MartinusForumDk

Af Per Bruus-Jensen

Hvad vi ser,
eksisterer ikke.
Hvad vi ikke ser,
er det virkeligt eksisterende.
Maharaj Charan Singh

Udgangspunkt:
Martinus’ vision 1921

Verdensaltet er ikke bare en død samling stof og energi, men et levende megavæsen af rent åndelig natur. Dvs. et immaterielt ”Noget”, der både kan og vil opleve, og som via virkeliggørelsen af dette opnår rådighed over såkaldt bevidsthed.

Ved bevidsthed forstås i samme forbindelse viden om væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren – herunder egen væren.

Som rent åndeligt er verdensaltet i sit dybeste grundlag et spørgsmål om immateriel tomhed og absolut stilhed, og da det i denne form er ukendt af mennesket, har Martinus valgt at udtrykke det ved bogstavet ”X”, der jo i matematikken står som symbol for den første ubekendte i en ligning. Og da verdensaltet yderligere i sin grundform heller ikke kan forklares ved eller sammenlignes med noget kendt, lader det sig kun definere som ”et navnløst Noget, der ér”. Men altså ”et Noget”, der ikke desto mindre både kan og vil opleve, og som herved de facto tilfører sig selv bevidsthed jfr. ovenstående definition. Dvs. viden om sig selv og sin egen væren…

At det immaterielle verdensalt vil opleve og på dette grundlag erkende sig selv, er iflg. Martinus begrundet i eksistensen af et såkaldt ur-begær, der på selvrefererende præmisser og med evigheden som forudsætning gennemsyrer det samme verdensalt.

Og at det ligeledes kan opleve og således formår at erkende sig selv, viser i samme forbindelse hen til eksistensen af en evne til at præstere dette. Altså en oplevelsesevne, idet det skal tilføjes, at både ur-begæret og oplevelsesevnen som ’dele’ af det immaterielle verdensalt iflg. sagens natur også begge har immateriel status.

Men hvordan er dette i praksis muligt…? Hvordan kan noget gennemført immaterielt i skikkelse af tomhed og absolut stilhed opleve og erkende sig selv…?

Det kan det heller ikke. I det mindste ikke som sådant. Men problemet overvindes iflg. Martinus ved, at det immaterielle Noget under indtryk af ur-begæret permanent og spontant træder i karakter som et tre-enigt funktionsprincip. Et funktionsprincip, der som sådant ganske vist er immaterielt, men som ikke desto mindre via det førnævnte ur-begær evner at frembringe et illusionistisk alternativ til denne sin egen basisnatur. Nemlig i form af den såkaldte stoflige verden og virkelighed, repræsenteret ved bl.a. det kendte, materielle univers med dets hær af stofpartikler, organismer, kloder, solsystemer og galakser mv.

Men igen: hvordan er dette dog muligt…? Hvordan kan det immaterielle frembringe det materielle i hele dets utrolige mangfoldighed af former, skikkelser og udtryk…?

Det kan det iflg. Martinus kun på et illusionistisk grundlag således at forstå, at hele den materielle verden og virkelighed rent faktisk ’ved roden’ er totalt immateriel og derfor må betegnes som et kæmpemæssigt blændværk. Men så genialt eksekveret, at det næsten er umulig at gennemskue. Selv for vor tids avancerede og skarpsindige naturvidenskab.

Den illusionistiske side af den materielle virkelighed, som den kendes i det daglige, kommer allerede til udtryk i den kendsgerning, at nævnte virkelighed i hovedsagen består af tomrum. Fx vil en kubikmeter råjern, der vejer godt 7,8 tons, svinde ind til mindre end en kvart kubikmillimeter, hvis den blev presset sammen, så dens stofpartikler lå tæt pakket uden mellemrum. Den vejer ganske vist stadig godt 7,8 tons, men størrelsesforskellen mellem den oprindelige kubikmeter og den sluttelige kvarte kubikmillimeter er slet og ret tomrum. Og således mht. alt andet i den fysiske materiesfære.

Men hvad så med de 7,8 tons partikler, der også må tages i betragtning; de må da retfærdiggøre vor tro på det materielle. Eller hvad…?

Nej, faktisk ikke! Iflg. Einsteins specielle relativitetsteori har de pågældende partikler status som 100% energi (masseenergi), og iflg. samme teori kan energi som sådan ikke gøre krav på status som noget materielt, men må tværtimod dybest set betragtes som noget immaterielt…

Rent faktisk udgør den tilsyneladende materielle virkelighed dermed indbegrebet af de såkaldte ”Mayas slør”, bag hvilke den immaterielle natur skjuler sig i rollen som dét ”Noget”, der både har frembragt illusionen, og som til gunst for ur-begærets tilfredsstillelse også oplever og erkender den. Og via dette som den egentlige pointe: indirekte erkender sig selv. Nemlig som just ”et Noget, der både kan og vil opleve.

