Af John Klemens Nielsen

For nogle år tilbage, var de såkaldte ”sensitivitetskurser” vældig populære på arbejdsmarkedet, i bestræbelserne på at optimere de ressourcer den enkelte medarbejder måtte besidde. Desværre viste det sig, at nogle af deltagerne, via de processer kurserne byggede på, fik psykiske eftervirkninger, nogle af ganske alvorlig karakter.

Et af formålene med kurserne var, at man skulle kunne åbne sig for sine kollegaer og have tillid til, at den fortrolighed man opbyggede på denne måde ville være ukrænkelig hvilket det så viste sig, ikke at være tilfældet i visse situationer. Det, at have afleveret sine inderste hemmeligheder til kollegaer var for mange temmelig grænseoverskridende og gav efterfølgende etiske og moralske ”tømmermænd”. En af øvelserne der indgik i forløbet var ofte, at stå midt i en cirkel og lade sig falde bagover i fuld tillid til, at man ville blive grebet af de øvrige deltagere.

Hvis man ser bort fra perspektivet fra arbejdspladsen og vender det mod sin egen rolle og relation i tilværelsen, så er det umådelig vigtigt, ja nærmest fundamentalt, at have denne fuldkommen urokkelige tillid til, at man selvfølgelig ”vil blive grebet af Guddommen” i alle situationer, et tillidsforhold mange mennesker ikke har. For det troende menneske er det en vigtig del af livsindstillingen, at tro på Guds mening eller hensigt med dette eller hint, men for materialisten vil Guds rolle i deres tilværelse ofte være udspillet og de kan derfor have oplevelsen af at være kastebold for tilfældighedernes spil. Selv mennesker med kosmologisk indsigt kan have vanskeligheder med at definere og virkeliggøre den guddommelige indgriben i deres personlige liv og kan ligeledes have en uklar fornemmelse af omfanget af det Guddommelige nærvær. Hører Gud mine bønner eller forsvinder de i intetheden? Er det guddommelig indgriben eller en tilfældighed, at en gammel bekendt pludselig ringede da jeg havde det skidt? Kan jeg stole på at forsynet vil hjælpe mig i denne beslutning? Får jeg penge til mit forehavende eller er jeg længere fremme end forsynet?

På mange måder ligner det guddommelige forsyns forhold til det enkelte menneskes liv og færden, forældrenes rolle i forhold til deres børn hvis vi tænker ideelt på denne rolle. ”Gode forældre” overvåger deres børn og lærer dem de færdigheder de synes børnene skal bruge, ligesom de forsøger at give dem et godt moralsk og etisk ståsted. De interesserer sig for deres personlige udvikling og ”pylrer” ikke unødigt om børnene, for de ved, at nogle ting skal læres ved egen erfaring og her står de parat hvis barnet ”snubler” parat til at gribe, trøste eller støtte.

 

De guddommelige lovmæssigheder

Tillid er for de fleste, synonymt med tryghed eller visheden om noget eller nogen man altid kan regne med. En sådan tryghed eksisterer dog for alle levende væsener, uanset om der er tale om mineralske, vegetabilske, dyriske, menneskelige eller åndelige væsener. Denne tryghed eller vished kan vi basere på nogle fuldstændig urokkelige love og principper der, ligesom alle de lovmæssigheder videnskaben har påvist i den fysiske verden, er gældende for den åndelige side af tilværelsen. Disse åndelige love er grundlaget for al eksistens af liv, ja kan måske mere reelt udtrykkes som livet selv. De forskellige fysiske love er vi jo efterhånden bekendt med, også rent praktisk i vores daglige gøren og laden. Hvis vi ikke respekterer de fysiske love, så risikerer vi i værste fald lemlæstelse eller den fysiske død og på samme måde er vi nødt til at forholde os til de åndelige love der ligeledes kan føre til lykke og glæde, ulykke og sorg, fornedrelse eller lutring. Reinkarnation og livets evige kredsløb i kosmiske spiraler, skæbneloven eller loven om årsag eller virkning, kontrastprincippet, perspektivprincippet, livets evighedsnatur og ”døden” som et ”fata morgana” samt loven over alle love ”kærlighedsloven” ”at elske sin næste som sig selv og sin Gud over alle ting”, er blot nogle af de fundamentale tilværelseslove vi er nødt til at lære at kende og respektere.

