Bønnens oprindelse

Dyrets skrig af dødsangst

I henhold til Martinus’ kosmiske analyser er dyrets skrig af dødsangst den faktor, der efter dyrets omskabelse eller udvikling til jordisk menneske udgør baggrunden for begrebet bøn. For nutidsmenneskets vedkommende har bønnen sin oprindelse i fortidsskovenes dyreverden, hvor livsvilkårene var udfordrende og barske. Bønnen er jo i sin essens en henvendelse til en formodet højere magt om hjælp eller bistand i trængte og svære situationer eller øjeblikke. Selvom der naturligvis også er tale om et skrig af fysisk smerte, idet rovdyrets tænder borer sig ind i dyrets hals eller krop, så mener og argumenterer Martinus for, at det i nok så høj grad drejer sig om, at dyret ubevidst og instinktivt påkalder sig en højere magts opmærksomhed. Dyret, der jo i lighed med mennesket og alle andre levende væsener også har en sjælelig struktur eller et sjæleligt legeme, som overtager dagsbevidstheden ved den fysiske dyrekrops død, er jo automatisk sikret et fortsat liv i den åndelige eller parafysiske tilstandssfære, hvor det til at begynde med bliver modtaget af de såkaldte skytsånder, i dette tilfælde i form af dyr af dets egen art, som det vil kunne kommunikere med på principielt samme måde, som det kunne i den fysiske verden. Disse skytsånder er jo de sanseorganer og manifestationsredskaber, der på det åndelige plan repræsenterer altets guddom, og som gør det berettiget at tale om, at det er Gud selv, der ser og hører selv det mindste suk fra det allermindste kræ, og som derfor træder hjælpende, vejledende og trøstende til, hvor der er behov for det og det i øvrigt ikke strider imod det pågældende væsens eller individs skæbnegæld. Hvor det eventuelt gør det, hævder Martinus, vil hjælpen forekomme i form af indgivelse af trøst, sjælelig styrke og vejledning til at komme videre. For livet går jo uophørligt videre for alle ’afdøde’ væsener eller individer, som det gør det for de fysisk levende individer og væsener, uanset hvilken art og udviklingsstandard de pågældende end repræsenterer. (1)

Det skal her indskydes, at selvom begrebet og fænomenet instinkt især er blevet problematiseret eller betvivlet i nyere tid, så er der for Martinus ingen som helst tvivl om, at den instinktive sans er en grundlæggende evne hos det levende væsen. Det gælder ikke mindst den form for instinkt, som han betegner som det religiøse instinkt, og som kort sagt har sin rod i det kosmisk-organiske tilhørsforhold mellem Guddommen og individet, og et instinkt, som netop er blevet næret af blandt andet dyrets dødsangst. Instinktet er i henhold til Martinus kort fortalt et produkt eller resultat af den samlede sum af erfaringer, som individet har gjort i løbet af sin evige fortid, et emne, som vi dog ikke skal komme nærmere ind på her, hvor interessant det end er.

Om Gud og det såkaldte ’onde’

Men det er jo unægtelig grumme ting, der foregår i dyreverdenen, så at sige blandt alle dyrearter, hvor nogle jo er rovdyr og andre byttedyr i den fødekæde, som naturen – eller i dybere forstand Guddommen – har institueret. Ifølge Martinus er det, at være rovdyr, den yderste ’mørketilstand’ et levende væsen i sin evige tilværelse kan komme ud for at tilhøre og opleve. Det er en tilstand, hvori det livgivende princip eller livsloven om at leve og lad leve overtrædes. Det skal dog pointeres her, at rovdyret som sådan naturligvis er ’uskyldig’ i sin dræbende natur, for denne er simpelthen nødvendig, for at dyret har nogen chancer for at leve og overleve de livsvilkår, det ligeledes uden egen skyld er undergivet. Omvendt kan man sige, at byttedyret jo ligeledes er ’uskyldigt’ i sin tilstand som sådant, idet det er naturlovene – eller dybere set Guddommen – der har institueret de livsvilkår, byttedyret er undergivet. Det er derfor Guddommen, der må bebrejdes de grumme ting, der ikke mindst foregår i dyreverdenen, hvis man altså har behov for og lyst til at bebrejde nogen, hvad det er der foregår i den såkaldte frie natur og i tilværelsen i det hele taget. Men det har vi mennesker jo som bekendt ofte, når vi ikke synes at livet eller forholdene former sig, sådan som vi efter bedste evne og forståelse ønsker, at de burde gøre.

Imidlertid deler Martinus ikke den opfattelse, at man kan bebrejde Guddommen noget som helst, for denne er udtryk for alkærlighed, alvisdom og almagt. Det vil sige en kærlighed, som omfatter alt levende og skabt, og en visdom, som for det første kender alle årsager og alle virkninger, en viden og et kendskab som for det andet uden nogen som helst undtagelse kommer alle levende væsener ligeligt til gode, samt endelig en almagt, der sikrer, at overhovedet alle og alt former sig i henhold til Guds hensigt, bestemmelse og vilje. Men Martinus nøjes selvfølgelig ikke med at påstå, at Gud er alkærlig, alvis og almægtig, men begrunder det i en omfattende række analyser og argumenter, som det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på i denne sammenhæng.

Derimod kan det nævnes, at Martinus påpeger, at når mennesker alligevel føler behov, trang og lyst til at bebrejde Guddommen – hvis de da overhovedet tror på en sådan – såvel for det ene som det andet, som de pågældende ikke synes om eller finder mangelfuldt eller forkert, skyldes det primært, at mennesker altid er henvist til at dømme ud fra det, Martinus betegner som individets kosmiske udsigtspunkt. Dette sidstnævnte er udtryk for det sanse- og oplevelsesmæssige udviklingsstadium, som individet aktuelt – om end kosmisk set midlertidigt – befinder sig på. I det perspektiv opererer Martinus med to basale sanse- og oplevelseshorisonter, nemlig ”den lavpsykiske sansehorisont” og ”den højpsykiske sansehorisont”, hvor den førstnævnte kun er i stand til at overskue tilværelsen indenfor rammerne af rum og tid og de begrænsninger, dette giver, medens sidstnævnte også er i stand til at overskue tilværelsen i et evighedsperspektiv, som omfatter alle de grundlæggende principper, lovmæssigheder, faktorer og kræfter, der konstituerer verdensaltet eller kosmos. Imellem de to nævnte sansehorisonter forekommer der naturligvis en lang række mellemhorisonter, som skyldes de mange stadier, der er mellem de lavere former for bevidsthed og de højere og højeste former for bevidsthed, hvilket giver sig udtryk igennem de mange forskellige former for bevidsthedskategorier, rækkende fra såkaldt kosmisk bevidstløshed til såkaldt kosmisk bevidsthed. (2)

Det skal her indskydes, at når mennesker, som ikke tænker i dybere baner, hører eller erfarer om begivenheder, hændelser og ulykker og lignende, som de ikke synes giver nogen mening eller ligefrem betragter som onde, så er de samme mennesker straks parate til at erklære, at når sådan noget kan ske, så kan der da ikke findes nogen alkærlig, alvis eller algod Gud. De mere ligeglade lader i reglen spørgsmålet stå åbent, mens de mere rabiate bekender sig til den ateistiske anskuelse og hårdnakket erklærer og argumenterer for, at Gud er et falsum eller en illusion. Den egentlige baggrund for begge holdninger er den, at man apriori går ud fra, at en Gud selvfølgelig skal være god og have absolut visdom, magt og evne til at forhindre det onde og grusomme, for sådan ville et klogt, kærligt og godt menneske jo da handle. Tankegangen er forståelig, men set i et kosmologisk perspektiv er den direkte forkert. Samtidig er det i reglen vanskeligt for de mennesker, der gerne vil tro på en Gud, at forstå, at deres manglende tiltro til Gud faktisk skyldes en misforstået eller slet ikke forstået opfattelse af, hvad Gud i virkeligheden er for et væsen. Omvendt med mennesker, som endnu lever under indflydelsen fra den guddommelige suggestion og derfor nærmest automatisk tror på og har tillid til, at Gud er alvis, alkærlig og almægtig, og som ikke tvivler og heller ikke stiller spørgsmål, men affinder sig med det bibelske udsagn, at Guds veje er uransagelige. (3)

Men selvom man er i stand til at overskue tilværelsen i et evighedsperspektiv, sådan som tilfældet angiveligt er for Martinus’ vedkommende, så forandrer det ikke den ubehagelige kendsgerning, at der vitterligt foregår endog meget grusomme ting i den livszone, hvor det dræbende princip har sin højeste udfoldelse. Det principielt samme foregår i henhold til Martinus – og i øvrigt også i henhold til almindelig erfaring – i det jordiske menneskes verden, tilmed i en endnu højere grad end i dyreverdenen. Dyrene dræber jo normalt kun for at skaffe sig føde eller for at overleve, hvorimod det jordiske menneske også hader, forfølger og dræber af flere andre grunde, med mellemrum tilmed i stor stil især i form af praksis i diktaturstater og ligeledes i form af større og mindre krige, i nyere tid de to store industrialiserede verdenskrige. Men under alle omstændigheder er det jordiske menneske og dets verden i henhold til Martinus et foreløbigt produkt eller resultat af dyre-individernes fysiske og mentale udvikling eller forvandling til jordiske mennesker, ligesom disse for kulturmenneskenes vedkommende igen er et foreløbigt produkt eller resultat af det jordiske menneskes forvandling eller udvikling til såkaldt rigtigt menneske. Men hvor dyret lever på instinktet, der lever det jordiske menneske i sine første udviklingsstadier på følelse og en tiltagende intelligens, hvor sidstnævnte efterhånden bliver et ekstra plus i kampen for overlevelse, for en kamp er tilværelsen stort set i hele dyreriget og for det primitive og senere civiliserede jordiske menneske. Det er først på de højere udviklingsstadier, at kulturmennesket udvikler sin etiske og moralske bevidsthed, af Martinus betegnet som den humane evne, som primært består i, at man ikke kan nænne at gøre andre levende væsener ondt eller fortræd, og det er denne evne, der efterhånden udvikler sig til egentlig næstekærlighed, som ikke kun ikke nænner at gøre andre ondt eller fortræd, men som i nok så høj grad på alle måder aktivt søger at drage omsorg for og gøre godt for andre.

