indre og på vej til ”mennesket” for hvem den højeste ambition er, at ”være til velbehag for alt og alle” og at ”vende den højre kind til hvis man bliver slået på den venstre”.

Det er jo nemt at finde ud af om man skal vælge at slå ihjel eller ikke, rent fysisk, for de færreste der læser dette blads artikler er formentlig i stand til at udføre en sådan barbarisk handling, men der findes mange nuancer af ”at slå ihjel”. Når et andet menneske kommer ind ad døren i strålende humør og bare er så glad, medens vi selv sidder og skumler, formørket i sind og hjerte og ”bare ikke kan holde al den glæde ud”, så kan der jo en sjælden gang ske det, at en ”sivende sarkasme” tager livet af den indtrædendes glæde i stedet for at vi lader os smitte og få bortjaget de mørke skyer i vores bevidsthed. Det er et forfinet ”drab” på livsglæden hos vort glade medmenneske og ”lønnen” bliver formentlig en ”dårlig samvittighed”. Denne dårlige samvittighed repræsenteres af konflikten mellem vores menneskelige side og det vi rent faktisk har gjort og som burde ligge uden for hvad vi kan nænne at gøre, så der er al mulig grund til at hilse ”skyldfølelsen” velkommen, selvom det naturligvis var bedst hvis den var undgået.

Det er alle disse finere nuancer af vores væremåde vi står foran at skulle optræne til at kunne fungere som automatfunktioner i større og større omfang. Jo mere udviklet denne side i vor bevidsthed bliver, jo nemmere får vi ved at træffe de rigtige beslutninger. Men hvad med de situationer hvor ”Barabbas smutter” og vi rent faktisk, som i nævnte eksempel, kommer til at gøre et andet menneske ondt? Jo, der bliver vi overladt til ”erfaringens vej”, hvilket vil sige, selv at få oplevelser af samme karakter for at forfine de endnu uudviklede sider i vores bevidsthed.

 

Forlad os vor skyld!

Når vi gennem vort daglige liv udvikler vores næstekærlighedsevne, kan det ikke undgås at vi laver fejl hvilket en filosof udtrykker som, ”Jeg lever, altså fejler jeg”. Ja, det at fejle er jo selve grundlaget for at lære og erfare, men i dette udtryk ligger der også en holdning som udtrykker, at man er nødt til at være tilgivende, både overfor sig selv og andre mennesker, i de situationer hvor man begår ”ukærlige overgreb” mod sine medmennesker.

Det kan være meget svært at håndtere de følelser der opstår i kølvandet på situationer hvor man uforvarende har været så ukærlig mod et andet menneske, at det ligger langt væk fra den standard som man normalt ville kunne nænne at gøre. Der er mange eksempler på, at mennesker der f.eks. har begået en kriminel handling uden egentlig at have en kriminel bevidsthed, efterfølgende bliver så belastet af skyldfølelse, at de i værste fald vælger at begå selvmord. Vi oplever således også ofte, at mennesker som uforvarende har voldt andre mennesker lidelse, f.eks. i et trafikuheld eller andre ulykker, bliver nødt til at modtage krisehjælp fra psykologer, men situationer hvor man overhører eller ignorerer erfaringer om at afholde sig fra den eller den handling eksisterer selvfølgelig også.

Skyldfølelsen i disse situationer opstår netop i det svælg der er mellem ”normalniveauet” for den pågældendes humane følelse og det langt lavere niveau for den eventuelle pågældende handling.

Martinus skriver i bogen ”Bønnens Mysterium kap. 14 : Væsenerne tilhører således forskellige mere eller mindre høje eller lave former for næstekærlighedsstandard. Men fælles for ethvert væsen er dette, at hvis det kommer til at påføre sin næste skade eller lidelse, der ligger under dets specielle kærlighedsstandard eller det, der er normen for, hvad det ellers kunne nænne at påføre sin næste af ubehag eller lidelse, kolliderer det med denne sin almene eller virkelige bevidsthedsstandard. Da denne bevidsthedsstandard igen er det samme som dets mentale almenbefindende, kolliderer det altså ved ovennævnte handling med sit mentale almenbefindende. Det bliver mentalt sygt. Det er en sådan sygdom, vi kalder “samvittighedsnag”.

