Af John Klemens Nielsen

Igennem hele den menneskelige udviklingshistorie har vi set, at der på givne tidspunkter i denne udvikling er fremkommet vejledere der i kraft af deres udvikling og karisma, har tjent som åndelige forbilleder for grupper af mennesker. ”Grupper af mennesker” er nok, i nogle tilfælde, en underdrivelse når vi taler om de store religiøse vejledere der mere har tjent som ”åndelige forældre” for hele verdensdele, som f.eks. Kristus, Buddha og Muhammed.

Mange vil sikkert kalde nogle af disse vejledere for folkeforførere og diktatorer, idet de ofte har haft nogle kontroversielle budskaber og idealer der førte folkemasserne i ulykke og fordærv, her tænker jeg på statsledere og diktatorer i nyere tid med Lenin og Stalin, Tito, Hitler, Moussolino, Saddam Hussein, den rumænske diktator Ceauşescu, Peron i Chile o.m.a. der som ”landsfadere” førte store dele af deres nation til armod og undergang og var udløsende faktorer for millioner af menneskers frygtelige døds og torturrædsler. Retfærdigvis skal dog også nævnes de mange store politiske idealister, som har grundlagt de demokratiske samfund der i dag nok må kaldes for de mest udviklede i vor verden, selvom demokratiet bestemt også har sine svagheder.

Hvis man opdeler udviklingen i de faser der har præget menneskeheden, så startede en markant del af ”kultiveringen” af mennesket med de store religioners oprindelse. Før denne fase var udviklingen i de forskellige områder på kloden og i verdens nationer overvejende domineret af ”stammekulturer” med lokale høvdinge og ledere, men med verdensreligionernes opståen, samledes hele nationer eller verdensdele fortrinsvis under samme religiøse idealer. Der opstod dog ofte ”religionskrige” og stridigheder om hvilken religion der var den ”sande” og hvem der havde deres Guds absolutte bevågenhed og støtte, ofte indenfor for de samme landsdele hvilket paradoksalt nok startede talrige borgerkrige, alle med Gud som garant.

Vejlederne eller de åndelige ”overhoveder” for de store religioner eller åndsretninger inkarnerede dog ikke her på jorden og ved en såkaldt ”tilfældighed” hvorefter de pludselig befandt sig i begivenhedernes centrum. De var så at sige ”himmelske sendebud”, i mange tilfælde uden selv at vide det, men dog ofte med en stærk indre fornemmelse af at have en ”mission” hvis opgave det var, at samle og lede større eller mindre befolkningsgrupper ”på rette vej”. Hvad der hermed menes er, at de inkarnerede på bestemte tidspunkter, i bestemte verdensdele og nationer, som repræsentanter for det guddommelige princip Martinus kalder ”forældreprincippet” hvis mere dagligdags orienterede ”lillebror” af alle kendes som forældreværdigheden både hos dyr og mennesker.

Kernen i dette princip udstråler omsorg, kærlighed og en stærk indre, ikke forstandsstyret trang, til at beskytte og hjælpe det ”ufærdige væsen” der i konsekvens af denne status, ikke kan klare sig selv uden støtte og vejledning. Hvad skulle det lille nyfødte væsen stille op uden deres forældres omsorg og kærlighed? Præcis som i dyreriget, lærer menneskebørnene deres vigtigste lektie fra forældrene, på ”godt og ondt”. Desværre ses der en del eksempler på, at denne rolle varetages af mennesker der ikke formår at udfylde den, fordi de selv moralsk, åndeligt eller fysisk er ”kørt af sporet” på den ene eller den anden måde ligesom det mange steder på kloden er særdeles vanskeligt at varetage hvervet på grund af ydre omstændigheder i form af naturkatastrofer eller hungersnød.

 

Verdensgenløsningen!

Dette begreb, som så mange andre, dukkede først op i min egen livsopfattelse da jeg i 70´erne begyndte at læse i Martinus værker. Selve begrebet taler jo for sig selv, idet det tager sigte på intet mindre end en hel verden der skal ”genløses”. Jeg opfatter begrebets indre betydning, som et dækkende udtryk for dette, at en hel verden ”igen skal forløses” (genløses). En forløsning kan både være en fødsel i fysisk og i åndelig forstand hvoraf sidstnævnte netop er hvad dette begreb omfatter.

Til en sådan fødsel hører der naturligvis, som til enhver anden fødsel, fødselsforløsere, om end forløsningen i denne forstand er af ”makrodimensioner” i forhold til fødslen af et lille menneskebarn og så lige den ”detalje”, at her er tale om en åndelig fødsel i modsætning til den fysiske fødsel af et spædbarn.

