I Politiken kan man den 8. maj læse en artikel om renter og boligøkonomi, herunder at renten er ved at finde tilbage til et mere normalt niveau efter at have været historisk lav i en periode.
Men hvad siger Martinus egentlig om renter? I småbogen “Vejen til indvielse” skriver han i kapitel 13 under overskriften “Det sande og det falske overklassemenneske”, at renter er camoufleret plyndring, og noget der forarmer nogle mennesker og skaber overflod hos andre. Det er et udtryk for det modsatte af ydmyghed, nemlig hovmod.
Hvad er da “plyndring”, og hvad er “sand rigdom”? – “Plyndring” er en foreteelse, der behersker eller martrer den endnu ufærdige menneskehed under to former, nemlig den “uautoriserede” og den “autoriserede”. Man kan således “plyndre” åbenlyst på tværs af alle samfundets love, og “plyndringen” bliver da kaldt “røveri” og stemplet som “forbrydelse” og fører sit ophav til statens fængsler og straf. Men “plyndringen” kan også være camoufleret, hvilket vil sige: være organiseret således, at den er i kontakt med samfundets juridiske love og bringer da dens mest dygtige kapaciteter og udøvere, hvad vi lige har set, beundring, hæder, ordener og social position. En sådan “autoriseret plyndring” er i stor udstrækning staternes eller nationernes nuværende penge- eller finanssystem, obligations- og rentevæsen, såvel i offentlig, som i privat fremtræden. At dette system er “plyndring”, sålænge det skaber fallit, tvangsauktioner, forarmelse, jager folk fra hus og hjem, gør dem til stoddere og tiggere samtidig med, at det gør sine ophav til hæderkronede matadorer, svælgende i luksus og overflod, skabende fråseri og dovenskab for deres pårørende og indbildningen af at udgøre en samfundets “overklasse”, kan umuligt bortforklares, rent bortset fra, at den eneste absolutte værdi eller “rigdom” i livet eller tilværelsen, der kan gøre væsenet til “overklassemenneske”, er dets skabeevne eller arbejdskraft. Den arbejder, der kan præstere et selvstændigt, fuldkomment arbejde, er langt mere “overklassemenneske” end den arbejdsgiver, han står under, og hvis overklasseposition udelukkende kun betinges af dette, at han er besidder af en “arvet” formue eller en ved held eller spekulation tilegnet rigdom. Uden en fuldkommen skabeevne ville selve livet og tilværelsen være totalt værdiløst, end ikke engang guldet ville være blevet hævet op over skarnet, ja, der ville jo slet ikke eksistere noget som helst liv.
At tro, at man i stedet for skabeevne kan sætte guld eller døde materier og i kraft af dette bytte være et “overklassemenneske”, er den overtro, der gennem alle tider har skabt krig og lemlæstelse og dermed lagt roden til det ragnarok, der i øjeblikket raser mellem alle klodens nationer. Og det er denne overtro, der udgør den modsætning til “ydmyghed”, vi kalder “hovmod”.