Det er disse åndelige love og principper vi kan have fuld tillid til, at vi altid bliver ”grebet” af, ligegyldigt hvilken situation vi befinder os i. For mange vil oplevelsen af, at det kun er når vi gør ”det rigtige” vi er i Guddommens sikre favn, være gældende, men der er ikke noget udenfor Guddommen så selvom vi gør ”det forkerte” er vi i trygge hænder. Der ikke Gud her og Djævel der, det hører til det trosreligiøse verdensbillede hvor hele tilværelsen er kampen mellem det gode og det onde hvilket er lig med Gud og Djævelen. Det revolutionerende ved Martinus verdensbillede er bl.a., at ”djævelen” eller det onde afskaffes. Der findes ingen ondskab siger Martinus, kun uvidenhed. Således bliver det klart, at uanset hvad vi gør, både når vi gør det ”gode” og når vi gør det ”onde”, så er vi i direkte kontakt med det guddommelige forsyn og favnet af de guddommelige lovmæssigheder. Kan man forestille sig en mere kærlig omsorg end, at når vi handler i overensstemmelse med kærlighedsloven, som er ”alle loves lov”, så får vi ”ros” i form af dejlige oplevelser der glæder og behager os, og når vi kolliderer med samme lov så får vi oplevelser der stimulerer til viden om hvordan vi undgår den smerte der blev resultatet af den ukærlige adfærd? Hvis vi igen forestiller os de uendeligt tålmodige forældre, der selv når ”barnet” er rasende, egoistisk og brutalt, med omsorg og urokkelig fasthed viser vedkommende, at du skal gøre sådan og sådan hvis du vil undgå de konflikter der bliver resultatet af den måde du er på, så er det jo et udslag af kærlighed og ikke en straf. Her er ingen afvisning eller svigt, her er den ultimative omsorg.

 

Den gudløse tvivler

Vi ser masser af børn og unge mennesker der er i åben konflikt med deres forældre og vi ser ligeledes masser af mennesker der er i åben konflikt med livet og Guddommen. Ligesom børn og unge raser mod deres forældres ”diktatoriske” adfærd, når de vil bestemme over dem, så raser masser af mennesker mod en tilværelse der på mange måder slet ikke former sig som de har lyst til, at den skal forme sig. De bliver ”uretfærdigt” behandlet, de mangler accept og anerkendelse, de bliver forbigået i deres karrierebestræbelser og sådan findes der sikkert uendeligt mange varianter af disse livskonflikter.

Hvordan kommer man i et sådant modsætningsforhold til selve livet og sin egen skæbne? Det gør man jo basalt fordi man helt mangler fornemmelsen og forståelsen af, at der er et Guddommeligt forsyn samt kosmiske love og principper, som vi uanset om vi kender og accepterer dem eller ikke, alligevel er underkastet. Når man er blevet det vi kalder en materialist, så hviler livsopfattelsen udelukkende på det fysiske univers og dets love. At der bag det fysiske univers skulle eksistere kosmiske love og principper vil for det meste blive opfattet som en umådelig naiv og uvidenskabelig livsopfattelse. At det ene menneskes skæbne bliver lys og lykkelig medens det andet menneskes bliver mørk og lidelsesfuld, opfattes af materialisten, som et udslag af rene tilfældigheder. I dette tilfældighedernes univers er der ikke meget at basere sin tillid på. Man kan opleve, at selv mennesker som man stolede fuldt og fast på kan svigte, og i denne ”jungle” fornemmes det naturligt at holde sig til princippet om, at ”enhver er sig selv nærmest”. ”Tillid er for tosser” kunne valgsproget sagtens hedde i denne situation. Konsekvensen heraf er, at man er nødt til at kæmpe sig frem ved egen hjælp med de midler man nu engang har. Egoisme, magtanvendelse, økonomisk indflydelse og at prioritere egne behov på bekostning af andres vil være at foretrække, frem for at holde sig tilbage og være opmærksom på at man ”ikke træder andre mennesker over tæerne” og begærligt skraber til sig uden tanke for sin næste. Ordsproget om at ”enhver er sin egen lykkes smed”, kan sandelig fortolkes meget forskelligt afhængig af om man satser på den egoistiske model eller på den uegennyttige.