Verdensgenløsningen er uløseligt forbindes med forældreprincippet, for hvordan skulle en sådan begivenhed ellers kunne finde sted? En forløsning eller fødsel af åndelig karakter vil altid have markante åndelige personligheder som ”fødselshjælpere” eller åndelige ”forældre”.

Før den store omfattende ”Verdensgenløsning”, som nu er umiddelbart forestående, har der været mange, mange mindre faser i menneskehedens ”opvågnen” eller åndelige genfødsel. Da mennesket, i den bibelske fortolkning, forlader ”Edens have”, hvor Edens Have er lig med dyreriget, er der tale om den proces hvor menneskets bevidsthedsudvikling (herunder specielt intelligensudviklingen) og individualiseringen starter på en fase der indebærer inkarnation af ”åndelige vejledere” idet det ikke vil være muligt for ”det ufærdige menneske” selv at finde vejen til ”Kosmisk genfødsel”. Disse ”åndelige vejledere” vil i kraft af deres mere fremskredne udvikling og den tildelte mission, sætte sig i stand til at være det samlende punkt for grupper af mennesker med et bestemt niveau af erfaringer og moralsk udvikling. Uden disse ”forløsere” og vejledere ville menneskeheden, åndeligt set tumle rundt uden noget mål, nøjagtig som to fodboldhold ville gøre det i en fodboldkamp uden dommer og bold.

Takket være ”forældreprincippet”, har vi set dannelsen af bl.a. Islam, Buddhismen og Kristendommen med hver deres store profet eller åndelige leder som samlende moralske centrum og forbillede. Vi ser også hvordan der, f.eks. i inkarnationen af Jesus fra Nazareth, er et eksempel på hvordan han udviklingsmæssigt er langt, langt forud for sine samtidige, men alligevel formår at ”transformere” sit budskab om næstekærlighedens vigtighed og dermed blive det moralske forbillede for de kristne tilhængere.

Disse kristne havde en selvoplevet basis af lidelseserfaringer der var det ”moralske råstof” eller ”den gode jord” der netop betingede udviklingen af et af kristendommens bærende principper, – ”tilgivelsens vej”. Tilgivelsen var jo netop et af de meget banebrydende principper i Jesu budskab, der bl.a. kommer til udtryk når han siger ”du skal ikke blot tilgive syv gange men syv gange halvfjerdsindstyve gange” hvilket i realiteten svarer til hver eneste gang der er noget at tilgive. Overordnet set er kursen i menneskehedens udvikling, markant ændret fra at opfatte verden, samt ”hvad der er i den”, som sin fjende og Gud som sin velynder eller hævnende dommer, til at indse at vi alle er ”Guds sønner”, uanset køn, og at vi alle er ansvarlige for det liv vi lever og oplever. Kærligheden og det lykkelige liv skal ikke tildeles os som en gunstbevisning for regelmæssig kirkegang og kendskab til skrifterne, men hviler udelukkende på hvordan vores forhold til vor næste er og anbefalingen er, som skrevet står, ”at elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv”. Vor næste skal forstås i bredeste forstand, som alle levende væsener og livet omkring os.

 

Verdensgenløsere!

Lige så vel som børn har behov for forældre hvis opgave det er, at sørge for deres fysiske fornødenheder og deres generelle opdragelse, ligeledes er det en ”Verdensgenløsers” opgave, at sørge for vores åndelige fornødenheder og via deres indsigt og indvielse i ”Den hellige ånds domæne” sørge for, at de er tilpasset ”disciplenes” udvikling. At være verdensgenløser er en mission af temmelig omfattende karakter idet målet jo netop er at udfri en hel verden, som f.eks. vor egen jordklode, fra uvidenhed, armod, barbari og åndelig fattigdom. En verdensgenløsning forløber dog i flere stadier og de mange forstadier gennem tiderne er, som tidligere nævnt, forløbet ved hjælp af høvdinge, konger, religiøse personligheder og i den materialistiske fase verden er i, i dag, af kulturpersonligheder, politikere, videnskabsfolk o.m.a. idet de religiøse autoriteter her helt har mistet deres attraktion som moralske vejledere for den ”ikke troende”. En stor del af udviklingen i vor nutid har ikke hovedfokus på de moralske værdier, men i højere grad på de materielle værdier. Hele dette udviklingspanorama har så at sige modnet og ført landsdele, nationer og verdensdele frem til den sidste fase op til ”den store fødsel”, som Martinus benævner den forløsning og oplysning der venter.