Imidlertid er det ikke kun en naturvidenskabelig kendsgerning, men i henhold til Martinus også et kosmologisk faktum, at det jordiske menneske og dets verden i større eller mindre grad lever på vilkårene og traditionerne fra det egentlige dyrerige, og derfor vil der her være god grund til at se nærmere på dette emne. Dette er dog så omfattende, at der her kun vil være plads til at se på hovedtrækkene ved henholdsvis det egentlige dyrerige og det jordiske menneskerige.

Det egentlige dyrerige

Som det vil være umiddelbart indlysende for ethvert oplyst menneske, så eksisterer mineralriget, planteriget og dyreriget samtidigt, dels videnskabeligt set som hinandens forudsætninger og livsbetingelser, og dels kosmologisk set som etaper eller trin i en involution, som senere i form af evolution følges af et endnu højere trin i form af det rigtige menneskerige. I henhold til Martinus’ kosmologi – og for øvrigt også i henhold til den tyske filosof Schellings filosofiske system, som kaldes organismetanken – betegner rækkefølgen af de tre nævnte naturriger og det rigtige menneskerige også fire successive trin i en bevidsthedsudvikling, som strækker sig fra fysisk set ubevidst, instinktivt liv over en bevidsthed præget af bevidsthedsenergier som tyngdeenergi, følelsesenergi og efterhånden og i stigende grad også af intelligensenergi, for sluttelig at nå til den højeste form for bevidsthed, der i henhold til Martinus gives, nemlig den såkaldte kosmiske bevidsthed. Denne høje form for bevidsthed, som Martinus også betegner som højintellektualitet, er præget af en harmoni mellem følelse og intellekt, som dels er grundlaget for, at tyngdeenergien er bragt under kontrol, hvorved intuitionsevnen får mulighed for at optræde som en fuldgyldig sanseevne i bevidsthedslivet, på lige linje med især de to øvrige veludviklede bevidsthedsevner: følelsen og intellektet. Det bør bemærkes, at tyngdeenergien jo er den grundenergi, der især er forbundet med det dræbende princip, og uden hvilken dette princip ikke ville kunne blive manifesteret. (4)

Hvad angår livsvilkårene i det egentlige dyrerige, har zoologien jo givet menneskeheden en stor og stadig større viden om og indsigt heri. Denne viden og indsigt er almenheden i særlig grad blevet delagtiggjort i via en række fremragende naturfilm og naturprogrammer i fjernsynet og på video. Med denne øgede indsigt i naturens og især de vilde dyrs adfærd og livsvilkår, er det blevet tydeligt for ethvert tænkende menneske, at der er tale om en indbyrdes kamp for at overleve, hvor byttedyrene så godt som uafbrudt må være på vagt overfor rovdyrene, som på deres side normalt jager byttedyrene, når sulten driver dem til det. Men samtidig står det også klart, at der forekommer ikke så helt få tilfælde af såkaldt symbiose i form af et slags samlivsforhold mellem forskellige dyrearter, både når det gælder beskyttelse og fødeanskaffelse.

Det karakteristiske for den del af dyrelivet, der især omfatter pattedyrenes store orden, er i reglen gruppe- eller flokdannelsen, dernæst dennes krav på jagtterritorier for rovdyrenes vedkommende og græsningsområder for planteædernes vedkommende. Karakteristisk er også lederskabet i form af en dominerende og stærk han, hvis position med mellemrum udfordres af en anden han eller eventuelt af flere hanner, en udfordring, der i reglen fører til indbyrdes kamp om magten og som i nogle tilfælde medfører, at den tabende han må forlade flokken eller eventuelt bliver dræbt under kampen. Karakteristisk for pattedyrene er også konkurrencen om hunnernes gunst, som i nok så høj grad kan give anledning til indbyrdes strid og kamp. Som det formentlig umiddelbart fremgår, tilhører mennesket biologisk set pattedyrenes orden, hvilket desuden fremgår af, at især det primitive menneskes liv og tilværelse er præget af principielt de samme grundvilkår og karakteristiske adfærdsformer, som den højere orden af pattedyr. Men også det civiliserede menneske har måttet leve under grundvilkår, der har deres rod i den højere dyreverden. Det skal vi vende tilbage til lidt senere.

Men for det egentlige dyreriges vedkommende er det nok så markant og i visse tilfælde gruopvækkende, at iagttage rovdyrenes jagt og drab på byttedyrene. Jagten og drabet er normalt skånselsløst, og byttedyrets eventuelle forsøg på at gøre modstand, når flugt er umulig, ophidser kun rovdyret yderligere. Men ikke så sjældent jagter rovdyrene mindre byttedyr, som det sædvanligvis ikke kræver de store anstrengelser og kræfter at nedlægge. Normalt er jagten kortvarig og selve drabet ligeledes, men det forekommer dog, at det modsatte er tilfældet. I henhold til en del af de naturfilm og naturprogrammer, der har været vist i fjernsynet og i øvrigt foreligger på video, hænder det ind imellem at en jagt og især et drab får et om ikke ligefrem mislykket så i hvert fald et ret specielt og på sin vis chokerende forløb.

Indenfor Martinus-bevægelsen har jeg hørt folk mene og påstå, at rovdyrenes drab af byttedyrene sker hurtigt og effektivt, hvilket skulle være en fordel eller et gode for byttedyrene, hvis smerter og dødsangst derved afkortes. Den påstand anser jeg for at være urealistisk ønsketænkning, for i ingen af de mange tilfælde, jeg har haft lejlighed til at se i naturfilm og naturprogrammer, har jeg fået indtrykket af, at jagten og især ikke selve drabet foregår på denne påståede skånsomme måde. Et af eksemplerne på rigtigheden af påstanden skulle være, at en ung løve, som ikke var sulten og derfor nærmest som en øvelse i jagt havde fanget et gazellekid, som tilsyneladende var fuldkommen paralyseret i situationen, hvilket åbenbart forvirrede løven, som instinktivt forventede at dyret skulle gøre forsøg på at flygte. Men eftersom kiddet ikke gjorde det, ’tændte’ det ikke løvens dræberinstinkt, hvorfor den nøjedes med at vogte og ind imellem slikke det paralyserede og formentlig vidskræmte kid. Situationen fik i øvrigt det forløb, at da kiddet åbenbart senere ’kom til sig selv’ og forsøgte at flygte, dræbte løven det øjeblikkeligt ved på sædvanlig måde at bide sig fast i dets hals og vælte det omkuld, så at det efter nogle minutters forløb blev kvalt og døde.

Men flest eksempler forekommer der på nådesløse jagter og grumme drab, som ikke passer ind i en ”kosmologisk ønsketænkning”. Her skal nævnes tre særligt grelle eksempler på sådanne drab. I det ene tilfælde var to hyæner ved højlys dag og midt på prærien kommet op at slås om det samme bytte, et totalt forsvarsløst gazellekid, som de havde bidt sig fast i, den ene i kiddets bagdel og den anden i dets bryst. De to rasende rovdyr hev og sled i ofret til hver sin side, indtil dette faktisk rent bogstaveligt blev revet midt over. Først da døde kiddet. Man kan levende forestille sig ofrets dødsangst i en sådan situation.

Et andet, grumt eksempel er et kobbel præriehunde, som det i fællesskab var lykkedes at nedlægge et større byttedyr, en ung bøffel, som de i første omgang bed sig fast i forskellige steder på kroppen, men mærkværdigvis ikke i halsen, for om muligt at kvæle det. Medens bøflen så sig forvirret omkring, hev og sled de åbenbart sultne rovdyr den ene luns kød efter den anden ud fra det udmattede og nærmest paralyserede dyrs store krop. Til sidst sank det døende dyr sammen, alt imens de griske hunde gnaskede løs på de blodige kødstykker, de foreløbig havde kunnet få fat på.

Et tredje eksempel på grusomheden i den vilde natur, som jeg her vil nævne, er en løvemoder, som midt i nattemørket gjorde ihærdigt forsøg på at skaffe mad til sig og sine tre halvstore unger. Ofret, de havde udset sig, var et vortesvin, som havde gemt sig dybt nede i en jordhule sammen med sine smågrise. Til trods for at det var bælgmørk nat, – løver jager ofte om natten – havde løvemoderen åbenbart opsnuset og lokaliseret, hvor hjortesvinet befandt sig, og derfor gav hun sig ivrigt til at grave ned til vortesvinets gemmested, men trætheden overmandede hende, så at hendes unger mindst lige så ivrige måtte fortsætte gravearbejdet. I mellemtiden kom en anden løvinde til fra samme flok, som jog ungerne væk og selv gav sig til at grave endnu dybere ned til det formentlig vidskræmte vortesvin. Men i mellemtiden var sandjorden over hulen blevet så porøs under gravearbejdet, at den sank sammen om den gravende løvinde, som derved blev kvalt. Dette forhindrede dog ikke løvemoderen i at genoptage gravearbejdet, og efter et kort stykke tid, gav dette til resultat, at hun fik bidt sig fast i vortesvinets ryg og hev det skrigende dyr op, som hendes unger straks bed sig fast i. Den grumme situations videre forløb blev seerne forskånet for, men hvordan det gik vortesvinet er ikke svært at gætte, og heller ikke, at dets unger nede i hulens dyb formentlig efterfølgende har sultet ihjel, hvis de da ikke også er blevet løvernes bytte. For øvrigt, når det i det hele taget har kunnet lade sig gøre at filme om natten, skyldes det, at man råder over filmkameraer, der kan fotografere ved hjælp af infrarødt lys, som reagerer på varmeudstrålingen fra objekterne.