Vi ser dagligt de førstnævnte omkring os, men vi ser bestemt også mennesker af en mere ydmyg karakter, som af den egoistiske materialist nærmest vil være at betragte som en tåbe. Det er dog absolut ikke ensbetydende med at alle materialister behøver at være primitive og egoistiske. Der findes masser at humane materialister der via de lidelser de har oplevet, har fået udviklet deres humane anlæg og i disse mennesker er der en stor mulighed for at de, når de møder kosmologien siger ”sådan vidste jeg egentlig godt at det hang sammen”!

Her er vi ved sagens kerne, for hvad er det der adskiller den benhårde materialist fra den humane? – det er lidelseserfaringerne!

 

Den fortabte søn

Martinus beskriver indgående hvordan beretningen om ”Den fortabte søn” i realiteten er en udviklingshistorie om jordmenneskets vandring fra tro til viden.

Den korte udgave af beretningen er, at en fader bor med sine to sønner i en vingård, og at den yngste søn på et tidspunkt beder om at få sin arv udbetalt fordi han gerne vil drage ud i verden. Han får sin arv, medens den ældste søn bliver hjemme og passer gården sammen med sin fader. Den yngste søn tager ud i livet og frådser, horer og ”ligger til sidst sammen med svinene” da arven endelig er brugt op og kommer da i tanke om hvor dejligt der egentlig var på hans faders gård. Han bliver enig med sig selv om, at det trods alt vil være bedre bare at være en ydmyg daglejer hos sin fader end at fortsætte dette udsvævende liv hvorefter han vender hjem og bliver modtaget med åbne arme af faderen. Broderen er dog noget fortørnet over at der bliver gjort så meget stads ud af den yngre broder, ja selv fedekalven bliver slagtet for at fejre begivenheden.

Den ældste søn er det vi i dag kender som det troende menneske, der kender sine religiøse skrifter og de dermed forbundne ritualer. At man af samme grund skulle være i speciel velyndest hos faderen er en del af trosdogmet. Faderen giver sig selv, det er Guddommen, medens den yngste søn repræsenterer de mennesker der er vokset fra religionernes trosdogmer og er blevet gudløse materialister der forlader ”deres fader” – troen på gud og forsyn. Som beretningen beskriver, så tror materialisterne hverken på ”Gud eller fanden” de drager ud i verden på egen hånd, det vil sige uden respekt for de religiøse dogmers moralske påbuds tyngende budskab om et sobert og renfærdigt levned. De oplevede jo netop som troende, at lige meget hvor meget de gik i kirke og helt uanset faste og sakramenter, så blev de ikke favoriseret frem for andre der ikke udførte disse handlinger. Deres skæbne var præcis lige så hård som ”de andres” og de mistede deres tillid til den Gud de synes havde ”svigtet” dem. Den ”yngste søns” færd i verden som materialist skulle imidlertid blive en tornebestrøet vandring gennem modgang og lidelser. Nedbrudt og desillusioneret stiger behovet for at finde ”en mening med det hele” og behovet for ”at høre til i en større sammenhæng” vokser og vokser i vedkommendes indre. Her er det at ”den fortabte søn” alias materialisten, husker sin ”fader” og fyldes med en længsel efter at vende tilbage til gården. Han føler ingen trang til at vende tilbage for at spille en fremtrædende rolle hos sin fader, men ønsker tværtimod blot at være på linie med de andre daglejere på gården. Det betyder, at erkende, at der ikke er nogen særregler for noget menneske overhovedet og at alle eksisterer på samme vilkår som de andre ”daglejere” indebærer erkendelsen af, at man er nødt til at have fuld tillid til de livslove som ethvert levende væsen er underkastet. Den ”ældste søn”, som mange måske umiddelbart kan have lidt medfølelse med, idet han dog blev hjemme på gården og hjalp sin fader, kræver dog visse gunstbevisninger som belønning for sin indsats. Han holder sig jo til skrifterne og ceremonierne og føler derfor at han bør favoriseres, men han vil, i lighed med den ”yngre broder”, snart bede om sin arv og begive sig på den vej der hedder ”fra tro til viden”.

