Hej Alle.

  For mig har udtrykket "at leve i nuet" ikke så meget at gøre med fortid, nutid og fremtid, som det handler om sansning og følelse.

  At leve i nuet, er at tillade sig selv at sanse og føle det ens omgivelser siger til en (guds direkte tale).

  Dette kan besværliggøres af ens ego, hvis dette fordrer intellektuelle "forklaringer" på alt man oplever, enten for at sikre sig (fra egoets side) at det man gør eller oplever, er til gavn for ens egen udvikling, eller for at beskytte sig selv, for netop at komme til at føle noget "negativt", som både Martinus og Eckhart vist kan tolkes (hvis man vil det)  for at være tegn på at man er "ude af balance".

  Dette "ego" vi alle indeholder, foretager jo altid sine valg, på baggrund af ønsker, behov eller begær, så det er ganske logiskt for egoet, at ville beskytte sig selv mod at føle noget ulykkeligt eller "negativt" da det jo ikke er specielt ønskeligt.

  Derfor vil Martinusses udtalelse om at "alt er såre godt", let kunne blive "misbrugt" af ens "ego" til at foirhindrer en i at føle den medfølelse eller medlidenhed med andre, man burde føle, for selv at udvikle sig, så man intellektuelt beskytter sig selv, ved at tænke, "Jamen alt er jo såre godt, så de lidelser jeg nu er vidne til at mine medmennesker gennemgår, bør jeg se på som værende både selvforskyldte (via karmaen) og også som værende noget der i sidste ende udvikler dem som gennemgår disse lidelser.

  Derved forsvinder medfølelsen eller medlidenheden, som man burde føle i "nuet".

  På samme måde kan "egoet" misbruge eckharts eller krinsamurti eller andre retningers råd, om at fjerne sig fra verden, via meditationer, eller opbyggelse af en indre ro, som skærmer en mod verden, og gør den til en "illusion" for ens eget jeg.

  Da sidder man blot bagved og tænker ikke mere over verdens lidelser eller føler med nogen som helst., men fokuserer kun på selv at føle/sanse lykke, via at fortrænge alt der kunne sætte "skår"! i denne lykke, altså man bliver som en munk der kun lever indenfor klosterets mure, og derfor slet ikke sanser den verden der er udenfor, men har nok i sig selv og sin egen "udvikling" eller opnåede lykketilstand.

  Begge dele anser jeg for at være lige så meget "opium for folket" som de gængse religioner beskyldes for at være.

  At leve i nuet er derimod i mine øjne, at man intellektuelt er bevidst omkring den retning ens liv har, som det overblik Martinusses materiale kan give en, på dette område, men at man samtidigt er i stand til at bevare den følelsesmæssige kontakt med sine omgivelser, så man lider og føler med disse omgivelser.

  Kan man ikke længere græde over andres ulykke, eller føle med andres nød, så lever man ikke i nuet, men i sin egen verden, hvadenten den så er intellektuel eller ren sansning.

  Vi er her jo netop for at udvikles gennem følelserne, og kan ikke udvikles gennem intellektet, Martinus siger selv, at det at man tager hans analyser til sig, blot skal anses for at være en hjælp i form af et "landkort" så man har et overblik over hvilken vej man skal bevæge sig, for lettest at nå det mål vi alle har, men at vi alle selv skal gå vejen, ingen kan springe over, ved blot intellektuelt at tage andres opfattelser til sig, som sine egne.

  Og vejen går via følelser og lidelser, så forsøger man på den ene eller på den anden måde at "undvige" disse lidelser eller følelser, så forstår man nok ikke "essensen" i det "landkort" Martinus giver til os.

  Men som nævnt vil ens ego" sikkert på mange måder, forsøge at få en til at foretrække det der af ens jeg føles som "bedst" i nuet, og er det at græde over andres ulykke ?, eller er det at overtale sig selv til ikke at føle noget, med begrundelse i at alt er jo såre godt, eller blot en illusion, eller at "Kan du ikke styre dine følelser, så er du ude af balance".

  Nogle så måske interwievet i går, på TV 2, med dansk/kineseren som havde oplevet jordskælvet i Kina.

  Hun fortalte at hun bare græd og græd, mens Kineserne omkring hende, mente at man skulle fortrænge sine følelser, undertrykke dem, og gøre sig stærk af hensyn til sig selv og andre.

  En sådan holdning er jo, (i mine 'øjne) netop tilhørende "den gamle verden", og det primitive aspekt, hvor mænd ikke græder, og man ikke viser sine følelser overfor omgivelserne, men undertrykker dem.