Det jordiske menneskerige

Det er som bekendt en historisk kendsgerning, at det jordiske menneske er biologisk og evolutionært nært beslægtet med den gren af pattedyrene, der betegnes som primaterne, mere specifikt med chimpansen. Denne opfattelse deles som nævnt også af Martinus, som imidlertid ikke nøjes med kun at se det jordiske menneske i et evolutionshistorisk perspektiv, men som udvider dette til at omfatte både et involutionært og et evolutionært forløb, som igen ses i et endnu større perspektiv i form af et spiralkredsløb, der igen ses som et afsnit i et endnu større forløb, som Martinus betegner som det overordnede spiralkredsløb. Den såkaldte involution – på dansk indviklingen – spænder over følgende ud af de naturriger, som Martinus’ kosmologi opererer med, nemlig cirka sidste halvdel af salighedsriget, hele planteriget og cirka første halvdel af dyreriget. Evolutionen – på dansk udviklingen – spænder til gengæld over følgende resterende naturriger: godt og vel sidste halvdel af dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og godt og vel første halvdel af salighedsriget. (5)

Det jordiske menneske befinder sig i realiteten i spændingsfeltet imellem det egentlige dyrerige og det begyndende rigtige menneskerige på Jorden. Det rigtige menneskerige befinder sig nemlig samtidig også som et para-fysisk rige i den rent åndelige verden, den, der desuden består af visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Disse forhold og omstændigheder er beroende på de gældende kosmiske kræfter og lovmæssigheder, som f.eks. grundenergiernes kombinationer, der igen er beroende på den seksuelle polforvandlingsproces. (6)

Som almindelig bekendt, så spænder den samlede jordiske menneskehed over et udviklingsspektrum, der rækker fra det mest primitive menneske over det civiliserede menneske og foreløbig til det, vi forstår ved kulturmennesket. Men selv på de mest primitive stadier slutter menneskene sig sammen i mindre familiegrupper eller større sociale grupper, der i reglen ledes af en såkaldt anfører eller høvding, eventuelt af flere sådanne, og på senere stadier af fyrster eller konger. Men også i disse tilfælde bliver lederskabet med mellemrum udfordret af folk eller rivaler, der selv ønsker at erobre magten. Dette skete i reglen ikke uden kamp, som i nogle tilfælde medførte, at den tabende part måtte retirere eller risikere at blive dræbt. I vikingetiden foretrak taberen ofte at dø i kamp, idet vedkommende derved ville være sikret et behageligt ophold i gudernes Valhal, hvor det flød med mjød, kød og villige skønjomfruer. Hvis taberen stak halen mellem benene og flygtede, var vedkommende i henhold til den nordiske mytologi sikker på et evigt pinefuldt ophold i dødsriget, Hel.

Det religiøse instinkt og religionen

Som påpeget af Martinus, så hænger det religiøse instinkt sammen med individets grundlæggende og evige organisk-strukturelle samhørsforhold med Guddommen. Dette instinkt udgør ligeledes i henhold til Martinus et produkt eller resultat af de oplevelser og erfaringer, som individet har gjort i en fjern fortid og som er aflejret i form af såkaldte talentkerner i individets skæbneelement i overbevidstheden. Instinktet udgør i en vis forstand en form for ’sovende’ automatisk kosmisk bevidsthed, som igen er eftervirkninger af en fortidig vågen kosmisk bevidsthed, hvorunder individet ved selvoplevelse og selvsyn var i stand til at orientere sig maksimalt i tilværelsen. Som nævnt, var det primitive menneskes tilværelse grundlæggende præget af principielt de samme grundvilkår og karakteristiske adfærdsformer, som den højere orden af pattedyr. Men også det civiliserede menneske har måttet leve under grundvilkår, der har deres rod i den højere dyreverden. Dette gjaldt og gælder også konkurrencen om jagtterritorier og territorier i det hele taget, samt nok så væsentligt, konkurrencen om hunnernes gunst, som i nok så høj grad kunne og kan give anledning til indbyrdes stridigheder og kamp. Men i alle tilfælde gjaldt det for så vel det primitive som for det civiliserede menneske, at stå sig godt med de overordnede magter, man anede, troede eller havde erfaring for, der rådede over tilværelsen. Livets held og lykke eller uheld og ulykke afhang simpelthen af det forhold, man havde eller har til disse magter.

På de primitive menneskers livsstadier udgjordes de overordnede magter af naturånder, som man mente var gunstigt stemte, hvis man var opmærksomme på deres nærhed og tilbad og ofrede til dem, men som modsat kunne være ligefrem farlige, onde og hævngerrige, hvis man ikke overholdt de regler og ritualer for tilbedelse og ofring, som man havde kendt til fra tidernes morgen. Dette er en væsentlig del af baggrunden for begrebet religion, idet selve ordet har sin oprindelse i det latinske religare, som betyder at binde fast, nemlig til en tro på guder eller en gudstro. Religion handler altså kort og godt om menneskets forhold til guddommelige magter (polyteisme) eller en guddommelig magt (monoteisme), om gudsdyrkelse og den religiøse tros udtryk i væremåde, bøn, ritualer, sakramenter etc.

Det, som især naturmenneskene i reglen ikke var klar over, var, at de opfattede og forestillede sig guderne som ophøjede og magtfulde væsener, der på godt og mindre godt havde alle menneskets karakteristika, men blot i forstørret form. Denne form for gudstro kaldes af fagfolk for antropomorfisme, hvilket kort og godt kommer af græsk antropo = menneske og morf = form, altså kort sagt det, at menneskene ser guderne i deres egen skikkelse og med den adfærd, der stort set også karakteriserer mennesker, i dette tilfælde på de primitive samfundsstadier. Men såvel polyteisme som antropomorfisme forekommer i øvrigt også på civiliserede og ligefrem kulturelle stadier, sådan som tilfældet er i flere religioner, som f.eks. i den antikke græske og romerske og ligeledes i den antikke hinduiske mytologi og endvidere i den nordiske mytologi,. I så vel den antikke græske og romerske mytologi som i den nordiske mytologi, har guderne i højeste grad almene menneskelige karakteristika på godt og mindre godt, både i tankegang og i adfærd.

Det er formentlig en almindeligt anerkendt kendsgerning, at der i tidens løb har fundet en ud­vikling sted af menneskets intel­lektuelle evner, en udvikling som især er accelereret i det 20. århundrede, hvor skolegang, uddannelse, videnskab og teknologi er kommet til at spille en stadig større rolle i samfundslivet så vel som i kulturlivet. Men denne udvikling har på trods af sine mange positive sider samtidig gjort mange mennesker religi­øst og følelsesmæssigt “hjem­løse”, med et moderne udtryk fremmedgjort menneskene overfor en større sammenhæng i tilværelsen, og efter­ladt dem i et åndeligt “tomrum”, hvori be­greber som Gud, udødelig sjæl, ånd, etik, moral osv., har mistet deres indhold og plads i manges bevidst­hed, og dermed også tabt tiltrækningskraften. Så meget mere, som den såkaldte virkelighed kun synes at tale for eksistensen af en rent fysisk tilværelse, og samtidig tilsyneladende modsiger eller udelukker en åndelig, religi­øs virkelig­hed. Som en følge af den efter­hånden udvik­lede og stadig mere domi­nerende intel­ligens, der ikke kan se mening i de r­eligiøse idealer og i den religiøse termi­nologi, eller i livet i det hele taget, er et stigen­de antal mennesker endt med at blive ateister og materia­lister i deres livs- og ver­densan­skuelse. Den hidtidige lyse udstrå­ling fra det guddommelige skabeprin­cip var derfor med tiden blevet uden inspira­tions­kraft for mange menneskers vedkommende og dermed forældet. Af denne grund betegner Martinus da også den nævnte udstråling som “den gamle verdensimpuls”, hvilket samtidig indikerer, at der findes en ny eller nyere verdensim­puls.

Men da mennesket som omtalt i henhold til Martinus i virkeligheden har et medfødt religiøst instinkt, der baserer sig på et evigt, men ikke nødvendigvis erkendt, organisk tilhørsforhold til Gud, vil den ovenfor skitserede situation af mange i længden blive oplevet som i høj grad ubehagelig, ja, for nogles vedkommende endog som smer­te- eller lidelsesfuld. De store til­værelses­spørgsmål ligger da i reglen også og lurer lige under bevidst­hedens overflade, og i visse situationer af undren eller tvivl og trængthed, rejser en række spørgsmål sig i menneskers sind: “Er der en mening med livet, og i så fald hvilken? Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Er Gud til? Har menne­sket en udødelig sjæl? Findes der en åndelig verden? Eksisterer der retfærdighed i tilværelsen, osv., osv.”

(De følgende afsnit er med enkelte udeladelser og ændringer hentet fra min bog JESUS MENNESKESØNNEN, 2. Del, som for begge binds vedkommende står at læse her på hjemmesiden, www.livetseventyr.dk)

Den ny verdensimpuls

Det er i henhold til Martinus i virkeligheden den ovenfor skitserede situation, der udgør baggrunden for, dels at “den gamle verdensimpuls”, hvilket mere præcist i hovedsagen vil sige de tre store verdensreligioner: Buddhismen, kristendommen og islam, for mange menneskers ved­kommen­de er blevet forældet, og dels for fremkomsten af en ny og kraftig lys udstråling fra det guddommelige skabeprincip, nemlig som en bønhørelse af nødråbet fra en tusindtallig skare af mennesker i vor tid. Martinus ser da også sin egen indvielse og sit deraf inspirerede livsværk, Det Tredje Testamente, som et led i det guddommelige skabeprincips eller Guds reaktion og svar på det nævnte nødråb, nemlig i form af en fornyet udladning, Martinus følgelig betegner som “den ny verdensimpuls”. Denne impuls be­gyndte som tidligere nævnt at stråle ind i jordens åndelige atmosfære omkring begyndelsen af forrige, dvs. det 20. århundrede. Den nyere videnskab, teknik, kunst, politik m.v. er i henhold til Martinus også inspireret af den ny verdensimpuls. Pro­gressi­ve viden­skabs­folk, teknologer, kunstnere, politikere og andre, er under større eller mindre indflydelse af tenden­serne i udstrå­lingen fra den ny verdensim­puls, men i reglen uden selv at være klar over, at dette er tilfældet. (7)

Her skal i henhold til Martinus indskydes, at lidelser og smerter er de eneste livsfaktorer, der kosmisk set og på sigt er i stand til at vække det jordiske menneskes medfølelses- eller medlidenhedsevne. Denne evne kalder Martinus også for den humane evne, og den definerer han som evnen til ikke at nænne at kunne gøre andre levende væsener, herunder mennesker, fortræd. Den humane evne kan derfor også karakteriseres som en indlevelsesevne. Han siger blandt andet også, at den i sin højere ud­vikling er identisk med det, han forstår ved begrebet næ­stekær­lighed. Denne definerer han ikke blot som dette ikke at nænne at kunne gøre fortræd, men som en uselvisk trang til at yde aktiv beskyttelse, hjælp og vejled­ning, og at være til gavn og glæde for andre, hvor der måtte være behov for det og ønske om det.

