”Slå følge med den der søger sandheden, men vær på vagt overfor den der hævder at have fundet den.” Disse kloge ord blev ofte udtalt af den nu afdøde danske astrofysiker Jens Martin Knudsen ”marsmanden”. Han var en fremragende formidler af naturvidenskab, ikke mindst når det gjaldt hans drøm; en bemandet ekspedition til Mars. Kunne man finde bare spor af liv på Mars, ville det være et bevis på, at livet på Jorden ikke er et enestående fænomen i universet, men opstår alle steder hvor der er mulighed for det.

Naturvidenskabens højeste mål er at søge og afsløre sandheden om naturens indretning. Men ”sandheden” er et meget stort ord, som de færreste forskere tør at tage i deres mund. Forskere i dag er nødt til at grave sig dybt ned i et lille snævert forskningsområde, hvorfra man ikke kan undgå at miste overblikket og kontakten til de tusinder andre forskere, der tilsammen dækker forskning indenfor hele det kendte univers. Derfor kan man trygt søge sandheden gennem naturvidenskab, for der er få, der vil hævde at have fundet den, hvorved de bliver nogen, man skal være på vagt overfor. Og dog ligger der en selvsikkerhed i mange naturforskeres bevidsthed med baggrund i, at godt nok vil de ikke påstå at have fundet sandheden endnu, men det er kun er et spørgsmål om tid. Hjerne og gener må ligge inde med en stor del af sandheden sammen med forskning i de mindste partikler, det mørke stof og forholdene lige efter Big Bang. Åndsvidenskabeligt set, er det ikke muligt at finde sandheden om naturen og livet alene gennem forskning i materien.

Hvis sandheden skal frem, er jeg en af dem, man skal være på vagt overfor, for dersom der overhovedet findes én endegyldig sandhed om tilværelsens indretning, da må Martinus åndsvidenskab være et godt bud. Har man studeret dette værk i mange år, vil man være tilbøjelig til at lukke alle andre mulige store sandheder ude, for man kan hurtigt finde en svaghed ved de andres sandhed. Hvordan forholde sig til en sådan mulig indbildskhed? Indbildsk – man gør sig billeder i sit indre – at dette er sandheden, og dette billede styrer forståelsen af alt, hvad man oplever; man bliver ganske enkelt skæbnemæssigt offer for sin indbildskhed, og det føles rigtig godt! Historien beretter om mange forfærdelige eksempler på, hvad indbildskhed kan få mennesker til.

Vi mennesker har et stærkt medfødt talent for indbildskhed. Alle troende mennesker er nøgternt set indbildske ofte på den gode måde – tilstræb at elske din næste. Martinus forklarer, at menneskers individuelle forskelligheder har med konstellationen af grundenergierne at gøre. I den troendes bevidsthed er der en overvægt af instinktenergien kombineret med følelse, der endnu ikke på troens område er intellektualiseret. De klogeste på denne lille planet, de universitetsuddannede forskere, er nået længere end de rent troende, men er åndsvidenskabeligt set fanger af deres dominerende intelligens, der effektivt begrænser deres indsigt i livet til kun at handle om fysiske fænomener, der kan måles og vejes. Den åndelige side af tilværelsen vil forblive uvirkelig og dermed skjult for dem lige så længe, de ikke har fået udviklet en balance mellem følelse og intelligens, der giver adgang til en smule intuition. Både religion og videnskab spiller åndsvidenskabeligt set en væsentlig rolle i vores alles åndelige udvikling. Denne korte beskrivelse er på ingen måde fyldestgørende. Som man kan se, så mere end antydes det, at de, der forstår sig på Martinus åndsvidenskab, kan gennemskue alle andre. Samtidig står der, at forståelsen af Martinus åndsvidenskab hviler på en konstellation af grundenergierne, der gør det umuligt for den etablerede videnskab at bedømme denne åndsvidenskab som videnskab (se LB 7 stk. 2535).

Fra den etablerede videnskab kan vi således i bedste fald kun forvente venlig overbærenhed overfor sådan nogen, der mener gennem en åndsvidenskab at have fundet ind til hele sandheden. Den højeste sandhed for dem er nemlig, at hvert eneste menneske har sin egen sandhed, og hvad værre er, de søger altid bekræftelse af denne deres egen sandhed. Enhver er salig i sin egen tro! Enhver er lykkelig ud i egen indbildning! I den kyniske udgave hedder det: Man må aldrig fratage et menneske dets livsløgn, for de færreste kan leve uden en sådan. For det klart skuende intelligente menneske findes kun livsløgne, for der findes nemlig ingen sandhed om tilværelsen. Hvad skulle en sådan sandhed hvile på? Evolutionslæren viser, at udviklingen fra abe til menneske er fuldstændig tilfældig! At vi mennesker har udviklet evnen til at tænke, og derfor tager os selv, livet, vores følelser og tanker alvorligt, er dybest set indbildningen over alle indbildninger, nu da der hverken er et mål eller en mening med vores liv og udvikling. En sådan lokal logisk tankegang sætter mildt sagt al forskning og logisk tænkning i et mærkeligt lys. Det burde grundlæggende undre enhver forsker, at de overhovedet kan finde sammenhæng i noget! Samme forsker må indrømme, at forskning / viden forudsætter sammenhæng. Dermed kan alt ikke være lige sandt. Måske er der en overordnet sandhed om tilværelsens sammenhænge? Men hvor langt rækker den?