  Men vi er jo netop ved at nå så stor en udvikling af næstekærligheden, at vi (mange af os) ikke kan lade være med at føle med andre, uanset om vi kender dem eller ej, og det er også den vej vi skal, hvis vi skal udvikle os "rigtigt", og dette betyder jo ikke nødvendigvist, at vi så er ude af balance eller ikke intellektuelt samtidigt kan forstå det større "perspektiv".

  Når jeg ser (som jeg så i går) at hele den Kinesiske nation holder 3 minutters stilhed, for at mindes hvad der er sket for dem, og jeg ser de ansigter der viser på skærmen, så skærer det mig direkte i hjertet, og jeg græder, og får en indre "krampe" i sjælen, over disse menneskers lidelser, og det kan jeg bare ikke "lade være med", men jeg har da samtidigt også den intellektuelle side af mit jeg "intakt", så jeg forstår at disse ting sker i"overensstemmelse" med den guddommelige planlægning.

  Og oplevelsen af "smerten" gør mig heller ikke ude af stand til at reagere i selve situationen, men gør måske nærmere at jeg reagerer fokuseret på at stoppe eller at "afhjælpe" de lidelser jeg oplever.

  Blot oplever jeg netop "nuet" og de følelser dette nu indeholder, og hvis ikke jeg og andre gjorde det, hvad skulle så animere os mennesker, eller motivere os mennesker, til at ønske at arbejde for at verden bliver bedre?

  Det er jo netop det at vi kan føle sådan, der gør at vi fortsat udvikler os, og vi udvikler os jo netop hen imod en forståelse af at vi alle er "en", altså mod samhørighed med andre, og ikke hen imod en "isolering" af vort eget ego eller jeg, så vi individuelt kan føle os "frelste" eller uden for rækkevidde af alle disse "negative" ting der sker omkring os.

  Så for mig er denne debat omkring at leve i nuet eller at vælge Martinusses evighed, slet ikke det centrale, da vi enkeltvist selv tolker og sorterer (via vort egos ønsker) hvad vi vil ligge fokus på, både i Martinusses materiale og i Eckharts.

  Lægger vi fokus på at Martinus jo siger "alt er såre godt" (og opnår intellektuel tilfredsstillelse nok via dette udsagn), eller opfatter vi Martinus sådan, at det er vigtigt at føle alt, både negativt og positivt, for overhovedet at udvikle sig?.

  Og opfatter vi Eckharts opfattelser, som gående ud på at man skal leve uden at "tænke", altså blot føle., og helst kun føle positivt, og neglicere alt negativt, som værende noget man blot kan fravælge bevidst, eller opfatter man Eckhart, som sigende "lev i nuet og føl de følelser dette nu indeholder, både godt og ondt, og udvikkel dig så på grundlag af hvad denne "livets direkte tale" siger til dig, når du sætter tanker på dine oplevelser, efterfølgende.

  Så uanset hvilket "materiale" vi vælger at søge opfattelser i, så er det vi finder, ene og alene afhængigt af hvad det grundlæggende er vi søger efter, er det tryghed, er det egoets ønsker, er det udvikling (også selv om udvikling har omkostninger), er det viden vi kan "ophøje" os selv overfor andre med, er det egen frelse, eller hvad er det vi individuelt søger efter.

  Og her mener jeg da at Martinus er meget tydelig omkring hvad der er Guddommens hensigt med os alle, for siges det ikke, at vi skal udvikle os til at være væsener der er til absolut glæde  og gavn for alle andre levende væsener, og at eneste vej til at blivfe et sådant væsen, er via interaktioner med disse andre der omgiver os, så vi lærer at føle og lide med disse.

  Da vil enhver form for isolering af sig selv eller sine egne følelser, eller anden form for afskærmning fra omgivelserne, eller intellektuel "omskrivning" af det man føler jo give den direkte modsatte effekt.

  "nuet" indeholder mange ulykkelige følelser, også for os danskere, selvom vi langtfra kan anses for at være i forreste række, hvad angår "karmaudløsningerne" i øjeblikket, så det er vel logiskt nok at vore "egoer" forsøger at finde en "vej ud" af de negative omstændigheder der omgiver os, og som ser ud til at vokse og komme nærmere dag for dag, men vi kunne jo tage lidt morfin, så føler vi ikke de store smerter, eller opøve os i "fakirkunsten", så kan vi også optræne evnen til ikke at føle noget, men er det det der er meningen med vort liv, at vi skal flygte fra det som vi udvikler os mest af?

  Og som tidligere nævnt, mener jeg personligt, at en sådan "flugt" også kan ske, via at gøre Martinus eller Eckhart eller helt andre, til sin egen form for "opium for folket", hvis man tillader sit "ego" at vælge selektivt ud, hvad man ønsker at forstå og hvad man vil helt overse.