Det er jo primært vores medmennesker vi kan komme til at gøre frygtelig fortræd, men det er bestemt også værd at huske på, at det samme kan gøre sig gældende overfor vores mikrokosmos, altså vores egen krop med dens millioner af små levende organismer. I disse tilfælde vil der, formentlig allerede inden man begår ”overgrebet” i form af overbelastninger på forskellig vis, have været forskellige reaktioner fra kroppen, ligesom den ”indre stemme” sikkert i forskellige situationer har ”sagt” og måske ligefrem ”råbt”, at nu udfordres sin fysikken mere end godt er, uden at man har reageret på det. Her gælder samme princip som hvis det havde været i mellemkosmos. Når den indre stemme ikke høres eller respekteres, så må man gå ”smertens vej” i form af fysiske reaktioner og begrænsninger. Mon ikke vi alle sammen kender situationer hvor vi bagefter siger: ” ak, det vidste jeg jo godt, bare jeg dog havde lyttet efter”. Samme situation gælder naturligvis for de makrokosmiske forhold med forurening og rovdrift på jordens ressourcer o.m.a.

Hvordan lærer man så at lytte og indstille sig på de råd man får fra den indre stemme? Det gør man, som i alle andre af livets forhold. Man øver sig og lærer af sine fejl og så i øvrigt afsætter tid til at lytte til sin ”indre stemme” og ikke være så forjaget, at budskaberne ikke kan trænge igennem. Der findes ingen nemmere vej af den simple årsag, at man skal lære ved selvoplevelse idet man ikke kan drage nytte af andres erfaringer, andet end som ren teori.

I disse situationer, hvor man enten overhører den indre stemme og ”den gode fornemmelse” eller handler uden omtanke, kan man risikere at bevæge sig ud i et så fortættet sjæleligt mørke, at man får behov for hjælp. I første omgang vil de opståede reaktioner eller virkninger, af sig selv sætte en stopper for yderligere ”overgreb” og overilede handlinger. Efterfølgende vil behovet for hjælp ofte være rettet imod at forstå hvad man har gjort forkert og således erfare hvad man ikke skal gøre og her kan man ofte få hjælp gennem bønnen, der desværre for mange mennesker har mistet sin ”magi” i samme grad som de pågældende, har forladt religionerne. Tilliden til bønhørelse og bønnens kraft har formentlig i dette eller tidligere liv, lidt skibbrud, idet man formentlig ofte har oplevet, at man alligevel ikke er blevet bønhørt. At det beroede på, at bønnen her ikke blev brugt i overensstemmelse med sin bestemmelse, har man på det givne tidspunkt været ude af stand til at se idet Gudsforholdet var præget af trangen til favorisering for udførte ”ydelser” i form af regelmæssige kirkebesøg, læsning i Biblen og sober livsførelse der via præster og religiøse personligheder blev formidlet, som det eneste fornødne.

I Fadervor, som Martinus kalder for den fuldkomne bøn, idet den dækker alle menneskelige forhold, hedder en af ”tankekoncentrationerne” – ”forlad os vor skyld, som og vi forlader vor skyldnere”. Den ”skyld” som vi her beder om at blive hjulpet af med er det omtalte livsglædedræbende ”samvittighedsnag” eller skyldfølelsen.

 

Fremtiden og den højere styrelse!

Efterhånden som vi udvikler og forfiner vores kærlighedsevne gennem mange fysiske tilværelser, kommer vores liv og færden i en mere og mere fuldkommen kontakt med det Guddommelige og tilværelsens højeste principper. Når vi gør det kan vi i højere og højere grad stole på vor egen indre fornemmelse og dømmekraft for hvad der skal gøres i de situationer der måtte opstå. Efterhånden som de selviske anlæg kommer mere og mere under viljens kontrol og til sidst elimineres, vil der kun være en stemme at lytte til. Når vor egen trang, begær og vilje er det samme som den guddommelige vilje, så opstår der overhovedet ingen konflikter i vort indre.

