Spørgsmål: Flere Martinus-studerende har oplevet det samme fænomen: Man har tidligere læst Livets Bog, og nu læser man det samme værk igen, – og nu forstår man det meget bedre. Det er en situation, som mange vil kunne genkende. Der er en sådan dybde i Martinus’ analyser, at vi får stort udbytte af at læse dem flere gange. Nu stiller en læser spørgsmål i forbindelse med symbolet “Grundenergiernes kombinationer” (nr. 9 i Livets Bog 2, nr. 12 i Det Evige Verdensbillede). Det fremgår af dette symbol, at når vi får “kosmisk bevidsthed” om ca. 3000 år, så er vores hukommelseslegeme helt nede på det latente stadium. Det lyder mærkeligt -! Har vi ikke netop brug for at kunne huske en masse ting, når vi får kosmisk bevidsthed?

Og et spørgsmål mere: Efterhånden som udviklingen skrider frem, forandrer vores organisme sig, så vi fx ikke mere har en abekrop, men en mere forfinet “jordmenneskekrop”. Men hvordan får vi denne evne til at opbygge en ny fysisk organisme? Får vi måske hjælp fra andre?

Svar: Vedrørende det første spørgsmål: Har vi ikke brug for at kunne huske mange ting, når vi får kosmisk bevidsthed? Nej, det forholder sig faktisk modsat. I dét, Martinus kalder “det rigtige menneskerige” , har vi netop IKKE brug for så megen hukommelsesenergi. For når følelsesenergien og intelligensenergien kommer i balance, så vokser intuitionsenergien, som er den stærkeste og mest gennemtrængende af vore 6 grundenergier. Og med denne energi oplever vi på en helt anden måde, end da vi blot “erindrede”. Vi har fået kosmisk bevidsthed.

Det fortæller Martinus om på en meget inspirerende måde i Livets Bog, bind 1, stk. 213-14: “Der bliver således en principiel forskel, når individet oplever sin indre verden i kraft af sit hukommelseslegeme, og når det oplever den i kraft af sit intuitionslegeme. I første tilfælde bliver oplevelsen altså identisk med “erindring”, medens den i sidste tilfælde bliver identisk med “nyoplevelse”. Denne forskel bliver således desto mere åbenlys, eftersom man kommer til kundskab om, at erindringsevnen udgør en slags højeste føleevne, medens intuitionen udgør en slags højeste synsevne.”

Se, det var jo en væsentlig oplysning. Med hukommelsesenergien “fornemmer” man sine tidligere oplevelser, – men med intuitionsenergien bliver de en slags ydre oplevelser eller det samme som at “se” dem. Og vi kan derfor slå fast, at vi absolut ikke kommer til at savne hukommelsesenergien, selv om den når sit latente stadium i “menneskeriget”.

Evnen til at forny organismen

Det andet spørgsmål vedrørende vores evne til at opbygge en ny, bedre organisme, efterhånden som vi udvikler os, berører Martinus i Livets Bog, bind 7, stk. 2419-20. Hans forklaring begynder helt nede i det egentlige dyrerige: “Men her, hvor dyret er begyndt at inkarnere i en begyndende menneskeorganisme, sker der en særlig forandring i væsenernes udvikling. Medens udviklingen hos dyrene bevirkede store organismeforvandlinger, har væsenerne således, inden de nåede den menneskelige organisme, passeret mange inkarnationer eller fysiske liv i mange forskellige former og strukturer for højere og højere organismer. Og i menneskeorganismen fortsætter udviklingen.”

Martinus fortsætter med at forklare os, at det er den begyndende menneskelige udvikling i “dyret”, der forvandler den menneskelige organisme fra at være robust, grov og primitiv til at blive meget forfinet. “Denne fuldkommengørelse gælder både hjerne og nerver såvel som muskulatur og ansigtstræk. Men det sker kun igennem en meget lang udviklingsepoke.” Det vil altså sige, at Martinus direkte forbinder vores menneskelige udvikling med vores evne til at forvandle vores organisme, så den hele tiden passer til vores moralske udviklingstrin.

Forældrene er kun igangsættere

Dette forhold får vi nærmere belyst i Det Evige Verdensbillede, bog 4, i forklaringen til symbol nr. 34. Det er et betagende smukt symbol, der forklarer, hvordan et diskarneret væsen får adgang til den fysiske verden ved et kommende forældrepars samleje: “Denne skabelse af en ny fysisk organisme, der begynder med fosterdannelsen i moderlivet, og som herfra udvikles til at kunne fødes i den fysiske verden og herfra udvikler sig videre til den fuldvoksne tilstand, befordres således af tre talentkernesæt, der hver især igen udgør et sæt arvelighedsbetingelser. Dette vil igen sige: arveligheden fra parringsaktens hankønsvæsens talentkernesæt, arveligheden fra samme akts hunkønsvæsens talentkernesæt, samt arveligheden fra det diskarnerede væsens talentkernesæt.”

Og så tilføjer Martinus den helt afgørende oplysning: “De to talentkernesæt med arveligheden fra parringsvæsenerne er således absolut ikke beregnet på at skulle fuldføre skabelsen af den nye fysiske organisme. De er kun igangsættere af skabelsen af en sådan, som det diskarnerede væsen så kan overskygge og besætte med talentkerneudstrålingen fra sit eget talentkernesæt fra tidligere liv.” Med andre ord: Det kan nu selv – ved sin egen livskraft og livserfaringer fra tidligere liv –  tiltrække de milliarder af levende væsener, som det skal bruge til at opbygge sin nye organisme med. Og vel at mærke mikrovæsener, som har nøjagtig dén “bølgelængde”, som passer med væsenets egen begavelse, moral og væremåde.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Pin It on Pinterest

Share This