Åndsforskeren er sig dette tilfældigheds baserede syn på livet fuldstændig bevidst. Sådan må livssynet blive på et bestemt udviklingstrin. Det forudsiger den åndsvidenskabelige udviklingslære. Troen på meningsløsheden vil brede sig blandt intelligens dominerede mennesker over hele jorden, for hvor intelligensen dyrkes vil den vokse og langsomt men sikkert undergrave evnen til at tro med efterhånden store eksistentielle problemer til følge. Hvor længe kan et intelligent men også følsomt menneske leve konfronteret med en verden hvor lidelse florerer, og hvor ideen om livets totale meningsløshed er den højeste indlysende sandhed? En sandhed der tilmed tilsiger, at alle er i kamp mod alle, og kun det bedst tilpassede individ vil overleve – hvad der overfladisk set er helt korrekt. Dertil kommer, at Gud endeligt er indkredset til kun at findes i den menneskelige hjerne, og det samme må gælde moralen, etikken og alle disse tanker og drømme om næstekærligheden! Det er kun menneskeligt tankespind uden hold i virkeligheden! Mennesket må lære at leve uden indbildninger og illusioner om en højere sandhed endsige en Gud! Det er i en sådan verden åndsvidenskaben skal slå rod med bl.a. en indsigt i, at ”kærligheden” er universets grundtone. Det er en af flere grunde til, at man som åndsforsker gør klogt i at forstå sig selv med sin ene og store sandhed.

Martinus åndsvidenskab som sandhed giver også en indsigt i vigtigheden af ydmyghed, herunder en fuldkommen respekt for et hvilket som helst andet menneskes sandhed. Uden denne ydmyghed og respekt for næstens sandhed bliver åndsforskeren i sandhed en, som man skal være på vagt overfor.
Martinus åndsvidenskab er ikke en viden, der skal bekæmpe andre menneskers tro eller viden. Denne åndsvidenskab er et tilbud blandt millioner af tilbud i verden, en blomst blandt millioner af blomster, men en blomst med sin helt særlige duft / sammensætning af grundenergierne, som nogen føler sig uimodståeligt tiltrukket af.
Åndsvidenskaben skal ikke lave om på nogen, hvorfor skulle den det, samme åndsvidenskab beskriver jo, at det sørger livet / de mange fysiske inkarnationer selv for. Noget i naturen leder lovbundet hvert enkelt menneske mod en stadig højere grad af selvbevidsthed og indsigt i selve livets natur. Lidelsen er omdrejningspunktet i udviklingen af medfølelse og humanisme. Ikke lidelse for lidelsens egen skyld, men den lidelse vi ikke med vores viden og kærlighed til næsten kan undgå. De fysiske tilværelser handler om at gøre erfaringer, hvorved vi kommer til i stigende grad at kende forskel på godt og ondt.
Lige så naturligt, som vi via naturvidenskab er bragt til at forstå de love, der gælder for fysiske objekter i en fysisk verden, vil vi gennem livserfaringer og åndsvidenskab blive bragt til en viden om de love, der gælder for udvikling af den levende / livet selv. Som du sår skal du og høste! Gør mod andre hvad du ønsker, de skal gøre mod dig! Hvad du tilmåler andre, vil du selv få tilmålt! Døm ikke at du ikke skal dømmes! Gør godt mod dem, der tilføjer dig ondt! Gammelkendte troens læresætninger i en stor forklaringsramme, det er bl.a. hvad Martinus åndsvidenskab handler om og for øvrigt, når nu sandheden skal frem, indtil flere andre åndsvidenskabelige retninger.