Det tre-enige funktionsprincip

Den kosmiske ur-natur er altså ikke noget ”ingenting”, men til gengæld noget helt andet, end hvad vi med afsæt i vor kendte virkelighed for nuværende er i stand til at gøre os forestilling om. Nemlig ”et Noget”, der ud af sit eget immaterielle tomhedsdyb kan frembringe en direkte modsætning til dette, repræsenteret ved den såkaldt materielle verden og virkelighed. Ganske vist som et illusionistisk blændværk, men ikke desto mindre. Og samtidigt yderst overbevisende.

At det immaterielle Noget i praksis kan virkeliggøre den materielle illusion forklarer Martinus med henvisning til det forhold, at det pågældende Noget i virtuel form rummer et i virkeligheden uendeligt potentiale af skabende muligheder i sig. Muligheder, der med henvisning til ur-begærets rolle i sammenhængen på autonomt grundlag udnyttes på en maksimalt rationel og hensigtsmæssig måde. Nemlig derhen at den pågældende ’måde’ lige akkurat imødekommer det samme ur-begærs krav til oplevelse og selverkendelse.

Det praktiske udtryk for dette er i første række ’etableringen’ af det allerede indledningsvis omtalte tre-enige funktionsprincip, idet netop dette åbner op for en faktisk udnyttelse af samtlige øvrige skabende muligheder, der i virtuel form ’gemmer’ sig i det immaterielle verdensalt eller Noget.

Først og fremmest sikrer ur-begæret ved sin implicit subjektive status, at det immaterielle Noget naturligt og selvfølgeligt træder i karakter som indehaver af samme ur-begær. Dvs. gør sig gældende som subjekt med kompetence til at spille rollen som ikke alene princippet oplever (af bl.a. ur-begæret), men også som princippet skaber, i og med at oplevelse forudsætter noget at opleve og dermed tilvejebringelsen af et alternativ til den ikke erkendbare, immaterielle virkelighed som sådan. Dvs. den materielle illusion. Rollen som princippet skaber/oplever/subjekt tjener dermed som det første aspekt af det treenige funktionsprincip.

For imidlertid at kunne udfylde denne rolle er det naturligvis nødvendigt, at subjektet råder over en relevant, skabende formåen. På den ene side evnen til i praksis at kunne frembringe det materielle blændværk som sådant; og på den anden side evnen til at kunne registrere det samme blændværk som såkaldt oplevelse. Princippet subjektet må m.a.o. kunne mønstre en kombineret skabe- og oplevelsesevne, der således tegner sig som aspekt nr. 2 af det treenige funktionsprincip.

Endelig er det tredje aspekt repræsenteret ved resultatet af samspillet mellem de to første aspekter: subjektet og dets skabe-/oplevelsesevne; dvs. ”det skabte”, repræsenteret ved den materielle illusion som objektiv virkelighed på den ene side, og oplevelsen af den som subjektiv virkelighed på den anden side.

Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at de tre aspekter i praksis udgør en integreret og uadskillelig enhed. Nemlig verdensaltet set som et levende væsen i mega-format. I og med at de tre aspekter bag om deres respektive roller repræsenterer én og samme immaterielle basisvirkelighed, tegner de iflg. sagens natur tilsammen helt bogstaveligt et tre-enigt funktionsprincip. Ydermere et evigt, tre-enigt funktionsprincip, takket være det autonome moment i sammenhængen. Eller sagt anderledes: det tre-enige funktionsprincip har aldrig haft en begyndelse, og vil ligeledes aldrig få en afslutning. Det har med andre ord evigt gjort sig gældende, og vil også evigt bestå fremover.

Ikke desto mindre kan man som et rent tankeeksperiment forestille sig det immaterielle verdensalt uden præg af det tre-enige funktionsprincip og dermed i den ur-form af tomhed og absolut stilhed, der har bevæget Martinus til at omtale det som “X”. Denne fremgangsmåde vil nemlig forklare Martinus’ brug af udtrykkene X1, X2 og X3 , hvor X1 henfører til ”X” i rollen som princippet skaber/oplever; X2 til det samme ”X” i rollen som princippet skabe-/oplevelsesevne; og X3 til det nævnte ”X” i rollen som princippet det skabte/det oplevede. Altså det samme ”X” i tre principielt forskellige, samtidige roller af funktionel observans…

Idet det levende væsen i alle tilfælde ved roden udmærker sig som et evigt, treenigt funktionsprincip, formår det under sin evige eksistens at iklæde sig vidt forskellige ydre former, således som naturen i rigt mål demonstrerer.