  At leve i nuet, kan derfor også være, at se sig selv og sine egne valg og disse valgs konsekvenser, "klart", uden at tillade sit "ego" at farve tingene, som dette "ego" ønsker.
  Herunder også at tillade sig selv at "føle", uden at lade "egoet" forstyrre hvad man føler, med intellektuel indblanding.

  Føl først og tænk og resoner bagefter, vil være mit råd, i disse sammenhænge.

  Kærlige Tanker fra Avatar.
 

Hejsa Avatar!

Takk for et meget godt og rørende/sigende svar, jeg er meget enig i mange af de ting du skriver. Jeg har det nogenlunde på samme måde når jeg ser fattige og de som er i nød, :'( det skærer virkeligt i hjertet og sjælen, det sker næsten per atomatik, og den følelse er jeg faktiskt glad for, og vil ikke være den for uden i nuet. :-*
Var Martinus aldrig ked eller såret? Tog han ikke synd i noget eller nogen? Græd han aldrig? 
Ved nogen noget om det?

Venligst Trixo.

Hej trixo

Hørte at Martinus græd da han skrev småbog påske - gjorde jeg da også da jeg læste den
i Martinus som vi husker ham er der også beskrivelse af tåre i øjnene på Martinus.

mvh
lars

  Hej Trixo og Larskrog.

  Personligt tror jeg Martinus har følt som alle andre, men blot i forbindelse med sin fokusering omkring det "intellektuelle" har været nødsaget til at analysere som han gør, og at dette så , omkring enkelte udsagn fra hans side, kan udlægges, som om han mangler noget på det følelsesmæssige område.

  Skal man "sammenligne" Jesus og Martinus, så er det jo 2 direkte modsætninger, da Jesus jo netop levede meget følelsesmæssigt, og led med omgivelserne, og forsøgte at heale disse lidelser, med de "kræfter" han var givet til formålet, men Jesus græd jo også over Jerusalems ødelæggelse, eller blev "harm" over hvordan "templet" blev "misbrugt", og udtrykte også egne følelser omkring sin korsfæstelse, samt søgte råd i forbindelse med denne, hos "højere brødre".

  Martinus fik givet nogle andre "kræfter", som lå på det intellektuelle område, men dette gør jo hverken Martinus ude af stand til at føle med andre, eller Jesus ude af stand til at tænke "intellektuelt, blot er deres "mission" grundlæggende forskellig.

  Essentielt hos begge er vel det, at det er via næstekærligheden, vi udvikles, og at denne næstekærlighed ikke kan opnåes, uden at vi opfatter os selv som en del af en helhed, og derfor ikke forsøger at undvige eller at isolere os selv, fra omverdenens lidelser.

  Og det er på det punkt, jeg mener man skal leve i "nuet" så man bevarer kontakten med omgivelserne og den virkelighed der omgiver os, og ikke isolerer sig selv fra denne "illusion", som vi ganske rigtigt lever i, men som dog har et meget vigtigt formål for vor udvikling.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Kære Ejby og MG,

Det er vist omkring fire år siden, at Ruth Olsen/Ny Impuls sammenholdt en række af E.T.'s udsagn, med 'Analyserne', et efter et blev de kasseret, og med god ret, de duede ikke, (fx tænkning er en sygdom) og det er forståeligt at R. O. ikke gennem de bizarre udsagn kunne se at 'manden' havde haft et glimt,
det medførte at Jeg i et lille indlæg forsvarede E.T. og bemærkede at han havde haft et glimt, (hvortil NI tilføjede 'kosmisk')

Ja, det er absolut muligt at vurdere E.T.'s glimt udfra M.'s Kosm. og endda i særlig grad, da det jo er fra Martinus side at Vi har fået kendskab til, og klarhed over et, for mange gådefuldt fænomen,
men et glimt kan i sig selv være meget gådefuldt, og ikke nødvendigvis bibringe opleveren klarhed,
og der er mange forskelligartede eksempler fra det virkelige liv, historien, litteraturen,
og her er E.T. blot et af mange,

når man nu kigger lidt på de mange beretninger om 'glimt', så er det tydeligt, at nogle er mere eller mindre intelligens-prægede, andre er mere eller mindre følelses-prægede,
derfor er det ikke svært at se, at Tolle's glimt hører til i den følelses-prægede ende,
og at hans analyser halter lidt bagefter,
ja, der er noget forvredent over Tolle's glimt, der blev udløst af en følelses-mæssig krise, og det er jo helt i tråd med hans eget begreb 'smerte-krop',

Jeg kan godt bekræfte at Vi er Evige, at der ikke er noget der er tilfældigt, at Ur-begæret er livets drivkraft, og meget andet,
men Vi må nok vente til der fremkommer personer på niveau med fx Walter Russell,
før at 'de tomme felter' i Kosmologien vil blive forklaret/suppleret/uddybet.