Det kunne lyde som en tilstand der ligger mange liv forude, men som vi ved fra alle andre forhold, så foregår al udvikling trinvis, hvilket i denne sammenhæng betyder at vi allerede nu har viden og erfaring nok på mange områder. Det er altså allerede nu muligt, at ”bide sig selv i tungen” i stedet for at besvare en fornærmelse med en fornærmelse, at hjælpe og støtte der hvor der er behov i stedet for at tænke at det er der nok andre der gør, at lade være med at deltage i drab under nogen som helst form, at arbejde på at eliminere begrebet uven eller fjende i sin bevidsthed og mange andre ting der for alvor kan ændre en kaotisk tilværelse med megen modgang til en meget mere målrettet livsvej med nogle faste principper for hvad man agter at tage del i.

Martinus skriver om den igangværende forvandling af menneskehedens bevidsthedsudvikling i LB 1 stk.176:

På nogle af disse stadier er væsenerne lydhøre eller modtagelige for finere åndelige energier eller impulser, er fremragende følelses- og intelligensmæssigt udviklede, tænker og handler til fordel for deres medvæsener. På andre stadier er væsenerne derimod kun modtagelige for fysisk energi og har således ikke nogen særlig føling med en højere verden, men lever hovedsagelig kun i selviske interesser. Jordmenneskene befinder sig altså på forskellige karaktertrin og er således ikke alle lige modtagelige for åndelig energi.

Ovenstående citat redegør for den generelle udviklingssituation for menneskeheden samlet, men når vi kigger ind i os selv kan vi konstatere, at vi på nogle felter nærmer os væsentyperne der er begyndt at være lydhøre og sansende overfor åndelige energier, medens vi på andre områder stadig er mere eller mindre bundet til at opleve tilværelsen igennem de lidt grovere fysiske energier. Det er netop dette forhold der bliver så udmærket beskrevet i figuren fra Anders And bladende. I de situationer hvor de mere sublime energier ikke bliver hørt og den „indre stemme“ fuldstændig overdøves af selviske interesser bliver vi således overladt til den mere robuste indlæring fra den fysiske side af livet. Der er således ingen „formel“ der vil gøre vejen til fred og fuldkommenhed kortere end nødvendigt, men et rigtig godt råd, som er blevet sagt i utallige sammenhænge er, – tæl til ti! Når man oplever at man „bliver revet med“ af indre tilskyndelser og ren impulsivitet, så er der tit en god grund til at bremse sig selv lidt, for de impulsive handlinger er jo ofte forbundet med en form for automatik og den automatik, som vi er nært knyttet til, er jo i høj grad gamle reflekser fra dyreriget. Mange vil nok mene at det bliver lidt mere „kedeligt“ hvis vi skal bremse alle vores tilskyndelser og blive meget velovervejede, men tænk blot på at intelligensenergien normalt først får plads når „ilden“, i form af tyngdeenergien, har lagt sig og så er det for sent for så er „Barrabas givet fri“. Intelligensenergien er en „neutral“ energi der i forbindelse med vor følelsesenergiskaber den fuldkomne balance i sindet.

Når man tager at fast greb i det ”åndelige ror” som kosmologien er og dermed støtter sig til de kosmiske love, der alle er baseret på den højeste kærlighed, så er kursen lagt mod ”den trygge havn”. Der vil utvivlsomt komme masser af udfordringer på denne ”færd” for hvis man i de situationer der måtte forekomme spørger sig selv, ”handler jeg nu kærligt”, så kræver det at man også ved hvad kærlighed er. Ifølge Martinus så opstår den ved den fuldkomne ligevægt som nævnt, mellem følelse og intelligens, så kærlighed behøver ikke altid at være, at give efter og føje sig efter andre menneskers ønsker. Nogle gange, for ikke at sige ofte, er det faktisk det modsatte. Der kan det være godt at tænke på den af Martinus leveregler der siger ”Vær upåvirket af dadel og smiger”.

Hele det store udviklingspanorama som har stået på i årtusinder, er udelukkende et spørgsmål om at lære at skelne mellem, hvad der er det ”gode” og hvad der er det ”onde”. Når vi først har erhvervet erfaring og viden i dette store spørgsmål og handler derefter, er vi også i stand til at ” gøre os jorden underdanig” og beherske naturkræfterne. Vi kan også i samme grad skabe vor egen og vore omgivelsers fremtid i et lysere og herligt ”klima” til gavn for alle.
 

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of