Bag hver eneste form skjuler sig med andre ord det treenige funktionsprincip, og da dette som sådant mht. sin faktiske identitet er navnløst og uudsigeligt, har Martinus valgt et symbolsk udtryk for det, nemlig bogstaver ”X”. Og da det pågældende X henfører til alle tre funktionsaspekter af det treenige princip, ligger det samtidig nær at markere de nævnte tre aspekter som henholdsvis X1, X2 og X3, hvor X1 henfører til subjektet/Jeget; X2 til skabe-/oplevelsesevnen; og X3 til det skabte – herunder det oplevede.

Det treenige funktionsprincips virksomhed i praksis

Skal man i korthed forklare, hvorledes det tre-enige funktionsprincip i praksis løser sin illusionsskabende opgave, vil det være hensigtsmæssigt primært at rette opmærksomheden mod dets aspekt nr. 2: skabe-/oplevelsesevnens princip, idet dette aspekt med afsæt i ur-begæret kommer til udtryk som den faktor i vor kendte verden, vi omtaler som energi, og hvilket harmonerer med, at alt det stoflige (jfr. Einsteins berømte ækvivalensformel: E = mc2) i virkeligheden er mere eller mindre forklædt energi, ligesom alle materielle funktioner og processer rent faktisk er et spørgsmål om energiomsætning
– sanse-/oplevelsesprocesser inklusive.

Som det således fremgår, tager energibegrebet i Martinus fremstilling udgangspunkt i ur-begæret og ér i virkeligheden dette i dets alliance med en række supplerende faktorer af virtuel observans, tilhørende det immaterielle verdensdyb. Faktorer, der under indflydelse af netop ur-begæret tilsammen på autonom vis konfigurerer det tre-enige funktionsprincips aspekt nr. 2 og gør det operationsdygtigt. Altså skabe-/oplevelsesevnens princip – X2.

I praksis giver dette samspil mellem ur-begæret og de førnævnte virtuelle faktorer sig udtryk i tilblivelsen og eksistensen af syv såkaldte grund-energier, der alle har status som individuelle, skabende elementar-evner af mental natur, og som derfor også via ur-begæret på hensigtsmæssig måde direkte kan kontrolleres af subjektet/X1. Dette så meget mere som grundenergierne på autonom vis er organiseret på en ganske bestemt måde. Nemlig den, at én af grundenergierne – den syvende – tjener som bro mellem subjektet/X1 og de seks øvrige grundenergier, som den samtidig (fra sag til sag) ’afmåler’ og ’føder’ efter behov. Og netop denne position og rolle har meget naturligt tilskyndet Martinus til at omtale den syvende grundenergi som moder-energien, der således – rent operationelt – de facto er den første grundenergi.

Moderenergien tjener altså som subjektets/X1’s evne til med afsæt i ur-begæret at generere og kontrollere de seks øvrige grundenergier og dermed dét særlige sæt skabende elementarevner, der knytter sig til disse. Men hvorfor forekommer der lige præcis syv grundenergier. Kunne der ikke lige så godt være tale om flere end syv…? Eller for den sags skyld færre end syv…? Er der en særlig forklaring på dette…?

Svaret er ”Ja!”. Det skyldes iflg. Martinus, at de syv grundenergier ved deres respektive egenskaber samt den måde, de supplerer hinanden på, lige akkurat er dét der skal til for at det bliver muligt både objektivt og subjektivt at tilvejebringe indtrykket af et materielt modstykke til den immaterielle ur-virkelighed. OG fordi ’naturen’ ud fra et rationelt hensyn ikke befatter sig med overflødige ’værktøjer’ og virkemidler.

At det virkeligt forholder sig således, vil et nærmere studium af de enkelte grundenergier kunne bekræfte. En sådan indsats er dog ikke mulig på dette sted, og vi skal derfor nøjes med i det følgende at tegne et ultra kort signalement af hver enkelt grundenergi. Et signalement, der rent pointemæssigt allerede kommer til udtryk gennem de navne, Martinus har tilkendt dem hver især, og som er følgende: 1) instinktenergien; 2) tyngdeenergien; 3) følelsesenergien; 4) intelligensenergien; 5) intuitionsenergien; 6) hukommelsesenergien; og 7) moderenergien.