Kærlig hilsen
Holger

"Det er vist omkring fire år siden, at Ruth Olsen/Ny Impuls sammenholdt en række af E.T.'s udsagn, med 'Analyserne', et efter et blev de kasseret, og med god ret, de duede ikke, (fx tænkning er en sygdom) og det er forståeligt at R. O. ikke gennem de bizarre udsagn kunne se at 'manden' havde haft et glimt,
det medførte at Jeg i et lille indlæg forsvarede E.T. og bemærkede at han havde haft et glimt, (hvortil NI tilføjede 'kosmisk')"

Hej Holger,
att "kassere" ET utifrån TT låter för mig helt bizarrt! Det är som att "kassere" Schubert utifrån ABBA (eller tvärtom)... ET och TT är olika saker, olika sprog og perspektiv på åndelig udvikling. ET kan inte "förklaras" utifrån TT för det blir helt platt, och tvärtom: TT kan inte "förklaras" utifrån ET för det blir platt - dvs reduktionistiskt(*). Så ser jag det iaf. Kanske riktar de sig rentav till olika människor: de som vill ha mycket analyser og text resp de som söker transformation här og nu? Det finns många som funnit stor mening och inspiration hos ET og hos TT (många fler hos ET visserligen..), vilket visar att båda behövs og har något att förmedla i vor tid. Själv har jag läst hela TT, men det hindrar mig inte från att uppskatta ETs "A New Earth" f eks.
Ang ETs "kosmiske glimt" så är jag inte så säker. ETs upplevelse stämmer inte så bra på det Martinus kallar "kosmisk glimt". Den påminner snarare om satori inom zen. Men vem vet? Ken Wilber skiljer på "states of mind" og "stages of consciousness". Kanske har ET erfarit ett särskilt "state of mind" framkallat genom särskilda omständigheter, vilket påminner om det utövare av zen (og dermed i princip vem som helst) kan erfara? Og kanske hör Martinus snarare till kategorin ett annat "stage of consciousness", dvs ett evolutionärt steg fram eller op?

vh
markus

(*) Så här ser reduktionismen ut, som jeg ser det:
(1) Utifrån TT är ET en person som inte har "rigtig" kosmisk bevistdhed och som säger att man ska "sluta tänka", vilket är fel för Martinus har "rigtig" kosmisk bevistdhed og Martinus har sagt att...osv osv...  :-X
(2) Utifrån ET är TT bara ett nytt sätt att bygga upp ett ego, skapa grubblerier som hindrar en från att se verkligheten och genomskåda egot osv osv...  :-X

Hej Holger.

Jeg tror nu heller ikke, at Eckhart Tolle har fuld kosmisk bevidsthed. Og om
der er tale om "kosmiske glimt" har jeg også lidt svært ved at vurderer, både
i forhold til ham og mange andre. Det er heller ikke så vigtigt for mig at få sat
etiketten "kosmisk glimt" eller ej, på de forskellige.

Men jeg forsøger istedet at lytte til budskabet de kommer med.

Nu forstår jeg det ikke sådan, at E.T mener at tænkning er en sygdom. Men han
viser, hvordan vi tit og ofte er fanget i vanetænkning. Vi befinder os i tankerne
enten i fortiden eller i fremtiden, på en måde der gør at vi ikke er fuldt tilstede
i Nuet.

Tankerne handler tit og ofte om beklagelser omkring sin livssituation (offerrollen)
og hvordan tingene eller de andre "burde" være eller gøre. (dom)

Her er Martinus jo også inde på, at tænkningen har stor betydning. Og at man skal
træne sig op i, at aflægge sig de negative tanker omkring sin livssituation og sin
"dømmen de andre". Han kalder det bare, at blive fanget i et "mentalt fængsel" og
siger ligefrem, at forkert tænkning kan resulterer i sygdom.
Han kalder det også for usunde "tankeklimaer."

Martinus ville sikkert beskrive E.T`s painbody....som et forvokset følelseslegme eller
eller henvise til, at det er udtryk for en disharmoni mellem følelsesenergien og intelligens-
energien, som er et narturligt trin i den menneskelige udviklingen, som vi er på vej
til at vokse ud af - som disse 2 energier kommer i balance til.

Eckhart Tolle siger, at vi skal prøve at accepterer (sige Ja til) de ting der opstår
i nuet og de ting som ER en realitet i en given situation. At gøre modstand mod
livet, ved at mene at det som sker er "forkert" eller ikke "burde" være...er ikke
hensigtsmæssigt.

