Hej Avatar,
Det er jo rigtigt. Men man må jo være nøjsom (af tvungne omstændigheder ), og nøjes med at bruge de midler, man har. 
Man kan ikke bruge Martinus' kosmiske bevidsthed fuldt ud, så længe man mangler de evner, som den forudsætter. Men man kan gøre det, så godt man kan. Og ingen - selv ikke Gud - forlanger mere. Vi har trods alt en teoretisk kosmisk bevidsthed i form af Martinus' værk, og Martinus taler også om, at vi har en gryende intuition. Den har vi jo, fordi den gerne må blive brugt. Og ved at reflektere over analyserne med de ressourcer vi nu engang har rådighed over i form af instinkt, følelser, tanker, hukommelse og gryende intution, så træner vi jo os op i at bruge analyserne på konkrete virkelige problematikker som vi oplever i vores dagligdag, og denne træning er jo med til at gøre os dygtigere til at udfolde den kærlighed, vi længes efter at mestre.
kærlig hilsen
Jan
Det hører også med at det der er mørke for den ene er lys for den anden og omvendt, så selvom vi ikke altid kan se det så lever vi faktisk allesammen altid i lys - og for den sags skyld også altid i mørke afhængigt af hvilke briller vi har på.
Og det er netop derfor at alt er såre godt og ethvert ønske om forbedring er at gå imod Guds plan - bortset fra at ønske om forbedring også er en del af Guds plan. Det er lige så fint at svømme mod strømmen som med strømmen.
Og vi ved at vi på et tidspunkt kommer til at svømme med strømmen.
Med kærlighed
Lars
Det gælder om at bruge sit lys med omtanke.
Når man deler ud af sit lys, og man møder modstand, fordi andre ikke ser det som lys, men som mørke, så må man skrue lidt ned for lyset, så man ikke blænder dem. Det er jo forskelligt, hvor meget lys forskellige personer kan tåle.
Derfor må man tilpasse lyset til dem, man er i kontakt med, så det bliver til velsignelse og ikke til forbandelse.
Og hvis man har været nødt til at skrue ned for sit lys af hensyn til nogen, man er i kontakt med, så kan man jo bare, når vedkommende er gået igen, skrue op igen for lyset, hvis man synes det blev for mørkt.
Det er jo sådan at alt er lys, men det bliver dræbende både hvis der er skruet for højt op og for langt ned for det. Visdommen er at finde det rette forhold.
vh
Jan
Hej Jan S.
Den køber jeg også, med den udlægning jeg selv har når jeg læser teksten.
For mig er det at fokusere på mørket og det at fokusere på det "forkerte" i et materiale ikke det samme.
Vi skal også lære at forstå og at acceptere mørket, og det gør vi nok bedst ved at forholde os til det, gennem analytisk tænkning.
Men der er stadigvæk for mig en forskel på at få sine oplysninger "udefra", så disse skal gennemarbejdes via ens fysiske hjerne, før de kan forelægges ens indre "jeg", og så på at oplysningerne kommer fra ens indre "jeg", (som hos Martinus), og derefter skal gennemarbejdes via den fysiske hjerne, så oplysningerne kan sættes i ord og symboler, andre kan relatere til.
Vore fysiske hjerner er jo fyldt med "filtre" som er forskellige fra person til person, (fordomme og manglende informationer at konkludere på) så vore analyser af mørket, giver jo af og til nogle følelser af frygt, eller af at noget er "forkert", på grund af disse "filtres" påvirkninger af det stof vi forsøger at tilegne os.
Altså kan en "sandhed" misfarves , gennem vor hjernes analyser, inden den når ind til vort inderste, mens Martinus fik sandhederne FRA sit inderste (uden tvivl), men han var blot begrænset af sin hjernes filter, til kun at kunne forelægge den sandhed for os andre, via brug af de kontekster, symboler og ordforråd, som lige Martinusses hjerne indeholdt, og som sandhederne skulle "ud igennem", for at vi kunne forelægges dem.
Så når vi derefter tager Martinusses sandheder til os, så kan dette igen kun ske, via en vej der går gennem vore fysiske hjerne, og altså igen med "fare" for en hvis forvrængning.
Det er skisme ikke let at udveksle erfaringer.
Og da er det godt hvis vi lærer at abstrahere fra disse "følelser", så de ikke "misfarver" vore konklusioner og også at personer som E T kan være med til at gøre os bevidste ned i "detaljerne" omkring lige disse forhold.
Mener jeg, fordi jeg selv lige finder det aspekt brugbart, i E T s fremlægninger.
Der er skam også ting jeg ikke helt ser nytte i hos E T, men det lader jeg blot ligge, for er det forkert, så skal det nok blive rettet med tiden, og er det rigtigt så skal jeg nok selv forstå det, når jeg er moden til det.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
(Indsætter lige dette citat så det er nemmere at forstå hvad jeg henviser til)
Derfor må man tilpasse lyset til dem, man er i kontakt med, så det bliver til velsignelse og ikke til forbandelse.
Hej Jan
Når du skriver det på den måde så kan man få den tanke at du mener at du udsender "det rigtige" lys og jeg tror ikke det er det du mener.
Jeg vil hellere sige at det gælder om at udsende det man er, for man kan ikke have nogen anelse om om man er lys eller mørke - specielt ikke for dem der skal modtage det man udsender og egentlig heller ikke om sig selv (før man får kosmisk bevidsthed).