Menneskets seksuelle situation

En af de væsentligste følger af indflydelsen fra den ny ver­densimpuls, er en forstærket udvikling og dermed ændring af menneskets seksuelle situation, nemlig i medfør af, at den hidtil latente seksuelle pol, hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol, og i begge tilfælde det dertil hørende intellektuelle polorgan, i nutiden er under tiltagende og stærk vækst i menneskets bevidsthedsliv. Denne vækst og ændring af individets seksuelle struktur, i medfør af polforvandlingen, giver sig særlig i vor tid flere forskellige udtryk af både positiv og negativ art. Positive udtryk i form af ændret sindelag hos mange mennesker i retning af mere human holdning og tolerant ind­stilling, større mellemfolkelig forståelse og global samar­bejdsvilje, nye former for kunst og kultur o. lign. Negative udtryk i form af forskellige seksuelle afsporinger fra den normale seksuelle polforvandling, og alt hvad deraf følger af laster og misbrug, som jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her, men henvise til Martinus’ egne analyser og beskrivelser heraf. (8)

Imidlertid påpeger Martinus, at det i den forbindelse er vigtigt at forstå, at selv de ubehagelige og i nogle tilfælde ligefrem lidelsesfulde negative virkninger eller følger af den igang­værende polfor­vandling, på længere sigt vil give de implicerede mennesker erfaringer, som vil motivere disse for af al kraft at søge tilbage til den normale seksuelle udvikling. Til de negative følger af polforvandlingen hører i en vis forstand også den situation, som parforholdet og ægteskabs­institutionen aktuelt befinder sig i. Set fra en almindelig menneskelig synsvinkel, og især fra en traditionel kristen synsvinkel, er situationen negativ, men set fra et kosmisk synspunkt som det Martinus repræsenterer, er situationen samtidig positiv, idet den er en både nødvendig og ikke mindst uundgåelig følge af polforvand­lingen og dermed af næstekærlighedens udvikling her på jorden, og den er samtidig forudsætningen for, at det levende væsen i form af det jordiske menneske kan komme videre i denne udvikling.

Begrebet og fænomenet “de lykkelige ægteskabers zone” forud­sætter implicit, at der også må forekomme et begreb og fænomen som “de ulykkeli­ge ægteskabers zone”, og dette er da også, hvad der i henhold til Martinus i højeste grad er tilfældet. Det, der af Martinus betegnes som de ulykkelige ægteskaber, er en direkte følge af polforvandlingen, som på et tidspunkt så at sige opløser den “lim”, der binder de to køn sammen, nemlig den gensidige seksuelle tiltrækning. Denne gensidige tiltrækning mellem kønnene aftager i takt med fremvæksten af den hidtil latente pol og det dermed forbundne polorgan, men det er ikke ensbetydende med, at selve det seksuelle behov også aftager, snarere tværtimod, idet interessen for seksuelle udfoldelser, eks­perimenter og erfaringer vokser og til en vis grad erstatter det faste parforhold. Vor tids seksuelle frigørelse, herunder kvindefrigørelse og såkaldte mandefrigørelse, med alt, hvad dette indebærer på godt og ondt, er således mere eller mindre en direkte følge af polfor­vand­lingen. Især blev parforholdet og måske særlig ægteskabet op gennem 1960’erne og 1970’erne udsat for hidtil usete opløsningstendenser, i form af utroskab, separa­tion og skilsmisse, i reglen ofte med mange uheldige og ulykke­lige følgevirkninger, især for børnenes vedkommende. I samme periode steg antallet af brudte ægte­skaber og hvad deraf fulgte af ulykkelige forhold, herunder blandt andet kampen eller snarere det mentale slagsmål om forældreret og samkvems­ret med børnene begyndte og endte i bedste fald med kompromis­ser, som ingen af parterne i reglen var særlig tilfredse med, endsige lykkelige for. Mange yngre mennesker, herunder ikke mindst skilsmissebørn, følte behov for nye og alternative samlivsformer, hvilket dels medførte de såkaldte papirløse parforhold og bofællesskaber eller kollektiver med flere mennesker af begge køn.

Myndigheder, psykologer, socialrådgivere og ikke mindst præster, stod til dels uforstående og uforberedte og stort set magtesløse overfor den nye situation, og skønt alle havde hver sin forklaring på problemer­ne, var man sjældent i stand til at anvise gode og brug­bare løsninger på disse. Særlig syntes frafaldet fra kirken og kristendommen at være stort og stigen­de, hvilket blandt andet viste sig ved, at flere og flere meldte sig ud af folkekirken, og færre og færre lod sig vie i kirken, ligesom antallet af barnedåbe og konfirmationer viste markant faldende tendens. Det viste sig også ved, at stadig flere og flere især yngre menne­sker tilsluttede sig de såkaldte nyreligiøse be­vægelser, eller helt havde forladt religionen og i stedet valgt at engagere sig med den ateistiske og materia­listiske socialisme, nymarxisme eller kommu­nisme, ofte i den tro, at der var tale om videnskabeligt underbyggede teorier og systemer. Udviklingen og historien siden da har imidlertid vist, at dette ikke var tilfældet, men det er en lidt anden historie, som jeg ikke skal komme ind på her. (6)

Imidlertid syntes opløsningstendenserne på parforholdets og ægteskabets område at aftage i løbet af 1980’erne og 1990’erne, hvor det igen blev mere almindeligt med kirkelige vielser, barnedåbe og konfirmationer. Men selvom der af flere grunde lejlighedsvis kan forekomme perioder med tilba­geven­den til kirke­lig vielse med hvid brud og alt det romantiske, der hører til et traditionelt bryllup, og barnedåbe og konfirmationer med alt, hvad der hører sig til, er hoved­tendensen i udviklingen dog klar. Det ses ikke mindst af, at den hvide brud ikke længere behøver at være jomfru, hvilket vil sige seksuelt uberørt, tværtimod er det i mange tilfælde sådan, at brudens eller parrets eget barn eller børn optræder som brude­piger eller -svende. Parret behøver heller ikke at være menne­sker, der er førstegangsgifte, lige som barnet eller børnene heller ikke nødvendigvis er fællesbarn eller fælles­børn. Der gives eksempler på folk, som er blevet gift, skilt og gift igen med den ene partner efter den anden, helt op til 4-5 gange, og endda med kirkelig velsignelse.

Ægteskabsinstitutionens degeneration

I overordentlig mange tilfælde viser det sig da også snart, at ægteskaberne præges af indbyrdes uoverensstemmelser mellem ægtefællerne, forårsaget af jalousi i forhold til ægtemagens tidligere mand eller kone, jalousi i forhold til “dine børn” og “mine børn”, og i nogle tilfælde også jalousi, skuffelse, vrede, melankoli o. lign. som følge af ægtemagens seksuelle utroskab, samt andre seksuelle problemer og meget andet og mere, der kan være årsag til, at begge ægtefæller eller eventu­elt kun den ene af parterne ikke føler sig glade og lykkelige i samlivet eller ægteskabet. Disse forhold er derfor fortsat en bekræftelse på, at Martinus’ brug af udtrykket “de ulykkelige ægteskabers zone”, stadigvæk er aktuelt.

De nævnte forhold markerer især et klart brud på Moselovens og den kristne kirkes ægteskabsbud, og betegner dermed et frafald fra traditionen, et frafald, som ifølge Martinus er udtryk for de uundgåelige opløsningstendenser, ægteskabet som institution i særlig grad i vor tid er underkastet, og som er en følge af væksten af den hidtil latente pol, hos manden den feminine pol og hos kvinden den maskuline pol, samt i begge tilfælde af det intellektuelle polorgan. Denne fremvækst af pol og polorgan ytrer sig i form af den igangværende mentale udvikling, særlig hos det vestlige kulturmenneske, og i de deraf følgende mellem­folkelige, natio­nale så vel som globale sam­fundsmæssige, økono­miske, politi­ske, sociale, viden­skabeli­ge, tekniske og kunst­neriske forandringer, udfordringer og nytænk­ninger. (9)

Men samtidig med, at man erkender og indser de positi­ve såvel som de negative følgevirkninger af polforvandlingen, og her­under især af det traditionelle faste parforholds og ægte­skabs­insti­tutionens generelle opløsningstendenser, er det også vigtigt at forstå, at disse tendenser ikke nødvendigvis behøver at betyde, at mænd og kvinder i hvem polforvandlingen er stærkt frem­skreden, ikke vil indgå i faste parforhold og endog ægte­skab i fremtiden. Dette er i henhold til de kosmiske analyser ikke alene muligt, men endog ret sandsynligt, idet det faste parfor­hold eller ægteskabet i disse tilfælde dog i højere grad vil blive indgået på grundlag af fælles menneskelig sympati, fælles åndelige eller kulturelle interesser og lignen­de grunde, end primært af gensidig til­trækning af rent seksuel karakter. Den seksuelle frihed vil desuden være begrænset af gensidig ansvars­følelse og hensyntagen. Sådanne ægteskaber vil ifølge Martinus’ opfattelse tilmed kunne vise sig at have større stabilitet og længere varighed, end tilfældet er med mange af nutidens giftermål.