Martinus siger, at alt er i dybeste forstand "såre godt" og at intet af det som sker
er udtryk for tilfældighed. Han siger, at ingen kan komme ud for noget de ikke selv
i første omgang selv har været årsag til. Han taler om, at vi skal komme på bølgelængde
med Guddommen, og at vi skal opøve talent for skæbnemodtagelse. Han taler om,
at vi med tiden skal komme frem til, at blive mentalt suveræne.

Eckhart Tolle skelner mellem "The life of form" og den dybere essens af hvem vi virkelig
er, som ikke kan beskrives eller forklarers med ord....men som kan fornemmes i stilheden.

Martinus skelner mellem den fysiske krop, tyngdelegmet (X3), og X1 som det, som ikke kan
beskrives end andet som "noget som er" .

Eckhart Tolle taler om, at vi i vores essens ikke er adskilte fra hinanden...men er ET. Vi
er alle en del af den essens som er Gud.

Martinus skriver, at vi alle er en del af Guddommen. At livsoplevelsen er en "kommunikation"
mellem det enkelte individ og Guddommen....og i dybeste forstand Gud det "kommunikerer" eller
oplever sig selv. Gud er Alt og Alting er udtryk for Gud.

Det var blot nogle eksempler. Jeg synes jeg finder mange ligheder og klarhed.
E.T. taler mest om tænkning og Ego (samt følelser = pain-body)....som for mig, svarer
meget godt til vores udviklingstrin med hensyn til grundenergierne. Intelligens- og følelsesenergi
der skal komme i harmoni (+intuitionensenergien).

Ved at træne sig op eller øve sig i, at observerer tænkningen og pain-body, dvs offerrolle, dom, modstand og vanetænkning i fortid og fremtid, så får man efterhånden intelligensen
og følelsen under kontrol/harmoniseret. Det handler om, at blive opmærksom på og bringe bevidsthed
til sine tanker og følelser, så man ikke lever i ubevidste tanke- og følelsesmønstre/vaner.

Så vidt jeg har forstået, så siger Martinus at det er mental body-building, at forsøge at tilgive
sine fjener og se at man selv er årsag til sin skæbne og forsøge, at øve sig i at aflægge sig de negative tankeklimaer. Det er som alt andet i udviklingen, en træningssag. At arbejde med sit tankeklima finder jeg ligeså vigtigt som at blive vegetar. At holde op med at spise kød, er mere konkret....ens dårlige vaner mht vanetænkning er mindre håndgribeligt.

 At bringe opmærksomhed til sine tankevaner og automatiske følelsesmæssige reaktioner, mener jeg da er noget man finder i Martinus materiale også...bare sagt med andre ord. Og her har jeg personligt glæde af, at læse Eckhart Tolle som et "tilbehør".

Det er da muligt at Eckhart Tolle høre til i den følelses-prægede ende i modsætning til den intelligens-prægede. Men jeg ser nu ikke noget "forvredent" i det af den grund.

Kh Ejby

Hej Ejby.

Martinus beskriver alt skabt som X3, dvs. ikke kun fysiske men også åndelige legemer. Dvs. Martinus betragter både instinkt, tyngde, følelses, intelligens, intuisions og hukommelseslegemet som skabte ting - kan så ikke lige på stående fod huske, hvordan han ser på moderenergien, men det betragter han vist som tilhørende X2.

Hej Svend

Jeg er enig
Tog blot et enkelt element ud....kroppen (tyngdelegmet), som svarer meget godt
til, det Eckart beskriver som "The life of Form"....som iøvrigt ikke kun gælder kroppen
men alle fysiske genstande i universet.

Med hensyn til følelses energien og intelligens energien som i følge Martinus også er
noget skabt. Så passer det meget godt når, at E.T siger, at vi ikke er vore tanker
men den som tænker tanken og vi ikke er vore følelser. Tanker og følelser er ikke noget
vi ER men noget vi HAR.

Det er når vi indentifiserer os med tankerne og følerserne og tror, at det er hvad vi ER
og ikke blot noget vi HAR, at det går galt. For så har vi mistet kontakten til eller bevidst-
heden om, hvem vi virkelig er. Nemlig det "noget som er" (X1), bag tanken og følelsen.
Så har vi mistet kontakten til skaberen bag det skabte. Både når det gælder os selv og
Guddommen.

Når vi bliver opmærksom på, at følelserne og intelligensen (ligesom den fysiske krop) kun
er redskaber for skaberen, slipper vi indifikationen med disse og bliver opmærksom på
den dybere essens af hvem vi ER = skaberen. Og så er vi på vej hjem.