Hvis vi på mindste måde bærer vores store sandhed med et islæt af hovmod og bedreviden, og det kan vi skjult for os selv meget nemt komme til, da vil livet selv også korrigere denne svaghed, ligesom livet selv korrigerer alle svagheder, ved at vi konfronteres med svagheden som en lidelse, der ikke kan undgå at udvikle os fremad.
Hovmodet kan f.eks. bestå i, at vi ikke tager vores næstes sandhed alvorligt – måske endda fordømmer den. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal overveje denne næstes sandhed, som større og mere sand end vores egen – og dog muligheden står åben. Vi skal navigere i en verden, hvor der findes én og kun én sandhed om tilværelsen og dens indretning – som vi måske er på sporet af – og samtidig findes der ligeså mange sandheder, som der er mennesker. Også åndsforskere nærer personlige sandheder, der er vigtige for dem. Hver af disse personlige sandheder må være af største betydning for mennesket dér, hvor det står, og det uanset hvilken livsfjendsk indbildning eller -isme mennesket bekender sig til.
Det må være en væsentlig kvalitet ved den ene og alt omfattende sandhed, at enhver er salig i sin egen sandhed og behøver denne salighed for at komme videre i sin udvikling. Fænomenet med de mange sandheder er en vigtig del af forståelsen af én absolut sandhed. De mange personlige overbevisninger / indbildninger vi indlever, gennemlever og udlever i evolutionens forløb fra abemenneske til menneske leder os lovbundet trin for trin til den ene alt omfattende sandhed. Som Martinus skriver i LB 1. stk. 10: ”Faderen, Forsynet eller Almagten lader nemlig aldrig en enkelt manifestation, ligegyldig hvad eller hvem denne manifestation så end måtte høre ind under, være mægtig nok til at overflødiggøre alle andre former for manifestationer, men benytter sig derimod i lige grad af alle eksisterende manifestationer tilsammen for at iscenesætte den for hvert enkelt væsens håb og længsler tilpassede salighed og lader derved ethvert levende væsen fremtræde som en absolut uundværlig rollehavende i det gigantiske eventyr, der hedder tilværelsen…”

”Jeg er vejen, sandheden og livet”, udtaler Jesus / Kristus om sin væremåde, handlinger, gerninger og hele eksempel. Martinus åndsvidenskab er en intellektualisering af Kristus og verdensreligionernes budskab om næstekærligheden / alkærligheden som en realitet. En realitet der styrer al evolution, indvikling og udvikling, ja udgør selve universets grundtone (LB 5- 1684). Denne åndsvidenskab er renset for al rituel dogmatik, som religionerne har dyrket op gennem tiden. Den er ikke en ny tros religion, men er religionens afløser. Den udgør en samlet logisk beskrivelse af naturens / verdensaltets / livets indretning. Denne videnskab vil med tiden blive efterspurgt, for ”noget i naturen” driver mennesket mod at stille stadig større spørgsmål og forstå stadig større svar.
”Noget i naturen” driver mennesket mod at forstå det, som vi tidligere kun formåede at tro. Religionerne fortæller i en troens form om nogle sandheder, der er evige. Der er intet nyt under solen! Fortællingen om, at vi er under skabelse i Guds billede efter hans lignelse, har i høj grad noget på sig.
Den, der vil indvende, at man da aldrig får en troende muslim, hindu eller buddhist til at acceptere Kristus som ”vejen, sandheden og livet”, har fuldstændig ret, og man kan tilføje, at det på en måde også gælder den troende kristne. Ingen i dag traditionelt troende mennesker vil kunne tage åndsvidenskaben til sig som videnskab. En epoke, hvor vi dyrker materialisme, materialistisk videnskab og afvikler evnen til religiøs tro, er af afgørende betydning for at kunne tage en åndsvidenskabelig tankegang til sig som videnskab. I denne epoke ”renses” mennesket bl.a. for troens tilknytninger og favoriseringer. Den, der søger sandheden som videnskab, kan ikke åndeligt være bundet op på fortidens trosdogmer. Derfor vil det ikke blive et problem for en tidligere troende muslim, hindu, buddhist eller kristen at tage en åndsvidenskab til sig, der tilsyneladende favoriserer den ene religions store profet. Er det et problem, er vedkommende ikke frigjort til at behandle religiøse spørgsmål på et åndsvidenskabeligt grundlag, for i åndsvidenskaben handler det ikke om personen, men om den indstilling og ånd personen eksemplifiserer.

Faldgruber er der nok af, og en af de store kunne være, at vi i vores optagethed af Martinus åndsvidenskab forveksler beskrivelsen af den måske ene sandhed om verdensaltets indretning med selve sandheden. Når Kristus udtaler: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” menes, ifølge Martinus, at han i hele sin væremåde og handlinger – altså i praksis – er ét med sandheden, ét med alkærligheden, ét med Gud. Det er noget ganske andet end at få teoretisk indsigt i sandheden ved at læse et bogværk. Teorien skal føre til en næstekærlig praksis i forhold til næsten. Det er praksis, der afslører sandheden som sandhed. Det er mange fysiske tilværelsers praktiske handlen i næstekærlighed, der efterhånden gør næstekærligheden til ”et organisk produkt”, et indbygget naturligt talent, der gør selve sandheden til vågen dagsbevidst virkelighed hinsides al teori.

Har du lyst til at gå i dybden med ”sandheden”, kan det anbefales at læse småbog nr. 3 ”Hvad er sandhed?”.

Med kærlig hilsen
Søren Olsen

Share This