Som allerede foran oplyst spiller moderenergien rollen som en overordnet grundenergi i den forstand, at den både genererer, kontrollerer og koordinerer de seks øvrige grundenergier – de såkaldte arbejdsenergier. Og set i dette lys er moderenergien som tidligere sagt rent operationelt at betragte som den første grundenergi – kilden til de seks øvrige. Hvoraf følger, at det også er relevant at indlede redegørelsen for grundenergiernes karakteristika med et signalement af netop moderenergien.

Overordnet grundenergi: Moderenergien.
Med det, der allerede er sagt om moderenergien, turde det være klart, at denne grundenergi i praksis tjener som indbegrebet af subjektets skabe-/oplevelsesevne/X2, hvorfor det heller ikke kan undre, at Martinus supplerende omtaler den som ”det guddommelige skabeprincip”.

Særligt to forhold bekræfter, at moderenergien lever op til dette ophøjede prædikat:

a.
På velkontrolleret måde ’føder’ den som sagt efter behov – og dermed fra ’sag til sag’ – de seks øvrige grundenergier i hensigtsmæssige kombinationer eller blandingsforhold og muliggør herved, at skabelsen kan varieres i det uendelige.

b.
Ydermere bidrager den til skabelsens mirakel gennem formidlingen af en serie såkaldte ”kosmiske skabeprincipper”, der som et sæt morfogenetiske effektkonstanter på den ene side overordnet og uafbrudt sikrer tilblivelsen og dermed virkeliggørelsen af den materielle illusion som sådan, og som på den anden side garanterer, at denne virkeliggørelse også evigt finder sted i pagt med en nærmere bestemt kosmisk verdensorden, således at resultatet af den løbende skabelse permanent har karakter af et KOSMOS – et ordnet verdensalt, i hvilket selv kaos er en del af tingenes orden.

Vi skal senere vende tilbage til de kosmiske skabeprincipper, men her først kaste et blik på de seks øvrige grundenergier og disses egenskaber – de såkaldte arbejdsenergier – idet det i praksis er dem, der genererer den materielle illusion og således primært tegner denne i dens egenskab af ”det skabte”.

I samme forbindelse skal det nævnes, at Martinus har navngivet de seks arbejdsenergier i henhold til den måde, vi som mennesker registrerer dem i vort bevidsthedsliv, der jo netop er en frugt af arbejdsenergiernes tilstedeværelse og virksomhed i vor fysiske organisme.

1. Første arbejdsenergi: Instinktenergien. For instinktenergien gælder det, at den er eksponent for alt, hvad der kommer ind under begreberne automatik, automation, autonomi (rutiner, konservatisme mv.).

2. Anden arbejdsenergi: Tyngdeenergie. I samme forbindelse er tyngdeenergien eksponent for begreberne ekspansion og dynamik, hvilket bl.a. indebærer, at den også er hovedkomponenten i fysisk stof som koncentreret bevægelseskompleks betragtet og i samme forbindelse hovedansvarlig for egenskaben masse (hvilemasse/vægt/tyngde); deraf netop navnet tyngde-energien.

3.Tredje arbejdsenergi: Følelsesenergien. Omvendt er følelsesenergien eksponent for alt, hvad der kommer ind under begreberne
kontraktion/impulsion (sammentrækning), registrering og regulering af dynamik.

4. Fjerde arbejdsenergi: Intelligensenergien. Mht. intelligensenergien er denne eksponent for domænet analyse, hensigtsmæssighed, logik og fornuft.

5. Femte arbejdsenergi: Intuitionsenergien. Og i samme forbindelse er intuitionsenergien eksponent for domænet synteseskabelse, design– og idéskabelse.

6. Sjette arbejdsenergi: Hukommelsesenergien. Endelig er hukommelsesenergien, som ordet siger, eksponent for alt, hvad der kommer ind under begreberne akkumulation, bevarelse og arkivering.

På disse seks skabende grundevner hviler altså iflg. Martinus overhovedet AL skabelse i det manifeste verdensalt sådan at forstå, at det pågældende verdensalt simpelthen ER disse seks grundenergier – består af dem, idet det skal tilføjes, at de tre første primært er materieskabende og dermed hovedansvarlige for det manifeste verdensalts fremtræden som et objektivt stof- og bevægelsesocean, medens de tre sidstnævnte primært er bevidsthedsskabende og dermed hovedansvarlige for det samme verdensalts subjektive fremtræden som livsoplevelse og bevidsthed for subjektet/X1. Men i og med at de seks arbejdsenergier alle på kontrolleret vis udspringer af moderenergien og dermed i virkeligheden er specifikke former af denne, sætter moderenergien også sit eget præg på det manifeste univers. Nemlig via de tidligere omtalte kosmiske skabeprincipper, som den er eksponent for, og som helt autonomt sikrer tilstedeværelsen af en kosmisk verdensorden i det manifeste univers – såvel på det objektive som på det subjektive plan af dette. En verdensorden, der som sin egentlige pointe udtrykker opfyldelsen af de særlige betingelser, der ved roden er selve forudsætningen for tilblivelsen og eksistensen af det manifeste alternativ til den immaterielle ur-natur. Altså det materielle verdensalt…