Det heldige eller lykkelige udfald af en sådan ægteskabelig alliance forud­sætter imidlertid, at parter­nes polkon­stellatio­ner harmo­nerer eller matcher nogenlunde med hinanden. Hos det par, i hvem den latente pol er vågnet og begyndt at gøre sin ind­flydelse gælden­de i bevidst­heds­livet, og måske også i seksual­livet, er der i virkeligheden tale om et forhold med i alt fire deltagere, nemlig mandens maskuline og nyvågnende feminine pol, og kvindens feminine pol og nyvågnende maskuli­ne pol. Dette interessante og i virkeligheden uhyre omfattende emne, skal jeg dog ikke komme nærmere ind på her, men igen henvise læseren til Martinus’ egne værker. (10)

”Guds levende ord”

Men den brogede og spegede situation, vi i vore dage kan opleve og iagttage på parforholdets og ægteskabets område, er i henhold til Martinus dels en følge af den igangværende polfor­vandling hos individerne, hos mænd så vel som hos kvinder, og dels en følge af den deraf betingede fremvækst af næstekærlig­heden i menneskenes bevidsthed. Og spiren hertil blev for to tusind år siden sået af Jesus fra Nazaret, da han til fods vandrede omkring i Palæstina og forkyndte Himmeriges riges komme på jorden, og i den forbindelse lærte fra sig af sin store visdom og gennem sin adfærd og sit sindelag demonstrere­de, hvordan et rigtigt menneske eller en “menneskesøn” reagerer og handler i så godt som enhver situation. Selv da han hang lidende, blodig og tørstig på forsmædelsens kors, magtede han at fastholde sin store kærlighed til Gud og den næste, der havde forhånet, pint og hamret nagler gennem hans hænder og fødder. I den situation udtalte han de mest menneskekærlige ord, som nogensinde er kommet fra et menneskes mund: “Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.” (Luk.23,34). Disse ord betød jo implicit, at han allerede selv havde tilgivet sine bødler og smædere, og nu ønskede han, at også Gud skulle tilgive bødlerne deres handlinger, fordi han vidste, at skæbneloven før eller siden ville udvirke gengældelse. Han vidste imidlertid også, at end ikke Gud kan ændre ved skæbnens lovmæssighed, og hans bøn ville da også have været meningsløs, hvis ikke dens hensigt havde været, at markere, hvordan et rigtigt menneske måtte reagere og tænke i den grufulde situation, hvori han selv befandt sig.

Som Guds levende ord til menneskeheden formidlede Jesus Kristus den lyse udstråling fra det guddommelige skabeprincip, og påbegyndte dermed den verdensgenløsende mission, som først i vor tid skulle få fornyet kraft og inspiration gennem en ny stor udladning eller impuls fra skabeprincippet, nemlig primært i form af Martinus’ videreførelse af Jesu forkyndelse og lære i en menneskehed, der mentalt og moralsk set ganske vist har stor lighed med Jesu samtidige, men som dels er under en stærkere polforvandling end disse, hvilket især har bevirket en generelt set tiltagende vækst af intelligensevnen, og dels lever under livs­vilkår og samfundsforhold, der på en lang række vitale punkter omtrent er en diametral modsætning til datiden. Som en moderne indviet med kosmisk bevidsthed, blev det som omtalt Martinus’ opgave, både gennem personlig foredragsvirk­somhed og rådgivning af mennesker, og især gennem sit omfatten­de forfatterskab, at spille rollen som den af Jesus profeterede “talsmanden, den hellige Ånd, sandhedens Ånd”, der skulle vejlede menneskene til hele sandheden om livsmysteriet, og som samtidig skulle bekræfte Jesu liv, ord og lære som identiske med denne sandhed, og derigennem herliggøre ham som ”vejen, sandheden og livet.” Det tør vistnok siges, at Martinus, både i sin egen livsførelse og især i og med sit livsværk, i højeste grad har formået at leve op til Jesu ord og forventninger. (11)

Bønnens mysterium

Begrebet og fænomenet bøn forekommer i en eller anden form i de fleste religioner, som en praksis og metode, hvormed mennesket kan nærme sig sin gud eller sine guder, og derigennem få kraft og styrke eller håbe på, at få sine bønner om det ene eller det andet opfyldt. Bøn kan dog også have mere eller mindre uartikuleret form af skrig, klage, gråd, råb, jubel, eller af artikuleret syndsbekendelse, hengivelse, lovprisning og forbøn. Bøn kan eventuelt ledsages af offer eller omvendt.

Bøn kan være en adspørgelse af Gud, hvis svar da gives i form af orakel, tegn eller ved lodkastning. Den kan også være en anråbelse, hvorunder Gud påkaldes som dommer, vidne eller den, der sværges ved. Bøn kan også have form af forbøn, hvor en enkelt profet, præst eller lignende angiveligt vil søge at afværge nød eller ulykke, men en sådan forbøn kan naturligvis afslås eller afvises af Gud.

I bibelsk sammenhæng blev bønnen lagt i mere faste rammer i den periode i senjødedommen, hvor synagogerne begyndte at dukke op. Der skulle bedes tre gange daglig, nemlig morgen, eftermiddag og aften, og de bedende skulle være iført særlig beklædning i form af bedekapper, bedekvaster og bederemme. Desuden skulle bestemte stillinger iagttages under bønnens fremsigelse: stående, ofte knælende og med ansigt og hænder mod jorden og front mod Jerusalem. (12)

Det er senjødedommens former for bøn, man genfinder i NT, men der tages her afstand fra enhver tendens til udvendighed, sådan som især farisæerne lejlighedsvis var tilbøjelige til, hvis man ellers skal tro Jesu polemik mod disse lovfromme jøder. Det væsentlige i bønnen i NT er den opfattelse, at Gud på forhånd ved, hvad mennesket behøver, før det beder til ham. Derfor bliver den forbilledlige bøn for kristne, den af Jesus anbefalede bøn ”Fadervor”, som er én stor bøn om, at alene Guds vilje bør ske. Jesus selv syntes overbevist om, at bønhørelse ville finde sted, såfremt bønnen var fremsat i uselviskhed og af virkelig nødvendighed eller behov. (13)

I henhold til Paulus bør enhver kristen bøn afsluttes med det hebraiske amen!, som betyder sandelig! i betydningen visselig! og det bør den, fordi der er det særlige ved kristne, at vejen til Gud er blevet åbnet en gang for alle ved Kristus. Dertil kommer, at de kristne kan påregne Helligåndens hjælp (14).

I de første kristne menigheder havde forbøn, takkebøn og tilbedelse en fremtrædende plads, og man mener, at disse menigheder muligvis havde faste bedetider, sådan som det var tilfældet i senjødedommen, lige som man jo i øvrigt overholdt sabbatten, fremstillingen af de nyfødte i templet eller synagogen, omskærelse mm. (15)

Bøn er sjældent meditation, men fra Dødehavsrullerne ved man, at bønnen hos Qumran-sekten kunne antage karakter af egentlig meditation, sådan som det jo især var og er tilfældet indenfor asiatiske religioner som f.eks. hinduismen. Særlig i indiske religionsfilosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta indgår meditation som en systematisk faktor og ’teknik’ i al åndelig træning (yoga), som har til formål at opleve og erkende tilværelsens grundharmoni, hvilket vil sige af sammenhængen eller enheden mellem bevidstheden eller enkeltsjælen (atman) og altet eller alsjælen (Brahman). (16)

Martinus om begrebet bøn

I henhold til Martinus er bøn, og mere specielt bønnen ”Fader vor!”, af stor betydning, ikke kun for det troende menneske, men også for det menneske, der ønsker begrundelser for sin tro eller overbevisning. Ja, ikke kun det, bønnen er også vigtig for det menneske, der har gennemgået ”den store fødsel” og har fået kosmisk bevidsthed.

For mennesker, der er under indflydelse af den faktor, Martinus betegner som den guddommelige suggestion, er bønnen ”Fader vor” normalt helt selvfølgelig, mens både den og enhver anden form for bøn forekommer meningsløs for mennesker, som har vanskeligt ved eller helt har mistet evnen til at tro på traditionelle religiøse dogmer og læresætninger, men som i mange tilfælde udmærket er i stand til at tro på videnskabelige dogmer eller politiske idealer. Blandt de videnskabelige dogmer er f.eks. opfattelsen af, at alt i livet og verden kan forstås og forklares på grundlag af den fysiske materie og dennes egenskaber. Denne trosretning – for tro er der tale om – kaldes naturalismen eller materialismen. Blandt de politiske dogmer er f.eks. liberalismen og socialismen eller kommunismen. Endelig er der de mennesker, der ikke ser sig i stand til at tro på hverken religiøse, videnskabelige eller politiske dogmer, men som dels ønsker eller fordrer rationelle, logiske begrundelser for deres tro eller overbevisning, og dels ønsker at tilegne sig indsigt og ’viden’ ad inspirativ og intuitiv vej. De nævnte tre hovedkategorier af mennesker, betegner Martinus henholdsvis som de troende, de ikke-troende og de vidende. (17)

Der findes ganske vist mennesker, siger Martinus, som studerer åndsvidenskab, eksempelvis Martinus’ Kosmologi, og som tror at vide, at det vil være blasfemi at bede Guddommen om gunstbevisninger af den ene eller anden art. Disse mennesker mener – ifølge Martinus fejlagtigt – at eftersom den guddommelige vilje styrer alt, så at selv vore ”hovedhår er talte”, og at end ikke ”den mindste spurv” eller det mindste støvfnug falder til jorden, uden at det er den himmelske Faders vilje og bestemmelse, så vil det være overflødigt og meningsløst at blande sig i denne viljes bestemmelse.