Når vi virkelig forstår, at tanker og følelser kun er redskaber, så har de ikke længere
magten over os, og vi bliver i stand til, at bringe dem under kontrol. Vi bliver istand til
at tage styringen og benytte dem til det de er..nemlig redskaber for livsoplevelsen.

På et tidspunkt i udviklingen, er vi totalt underlagt og styret af ubevidste tanker og følelser,
og det er her vi er længst væk fra Gud og har mistet kontakten til essensen af hvem vi
virkelig ER. (på det materialistiske/ateistiske stadie)

Det betyder ikke, at vi ikke skal tænke eller føle....men det handler om at tanke og følelse
skal transenderes til en ny sanseevne. (intuitionen).

Ved ikke om det gav mening?

Kh Ejby

Hej Holger

Når jeg tidligere er stødt på Eckhart Tolles tanker rundt omkring, har jeg altid haft svært ved at acceptere  hans udsagn om, at tanker er sygdom, leve i nuet osv. Men efter at have læst "En ny jord", må jeg revidere mine forbehold. Faktisk kan jeg ikke erindre noget i hans bog, jeg ikke kan få til at stemme overens med Martinus' verdensbillede.

Når vi fx reagerer over, at Eckhart Tolle snakker om "tænkning" eller "smertekrop", så mener han - som jeg har forstået ham - det, som vi med de kosmologiske briller evt. kunne kalde et udtryk for tyngdestyret intelligens eller følelse.

Og når han taler om at leve i nuet, så er det i et forsøg på at "kultivere" sanseevnen - det vil sige at opøve følelseslegemet (som jo er det bevidsthedsbærende legeme hos det færdigudviklede menneske) og afvikle tyngdeenergiens magt over jeg'ets bevidsthed.

Man kan selvfølgelig også sige, at hvis ikke vi kunne få alt til at passe ind i kosmologien enten som sandheden udtrykt i et andet sprog eller sandheden udtrykt af en ufuldkommen formidler - ja, så havde vi virkelig et problem. Heldigvis er problemet oftest, at der er tale om forskellige terminologier.

Hermed ikke være sagt, at jeg er stødt på nogen andre kilder overhovedet, der med samme logiske overbevisning som Martinus formår at forklare Livet i al sin vælde. Det gælder heller ikke Eckhart Tolle, som jeg bestemt ikke har mistænkt for at have fuld kosmisk indsigt - og hvis hans skulle have det, så er det åbenbart ikke hans opgave at give menneskeheden den fulde version af sandheden. Men ikke desto mindre er det - for mig - tydeligt, at hans indsigt, som han formidler den i "En ny Jord", er helt i tråd med Martinus' værker. Og samtidig er det jo tydeligt for enhver, at Eckhart Tolle i allerhøjeste grad har formået at formidle sin kosmiske indsigt, så den tilfredsstiller et overordentligt stort publikum over hele kloden.

Jeg finder bogen både tankevækkende og velskrevet, selvom den på ingen måde bærer præg af at være skrevet med "sansning fra oven" eller har intentioner om at give alle svar på én gang. Men i Eckhart Tolles tilfælde synes jeg, at det er ganske berigende og befriende at læse om Livet, som det ser ud hernedefra... Til min egen store overraskelse...

Venlig hilsen

Petersh

Ja, det er også mit klare indtryk, at Tolle er blevet meget bedre til at formulere sig,
og da hans 'glimt' er grader af intuition, er det vel ikke så mærkeligt at det (bag forhænget) stemmer overens med læren i kosmologien,

i korthed

Kærlig hilsen
Holger

Nu da Krishnamurti er nævnt i nogle af de første svar her,
synes Jeg at, til Dem der ikke kender til dette, 'Martinus Erindringer' s. 92. Lasse  (Lars Nibelvang) sendte omkring 1928 et brev til krishnamurti. I dette brev blev Krishnamurti gjort bekendt med min eksistens og mission.
På min 39-års fødselsdag den 11. august 1929 opløste Krishnamurti den sammenslutning, der var dannet om hans person, og han erklærede, at han ikke ønskede tilhængere.

på sin tur tilbage fra Japan i 1954 besøgte Martinus  Krishnamurti i Indien,

egentlig ville Jeg også ind på det med 'at leve i nuet', men det bliver ikke lige nu,

Kærlig hilsen
Holger

(ukorrekte data i indlægget er rettet,)

Hej Holger,
ett litet tillägg om Martinus og Krishnamurti: på forumet STT diskuterades detta för något år sedan, och en uppfattning verkar vara att Krishnamurti frasagde sig världslærer-rollen pga Martinus... Jag tycker inte den teorin håller. Krishnamurti sade inte att någon annan skulle vara världslærer eller nya tidens guru. Det han sa när han upplöste sin orden var att han inte erkände någon andlig auktoritet:

Krishnamurti: "All authority of any kind, especially in the field of thought and understanding, is the most destructive, evil thing. Leaders destroy the followers and followers destroy the leaders. You have to be your own teacher and your own disciple. You have to question everything that man has accepted as valuable, as necessary."