Signalement af de kosmiske skabeprincipper

Som allerede foran oplyst, er de omtalte kosmiske skabeprincipper at definere som et kontingent af morfogenetiske effektkonstanter forstået på den måde, at de hver især yder et karakteristisk bidrag til den nævnte verdensorden og derfor også alle på hver sin måde sætter deres præg på det manifeste verdensalt. Et præg, der begrunder de navne, Martinus har knyttet til dem, og som for de 8 vigtigste lyder: polprincippet, livsenhedsprincippet, kontrastprincippet, perspektivprincippet, bevægelsesprincippet, talentkerneprincippet, kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet samt verdensgenløsningsprincippet. Således er fx polprincippet ansvarligt for eksistensen af alle mulige polære forhold og tilstande i den manifeste verden; og tilsvarende er bevægelsesprincippet i pagt med sit navn ansvarligt for alle mulige bevægelsestilstande, og således fremdeles: kontrastprincippet for modsætningsforhold, perspektivprincippet for størrelsesforhold osv. osv.

Ligesom delen spejler helheden, således spejler individet/gudekvantet også guddommen, og omvendt.c by Martinus Institut DK. Se forklaring til symbol her: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7/

Et særligt vigtigt skabeprincip at give agt på er stof- og livsenhedsprincippet, idet dette er ansvarligt for den manifeste virkeligheds fraktale og kvantiserede natur og præg. Altså dens opsplitning i enheder af enhver art. Herunder organismer for levende væsener. Dette fraktale præg er nemlig udtryk for, at det levende verdensalt på det manifeste plan har opsplittet sig selv i levende enheder – i tre-enige livskvanter eller levende væsener – og herved har brudt dén kosmiske ensomhed, der ellers ville være gældende for det altomfattende megavæsen.

Til nærmere belysning af de 8 vigtigste skabeprincipper skal i øvrigt anføres:

Polprincippet
Effekt: alle polære tilstande. Fx plus/minus, nord/syd; han/hun; afsendelse/modtagelse af energi ect.

Kontrastprincippet
Effekt: alle slags kontraster og modsætningsforhold. Fx dag/nat; lys/mørke; sort/hvidt; surt/sødt; behag/ubehag; godt/ondt; smukt/grimt; glæde/sorg etc.

Bevægelsesprincippet
Effekt: alle bevægelsesformer – deriblandt tid, rum og forvandling samt stof/materie.

Kredsløbsprincippet
Effekt: alle kredsløbsformer i såvel mikrokosmos som i mellem- og makrokosmos –herunder formningen af skæbnedannelse jfr. devisen: man høster, som man sår.

Stof- og livsenhedsprincippet
Effekt: materiens/energiens opdeling kvanter, partikler, celler, organer, organismer, planeter, sole, galakser etc.

Talentkerneprincippet
Effekt: alle former for erfaringsakkumulering i stabile lagringsenheder – talentkerner – som muliggør og fremmer de pågældende erfaringers genanvendelse (vigtig for bl.a. indlæring, udvikling, evolution mv.). Som formskabende effektkonstant betragtet er talentkerneprincippet yderligere relevant for den nye epi-genetik inden for biologien, idet de resulterende talentkerner også øver indflydelse på de til DNA-spiralen knyttede gener.

Perspektivprincippet
Effekt: alle perspektiviske effekter; deriblandt proportioner, størrelsesforhold, gradsforhold, betydninger, spiralskabelser, hierarkiske systemer mv.

Forældreprincippet
Effekt: alle former for beskyttelse, undervisning og krav til praktisk læring/træning.

Moderenergien og den kosmiske verdensorden

Det er ved flere lejligheder blevet nævnt, at moderenergien via sine iboende skabeprincipper er garant for eksistensen af en urokkelig kosmisk verdensorden, der er så konsekvent eksekveret, at selv kaos kan ses som en del af tingenes orden. Helt tydeligt og iøjnefaldende kommer denne orden bl.a. til syne via den foranstående redegørelse for stof- og livsenhedsprincippet, og endnu mere åbenlyst viser den sig i samspillet mellem moderenergien og de seks øvrige grundenergier. Nemlig via dén særlige orden med tilhørende mønster dette specielle samspil jfr. efterfølgende redegørelse evigt følger.

