Om at spå eller forudsige – kan mennesket forudsige kommende begivenheder?

af Harry Rasmussen.

Er det i grunden ikke en dristig, for ikke at sige naiv tanke, at et menneske skulle kunne overskue tilværelsens komplekse virkelighed? – Eller en nok så dristig tanke, som det er at tro og mene, at et menneske på gyldig måde skal kunne forudsige eller spå om kommende hændelser og begivenheder? – Det er der ganske vist en del mennesker, der i tidens løb har ment og påstået, at de er i stand til. Men hvad angår at overskue tilværelsens virkelighed kan man måske indrømme en seer, som eksempelvis Martinus, at noget kunne tyde på, at dertil særligt begavede mennesker i hvert fald er i stand til at overskue væsentlige sider af virkeligheden, om end næppe hele virkeligheden i dennes fulde omfang. Derimod er der adskillige eksempler, som taler deres tydelige sprog om det modsatte, hvad angår at forudsige specifikke begivenheder, nemlig at det snarere er et lykketræf, når og hvis en forudsigelse eller spådom er gået i opfyldelse. Der synes dog alligevel at være mange, som under tilsidesættelse af kendsgerninger gerne vil tro på det såkaldt overnaturlige, herunder på spådomme og forudsigelser.

Men der findes dog også kvalificerede kritikere af det at tro, at nogen er i stand til at kunne spå eller forudsige, og en af de mere spøjse af slagsen var vores egen lune humorist Storm P., som udtrykte sin skepsis på denne korte og fyndige måde: ”Det er svært at spå – især om fremtiden!”. Der findes dog også seriøse kritikere af den formentlige ret beset naive tro på spådomme og forudsigelser. En af den ældre tids kendte kritikere heraf, er den franske astronom og forfatter Camille Flammarion (1842-1925), som i 1894 udgav bogen “Le Fin du Monde”, udgivet på dansk året efter med titlen “Spådomme om verdens undergang” og genudgivet på dansk i 1910 og igen 1973. Flammarion var også interesseret i spiritisme og reinkarnation, men på baggrund af sin videnskabelige tilgang til emnet mente han det var absolut påkrævet, at man altid og ufravigeligt burde benytte den videnskabelige metode til undersøgelsen af de nævnte fænomener. Herom skriver han følgende i og for sig selvindlysende ord:

Det er udelukkende gennem den videnskabelige metode, at vi kan gøre fremskridt i vor søgen efter sandhed. Religiøs tro må ikke indtage pladsen som uvildig analyse. Vi må konstant være på vagt overfor illusioner. (1)

Forudsigelser om verdens undergang

I bogen ”Spådomme om verdens undergang” gennemgår Flammarion både den før-kristne og den kristne eskatologi og apokalypse, som munder ud i ”Dommedagen” og de dermed forbundne forestillinger om enten den nært forestående eller senere forventede undergang af vores verden. Han påpeger årsagerne og baggrunden for den frygt for ulykke og undergang, der har naget og plaget menneskeheden siden tidernes morgen, men også, at undergangsprofetierne rent faktisk aldrig har vist sig at holde stik, i hvert fald ikke i den form, hvori profetierne forestillede sig undergangen. Den kristne eskatologi og apokalypse er som bekendt præget af ”Johannes’ Åbenbaring” i Ny Testamente, men Flammarion er af den opfattelse, at denne kræver en uvildig revision, idet synerne i åbenbaringen hverken kan, skal eller bør tolkes bogstaveligt. Herom siger han blandt andet følgende:

Den kristne tradition om verdens undergang holdt sig i live fra år til år, fra århundrede til århundrede, til trods for alle de skuffelser, naturens sikre gang forvoldte den. Enhver lokal katastrofe – et jordskælv, en epidemi, hungersnød, oversvømmelse, – og ethvert uventet fænomen – formørkelse, kometer, uvejr, en pludselig dunkelhed, hvirvelstorme – betragtedes som et af de tegn, der skulle varsle den sidste store omvæltning. De kristne skælvede som espens løv for vinden i den stadige forventning om dommedags komme, og præsterne havde let ved at vedligeholde denne mystiske frygt i alle de bange sjæle.