Om Verdensgenløsere skriver Martinus i LB 1 stk. 39:

Skabeprincippet bliver nemlig for den menneskelige moraliserings vedkommende manifesteret gennem dertil særligt indviede væsener, eller væsener der i udviklingen er så langt fremskreden, at de ved deres egen oplevelse har tilegnet sig et overblik over livet og dets love i et sådant omfang, at de er i stand til at skabe den moral og idealisme, på hvilken menneskehedens kulturer bliver opbygget.

Sådanne store verdensgenløsere var Jesus og Martinus og deres mission er på mange måder nært forbundne, idet Martinus ofte citerer fra Det ny Testamente og Kristus fortæller jo om ”Talsmanden den hellige ånd”, som skal komme efter ham og denne ”Talsmand” er det samme som ”Livsmysteriets løsning” og altså ikke nogen person. Martinus var i højeste grad klar over sin rolle, ikke som en ny Kristus, hvis genkomst jo er blevet bebudet, men som budbringer af ”talsmanden den hellige ånd”. Denne ”Talsmand” er som nævnt, ikke en person, men ”hellig viden” og denne ”hellige viden” vil være tilstrækkeligt til at føre menneskeheden det sidste stykke vej mod det fuldkomne samfund og ”den fuldkomne bevidsthed”.

Der er to kategorier af Verdensgenløsere ”de mørke” og ”de lyse” hvoraf de mørke verdensgenløsere primært har haft deres epoke i vores fortid. De var repræsentanter for ”skaberprincippets mørke udstråling” som forfølgelse, hævn og straf i stedet for tilgivelse. Tænk blot på bl.a. ”Det gamle testamente” og Katolicismens jernnæve der holdt deres menigheder i forestillingerne om Guds straf for deres synder. For disse menigheder var det den højeste viden og kirkens repræsentanter den højeste autoritet. De troende var knuget af angst for Guds hævn og forsøgte gennem bodsofre, skriftestole og kirkegang at formilde Gud hvis kærlighed kun rakte til de rettroende. At masser af mennesker oplevede, at deres skæbner fortsat var ulykkelige, trods disse ihærdige bestræbelser på at formilde deres skaber, affødte at deres tro på at dette kunne være den højeste retfærdighed, var vaklende, ja nærmest uretfærdig. Denne mistillid til de dæmoniserende forkyndere gav jo næring og sympati med det budskab som Kristus forkyndte, at Gud var alkærlig, at ”synder” kunne tilgives og at netop tilgivelsen og kærligheden til ”næsten” var essensen i budskabet. I Kristus tilfælde var missionen som Verdensgenløser en fysisk og åndelig demonstration idet mennesket på den tid ikke ville have haft intellektualitet til at kunne forstå livslovene sådan som Martinus har præsenteret dem for os her i det tyvende århundrede. Kulminationen på Kristus mission blev, som det er alle bekendt, hans korsfæstelse på Golgatha hvor han blotlagde sin herkomst og suverænitet, ved at bede om tilgivelse for sine bødler på korset. Uden disse, vores åndelige forældre og forbilleder ville humaniteten ikke have fundet nogen konkret form hvilket understreger verdensgenløsernes uundværlige tilstedeværelse og mission for det kommende fuldkomne menneskesamfund, uden krig, sult, sygdom og en verdensorden med de kosmiske livslove som fundament.

Det hører dog med til historien, at udviklingsniveauet hos mennesket under ”De mørke verdensgenløseres epoke” var af en noget robust og barsk karakter. Her ville ”næstekærlighedsbudskabet” have haft meget ringe betingelser idet barmhjertigheden generelt hos den enkelte kunne ligge på et særdeles lille sted. Det har således ikke været et udslag af ondskab eller ”djævelens værk” at omstændighederne var barske, men et udtryk for den absolut mest kærlige og hensigtsmæssige ”vejledning” på det givne tidspunkt.

 

Forældreprincippet!

Forældreprincippets forskellige manifestationer gennem tiderne har holdt mennesket indenfor visse rammer i deres personlige og kollektive udvikling. Det skal dog ikke forstås sådan at der ikke har været mulighed for at handle ud fra den mulige fri vilje, men nærmere, at denne frie vilje har været ledt af ganske bestemte veje. Hvis vi tænker på de store verdensreligioners indflydelse på menneskehedens udvikling, så har et af de vigtigste budskaber været, at holde mennesket borte fra det ”syndige” liv hvor ”synden” bl.a. har været repræsenteret af spil, hor, prostitution og tilmed har den almindelige seksualitet blandt ægtefolk og uægteskabelige forbindelser, været holdt i stramme tøjler. Nydelsesmidler som alkohol og narkotika, samt sproglig ukorrekthed o.s.v. har ligeledes været omfattet af kirkens fordømmelser.