Grundenergierne og Jegets åndelige legemer

Det er flere gange blevet nævnt, at det levende væsen i Martinus fremstilling er udødeligt og således har evighedsnatur, men uden at det er blevet forklaret, hvorledes dette går til, idet vi jo alle er bekendt med, at i hvert fald vort fysiske legeme ikke er udødeligt – tværtimod. Forklaringen er imidlertid, at alle levende væsener i første række råder over en fysisk usynlig parafysisk organisme, der er hævet over enhver form for død og forkrænkelighed, men som i perioder kan supplere/’forlænge’ sig selv med et fysisk legeme, der til gengæld er både skrøbeligt og i allerhøjeste grad dødeligt, således som dagligdagen i rigt mål dokumenterer.

Det er med andre ord helt og holdent den parafysiske organisme, der sikrer individets udødelighed, og som den pågældende organisme beskrives af Martinus, er den opbygget som en kombination af seks parafysiske organsystemer, han kalder ”åndelige legemer”, og hvoraf der altså er ét legeme for hver grundenergi, idet det enkelt legeme simpelthen tjener som omsætningsredskab for én af grundenergierne.

I samme forbindelse gælder det, at legemerne har navn efter den grundenergi, de hver især er omsætningsredskab for, således at Jeget i praksis råder over et instinktlegeme, et tyngdelegeme og et følelseslegeme samt et intelligens-, intuitions og hukommelseslegeme.

Endelig er også moderenergien repræsentant for et legeme. Et legeme, som de seks øvrige legemer er rodfæstede i samt udspringer af, og som garanterer deres evige beståen og funktionsmåde. Dette syvende legeme omtaler Martinus i pagt hermed som Jegets evighedslegeme.

Det skal nu oplyses, at de seks underordnede legemer på foranledning af indflydelsen fra evighedslegemet og moderenergien med de heri virkende kosmiske skabeprincipper alle hver især er genstand for en kredsløbspræget vækst- og reduktionsproces, der for hvert enkelt legemes vedkommende forløber gennem seks hovedstadier: et minimalstadium, to vækststadier, et kulminationsstadium og to reduktionsstadier, hvorefter legemet atter træder ind i minimalstadiet – det såkaldte latente stadium. Og processen begynder nu forfra, men på et højere niveau, knyttet til et overliggende organismeprincip.

Imidlertid følges legemerne ikke ad i samme takt (fase). Tvært imod er de mht. dette indbyrdes forskudt på en sådan måde, at de altid tilsammen i Nu’et fremviser alle seks mulige stadier, hvilket har fundet udtryk i det efterfølgende diagram, der i samme forbindelse kortlægger det mønster af kombinationer, i hvilket de seks sekundære grundenergier (arbejdsenergierne) indgår med hinanden i hvert af de seks naturriger, som de i fællesskab genererer. Og fordi naturrigerne i praksis er repræsenteret ved og består af kategorisk forskellige livsformer med tilhørende karakteristiske organismer (planteriget af plantevæsener; dyreriget af dyrevæsener osv.) dækker det samme diagram også automatisk den kosmisk-kemiske opbygning af de væsener, der befolker dem hver især –ja, som i virkeligheden konstituerer dem. Se i øvrigt det efterfølgende diagram med tilhørende diagramtekst.

Diagram over grundenergiernes kombination i det levende væsen under dets passage af 2 spiralomløb.

De seks lodrette figursøjler symboliserer de seks parafysiske legemer: instinktlegemet (1); tyngdelegemet (2); følelseslegemet (3); intelligenslegemet (4); intuitionslegemet (5); og hukommelseslegemet (6).

Læses diagrammet nedefra og op, ses det, at hvert af legemerne i pagt med ”tidens pil” (se venstre side af diagrammet for neden) gennemløber en vækst- og reduktionsproces, der spænder over seks stadier, svarende til et spiralomløb. I praksis drejer det sig om et minimalstadium; to vækststadier; et kulminationsstadium samt to reduktionsstadier, der afløses af et nyt minimalstadium, og således fremdeles i al evighed (her er vist to spiralomløb, taget ud af helheden).

Læses diagrammet vandret, ses legemernes positioner og dermed de tilhørende grundenergiers forskellige kombinationer i de seks naturriger, idet legemernes vækst- og reduktion ikke forløber i samme takt eller fase, men er indbyrdes forskudt på en sådan måde, at alle seks stadier altid er repræsenteret i Nu’et. Således danner kombinationen med instinktenergien i kulminationsstadiet det naturrige, vi oplever som planteriget (I). Tilsvarende danner kombinationen med den kulminerende tyngdeenergi dyreriget (II); den kulminerende følelsesenergi det rigtige menneskerige (III); den kulminerende intelligensenergi visdomsriget (IV); den kulminerende intuitionsenergi den guddommelige verden (V), og endelig den kulminerende hukommelsesenergi salighedsriget (VI). Herefter gentages riget med den kulminerende instinktenergi, og således fremdeles uden ophør såvel i fortid som i fremtid.

