Spørgsmål: En læser i Scotland skriver: ”Jeg elsker at arbejde i min have, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan undgå at dræbe eller lemlæste insekter og andre smådyr. Og jeg tænker også på, hvilken karma disse drab medfører for mig?” En anden læser er gadefejer i København og gør sig lignende tanker: ”Det er mig en glæde at kunne være ekstra omhyggelig med at undgå, at myrer og andre smådyr kommer med op i sækken med affald, som jo bliver sendt til forbrænding.” Endelig er der en tredje læser, som har dårlig samvittighed over de insekter, han ufrivillig kommer til at slå ihjel, og henviser til, at Martinus i sine erindringer fortæller, hvordan han som barn hjalp små fluer fri af vanddråberne. Og så spørger læseren meget logisk: “Hvornår er der tale om ufornuftig, alt for følelsesbetonet kærlighed, og hvornår er der tale om et mere afbalanceret forhold til vores hverdag?”.
SVAR: Hvor er det ærligt talt dejligt, at så mange mennesker er nået så langt frem i ægte kærlighed til deres medvæsener, at de gør sig sådanne tanker. Lad os først og fremmest gøre os klart, at vi lever i dét, Martinus kalder “Det dræbende princips zone”, og selv med den bedste vilje kan vi ikke undgå at dræbe. Blot vi går hen over en græsplæne eller kører i bil, vil vi uforvarende komme til at dræbe smådyr. Og når der spørges, om dette vil udløse en karma for os, må man svare ja,- for alt, hvad vi oplever, er jo karma. Men lad være med at opfatte begrebet karma som en ondskabsfuld skæbne, der forfølger os. Karmaloven er vores ven og læremester. Vi modtager netop så tilpas megen modgang og lidelse, som er absolut nødvendig for os, hvis vi skal udvikle os fra halvdyriske, egoistiske væsener til “mennesker i Guds billede”, der skal kunne leve i lys og kærlighed.
Den sunde fornuft
Selve spørgsmålet om, hvornår vores kærlighed til dyrene er for følelsesbetonet og ufornuftig, var allerede fremme i sagens “barndom”. I Kosmos nr. 6/1937 fortæller Martinus, at der oprettes et gartneri i forbindelse med dét, der i dag kaldes Martinus Center i Klint. Og så stiller Martinus spørgsmålet, om ikke dette vil betinge, at mange orme og andre smådyr bliver lemlæstet og dræbt ved jordens behandling, – og svarer selv med et modspørgsmål: “Hvad er sagens ånd eller natur? – Er det ikke harmoni, fornuft og kærlighed?” Og så fortsætter Martinus med at forklare, at vegetariske produkter jo er absolut nødvendige for vores ernæring, og at det jo netop ikke vil skabe færre drab, hvis grøntsagerne blev dyrket et andet sted.
I Kosmos nr. 5/1986 behandler Martinus et lignende spørgsmål om drab på bladlus, larver, orme, rotter og mus. Også her svarer Martinus i overensstemmelse med den sunde fornuft: Det gælder om at finde ud af, hvad der er det mindste onde, “thi kun denne løsning kan være i kontakt med næstekærligheden.”
Og så fortsætter Martinus: “Disse bekæmpelser af underminerende liv og kræfter er altså nødvendige på jordklodens og menneskehedens nuværende stadier. Men på senere stadier i menneskehedens udvikling vil disse bekæmpelser ikke mere være aktuelle, ja, slet ikke forekomme, da der til den tid ikke vil være noget for mennesket farligt liv at bekæmpe.” Og for yderligere at forklare forskellen mellem den fornuftige og den mere ufornuftige kærlighed slutter Martinus med at fortælle, hvordan sagen stiller sig for det kosmisk bevidste menneske: “Hvis et sådant væsen fødes i denne verden, må det ligesom andre mennesker mere eller mindre holde sig fri af sygdomme og utøj eller andre former for sundhedsfarlige og for almenbefindendet underminerende liv. Dette kan jo ikke gøres uden ved mere eller mindre at dræbe. For at kunne eksistere i jordmenneskehedens fysiske sfære har det indviede væsen således i visse tilfælde kun valget imellem at manifestere et større eller mindre onde. Men i henhold til dette væsens kosmiske bevidsthed er det altid i stand til at vælge det mindste onde, og kommer således ikke til at overtræde kærlighedsloven.”
Vi må altså konkludere, at selv om vi er vegetarer, selv om vi prøver på at undgå drab, så kan vi på vort nuværende udviklingstrin ikke helt undgå at dræbe. Men vi kan sætte hele vores viljekraft ind på at undgå enhver form for unødvendige drab. Og derved finde en fornuftig balance mellem ufornuftig, følelsesdomineret dyrevenlighed og ”det mindste onde”, – den sunde fornuft.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:003