Det er nemt at se i den materialistiske del af verden, at netop disse religiøse kerneværdiers degeneration har affødt, at netop ”det syndige levned” i stor udstrækning er blomstret op i takt med at kirkens budskaber har mistet deres indflydelse på vores tilværelse. Det vil være nærliggende at antage, at religionernes mission har slået fejl og at opfatte deres repræsentanters arbejde som latterligt og naivt. Det vil dog være en fuldstændig forkert konklusion og en underkendelse af ”forældreprincippets” Guddommelige karakter, der til enhver tid vil forme udviklingen hårfint efter det givne behov. Religionerne har i udviklingsøjemed været fuldkommen uundværlige.

Der er det væsentlige moment, som er værd at huske på, at frigørelsen fra de religiøse bud og dogmer i en eller anden forstand har ført tilhængere af ”antikrist” ud i en situation hvor ingen regler gælder. Alkoholisme, narkotikamisbrug, utroskab, ludomani og sprogligt forfald er jo netop kendetegnene for de ”ukristelige” hvad enten der er tale om en ”frafalden” muslim, kristen, katolik eller andet. Sædernes forfald er, hvis vi tager den øjeblikkelige situation som udgangspunkt, som bebudet i religionerne, et ”Sodoma og Gomorra” i moderne tid. Autoritetstroen må bestemt også siges at være på retur, specielt for de yngre generationer og samtidig ser vi en individualisme i kolossal vækst. At være bundet af hvad andre tror og tænker er ikke kendetegnet, for de nye generationer længere. De slutter sig dog sammen i grupperinger med hver deres bestemte ”kultur”, som ofte opstår ud fra nutidige behov og overbevisninger der ikke er bundet af de gængse traditioner.

Det kan ikke nægtes at misbrug og afhængighed af alkohol og narkotika ofte fører kriminalitet i et eller andet omfang med sig ligesom prostitution ligeledes ofte fører til omtalte misbrug og på denne måde skaber et kredsløb af ulykkelige situationer der ikke sjældent ender med en alt for tidlig degeneration, død eller selvmord. I de sidste mange år er misbrug af alkohol og narkotika både blandt helt unge og ældre nærmest eksploderet ligesom den seksuelle debut finder sted tidligere og tidligere. Det fører i mange tilfælde til psykiske problemer og uønsket graviditet således at de unge tidligt i livet kommer ind i meget belastende problemstillinger. Konklusionen må være, at der hvor det autoritative samfundssystem i form af religioner o.a. udspiller sin rolle som moralsk vejledning og håndhæver, bliver de pågældende i større eller mindre grad overladt til sig selv og egen indre dømmekraft. Det ligner jo i forbløffende grad den situation ”Den fortabte søn” befandt sig i efter at have forladt sin fader og det er da også denne situation lignelsen beskriver.

Lignelsen fortæller, at den yngste søn drager bort fra hjemmet efter at have fået udbetalt sin arv. Han vil ud og se verden og opleve livet borte fra den beskyttede tilværelse i faderens vingård og det fører ham ud i den situation, som mange mennesker i vor tid befinder sig i. Martinus fortæller, at lignelsen netop beskriver mennesker der forlader trosreligionerne, repræsenteret ved ”faderen og hans vingård”, og bliver det vi kalder materialister. Uden Gud og uden troen som moralsk ror, bliver man i høj grad overladt til egen dømmekraft, som i kombination med den iboende selviskhed, ikke kan undgå at stræbe efter fordele på andre menneskers bekostning. Det kunne synes som om disse mennesker nu er overladt til ”de frie kræfters spil” men via ”forældreprincippet” er de som alle andre ”ubeskyttede væsener” under åndelig overvågning. Martinus skriver i LB 6 stk.2394

En hel verden af væsener på det åndelige plan er i et permanent beredskab for at hjælpe alle de nødstedte og hjælpeløse væsener på det fysiske plan. Intet levende væsen kan befinde sig udenfor denne beskyttelse uden i kraft af dets egen eventuelle misforståelse og den heraf følgende uvilje og protest. Men også her bliver der våget grænseløst tålmodigt over et sådant væsen og befordret hjælp i gang, ligeså snart dets egen uvilje ikke længere er nogen hindring, og det selv føler hjælpens nødvendighed.