Idet mennesket befinder sig i afslutningen af dyreriget i vort eget spiralomløb (nederste skraverede zone), kan vi undersøge dette tilværelsesplan nærmere. Det ses, at instinktet (1) er i færd med at aftage. Samtidigt er intelligensen (4) i begyndende vækst. Tyngdeenergien (2) er kulminerende, medens intuitionsenergien (5) befinder sig i sit minimalstadium. Endelig er følelsesenergien (3) i fremskreden vækst, hvorimod hukommelsesenergien (6) er i fremskreden reduktion.

Som grundenergierne i den skraverede zone er kombineret, befinder væsenet (dyret) sig i en situation, hvor det i medfør af tyngdeenergiens stærke position kulminerer i fysisk udfoldelse, samtidig med at det som følge af intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergiens svage stilling er praktisk taget uvidende om den åndelige og intellektuelle side af tilværelsen.

Cifrene 20, 40 osv. henfører til det indbyrdes relative styrkeforhold mellem grundenergierne: instinktenergien er mht. præstationskraft svagest, medens intuitionsenergien lige modsat er stærkest. Og resten ligger jfr. tallene et sted derimellem.

Området, der dækkes af romertallene I-VI), henfører til det spiralomløb mennesket p.t. er knyttet til, og som det passerer via ét og samme organismeprincip (primat-princippet).

Neden under dyrets/menneskets spiralomløb (I-VI) ses i nærværende diagram afslutningen af et tidligere omløb, ligesom der oven over dyrets/menneskets spiralomløb ses begyndelsen til et kommende fremtidigt omløb – for begges vedkommende med tilknytning til et andet organismeprincip end det nuværende; i førstnævnte tilfælde et underliggende, og i sidstnævnte tilfælde et overliggende organismeprincip…

Tages det til slut i betragtning, at det 100% er moderenergien og dens iboende skabeprincipper, der både evigt og super nidkært styrer og bestemmer disse komplicerede forvandlingsforløb, kaster alene dette ene eksempel et klart lys over den rolle, moderenergien spiller i forhold til eksistensen af
en urokkelig, kosmisk verdensorden. Det så meget mere som det her præsenterede diagram også indirekte spejler indflydelsen fra både bevægelsesprincippet, kredsløbsprincippet, talentkerneprincippet, kontrastprincippet og perspektivprincippet…

Konklusion/Syntese

Den operationelle sammenhæng i tingene er altså med udgangspunkt i en altomfattende, immateriel ur-natur den, at ur-begæret ved sig selv på tre-enig vis forløser subjektet, moderenergien og de seks øvrige grundenergier fra deres ’form’ som virtuelle ’anlæg’ i den pågældende ur-natur og herved afstedkommer grundlaget for tilblivelsen af et materielt alternativ til denne med status som en raffineret illusion. Nemlig det kendte univers med alt, hvad det ér og rummer… (Opsøg evt. M.C. Eschers berømte tegning ”Metamorphose”.)

Omvendt indebærer stoffets immaterielle basisnatur, at det på et teknisk grundlag både i princippet og rent praktisk er muligt at de-materialisere og re-materialisere det fysiske stof og på dette grundlag teleportere det lynhurtigt fra sted til sted. Og hvad mere er: Martinus spåede ved flere lejligheder, at menneskeheden en dag ville nå frem til at beherske denne eventyrlige teknik…

Fænomenerne livsoplevelse/bevidsthed – det subjektive virkelighedskompleks

Tilbage er der blot at gøre rede for, hvordan fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed kommer ind i billedet og dermed hele det subjektive virkelighedskompleks.

Rent principielt er det i virkeligheden ret simpelt set som et produkt af det treenige funktionsprincips funktionsmåde, idet de to fænomener (livsoplevelse og bevidsthed) meget enkelt kan defineres som et spørgsmål om den måde, skabe-oplevelsesevnen/X2 med samt dens objektive funktioner og processer/X3 til enhver tid eksisterer for subjektet/X1. For takket være den treenige sammenhæng mellem de tre aspekter af det pågældende funktionsprincip ligger det umiddelbart i kortene, at det, der sker i skabe-oplevelsesevnen/X2, på en eller anden måde må få eksistens for subjektet/X1 i dets egenskab af oplever. Nemlig eksistens som lige akkurat det fænomen, vi uden nærmere overvejelse i det daglige kalder livsoplevelse. Og i fortsættelse af dette også bevidsthed: viden om væren. Eller i udvidet form: viden om Nogets væren. Nemlig til syvende og sidst: viden om ens egen væren. For ikke sandt: Jeg oplever; altså ér jeg