Men slægt efter slægt vandrede heden, og efterkommerne tog Jorden i arv; man måtte finde en ny tidsfrist for verdenshistoriens udløb. Så var det, at skriftudlæggerne fæstede blikket på år 1000 og satte dette år som den yderste grænse. Der opstod adskillige ”tusindårs”-sekter, chiliastre, som troede, at Kristus skulle herske på Jorden med sine hellige i tusinde år før dommens dag. [
] (2)

Efter at have gennemgået en del af de faktiske naturkatastrofer i form af blandt andet jordskælv og voldsomme oversvømmelser, som der er forekommet ikke så helt få af i fortiden, drager Flammarion følgende konklusion på sin bog:

Jordklodens historie ville kunne byde os et anseligt antal lignende dramaer, partielle omvæltninger, der virker og opfattes som trusler om den sidste store tilintetgørelse. Det er rimeligt, at vi dvælede et øje blik ved disse store fænomener og ved erindringen om troen på verdens undergang, der har holdt sig gennem alle tider, dog med de modifikationer, som menneskenes fremskridt i kundskab medfører. Denne tro er nu til dels forsvundet. De mystiske forestillinger og skikkelser fra legendernes verden, der opfyldte vore forfædres fantasi, og hvoraf man genfinder så mange mærkelige fremstillinger på portalerne til vore skønne domkirker og i de skulpturer og malerier, den kristne tradition har inspireret, – hele denne teologiske opfattelse af Jordens sidste dag har veget pladsen for det videnskabelige studium af de forhold, der betinger vort solsystems varighed. Den geocentriske og antropocentriske verdensanskuelse, der opfattede jordmennesket som skabningens midtpunkt og mål, har lidt efter lidt omdannet sig og er sluttelig forsvundet. Thi vi ved nu alle, at vor ubetydelige, lille klode kun er en ø i det uendelige rum; at menneskehedens historie hidtil kun har været sammensat af rene, skære illusioner, og at menneskets værd beror på dets intellektuelle og moralske standpunkt. Er det ikke menneskeåndens højeste mål og bestemmelse at nå til sikker kundskab om tingene, at udforske sandheden?

I løbet af det nittende århundrede har mere eller mindre oprigtige ulykkesprofeter fem og tyve gange bebudet verdens undergang ifølge kabbalistiske beregninger, der savner ethvert alvorligt grundlag. Sådanne spådomme vil vedblive at fremkomme, så længe menneskeheden eksisterer. (3)

Det sidstnævnte, at ulykkesprofetier vil vedblive med at fremkomme, så længe menneskeheden eksisterer, må man nok give Flammarion ret i, for sådanne profetier har det ikke manglet på i løbet af foreløbig det tyvende århundrede, lige som intet tyder på, at sådanne vil ophøre her i løbet af det enogtyvende århundrede. Men til trods for sin kritiske holdning til profetier, vover Flammarion sig i sin bog alligevel ind på forudsigelsernes gebet og ’spår’ om Jordens undergang, men det sker på grundlag af hans viden om og indsigt i den videnskabelige disciplin astronomien:

Denne verdens ende vil forekomme uden støj, uden revolution, uden voldsomme omvæltninger. Ligesom et træ taber bladene for efterårsvinden, sådan vil moder jord efterhånden falde og omkomme med alle sine børn, og i denne evige vinter, som hun fra da af vil være indhyllet i, kan hun ikke længere håbe på enten en ny sol eller et nyt forår. Jorden vil rense sig selv for historien om sine verdener. De millioner eller milliarder af århundreder, Jorden har oplevet, vil være som en dag. Det vil kun være en helt ubetydelig detalje i hele universet. Jorden er kun et usynligt punkt blandt alle stjernerne, fordi, på denne afstand, er den tabt gennem sin uendelige lidenhed i nærheden af solen, som i sig selv også kun er en lille stjerne. I fremtiden, når slutningen af ​​tingene kommer for denne jord, vil begivenheden passere helt upåagtet i universet. Stjernerne vil fortsætte med at skinne, også efter ophøret af ​​vores sol, idet de allerede skinnede før vores eksistens. Når der ikke længere vil være en eneste bekymring på jorden at overveje, vil de himmelske konstellationer herske igen, sådan som de herskede før fremkomsten af ​​mennesket på denne lille klump. Der er stjerner, hvis lys skinnede nogle millioner af år før vi ankom … de lysende stråler, vi får faktisk ser, forlod disse stjerner, før det tidspunkt, hvor mennesket viste sig på jorden. Universet er så enormt, at det ser uforanderligt ud, og varigheden af ​​en planet, som jorden, er kun et kapitel, ja, mindre end det, en sætning, endnu mindre, kun et ord af universets historie. (4)