For materialistisk indstillede mennesker, som hverken tror på Gud, sjæl, ånd eller udødelighed, men mener at vide, at alt skyldes blinde naturlove og tilfældigheder, vil bøn selvsagt være totalt blottet for mening, al den stund, der ifølge deres opfattelse ikke findes nogen gud til eventuelt at henvende sig til, hvis man skulle komme i den situation at behøve hjælp fra en overjordisk instans.

Viden er ikke tilstrækkelig

Imidlertid pointerer Martinus, at viden alene ikke er nogen garanti for en lys og lykkelig tilværelse. Med sin eventuelle viden om naturvidenskabelige årsagssammenhænge, kan man ikke fjerne eller forhindre ulykker og sorger, smerter og lidelser fra menneskers sind. Men bønnen kan derimod udelukke sorgernes og ulykkernes mørke indflydelse på individets sjælelige område, selvom den ikke kan gøre vedkommende immune overfor fysiske smerter og lidelser, som oftest vil være uforandrede, uanset, hvor meget individet beder sig fritaget for disse. Bønnen er heller ikke nogen Aladdin-lampe, siger Martinus, der kan bruges til at bede om begunstigelser, som f.eks. begavelse, sundhed, social eller åndelig position, for sine kære.

Den viden, som den fremragende religiøse forsker har tilegnet sig om altets fuldkommenhed, er heller ingen garanti for, at vedkommende ikke kan komme ud for at blive ramt af præcis de samme ulykker, smerter, lidelser og sorger, som de fleste andre mennesker udsættes for i løbet af deres jordiske liv. Årsagen eller grunden til, at viden ikke i noget som helst tilfælde kan forhindre ulykker, sygdomme og sorger fra at ramme et menneske, er i henhold til Martinus, at de nævnte foreteelser på forhånd er skæbnebestemt. Den midlertidige situation, hvori individet befinder sig, hvad enten denne opleves som behagelig eller ubehagelig, som god eller dårlig, er kosmisk set en nødvendighed for det pågældende væsen. På principielt samme måde med et individs begavelse, der som bekendt kan være større eller mindre, men den kan heller ikke fremmes ved at bede om det. Begavelse kan kun erhverves gennem forudgående oplevelse, arbejde og flid, og ikke ad nogen som helst anden vej. Hvis det nemlig ikke forholdt sig sådan, ville bønnen jo udgøre et middel til at opløse og direkte modarbejde den guddommelige verdensplan, og noget sådant er helt udelukket.

Man kan heller ikke forhindre for tidlig død, som når f.eks. en moder dør fra sine mindreårige børn, siger Martinus, for den for tidlige død er et resultat og en naturlig konsekvens af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, moderen enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet gennem en eller flere af de måder, hvorpå hun har handlet. Lad så være, at denne handlemåde er sket på baggrund af uvidenhed, altså på grundlag af mangel på viden og indsigt, men uvidenhed fritager ikke for konsekvenser som følge af skæbneloven, der jo principielt virker som årsagsvirkningsloven. Det samme gælder også barnet eller børnene, som bliver moderløse, og faderen, som bliver enkemand. De involverede parter har hver især udløst de skæbneårsager, enten i det nuværende eller højst sandsynligt i et tidligere liv, som er skyld i, at børnene bliver moderløse og faderen enkemand. Og sket kan ikke gøres usket, uanset hvor meget man så end beder om det.

Derfor er det egentlig ikke så mærkeligt, mener Martinus, at mange mennesker opfatter bønnen som totalt værdiløs, nemlig fordi de har oplevet ikke at få deres bøn eller bønner opfyldt af Forsynet. De pågældende mennesker har nemlig sig selv uafvidende bedt om at få opfyldt ønsker eller behov, der strider mod skæbneloven, og måske også mod de almindelige naturlove, hvilket i begge tilfælde vil sige mod den guddommelige vilje. Sådanne bønner kan end ikke Gud opfylde.

Bønnen i ”Jesu navn”

Bønnen har, siger Martinus, sin egen struktur, sine egne love og sit eget bestemte formål, og kendskabet hertil er en videnskab for sig. Uden dette kendskab vil man benytte bønnen i situationer og felter, hvor Forsynet har bestemt, at den ikke skal opfyldes. Det, at anvende bønnen til noget andet end denne er beregnet til, kan have alvorlige konsekvenser, f.eks. i form af skuffelse, tvivl og vantro på Forsynets eksistens, hvilket næsten uundgåeligt medfører, at den eller de pågældende bliver gudsfornægtere. At være eller blive gudsfornægter, dvs. være eller blive til en, der benægter Guds eksistens, fører lige lukt i den sorte afgrund, der hedder en materialistisk livs- og verdensopfattelse, hvori troen på døden er herskende. Længere ud i mørket kan det levende væsen ikke komme, end til, hvor samme væsen benægter både Guds og sin egen sjæls eksistens og udødelighed.

Men nu er situationen i virkeligheden og heldigvis den, siger Martinus, at både Gud og sjælen eksisterer og besidder udødelighed eller har evigt liv, og bøn og bønhørelse er derfor ikke fantasifostre, men i høj grad realiteter. Den form for bøn, der kan føre til bønhørelse er den, der er i overensstemmelse med verdensaltets ’grundtone’: alkærligheden, der i form af Guds plan, vilje og manifestation netop åbenbarer sig som verdensaltet. Alkærlighed er det samme som uselviskhed, og denne er igen det samme som den ånd, der besjælede Jesus. En bøn i hans ånd eller navn, vil altså sige en bøn, der ikke strider mod alkærlighedens eller uselviskhedens ånd, og den vil derfor altid blive bønhørt og opfyldt. Nemlig fordi den er i kontakt og harmoni med Guds eget ønske og vilje.

Der er altså to grundlæggende måder en bøn kan være formet på, nemlig i ”Jesu navn” eller ”Jesu ånd”, hvilket vil sige i uselviskhedens ånd, hvor man siger: ”Fader, ikke min, men din vilje ske!”, hvor bønnen kun er til glæde og velsignelse for alle og til gene og ulykke for absolut ingen, og i ”eget navn” eller ”egen ånd”, hvilket vil sige i selviskhedens ånd, hvor man ønsker sin egen vilje eller sine egne ønsker bønhørt og opfyldt, uanset hvilke følger eller skadevirkninger dette eventuelt kan have for andre. Men, betoner Martinus, det er heldigvis så viseligt indrettet, at kun den første form for bøn har mulighed for at blive bønhørt og opfyldt, medens den sidstnævnte form er ganske virkningsløs.

Bønnen ”Fader vor”

Det drejer sig derfor om at få lært at bede i overensstemmelse med ”Jesu navn” eller alkærlighedens og uselviskhedens ånd. Men har det almene kristne menneske da ikke for længst lært dette gennem Jesu egen forskrift på, hvordan en sådan bøn bør formes, nemlig som ”Fadervor”? – Jo, svarer Martinus, de kristne har fået anvist en genial model af den fuldkomne form for bøn, hvori den bedende gør sig til eet med sine omgivelser eller sin næste, henholdsvis når der siges ”vor” og ”os”. Men denne form for bøn omfatter ikke alt det, der hører under de personlige og private ønsker eller behov, der oftest er i forgrunden i det almindelige menneskes bevidsthed. I selvopholdelsesdriftens kamp og kvaler griber også kristne derfor til bønnen som et fortvivlelsens våben eller middel til på mirakuløs måde at kunne afværge de mange mørke foreteelser, deres liv og skæbne ofte er fuld af.

Den fordrejning af bønnen ”Fadervor”, som har fundet sted omtrent lige siden Jesus første gang gav sine disciple anvisning på den fuldkomne form for bøn, har sin baggrund i, at den almene kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke sider er baseret på troen på, at disse er ”straf” fra Gud for ”synder”, som mennesker har begået, enten enkeltvis eller kollektivt. Gud er i den sammenhæng stadigvæk den ”vrede” Guddom, der ”straffer” og kræver ”ofre” for eventuelt at formildes. Denne guddomsopfattelse er beslægtet med naturmenneskets primitive og endnu uoplyste indsigt i eller forståelse af selve livets struktur. Derfor anskues Guddommen i menneskets skikkelse som et væsen, der besidder de samme egenskaber som mennesket, men blot i overdimensioneret format, og som lever på grundlag af de samme love, som gælder indenfor deres egen primitive bevidsthedshorisont, hvor kampen for tilværelsen er almen lov. Denne lov drejer sig jo om den stærkeres magt og ret, som i stor udstrækning er baseret på at hævne og straffe, begunstige og belønne. For mennesker med en sådan bevidsthed er det vanskeligt eller omtrent umuligt at fatte, at der kan findes et bevidsthedsniveau, hvor hævn, straf og særlig begunstigelse eller favorisering er fuldstændig udelukket, og at kun en fuldkommen uselvisk kærlighed til alle og alt er enerådende.

Også almindelige kristne er undergivet denne overtro på en hævnende, straffende og begunstigende Guddom, og den har ikke kunnet aflives til trods for, at Jesus med sit liv og sin død var et levende eksempel på, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig har eksisteret, en bevidsthed, som i den dybeste fornedrelse og smerte kunne bede for sine smædere og bødler: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”

Hverken Jesu samtidige eller efterfølgende disciple var i stand til at se og forstå, at den alkærlige Gud åbenbarede sin egen særlige bevidsthedstilstand gennem Jesus, eller at sidstnævnte var modellen for det tilblivende menneske i ”Guds billede efter hans lignelse”, også kaldet ”menneskesønnen”. Der skulle faktisk komme til at gå hen ved nitten århundreder, inden det primitive Gudsbegreb for alvor begyndte at tabe sit tag i menneskers sjæleliv. Men selv i vore dage er der på trods af den omsiggribende sekularisering tusindvis af mennesker ansat som dette Gudebilledes statsautoriserede forkyndere af ”bøn” og ”syndsforladelse”. Følgen er da også blevet, at dette gudebillede efterhånden er trængt i baggrunden til fordel for den elskelige, ”enbårne søn”, der med tiden er blevet tilbedt og hyldet som menneskenes ”frelsermand”. Enhver bøn til Guddommen i ”Jesu navn” mente man måtte være nok til at fjerne alle mørke skygger og hindringer på menneskenes vej til Himmeriges rige. I henhold til Martinus er denne form for bøn imidlertid kun bønnens ”fostertilstand”.