Vilket ska ses mot bakgrund av att K uppfostrades till att bli just "världslærer" av teosofer (Besant og Leadbeater). Efter uppbrottet fortsatte han att åka världen runt og hålla föredrag.

Brevet från Martinus till Krishnamurti sägs ha varit undertecknat med en symbol (ett flammande kors?) som invigda känner igen. Det har också sagts att Martinus i brevet uppmanar Krishnamurti att lära sig danska og läsa Livets Bog (det har också antydits att M og K känner varandra sedan tidigare inkarnationer). Hur det verkligen förhåller sig vet vi inte förrän brevet kommer fram (kanske står det något i Christiansens Martinus-biografi?). Men när Martinus väl mötte Krishnamurti i Indien finns inget som tyder på att K kände igen M. Og när M påtalade att K frasagde sig världslærer-rollen svarade K något i stil med "det där var ju länge sen". Han hade verkligen gjort en "break with the past".

Kære MG,

Jeg har ikke Kurt Christiansens M-bio. 
'det særlige tegn' har Tage Buch afsløret,
ja, man kan jo gøre sig mange tanker,
men det fremgår at det var på foranledning af M. at K. frasagde sin 'verdenslærer-rolle', og det er jo ikke tilfældigt at det var på M's 39-års-dag,
'Det hører jo fortiden til' var K.s bemærkning i 1954. (25 år senere)
i går da Jeg skrev om dette, kom Jeg til at tænke på, om 'brevet' mon stadig findes, det er dog ikke lige det der holder mig vågen om natten,
men spændende er det alligevel.

Kærlig hilsen
Holger

(dato'er rettet)

Hej igen,
jo, det er just detta jag menar var en ren tilfældighed.

Att Krishnamurti skulle välja födelsedagar og liknande formaliteter för sådana åndelige frågor verkar orimligt, särskilt som M var en person som inte ville uppmärksammas på det viset.

Detta är, som jag ser det, rent önsketänkande från martinusianers sida, og dessutom ologiskt.

Om K frasagde sig världslärarrollen pga Martinus skulle det ha framgått på annat håll, exvis av de som kände honom väl och som skrivit biografier. Är Martinus omnämnd i någon biografi om K? I don't think so.

Men det starkaste motargumentet är helt enkelt att Krishnamurti inte erkände någon världslärare. Se citatet ovan som är i samband med oplösningen av Order of the Star: "All authority of any kind, especially in the field of thought and understanding, is the most destructive, evil thing. /.../ You have to be your own teacher and your own disciple"
- det handlar inte om att någon annan var världslärare, utan för att verkliga sådana inte finns enligt K! Det var därför han avsade sig den rollen, og i protest mot en roll han påtvingats sedan barndomen av Annie Besant og Charles Leadbeater. Ganska naturligt.
Det er det mest logiske.

vh
markus

Kære Markus,

'Det stærkeste modargument',  bekræfter jo kun 'M.s lære', vær din egen guru,
jo mit ærinde var egentlig bare at nævne forbindelsen mellem M. og K.
men forbindelsen Lars Nibelvang/Krishnamurti spiller også sin særlige rolle.

Kærlig hilsen
Holger

Mja, Martinus lære är ju knappast att det inte finns auktoriteter på det åndelige området. Tvärtom är ju Martinus just en auktoritet, og betraktas också som sådan av de som läser TT. Så jag ser inte något stöd för att Krishnamurtis upplösning av sin orden hade koppling till Martinus sak eller person. Men jag ska inte strida om denna detalj og petitess . Här kan vi ju ändå bara spekulera. Og jag förstår att du främst ville nämna förbindelsen mellan M og K - det är intressant og höljt i dunkel. Man skulle ju vilja se det där brevet...

allt gott,
markus

Da jeg læste Nuets Kraft havde jeg den oplevelse at det faktisk bragte mit ego i fokus og dermed på en måde gav egoet mere magt. Ønsket om at være i stand til at leve i nuet, som jo må være en ego-ting, blev den største forhindring for faktisk at leve i nuet, eftersom mine tanker hele tiden forstyrrede ved at måle min evne til at være i nuet. Lidt af et paradoks.

