Iben Dam: Elsk din næste som dig selv

Det dobbelte kærlighedsbud lyder: Du skal elske Gud Herren og din næste som dig selv.” Men hvad nu hvis man ikke elsker sig selv?

Af Iben Dam

Fundamentalt trak Jesus dét at elske sin Gud ned til jordhøjde med sit bud om næstekærlighed: Hvis du elsker din næste, elsker du også din Gud – eller gennem at elske din næste, elsker du også din Gud. Væk med ritualer, påbud, forbud og tomme ord. Det er ganske enkelt. Men det dobbelte kærlighedsbud lyder: Du skal elske Gud Herren og din næste som dig selv.” Men hvad nu hvis man ikke elsker sig selv?

Hvor står det moderne menneske i dag? Ifølge kosmologien mellem to riger: Dyreriget og det rigtige menneskerige. Vi står et sted, hvor den naturlige egoisme og instinkprægede levevis er på retur. Vi står et sted, hvor vi skal famle os frem i blinde for at finde os selv – det er ikke længere givet på forhånd. Vi skal bevidstgøres om vores egen væren på godt og skidt. Vi skal lære at forholde os til os selv. Og det kan være en smertefuld proces. Vi er så intelligente og følelsesmæssige udviklede, at vi er os pinligt bevidste, at vi langt fra altid lever op til idealet om næstekærlighed. Apostlen Paulus formulerede det ret præcist: Hvorfor gør jeg det onde, jeg ikke vil og ikke det gode, jeg gerne vil?

Vi er ufærdige… og intelligente nok til at vide det! Vi elsker ikke automatisk os selv, hvor vi er som jordmennesker i dag. Det er denne indre proces, der optager mig. For min tese er, at man ikke kan give af noget, man ikke selv har. At man ikke kan give kærlighed ud, hvis man ikke har kærlighed til sig selv og i sit indre.

Kærlighed til sig selv skal her ikke forstås som egoistisk eller selvhævdende kærlighed. Hvis vi tager udgangspunkt i den dybe, medfølende og tilgivende kærlighed, som blandt andet Jesus, Martinus og Dalai Lama påpeger i forhold til næsten, er tiden så ikke kommet til at give os selv den samme omsorg?

Vi moderne mennesker er i høj grad præget af stress og skyhøje ambitioner om at være en succes på alle områder på én gang – ofte, mener jeg, for at dække over vores sårbarhed og angst for ikke at slå til. Ofte fordi vi nægter at anerkende, at vi ikke er perfekte. Eller også har vi ”for megen” virkelyst og kender ikke grænserne for, hvad vores mikrokosmos kan klare. Vi negligerer rask væk signalerne fra vores krop og vores system for at forfølge drømmen om det perfekte ideal eller alt det, vi gerne vil nå – men prisen er ofte høj! Vi mister os selv undervejs og ”driver rovdrift” på vores eget mikrokosmos i form af stress og manglende hvile – det kan resultere i angst, depressioner og andre ”kortslutninger” i systemet. Det er jo ikke en kærlig behandling af os selv.

Vi har ikke rigtigt tid og overskud til empati i forhold til andre mennesker – stress og jag sætter os på et lavere udviklingstrin, end hvor vi egentligt hører hjemme. De andre skal gerne passe ind som puslespils-brikker i vores tidspressede billede. Vi tager ikke udgangspunkt i det modsatte, nemlig hvad kan jeg gøre for at glæde andre? Hvordan kan jeg stille mig til rådighed, så jeg bliver til størst gavn og glæde for andre? Vi giver os ofte ikke ro til bare at være med et andet menneske, tankerne er alle mulige andre steder.

Hvis vi skal nå dertil mener jeg, vi må starte med at give os selv den kærlighed, som Jesus prædiker: Du skal tilgive, ikke blot 7 gange eller 70 gange eller 7×70 gange men uendeligt. I stedet for at bygge vores liv på angst og konstant indre selvkritik af, at vi ikke gør det godt nok, og i stedet for at overhøre signalerne fra vores krop skal vi lære at tilgive og elske også os selv og vores eget mikrokosmos for at kunne vende os ud og virkelig elske andre i vores tanker, handlinger og stræben.Vi skal lære at tage den med ro og tage tingene mere som de kommer. Bruger man energien på blot at holde sig oprejst, er der ikke meget at give ud af.

Vi har brug for en videnskab om de psykiske love
Men hvordan gør man så det? Enkelt er det ikke! For de kosmologi-interesserede virker reinkarnations- og karma-princippet i sig selv helende, for vi opdager, at vi aldrig er et offer for omstændighederne, at vi aldrig bliver behandlet ”uretfærdigt.” Men selv med denne viden, tror jeg, at mange har brug for andre konkrete redskaber fra blandt andet den kognitive psykologi og den positive psykologi – redskaber vi kan bruge her og nu i vores aktuelle liv. Martinus påpeger selv, at vi som mennesker har brug for en videnskab om den psykiske verden og dens love og tankens kraft.

Vigtigst af alt er måske, at vi har som mennesker har et naturligt anlæg for empati, medfølelse og kærlighed eller en gryende intuitiv fornemmelse for ”sammenhængen mellem alle de levende væsener…i Guddommens universelle organisme.” Martinus skriver, at vi ”ved at arbejde med os selv og åbne os for denne kraft i stedet for at lukke os inde i angst eller bitterhed, kan nå dertil, hvor vi ikke føler angst for nogen eller noget.” Vi kan lære at rumme og acceptere os selv som de ufærdige mennesker, vi er, ved at arbejde med vores indre og vi kan styrke vores intuitive fornemmelse af verdensaltets forbundethed og alkærlighed gennem f.x. kosmologien eller meditation.

Du skal altså ikke elske din næste trods dig selv, men som dig selv.

Helt essentielt for at kunne skabe en bedre verden mener jeg.

Kolleger og jeg ved at udvikle et materiale, der gerne skulle lære børn nogle af disse psykiske love at kende allerede fra grundskolen. Tænk nu hvis man allerede som ung kender til tankens kraft både i forhold til sig selv og andre og kender til at lytte til kroppens signaler, så man kunne tage sig kærligt af sit mikrokosmos. En drøm er det – men forhåbentligt en realistisk en af slagsen :-).

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of