Denne situation, hvor den elskelige søn mere eller mindre har overtaget den mærkelige Faders domæne, er i henhold til Martinus et resultat af verdensgenløsningen, nemlig i form af ”frelsen” ved ”nåden” eller Guddommens ”forsoning” igennem Jesus Kristus. Gennem forestillingen om, at synderne kunne forlades via angeren og troen på og deltagelsen i nadverens sakramente, hvorved man kom i yndest hos Guddommen, mente man at kunne blive fritaget for den guddommelige gengældelse og på den måde få bragt sin dårlige samvittighed ud af verden. Dette gjaldt imidlertid kun for de troende, medens de ikke-troende eller alle dem, der ikke er i stand til at tro, ikke kan få del i ”nåden” og derfor er ”fortabte” og må se sig forvist til evigt at skulle martres af de lidelser og besværligheder, som er en følge af deres ”syndefulde liv”. Den kirkelige kristendom er i virkeligheden så streng, at den mener alle ikke-troende og vantro er hjemfaldne til Guds ”straf” i form af en evig fremtid og martring i ”Helvede”s luer, hvor der er ”gråd og tænderskæren”.

Frelsen ved gerninger

Men Martinus fremhæver, at verdensgenløsningen primært i form af ”den ny verdensimpuls” har et endnu større formål end blot at skulle hjælpe de troende, selvom det er nok så guddommeligt, at genløsningen på et tidspunkt, hvor trosevnen var kulminerende i bevidstheden hos det store flertal af mennesker, frembragte en foreteelse som ”den guddommelige suggestion”, der åndeligt kunne vejlede og hjælpe ulykkelige og angrende mennesker til at få fred og ro i sindet, således at de blev i stand til at leve og virke i den ikke sjældent besværlige og kvalfulde hverdag.

Menneskene var på den tid ikke modnede – og er det til dels endnu ikke – til at fatte og forstå, at Jesu være- og handlemåde fra Guddommens side i virkeligheden var et forbillede eller en model for, at man skulle stræbe efter at udvikle samme være- og handlemåde hos sig selv og ad den vej på naturlig måde gøre sig fortjent til at komme i Guds eller Himmerigets rige som et resultat af egne gerninger og af egen flid. Men det er lige præcis det, der er den ny verdensgenløsnings formål, nemlig at gøre begribeligt for mennesker, der har mistet evnen til at tro eller som er vantro, at altet er udtryk for et guddommeligt væsen, der både er alvis, alkærlig og almægtig.

En væsentlig del af problemerne omkring tro og ikke-tro skyldes ifølge Martinus, at den tiltagende udvikling af intelligensevnen er på kollisionskurs med de traditionelle religiøse dogmer, og det er denne omstændighed, der er grobund for vantroen. Intelligensen er foreløbig udviklet nok til at se, at der er et skærende misforhold mellem de religiøse dogmer og virkelighedens verden, som med dens sygdomme, genvordigheder og fattigdom står i et skærende kontrastforhold til den pragt og rigdom, der ikke sjældent demonstreres i kirkerne. Men intelligensen er endnu ikke tilstrækkelig udviklet til, at de ikke-troende og vantroende kan fatte og forstå de virkelige religiøse problemer eller livets største og evige fakta. Disse er efterhånden trængt i baggrunden til fordel for de mange livsbetingende og almindelige hverdagsproblemer, som individet erfaringsmæssigt magter at afklare og løse med sin intelligens. Resultatet af den almindelige intelligensudvikling bliver og er i første omgang blevet, at den mentale indstilling hos individet er blevet en fremtrædende gudsfornægtelse og som en følge deraf en ofte stærkt dominerende materialistisk livs- og verdensanskuelse, hvor moralen er, at ”enhver er sig selv nærmest”.

Men den skitserede situation skal ikke opfattes som nogen permanent tilstand, hævder Martinus, for den udgør lige præcis modsætningen til det virkelige livsfacit, der er udtrykt i og med ordene: ”Enhver er sin næste nærmest”. Og da denne moralopfattelse, hvis motto kan siges at være, at ”enhver er sig selv nærmest”, ligger til grund for de fleste nutidsmenneskers dispositioner og handlinger, kommer disse før eller siden til at kollidere med de love, der betinger jordmenneskehedens fremtidige fuldkomne fred og lykke. Kollisionen viser sig skæbnebestemt i form af fysiske og mentale sygdomme, utroskab, ulykkelig kærlighed, skilsmisser og mislykkede parforhold, sociale og økonomiske problemer og besværligheder, revolter og krige, som langt overstiger, hvad mennesker kan løse og afhjælpe med deres større eller mindre intelligens. Intelligensevnen må derfor i stor udstrækning siges at være magtesløs og utilstrækkelig i menneskenes forsøg på at skabe den sande lykke, siger Martinus. (18)

En fuldkommen ærlig stræben efter total uselviskhed og absolut sandhed i alle livets forhold, er ifølge Martinus den eneste sikre vej til opnåelsen af varig fred og lykke for den enkelte såvel som for jordmenneskesamfundet som helhed. Denne stræben kan understøttes og styrkes gennem daglig brug af bønnen ”Fadervor”, sådan som denne analyseres og forstås på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser. Derigennem vil den enkelte kunne opleve at føle sig inddraget i Guddommens egen højeste bevidsthedssfære, som er en strålende kærlighedsild, der gennemstråler alt og alle uden nogen som helst undtagelse. Det er kun egoisme, selvretfærdighed og forfængelighed, der kan udelukke et menneske fra denne oplevelse af samhørighed og enhed med det guddommelige alvæsen, det vil sige, oplevelsen af, at ”Jeg og Faderen, vi er ét”.

Bønnens ”voksne” stadium og ’teknik’

Under bønnen kan individet opleve, at intuitionen træder i funktion, nemlig i form af en direkte følelse af Guds nærvær som den altgennemtrængende, allestedsnærværende og altbeherskende, majestætiske kraft og første årsagsløse årsag. Bønnens egentlige og sande mission er da også, fremhæver Martinus, at være udtryk for ”en levende daglig samtale eller korrespondance med Guddommen.” I denne form er bønnen udtryk for sit ”voksenstadium”, hvori livet og verden opleves som et guddommeligt under og eventyr, og højere kan det jordiske menneske foreløbig ikke nå i sin erkendelse.

Men det er vigtigt at forstå og gøre sig klart, siger Martinus, at al korrespondance eller samtale med Guddommen foregår igennem levende væsener, i den fysiske verden såvel som i den åndelige verden. Det hænger sammen med den omstændighed, at heller ikke Guddommens bevidsthed kan fungere uden sanse- og manifestationsorganer, og disse udgøres netop af alle levende væsener, store som små. Uden sådanne væsener som mellemled ville en hvilken som helst kontakt med Guddommen være umulig og udelukket. Men det er så hensigtsmæssigt indrettet i den evige verdensorden, at vi ikke kan sanse eller opfatte alle de væsener, Guddommen eller Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os. Hvis ikke det havde været indrettet sådan, ville vi have taget fejl af disse væsener og Guddommen, på samme måde som mennesker på primitive udviklingsstadier tager fejl af de levende væsener og Guddommen, og tror, at de levende væsener, hvad enten disse er venner eller fjender, er én ting, fordi de er fysisk synlige og Guddommen en anden ting, fordi denne er usynlig. Som usynlig må Gud derfor befinde sig eller bo ”et andet sted”, og dette ”sted” betegner man som ”Himmelen”.

Men, siger Martinus, hvis det havde forholdt sig sådan, at de ovennævnte mennesker fysisk havde kunnet se dette ”andet sted”, ville de have set og oplevet, at dette er lige så befolket med levende væsener, som tilfældet er med deres egen verden. Det ville have medført, at Guddommen også her måtte blive borte i den vrimmel af liv eller levende væsener, som er det eneste, man ville kunne have fået at se. På den måde ville de nævnte væsener aldrig nogensinde kunne komme til at opleve nogen Guddom, for alt ville kun fremtræde som ”medvæsener” og ”ting”, uanset hvor opmærksomheden end blev rettet hen.

Imidlertid er det i henhold til Martinus så viseligt indrettet, at verdensaltet for ethvert levende væsens sanseevne urokkeligt fremtræder i to afsnit, nemlig dels som et synligt område og dels som et usynligt område. Derved er det muligt for det levende væsen at frigøre sin sanseevne og tanke fra det synlige afsnit, hvilket vil sige fra medvæsenerne og tingene, og i stedet rette opmærksomheden mod det usynlige afsnit, som er noget helt andet end væsener og ting. Alt det usynlige i verdensaltet udgør nemlig tilsammen et ”noget”, for hvilket alt det ”synlige” udgør redskaber, og alt synligt er derfor manifestationen eller åbenbaringen af det ”usynlige”, som udgør ”et tænkende og viljeførende noget”, hvilket vil sige Gud eller Guddommen, og det er fornemmelsen af dette ”noget”, der danner grundlaget for de levende væseners religiøsitet og Gudsforhold. Men, siger Martinus, dette Gudsforhold ville aldrig være blevet til virkelighed eller oplevelse, hvis ikke netop væsenernes sanseevne var blevet begrænset på en sådan måde, at en del af verdensaltet med dets myriader af levende væsener og ting var blevet usynliggjort. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville verdensaltet udelukkende fremtræde som en mangfoldighed og et mylder af væsener og ting. Men i og med usynliggørelsen af en del af verdensaltet opstår muligheden eller evnen til at se mangfoldigheden og mylderet som udtryk for et viljeførende usynligt Noget, der udgør en enhed med samme grundanalyse som det levende væsen. Gud er altså et levende væsen, men vel at mærke et højeste alvæsen, eller en højeste enhed, i hvilken alt og alle udgør underordnede holistiske dele. Det er til dette højeste væsen, man bl.a. kan henvende sig i bøn.