Ikke desto mindre havde jeg stor glæde af bogen, specielt bruger jeg ofte teknikken med at tænke "Gad vide hvad min næste tanke vil være?" hvilket jeg synes er en god måde at bringe mig tilbage til nuet. Det er også interessant at fokusere på at se rummet mellem materien og høre tomrummet bag lydene. Tankemæssigt er det interessant at opleve dette som guddommen eller X1 i Martinus' kosmologi.

Jeg er efterhånden nået til den konklusion at evnen til at leve i nuet i høj grad er et spørgsmål om udviklingsniveau, hvilket fint bringer Martinus' verdensbillede ind. Jeg oplever at jo mindre jeg forsøger at være et udviklet menneske og jo mindre jeg forsøger at leve i nuet desto bedre lykkes jeg med disse ting. Jeg mener ikke det er mit formål at være eller at blive et udviklet menneske, men blot at være opmærksom på det menneske jeg er netop nu (hvilket er såre godt) og så er livet heldigvis indrettet så ideelt at jeg ikke kan undgå at udvikle mig.

Opmærksomhed omkring det jeg er, det jeg tænker og det jeg føler er for mig det vigtigste og der hjælper det mig at have vished om at alt er såre godt. Samtidig overvældes jeg af kærlighed og medfølelse for alle andre væsner og her kan det igen virke paradoksalt at jo mere jeg erkender at alt er såre godt desto mere medfølelse føler jeg for andre. (en kommentar til de tidligere indlæg i denne tråd: Ud fra dette og det jeg i øvrigt har læst er jeg overbevist om at Martinus var et menneske med enorm medfølelse og enorm kærlighed til andre.)

Martinus giver for mig en forklaring på alle overordnede ting, men siger samtidig at alt er såre godt og at jeg ikke kan være noget som jeg ikke har udviklet anlæg for endnu. Dette er med til at fjerne pres og mål som hører egoet til og gør mig dermed bedre i stand til at leve i nuet. Ud over Martinus minder dette mig mest om Buddhismens lære hvor jeg mindes om historien med den nye elev der spurgte mesteren hvor lang tid det vil tage at blive "enlightened". "10 år" sagde mesteren. "Nej, Nej du forstår ikke - jeg vil virkelig gøre mit bedste" sagde eleven. "Nåhh - jamen så tager det 20 år".

Med kærlighed

Lars

Kære Lars,

I Kosmos nr 4 2008. er et foredrag fra 7 jan 1945. 'Tiden, et åndeligt rum',
Jeg har plukket,-
'Det Vi kalder 'nuet', er i virkeligheden oplevelsen af Vor jegbevidsthed, Vort faste punkt. Det er selve evigheden. Udtrykket 'det evige nu' dækker altså over en realistisk oplevelse, men det ville ikke være nogen oplevelse eller realitet for det levende væsen, hvis der ikke eksisterede en kontrast til det faste punkt, nemlig bevægelsen. Gennem oplevelsen af bevægelsers forhold til andre bevægelser oplever det levende væsen ikke blot bevægelserne, men også - uden måske at tænke på det - stilheden eller sit eget jeg, der er selve evigheden.

overskriften til følgende afsnit;
Vi er altid 'midt i evigheden'

afslutningsvis, så er det når Vi til den tid hvor Vi kan materialisere en organisme på et øjeblik, at Vi for alvor er tidens herre, kort fortalt,

Vel mødt,
Kærlig hilsen
Holger

  Hej Alle.

  Et spørgsmål der er dukket op i mit hovede, i mine tanker, nu der tales om adskillelsen af jeget fra disse tanker, er dette:

  Hvis vi tænker med den fysiske hjerne, vi i øjeblikket har, og kan måle disse tankeprocesser som "elektriske impulser" af forskellig art, når vi tænker, hvad tænker vi så med, når vi ikke har et fysiskt legeme, altså hvordan tænke at man vil materialisere sig et fysiskt legeme, hvis man ikke har noget at "tænke" tanken med, før dette legeme er manifesteret ?

  Og hvordan "forme" dette legeme i tanken, uden en "hjerne" at tænke med, og uden "tidsforløb" at tænke i ?

  Har "jeget" sin egen hjerne, og tankeprocesser, forskellige fra den form for tanker vi har i fysisk form, og giver det så ikke også jeget, når dette er adskilt fra denne fysiske form, en fornemmelse af "tid"?

  Og består x1 i den situation så ikke også af x2 og x3, så x1 aldrig kan være noget "for sig selv", men altid vil være både x1, x2 og x3 på en gang, hvilket vil betyde., at man slet ikke kan isolere disse begreber fra hinanden ?

                    Kærlige Hilsner fra Avatar.