Af Sören Grind

Den sunde selvdistance

Det tager tid at udvikle en sund selvdistance, der medfører, at vi ikke tager andres eventuelle kritik og spejlinger som personlige overgreb, vi skal forsvare os imod. Gang på gang mærker jeg hos mig selv og mine medmennesker, at vi tager tingene ilde op og går i forsvar og til modangreb, mere eller mindre pænt kamufleret af vores menneskelige fernis. Jeg bliver fascineret af, hvor effektivt vores psykologiske forsvar og vores evne til at spekulere arbejder for at beskytte os mod det, der truer vores selvbillede og overbevisning om, at det er vores synspunkt, der er det rigtige. Foreløbig har vi brug for disse forsvar til at holde os i psykisk balance. Al udvikling er underkastet en organisk, trinvis proces. Det er heller ikke realistisk at skrotte landets militær i morgen.

En øget forankring i vores evige identitet og viden om vores ubevidste reaktioner kan dog hjælpe os til gradvist at afvikle vores angrebs- og forsvarsstrategier og finde en tredje fredelig vej, der fremmer selverkendelse og menneskelig udvikling.

At forholde sig til kritik

Gennem evolutionen har vi opbygget en mængde funktioner og talenter for at opretholde fysisk og psykisk balance. Når energier udefra griber ind i vores fysiske eller psykiske organisme, mobiliserer vi de funktioner, der kan opretholde ligevægt. Det er let at se disse talenters automatik, hvis nogen skubber til os fysisk. Vi vil da rent muskulært, i samarbejde med balancesansen, reagere, så vi hurtigst muligt genvinder den fysiske balance. I princippet fungerer det psykiske forsvar på samme måde. Hvis nogen retter negativ kritik eller anklage mod vores person eller noget, vi har gjort, vil denne udefrakommende energi ofte skubbe til vores psykiske ligevægt. Så træder det psykiske forsvar automatisk ind for at genskabe balancen.

Ifølge Martinus har vi en falsk identitet, når vi identificerer os med det, vi har skabt, f.eks. vores fysiske krop, visse delpersonligheder eller vores præstationer. En sand identitet får vi ved at identificere os med vores evige side. Den falske identitet får os til at føle os truede, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved det, vi har skabt. Vi kan da ikke skelne mellem kritik af det, vi har skabt, og kritik af os selv. Hvis nogen ikke synes om vores udseende, vores tøjvalg, noget vi har sagt, skrevet eller gjort, oplever vi det som et angreb på vores jeg. Hvis kritikken retter sig mod en svaghed, som vi selv er bevidste om og har forsonet os med, føles det ikke så truende. Retter den sig derimod mod noget, vi fornemmer kan være rigtigt, men ikke vil indse, føles det mere truende, og vi forsvarer os. Er den andens kommentar helt ubegrundet og uden berøring med vores svagheder, er det som regel lettere for os at bevare den psykiske balance og se, at der er tale om kritikerens egen projektion. Derfor er det især den kritik, der får os i affekt og aktiverer vores forsvar, vi bør tage op til nærmere granskning. Her findes ofte den mest værdifulde information og spejling.

Tre principielt forskellige reaktioner på kritik

Lad os se på tre forskellige strategier til at genoprette ligevægt. Jeg beskriver dem her i deres mere rendyrkede form. De to første udgør gamle, afprøvede, dysfunktionelle reaktionsmønstre, mens den tredje viser en mere ideel, konstruktiv reaktionsmåde, som er værd at stræbe efter.

 

  1. Vi diskvalificerer kritikkens indhold og/eller det kritiserende individs person med et modangreb. Vi placerer hele problemet hos den anden. Vi forsvarer dermed vores selvbillede og vores psykiske territorium for at prøve at genoprette den balance, vi havde inden kritikken. Vi lader os ikke påvirke af kritikkens faktiske indhold og støder sædvanligvis den kritiserende person væk fra vores sympatisfære.

  2. Vi retter ureflekteret den udtalte kritik mod os selv og mobiliserer evt. yderligere mange tidligere lignende kritiske udtalelser fra vores hukommelsesarkiv. Vi har et ubevidst håb om, at vi, ved at identificere os med de kritiserendes angreb og ved at anstrenge os med at følge deres påbud, vil kunne forhindre nye angreb i fremtiden.

  3. Vi lytter forsvarsløst og prøver at leve os ind i kritikerens måde at se sagen på, helt bevidst om, at det er dennes unikke oplevelse. Ud fra et ønske om at forstå den anden stiller vi evt. uddybende spørgsmål, der øger vores indlevelse i den andens perspektiv. Hvis kritikken ikke kræver et umiddelbart svar, tager vi den med hjem til stille overvejelse. Vi bearbejder de eventuelle ”hug”, der blev formidlet via kritikerens affekt eller verbale angreb på vores person, og finder det saglige indhold frem, der kan være grund til at se nærmere på i en sund selvransagelse. Vi sover på sagen og lader eventuel egen affekt falde til ro for at finde et mere neutralt udgangspunkt for en granskning. Vi rådfører os med fortrolige venner, der har en upartisk holdning til spørgsmålet. Vi anvender bøn for at få hjælp til at udnytte situationens vækstmuligheder. Hvis det er belejligt, vender vi tilbage til den, der kritiserede med vores overvejelser og konklusion af kritikken og om, hvordan vi håber at kunne forandre os på det pågældende område.