 

Tillid og overgivelse

Verden er i dag fyldt med et stigende antal ”yngre brødre” der søger efter ”den røde tråd” i tilværelsen. Mange af dem er i dag i fuld gang med at opdage, at religionerne har et stærkt budskab, der blot ikke kan formidles til dem som dogmer. Udviklingen har medført en stærk intelligensudvikling ligesom følelseslivet er blevet udviklet og nu rummer en voksende medfølelse. Tro er ikke den rette ”åndelige føde” for alle disse mennesker der derfor søger at tilfredsstille deres behov for at vide gennem, blandt andet åndsvidenskaben, naturvidenskaben m.m.

Gennem dette studie vil det være muligt at genoprette den tabte tillid til en ”højere styrelse” og gennem videnskabeliggørelsen af de åndelige realiteter at genfinde Guddommen. Ikke som en alfader med hvidt skæg siddende på sin trone, men som den kærlighed og retfærdighed der gennemstråler hele universet. Dette studie foregår både som en rent teoretisk indlæring, men i høj grad også som tolkning af ”livets direkte tale” som Martinus kalder det. Et meget vigtigt fundament for denne tolkning er at få det rette ydmyge forhold til livet og Guddommen. Der er slet ikke tale om den ydmyghed man undertiden ser hos en kuet hund eller en underdanig tjenende, men en ydmyghed der udspringer af, at man indser hvilken lille, men samtidig betydningsfuld rolle man selv spiller i det store spil der hedder livet og tilværelsen. Man bliver nødt til at overgive sig til denne store guddommelige kraft og indstille sig på, at” ske ikke min men din vilje”.

Jeg kan ikke dy mig for at afslutte artiklen med et citat fra Martinus bog ”Omkring min missions fødsel”: ”Og det er i denne sin mentale frysen eller gennemisnen, det råber til sin himmelske fader eller Guddommen om dog blot at måtte blive en af hans “daglejere”. Og her holder “ydmygheden” sit sejrrige indtog i “den fortabte søns” bevidsthed. Han skal nu ikke mere have “omvendt” hverken profeter eller vismænd eller på anden måde gå i rette med solens løb. Han har opdaget sin egen mikroskopiske lidenhed midt i det store univers. Han har opdaget, at han ikke er den storhed eller kapacitet, han troede at være. Han har erkendt, at han i virkeligheden ingen ting ved, kosmisk set. Og med denne viden er han først nu klar eller udviklet til at kunne lytte til Guddommens, hvilket vil sige: “næstens” tale. Og nu bliver denne tale pludselig til en interessesfære, han meget gerne og ærbødigt lytter til. Og “næsten” glæder sig over denne ærbødige interesse og tillid, den forståelse og imødekommenhed, han nu finder hos det væsen, der før, mentalt set, hånligt sparkede ham til side som en primitiv “proletar” og et “underklassevæsen”, uværdigt til at være i hans nærhed, og åbner glad sit hjerte for ham. Og den “fortabte”, men nu “ydmyge” søn, ser lige lukt ind i det åbne hjerte og sind og ser der livet og skønheden, fuldkommenheden og Guddommen. Og i den før så ringeagtede “proletar” eller det primitive “underklassevæsen” møder den “fortabte” søn atter sin evige fader. “Ydmygheden” fjernede “tærskelens vogtere”. Himlens lys funkler og stråler ham derefter i møde fra alt og alle. Hjemvendelsen blev en indvielse og åbnede adgangen til livsgådernes løsning. “Ydmygheden” er således “nøglen” til al visdom og dermed “nøglen” til al oplevelse af at være “ét med faderen” eller fremtrædende i “Guds billede efter hans lignelse”. Uden “ydmyghed” er kærlighedens porte stængede. Og uden kærlighed ingen visdom, ingen salighed, ingen Guddom.”

Pin It on Pinterest

Share This