I de faser af verdensgenløsningen hvor mennesket i kosmisk forstand er ”barn”, træder ”forældreprincippet” således i funktion for at vejlede, støtte og inspirere til større og større indsigt og visdom. Mere kærlige og tålmodige ”forældre”, end de skarer af skytsånder og fysiske vejledere der er til rådighed og fungerer som guddommelige sendebud, kan man ikke ønske sig.

 

En kaotisk verden!

Et hurtigt overblik over tilstanden i verden i dag afslører, at der er rigtig mange ”fortabte sønner” i verden lige nu. Rigtig mange mennesker, måske specielt udtalt i den vestlige verden, har overhovedet ingen holdepunkter andet end livet selv der på ”gadeniveau” ser temmelig kaotisk ud. Uanset hvilken vinkel man anskuer situationen fra ser det blot ud som om vi går i ring. Miljøproblematikken bliver ikke taget rigtig alvorligt mange steder, fuldkommen meningsløse krige kommer og går, fødevaresituationen og folkesundheden i store dele af verden er kritisk, flygtningestrømmene er enorme på globalt plan og samtidig kan man i sit stille sind tænke ”hvornår mon verdensøkonomien kollapser”?

Samlet set er det forståeligt hvis det materialistiske menneske opgiver at få en mening ud af tilværelsen, hvis der overhovedet er en mening!

Man arbejder og forsker intenst for at finde løsningen på klimaproblemerne – der bliver afholdt og taget initiativer til fredsbestræbelser og våbenhvile i de krigsramte områder – der afholdes verdenskonferencer og topmøder for at imødekomme fødevare og sundhedssituationen o.m.a. men der mangler ”noget” der samler alle de løse ender! Der mangler den kosmiske indsigt.

Vores politiske ledere er under kraftig kritik for forfejlet indenrigs og udenrigspolitiske strategier der har sat verdensfreden over styr, og vælgere i stort tal har helt mistet tilliden til disse politikeres kompetence og gode hensigter.

Her er det førnævnte citat skal bringes i erindring. Der er, trods det at det kan se anderledes ud, ingen her på vores klode der ikke er under forsynets og forældreprincippets indflydelse, medmindre de lukker sig selv ude fra denne styrelse og vejledning ved at være stædige og selvkloge. Selv da, i denne selvophøjede position, vil vise og kærlige væsener vente tålmodigt på ”at øjnene må åbne sig” og omgående træde til.

Man skal her huske på, at bag alle de store politiske ledere og præsidenter, arbejder forsynet for at bringe verden frem til en tilstand af fred og fordragelighed. Martinus har ved flere lejligheder udtalt, at de politiske ledere ligefrem, i visse tilfælde, er indsat i deres embeder fra den åndelige side fordi deres mission kan være, at f.eks. bringe verden frem til en krisesituation, ja ligefrem til krige der jo i sidste instans skal gøre menneskeheden så lede og kede af dette ragnarok, mætte af ufred og intolerance, så de bliver pacifister i dette eller kommende liv. Verdensfreden opstår ikke før vi mennesker er modne til det og det samme gælder for alle de omtalte ulykkelige tilstande. Det er også værd at huske på, at der er masser af gode og humane ”materialister” med fremragende moralske kvaliteter, der formentlig har haft mange liv som kristne før dette, og de vil have en umiddelbar modtagelighed for ” den hellige ånd” og begavelse til at føre ”de kosmiske livsprincipper” ind i konkrete former.

Situationen i verden er under intens overvågning fra den åndelige verden og skønt lidelserne er, og bliver store i en tid endnu, er begivenhederne ikke ude af kontrol. Nøjagtig som de gode og kærlige forældre lader deres små eller store børn gøre sig deres nødvendige erfaringer under nøje overvågning, på samme måde afventes det at situationen modnes til en modtagelighed for en ny verdensorden sådan som Martinus har beskrevet den. Kærlige og gode forældre træder først til når situationen kræver det og ligeledes forholder det m.h.t. verdenssamfundets tilstand. Når tiden er moden, vil store personligheder med åndelig indsigt træde til og medvirke til dannelsen af det bebudede fredens verdenssamfund hvor den sande og ultimative politik, der stiller alle verdensborgere lige, vil blive indført.

Overfor disse store perspektiver, er der kun et vi som verdensborgere kan gøre, at skabe fred i vort sind og i vore egne omgivelser. At udslette begrebet ”fjender” i vor bevidsthed vil i høj grad medvirke til skabelsen af fred i verden. Perspektiverne og herlighederne i dette fremtidige verdenssamfund er uanede idet alles inderste hensigt til den tid vil være, at gøre lige præcis deres indsats til den højeste kunst.

Pin It on Pinterest

Share This