Man kan også sige at vi allesammen sender lys ud hele tiden. Vi kan simpelthen ikke andet for det vi sender ud er lys for os.
Accepten af dette er at flyde med strømmen og være et med Gud.
Med kærlighed
Lars
Hej Venner.
Jeg tror at livet er meget mere "kompliceret" indrettet end vi kan se det i nuet.
Derfor må det være accepten af nuet, der er det væsentligste, fremfor jegets i nuets "dom" over dets indhold.
Hvis nu forsynet tænkte at lige jeg ville have gavn af et skub i en given retning,(det er jo også en del af forsynets arbejde, at styre karmaudløsningerne, mener jeg) og derfor påvirke forsynet et eller flere af mine medmennesker til at handle ( i mine øjne uretfærdigt) imod mig, og skulle jeg da ikke forsøge at se "nuet" som Guds kærlige tale til mig, og ikke begynde at bebrejde mine "næster" for deres opførsel overfor mig.
Jeg kender jo ikke i "nuet", hvilken gavnlig effekt jeg selv får senere af disse "uretfærdige" oplevelser, (som jo hovedsageligt består af egen karma).
Så ens "fjender" bør man derfor elske som sig selv, for man ved jo slet intet om "hvad" der lige har givet dem den "impuls" at være imod ens væsen eller uretfærdig mod en eller til at handle som de nu gør.
Uretfærdighed eksisterer jo reelt ikke, indenfor kosmologien.
Kærlige Hilsner fra Avatar
Hej Lars,
Det var en inspiration jeg fik. Den var ikke specielt myntet på mig. Men på alle.
Jeg har jo stadigvæk alle mine ufuldkommenheder, som jeg arbejder med at overvinde. Og når jeg ikke kan forhindre, at de træder i funktion, så udsender jeg jo ikke "lys", men "mørke".
Men når man kan mærke man har fred i sig selv og i sit hjerte. Når man ikke føler nogen antipati, men kan mærke, at det, man siger og skriver, udspringer af en følelse af glæde og længsel efter at gavne, så giver det jo en vældig stor indikation af, at man er på rette spor.
Hvis man kun føler sympati for dem man taler med eller om, så må det vel være lys, man udsender, hvad skulle det næsten ellers være?
Så jeg synes, man har nogle ret gode "signallamper", hvis man er åben for at se nøgternt og klart på dem.
Hvis man vil skærpe sit lys, gælder det jo om at skærpe sin opmærksom for, om det vitterligt er lys, man sender ud.
kærlig hilsen
Jan
.
Hej Jacob,
Jeg synes, det du skriver er rigtig godt.
Jeg vil gerne supplere med at sige, at ud over at give accept, er det også vældig godt at give forståelse. Og med det mener jeg, at forståelse er stærkere end accept. Det kan godt være, man kan acceptere noget, men det er ikke sikkert, man kan forstå det.
Så derfor er forståelse en vigtig brik i healingsprocessen.
Hvis man fx. mærker efter: Hvad mærker jeg i mit hjerte? Og man mærker, at der er sorg, så er det godt, at give denne sorg lov til at være der, altså accept, men også at vise den forståelse. Og det man ikke forstår, kan man give positiv opmærksomhed, som kan føre til forståelse. Man kan fx sige: "Jeg kan se, at du er ked af det. Hvad er du så ked af?". Det giver mulighed for, at man kan gå mere ind i sorgen og udtrykke, hvad det er, der gør ondt. Når man så får det at vide, så kan man sige: "Nå, du bærer på sådan en smerte, så kan jeg godt forstå, du er ked af det. Det er der ikke noget at sige til"
Så rummer man smerten og viser den omsorg og gør den legitim, i stedet for at skælde den ud og bede den om at gå sin vej.
Og det samme kan man gøre med vrede og alle andre vanskelige følelser. Forsøg at rumme dem med omsorg i stedet for at fraspalte dem med kulde og angst. "Jeg kan godt forstå, du er vred" - "Jeg kan godt forstå, du har det svært", "Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis jeg kan".
Det er jo kærligheden man kan rette mod sig selv - og kan man ikke, så kan man bede om hjælp til det - og ved at tilføje omsorg til de steder, hvor der er smerte og ulykkelighed, så kan man bedre på det. Og når vreden kommer, så kan arbejde på at tilgive den fra sit hjerte. Når angsten kommer, så kan man også arbejde på attilgive den, og interessere sig for den, lytte til den, og spørge den: hvad vil du fortælle mig? Hvad er det, jeg skal vide? På den måde kan man også få visdom fra sig selv, som man ikke anede man havde.
Når man bliver god til at tage omsorg for sig selv og sin egen ulykkelighed, så man efterhånden ikke mere er ulykkelig man glad og taknemmelig, så kan man også begynde kvalificeret at gøre det samme for andre, som har brug for det og ønsker det.
kh
Jan
.
Hej Jacob,
Det lyder som en meget god idé. Det tror jeg, jeg vil prøve.
kærlig hilsen
Jan
Smukt Jacob!
Med kærlighed
Lars
.
Opererer Tolle med udødelighed, eller gør han ikke,
Kærlig hilsen
Holger
Hej Holger.
Det gør han. ...og reinkarnation.
Det er kun det han kalder formernes verden der forgår.
Kh. Ejby
Tak Ejby,
Kærlig hilsen
Holger
.
Skriv et svar