 

Den første reaktionsmåde oplever jeg som en oprindelig maskulin måde at forholde sig på. Den bygger på, at jeg ureflekteret reagerer ud fra den automatiske forsvarsindstilling, at de andre principielt må have taget fejl, når de retter kritik mod mig. Jeg lever da ud fra en overbevisning om, at min horisont altid er den sande. Selvransagelse er et helt ukendt fænomen. Livet opleves som en kamp mod ydre fjender, der skal overvindes. Den stærkeste er nødt til at vinde. Det er med magt, man får ret.

Den anden reaktionsmåde oplever jeg mere som en oprindelig feminin måde at forholde sig på, hvor underkastelse har været en måde at beskytte sig på overfor den stærkere partner. Underkastelsen er ofte en dresseret facade, hvorunder protesten fortsat ulmer og kan dukke op som ubevidste skjulte angreb, ved kontrolbehov eller på anden vis.

Hos nutidens mere dobbeltpolede mænd og kvinder, med relativ ligevægt mellem det maskuline og det feminine, blandes disse reaktionsmåder. De kan meget vel være præget af den modsatte pols tendens. I dagligdagen i vores kultur kan aggressive udfald og dybe selvbebrejdelser hos det enkelte individ leve side om side.

Ingen af disse måder fører til en udvikling, hvor modtageren vokser som menneske. At slå fra sig eller underkaste sig er forsvarsstrategier, der svækker og forhindrer os i at tage konstruktivt vare på udviklingsmulighederne.

Hvis vi har en forsvarsstrategi, der bygger på, at vi hele tiden slår tilbage og er indstillede på for enhver en pris at bevare vores idealiserede selvopfattelse, bliver vi følelsesmæssigt ensomme. Vi kompenserer måske for vores ensomhed ved at deltage i en gruppe eller sekt med ligesindede, hvor vi kan nyde indbyrdes beundring. Den indre konflikt mellem det, omgivelserne prøver at påpege, og det billede af os selv, som vi ikke vil ændre, vokser og medfører før eller senere en tendens til indre uro, som evt. kan føre til angst og misbrug.

Hvis vi især benytter os af underkastelse og tilpasning, har vi en tendens til at rette aggressionen mod os selv, samtidig med at vi tager offerrollen, der meget let kan føre til depression.

I bestræbelserne efter at erobre den tredje måde at forholde sig på udvikles vores jegstyrke og ydmyghed. Disse egenskaber lever i gensidig afhængighed. Det kræver en sund jegstyrke at kunne udøve den sunde selvbeherskelse, der gør, at man ikke automatisk går i forsvar. Når jeget har overblik over sine indre kræfter og ikke har sin identitet bundet til visse delpersonligheder, er der plads til en mere upartisk granskning af kritikken. Det er samme evne, der kendetegner sand ydmyghed. Den ydmyge kan se og erkende både sine mangler og sine stærke sider, uden at det af den grund skubber til integriteten og selvfølelsen. Ved at praktisere den tredje vej, når man møder kritik, er jegstyrken og ydmygheden inde i en god cirkel med vækst. Med den tredje vej tager vi ved lære af livets tale og vokser som mennesker.

Jo mere vi udvikles til mennesker og bliver dobbeltpolede, desto mere frit står vi i forhold til selvopholdelsesdrifternes rædsler og bevogtning af positioner. Den voksende identifikation med vores evige natur gør os mere åbne, levende og bevægelige i forhold til vores forskellige delpersonligheder og roller. Vores evne til bevidst at udføre handlinger og reflektere over vores måde at reagere på og måde at forholde os på til omverdenen, er da vokset. Vi har udviklet et indre rum eller område mellem indtryk og udtryk, der giver plads til bevidste valg og en bevidst omdirigering af vores tanker, følelser, handlinger og vaner. I dette rum fungerer vores indre instruktør som medskaber af udviklingen mod at blive mere menneske.

Loven om at så og høste gælder også for kritik

Til stor hjælp for os er livet, ifølge karmaloven, så vist indrettet, at alt det, vi sår overfor vores næste, kommer tilbage til os selv. Det gælder også den negativitet og kritik, vi retter mod andre. Derfor er det ikke kun vigtigt at udforske, hvordan vi reagerer på og modtager kritik. Det bliver centralt at se sig i spejlet og opdage, hvor vi selv sår negativ kritik mod andre. Det kan være svært at se, i og med at de kritiske tanker ofte er helt automatiske og derfor mere eller mindre ubevidste.