Guds udstrakte hånd

Konkluderende kan det fastslås, at Martinus opfatter bønnen ”Fadervor”, som verdensgenløsningens udstrakte hånd for at hjælpe det jordiske menneske gennem en vanskelig fase i dets udvikling fra dyr til rigtigt menneske. Denne bøn er en kosmisk bøn, der er i fuldstændig kontakt med det, den guddommelige vilje selv ønsker gennemført af hensyn til gudesønnens eller menneskesønnens egen indstilling til verdensaltet, livet og Guddommen. Derfor indledes denne bøn med ordene: ”Fader vor, du som er i Himlene, helliget være og blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i Himlene, således også på jorden”, og efter at have bedt om at blive fritaget for vores skyld, som vi fritager vore skyldnere, og om ikke at lade os lede i fristelse til at handle imod det, vi godt ved er det bedste for både os selv og andre, slutter bønnen med at konstatere: ”Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.”

Som det indirekte fremgår af ”Fadervor”, kan man ikke blive fritaget for sin skyld, dvs. sin skæbnegæld, på anden måde, end ved selv at fritage andre for deres skyld eller skæbnegæld til os. Det vil sige, ved at tilgive andre, hvad ubehageligt eller ondt, de måtte have tilføjet os, idet vi jo selv hver især er vor egen skæbnes dybeste ophav, og ”de andre” kun udgør redskaber til udløsningen af de virkninger, vi selv er årsag til. Men der er her tale om en proces, som kræver tid for at kunne fuldbyrdes, og som det ifølge Martinus tilmed kan tage indtil flere liv at afstedkomme. Men grundprincippet i at sikre sig en fremtidig god skæbne er Jesu råd om, at være og gøre mod andre, som vi vil, at andre skal være og gøre mod os.

At bede om, at Guds vilje, der er den bedste, fordi den overskuer og tager hensyn til de første årsager og de sidste virkninger, skal ske her på jorden, som i Himlene, er jo blot at bede om, at fremme udviklingen hen mod det rigtige menneskeriges, Gudsrigets, oprettelse på jorden. Begrebet ”Himlene” definerer Martinus som et sammenfattende udtryk for de åndelige riger, han i sin kosmologi kalder for Det rigtige menneskerige, Visdomsriget, Den guddommelige verden og Salighedsriget, og hvori uselviskheden og næstekærligheden er dagligdags selvfølgeligheder, mens begrebet ”jorden” omfatter planteriget og dyreriget, hvor især det sidstnævnte er undergivet de vilkår og lovmæssigheder, der er karakteristiske for kampen for tilværelsen. Det almene jordiske menneske henhører endnu i stor udstrækning under det, Martinus forstår ved begrebet dyreriget. Jesus var og er foreløbig den fornemste repræsentant for det kommende jordiske rige, nemlig den fysiske del af Det rigtige menneskerige, som udviklingen sigter imod efterhånden at manifestere her på jorden.

Til slut i bønnen at samstemme i, at riget, magten og æren tilhører og alene er Guds, er jo kun at forstå og acceptere, hvad der er kosmisk virkelighed, thi ”riget” er verdensaltet, som er Guds psykofysiske organisme med dens myriader af levende væsener, og hvis lovmæssigheder og livsprocesser er underlagt Guds almagt. Derfor tilkommer æren for alt, hvad der eksisterer og lever alene Gud, hvorfor bønnen afsluttes med et ”amen”, som er hebraisk og betyder ”sandelig”, altså at udsagnet er sandt eller i overensstemmelse med virkeligheden. (19)

© November 2011 Harry Rasmussen.

*************************

Noter og kilder:

1 Martinus: Logik, især 23. kapitel. Se evt. også artiklen Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’

2 Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier og Vinterens bladløse træer – et udtryk for såkaldt “kosmisk bevidstløshed”.

3 Vedrørende det, at tro på eller ikke tro på eksistensen af en overordnet alkærlig, alvis og almægtig kraft eller magt, kan her henvises til artiklerne Tror du på Gud? – En lidt svær dialog, Tror du på Gud? – En lidt svær dialog (fortsat), og Guds Rige og Livets Eventyr – en aktuel kommentar.

4 Vedrørende grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, se artiklerne Jegets evige energikilder. – om de kosmiske grundenergier, og Grundenergiernes kombinationer – om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer.

5 Vedr. de kosmiske riger eller tilværelsesplaner, se f.eks. Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske – Martinus’ kosmologis bud på den psyko-biologiske udvikling).

6 Vedr. begrebet para-fysisk, se artiklen Para-fysik og meta-fysik – Kortfattet afklaring af nogle begreber.

7 Martinus: Livets Bog, stk.50-68.

8 Se særlig LB V, stk. 1831-1918 fra A- til K-menneske.

9 Vedr. det intellektuelle polorgan skal her oplyses, at dette er ét af de i alt to polorganer, som individet har til rådighed og som blandt andet danner det psyko-organiske grundlag for dets fysiske kønsorganer, og dermed for dets seksualisme. Det andet polorgan betegnes som “det emotionelle polorgan”, og dette polorgan vil altid ufravigeligt være tilknyttet den overbevidsthedspol, der er dominerende under indivi­dets enkeltpolede tilstand. Omvendt vil “det intellektuelle polor­gan” altid ufra­vigeligt være tilknyttet den latente overbevidst­hedspol, hvilket betyder, at det henholdsvis degenererer og igen tiltager i funktion og indflydelse sammen med henholdsvis degenerationen og væksten af denne pol. Det emotio­nelle polorgan er – sammen med den dominerende pol – altså væsentligst ansvarligt for den enkelt­polede seksua­lisme, mens det intellektu­elle polorgan – sammen med den hidtil latente pol – væsentligst er ansvarligt for den dobbelt­polede seksualisme. Men i alle tilfælde er der tale om et interaktivt og kompliceret samarbejde mellem de to overbevidst­heds­poler indbyrdes, og mellem disse og de to polorganer, og mellem de to polor­ganer indbyrdes. Hermed er langt fra alt sagt om de to poler og de to polorganer, og slet ikke om sidstnævntes afgørende roller i menneskets bevidsthedsliv og specielt i dets seksu­elle liv. Polforvandlingsprocessen rummer også langt flere vigtige aspekter, end det er muligt at komme ind på her. Den særligt interesserede læser henvises derfor til følgende værker af Martinus: LB IV LB V LB VI; og til PB-J ”X”, bd. 4; og samme forfatters Mennesket og Den Seksuelle Revolution. Forlaget Nordisk Impuls 2006, samt til Mogens Møller: temahefte nr. 1: Mennesket og den seksuelle polforvandling. Forlaget Kosmologisk Information. Endvidere kan det anbefales at læse flg. kapitler i Martinus: Logik, 31.-44. kap. Se endvidere om emnet i artiklerne: Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”, ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme, Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden, Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, og Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske

10 Her kan henvises til LB III-V.

11 Vedr. „Talsmanden, den hellige Ånd“ og „den ny verdensimpuls“, se f.eks. Martinus, småbog nr. 15a: „Et glimt fra verdensgenløsningen“.

12 Sl. 145; Dan. 6,11; 4. Mos. 15,38; Matt.. 23,5.

13 Matt. 6,5ff.,8,7,7ff.; 18,19; 21,22 med par.; Luk. 18,10; Joh. 14,13.

14 Rom. 5,11; 8,15.26f.; jvf. 2. Kor. 1,19ff.

15 Ap.G. 3,1; 1,14; 2,42.

16 Se evt. artiklen Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi

17 De tre nævnte kategorier: de troende, de ikke-troende og de vidende, har en parallel i Buddhas svar på sin yndlingsdiscipel Anandas spørgsmål om, hvorfor menneskene opfatter verdenen og tilværelsen så forskelligt, som tilfældet vitterligt er. Svaret lyder frit gengivet efter hukommelsen, idet kildestedet ikke er genfundet: ”Jo, ser du, Ananda, for den som ikke har studeret, er bjerge bjerge, træer træer og søer søer. For den der har studeret en del, er bjerge ikke længere bjerge, træer ikke længere træer, og søer ikke længere søer. Men for den, der har studeret til bunds, er bjerge atter bjerge, træer atter træer, og søer atter søer.” Filosofisk og erkendelsesteoretisk set har Buddhas svar sin parallel i henholdsvis den naiv-realistiske livs- og verdensanskuelse, dvs. sansernes umiddelbare vidnesbyrd, i den naturvidenskabelig-materialistiske livs- og verdensanskuelse, hvor ingenting er, hvad det ser ud til, og i den på kosmisk bevidsthed baserede verdens- og livsanskuelse, hvori alting igen er, som det umiddelbart tager sig ud, men vel at mærke i en anden forstand, end tilfældet er med de to førstnævnte opfattelser. Nemlig i den forstand, at livet og verden i grunden er, hvad dette og denne giver sig ud for, men med den afgørende forskel, at alting ”er gjort af samme stof, som det drømme dannes af ”, sådan som William Shakespeare udtrykker det i Fjerde Akt, Første Scene af skuespillet The Tempest (”Stormen”). Se herom i JESUS MENNESKESØNNEN II , note 4 til 6. kap.: JESUS KRISTUS, GUDS SØN?

18 Se evt. artiklen Parforholdets ”krig” og ”fred” – om moderne menneskers samlivsproblemer

19 Martinus: Småbog nr. 11: Bønnens mysterium. Forlaget Kosmos. København 1948. Senere genudgivet på Forlaget Borgen. – Martinus: Småbog nr. 20 b: Meditation. 12.-23. kap. Forlaget Borgen. København 1983. Heri gennemgår og analyserer Martinus endnu engang bønnen ”Fader vor” og dennes enkelte led.

© November 2011 Harry Rasmussen.

Se også Harry Rasmussens side http://livetseventyr.dk

*****************************

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of