Men samtidig fremgår det også direkte af ovenstående definition, at livsoplevelse og bevidsthed tilhører en anden værens- og virkelighedskategori end tilfældet er med den objektive stofverden. Nemlig subjektiv virkelighed, i og med at den helt og holdent står og falder med subjektets/X1’s eksistens. For uden den rolle, netop subjektet/X1 spiller, ville skabe-/oplevelsesevnen med samt de her forekommende processer og funktioner iflg. sagens natur være fuldstændigt ukendte og u-erkendte for nogen eller noget og dermed på forhånd afskåret fra opnåelse af subjektiv status. Eller sagt anderledes: uden subjektets princip som en del af virkeligheden ville verdensaltet være totalt bevidstløst og kunne i samme forbindelse aldrig hæve sig op over den status som ukendt, immateriel væren af tomhed og absolut stilhed, der iflg. Martinus er dets ur-natur.

Om den fysiske hjerne

Men er det da ikke den fysiske hjerne, der suverænt både skaber og har livsoplevelsen og bevidstheden, ligger det nær at spørge…?

Iflg. Martinus ”Nej!” Hjernens rolle er udelukkende at fungere som en bro (interface) mellem det kosmiske subjekt-princip/X1 på den ene side, og den fysiske stofvirkelighed på den anden side. En bro, der ved sin særlige substans og opbygning muliggør livsoplevelse og bevidsthed på netop fysiske betingelser – ikke kun for menneskets vedkommende, men for alt liv i den fysiske stofsfære. Takket være hjernen er det m.a.o. muligt at generere dét mentale og dermed subjektive cyberspace, ethvert livskvante her i den tunge, fysiske stofverden primært lever i og direkte har kendskab til, og som selv under disse udfordrende vilkår engagerer subjekt-princippet og grundlæggende tilfredsstiller dets ur-begær…

PS!

Uanset argumenterne hidtil vil mange stadig med god grund finde det fuldstændigt utroligt og ufatteligt, at vort gode, fysiske, ’tá-og-føle-på-univers’ ved roden skulle være 100% immaterielt og dermed totalt ustofligt – dvs. være et regulært, illusionistisk blændværk. Også selv om Martinus i fuldt alvor hævder det og i denne henseende bakkes op af en lang række andre klartskuende mestre gennem tiden. Og faktisk også i nutiden. For hvis universet ikke, som det umiddelbart ser ud til, rent faktisk er stofligt, hvad er det så…?

Svaret på dette sidste spørgsmål er givet i teksten foran. Nemlig: rent åndeligt i begrebets allerdybeste betydning, og vi skal derfor ikke dvæle yderligere ved det her. Derimod skal der peges på, at den så højt lovpriste naturvidenskab med fysikken/kvantefysikken i spidsen rent faktisk også er på vej til at anlægge dette udfordrende synspunkt: at hele universet ved roden er totalt immaterielt. Nemlig som udgangspunkt og forudsætning for den såkaldte big bang teori, idet denne som bl.a. vist i TV-udsendelsen ”Planet Science” tog udgangspunkt i, at der forud for big bang overhovedet ikke fandtes noget som helst: hverken tid, rum, energi eller materie, og hvorfor big bang med alle dens følger simpelthen opstod ud af intet – fremkom ud af ingenting. Og hvis dét er tilfældet, må det, der i form af det ganske univers ikke desto mindre fremkom ved det store brag, stadig ved roden repræsentere dette oprindelige intet eller ingenting og dermed være et blændværk mht. det, det synes at være… Så med andre ord: Martinus, og med ham andre mestre udi højere erkendelse i både fortid og nutid, står ikke alene med deres syn på det illusoriske univers, men bakkes mht. dette nu også i stigende grad op af den dybt troværdige og hæderkronede videnskabsgren fysikken…

Supplerende arbejder af forfatteren:

Martinus og det levende verdensalt (gratis info-hefte); Nordisk Impuls 2009
”Mayas slør” – Introduktion til et kosmisk paradigmeskifte; Nordisk Impuls 2010
”I begyndelsen var tomheden”; Nordisk Impuls 1998
”X”, bind 1; Nordisk Impuls 1997
”Kosmisk kemi”; Nordisk Impuls 2008
”Det kosmiske gudsbegreb”; Nordisk Impuls 2007
http://www.nordisk-impuls.dk/