I vores iver efter at bevidstgøre de andre om deres ufuldkommenheder, så de kan blive bedre mennesker, kan vi sommetider glemme at lægge mærke til den tone, vores tilsyneladende saglige kritik ledsages af. Vi glemmer også, at vores tænkeevne er genial til at legitimere vores tilsyneladende sande horisont og ædle motiver. Vi vil det jo bare så godt. At de, der kritiserer os, vil os det godt, har vi derimod meget svært ved at indse. Ofte føles det, som om de er ude på at sætte os på plads. Vi er mere følsomme overfor andres irriterende undertoner end overfor det, vi selv sender ud. Det er det, der er forskellen, og det der gør, at det er så svært for os at afsløre os selv. Takket være at vi kommer til at opleve, hvordan det svider, og hvor ubehageligt det føles, når andre kritiserer os, udvikler vi en indre resonans og forståelse for de andres oplevelser af undertonerne i vores kritik mod dem. Dette erfaringsmateriale gør os forsigtigere. I bedste fald begynder vi at fjerne bjælken fra vores eget øje, inden vi påtaler de andres svagheder.

Når vi har lært at forstå og håndtere vores egne svagheder, vil tonen og formuleringen af eventuel kritik på området være så nuanceret, at det bliver betydelig lettere for modtageren at modtage det positivt. Vi vil tale ud fra en ikke-dømmende holdning og mærker da tydeligt, hvis og når en evt. spejling kan være til nytte og glæde for vores medmenneske.

Den tavse kritik

På vores indre scene spilles der ofte mere dramatiske stykker end på den ydre. Vi har lært at bremse de groveste angreb på omgivelserne. Men inde i os kan der foregå dialoger, hvor uudtalt kritik får frit løb. Vi remser den ene og den anden op, som ikke skammer sig og burde opføre sig bedre, klæde sig pænere, have en anden frisure, holde op med at være så dominerende osv. Disse indre stykker, monologer eller dialoger, lever ofte deres eget liv lige under dagsbevidsthedens overflade i et instinktivt forsvar for vores egen sandhed og psykiske balancepunkt. Når vi lader dagsbevidsthedens lys granske manuskriptet i disse indre skuespil, åbner der sig nye muligheder. I stedet for at sidde fast i disse ofte negativt ladede manuskripter kan vi bevidst vælge mere positive og selvreflekterende dialoger. Ved hjælp af bøn kan vi lade overinstruktøren være med og føre dem i kontakt med vores højere hensigter og idealer. Vi kan øve os på at nyde mangfoldigheden af individuelle tøjgenrer, udseender, karaktertræk og levemåder. Vi kan lære at se, hvordan livet generøst tilbyder os alle at samle vores unikke erfaringer. Vi kan gøre os fri af den gamle diktatoriske tendens til at prøve at ensrette andre efter vores egen smag, og hvad vi kan lide.

Vores tanker skaber en atmosfære omkring os. Denne atmosfære kan medvirke til at udløse et tilsvarende tankeklima i omgivelserne. Vores negative tanker kan sætte den andens tilsvarende tanker i resonans, og så kan vi sammen give os til at kritisere andre eller hinanden. Sædvanligvis er vi bagefter overbeviste om, at det var den anden, der begyndte.

Denne indre tavse kritik vækker også fantasier om, at andre har tilsvarende tanker om os. ”Tyv tror, hver mand stjæler”. Ofte kan man føle, at de, der nærer en hel del kritik mod andre, går rundt med en ubehagelig følelse af, at de andre kikker kritisk og dømmende på dem selv. I værste tilfælde kan ens egen kritiske holdning skabe forfølgelsestanker. Jesus sagde, at vi skulle bede for dem, der forfølger os. Ligeså vigtigt er det at bede for dem, som vi selv forfølger i vores indre. Ved bønnens hjælp kan vi træne os op til at se vores medmenneskers lyse sider. Det skaber også en atmosfære omkring os, der sætter andres mere positive tanker i resonans. Så nedbryder vi også mange af de bekymrede forestillinger, vi har om, hvad andre synes om os. Når vi koncentrerer os om at tænke positivt og kærligt om andre mennesker, bliver vi også mere tilfredse med os selv og bliver automatisk bedre til også at se vores egne lyse sider. Det er en klog måde at opbygge en god selvtillid på.

At omvende sig selv

Vi er gennem evolutionen blevet dygtige til at ændre materien efter egne behov. Vi er på mange måder blevet materiens hersker. Hvis vi prøver at bruge samme strategi overfor vores medmennesker, får vi et problem. De er nemlig ikke materie, der er til for at tilfredsstille vores behov. De har deres egne behov. Meningen med vores nuværende udvikling er, at vi skal afvikle denne diktatoriske tendens inde i os selv og opdage, at vi ikke er her for at lade os tjene, men for at lære at tjene. Vi er her ikke for at ændre de andre, men for at ændre os selv. Denne opmærksomhed på os selv kan ved en ydre betragtning virke selvoptaget, men hele formålet med det er at skabe sig selv om til et indfølende medmenneske med næstens ve og vel i fokus. Når alle, ud fra deres egne længsler, har lært at sætte næsten i centrum, behøver ingen længere beskytte sig selv, for det gør alle andre jo.

 

Bearbejdet uddrag af bogen “Livet – dit spejl".

 

 




					
Share This