Martinus som forudsiger

Umiddelbart ser det for mig ud til, at Martinus i princippet ligger på linje med Flammarion, hvad angår opfattelsen af ulykkesprofetier og dommedags-visioner. For det første tolker Martinus ikke den kristne eskatologi og apokalypse bogstaveligt, som om der skulle være tale om en forudsigelse af præcise historiske begivenheder i en eller anden nærmere eller fjernere fremtid. Han tolker derimod de kristne dommedags-visioner som symbolske udtryk for begivenheder, der i princippet vil finde sted på visse tidspunkter i menneskehedens historie. For det andet er han enig i, at det er menneskenes eksistentielle frygt, der fremkalder eller fostrer og udmaler sig en usikker og nærmest katastrofal fremtid. I vor mere eller mindre sekulariserede tid næres sådanne skrækvisioner ikke længere af præster og teologer, men af såkaldt videnskabelige og sagkyndige eksperter, godt hjulpet og støttet af de altid sensationshungrende og parate medier, herunder både de trykte og måske især af fjernsynet og de øvrige elektroniske medier. Via disse medier har de dystre fremtidsvisioner fået en større og forstærket udbredelse, som hænger sammen med, at folk i almindelighed tror, at den verden, der f.eks. præsenteres af og i nyhedsmedierne, er et stort set ufejlbarligt udtryk for virkelighedens verden. (5)

Som bekendt for kendere af Martinus’ kosmologi, så forudsiger han faktisk oprettelsen af et internationalt verdensrige, hvis fuldbyrdelse han betegner som ”Det rigtige menneskerige på Jorden”. Denne etableringsproces vil i henhold til Martinus komme til at vare omkring 3000 år regnet fra 1900-tallet, hvilket mere præcist må betyde, at det nævnte rige vil være etableret på de jordiske kontinenter omkring det 4. eller 5. årtusinde. Imidlertid bør man ikke lægge speciel vægt på det mere eller mindre præcise årstal, for i og med Martinus’ forudsigelse af det internationale verdensriges oprettelse på Jorden, er der i virkeligheden tale om en generel forudsigelse af udviklingen og forløbet af de tendenser, som ifølge ham selv så småt begyndte i 1900-tallet. Forudsigelsen sker nemlig på baggrund af det universale eller kosmiske verdensbillede, Martinus har tegnet indenfor rammerne af sin kosmologi, som i øvrigt udmærker sig ved sine grundige analyser af tilværelsens basale faktorer, principper, lovmæssigheder og åndelige og fysiske kræfter og energier. (6)

Man kan i øvrigt spørge, om det på det tidspunkt, nemlig omkring 1930, da Martinus forfattede første bind af Livets Bog, i grunden var så specielt at forudsige dannelsen af et internationalt verdensrige? – Efter afslutningen af de rædsler, som i form af første verdenskrig havde plaget Europa i årene 1914-18, bredte der sig i hvert fald i nogle kredse en euforisk stemning af ”aldrig mere krig”, som i årene efter førte til dannelsen af Folkeforbundet, der så det som sin primære opgave at virke for at skabe betingelserne for international fred og især for en bevarelse af denne. De tanker og idéer, som Martinus har fremsat i kapitlet ”Et internationalt verdensrige under skabelse”, var derfor egentlig ikke så overraskende nye eller epokegørende på den tid, som nogle måske senere har villet mene. Det nye og formentlig epokegørende i Martinus’ tilfælde var derimod den kontekst, hvori han anskuede og skildrede sine visioner for verdens fremtid. Han så nemlig disse visioner i et større eller et såkaldt kosmisk evighedsperspektiv. Et perspektiv, som lod ham se og forstå, at skabelse af fred ikke ville blive en så ligetil og problemløs sag, som euforien efter slippet af første verdenskrig var tilbøjelig til at mene. Martinus tog nemlig menneskehedens bevidsthedskategorier med i sine betragtninger, og de tilsagde ham, hvilke årsager og vanskeligheder der lå forude for dannelsen af det internationale verdensrige eller for den internationale forening af menneskeheden. Sådanne betragtninger – eller analyser om man vil – var ikke så almindelige i en samtid, som i hovedsagen anskuede problemerne i et politisk perspektiv, og er det for så vidt heller ikke i nutiden, hvor man dog er blevet klogere på, hvilke problemer og mangeartede vanskeligheder, der på trods af dannelsen af Verdens Forende Nationer (FN) i 1945, ligger i dels at etablere international politisk og kulturel konsensus og dels i at opretholde freden.

Men, og det er nok det vigtige og væsentlige i sammenhæng med Martinus’ anskuelse af fred og fordragelighed i verden, så var og er hans livsværk ”Det Tredje Testamente” primært et kulturoptimistisk manifest, som på det lange sigt er sikker på, dels at menneskets bevidsthed er under udvikling og dels at dette uundgåeligt og ikke alene vil føre til den eftertragtede og efterstræbte varige internationale fred og overnationalt samarbejde, men til udviklingen af en helt ny og etisk-moralsk mennesketype, som er befriet for alle de anlæg og traditioner, som vi mennesker har arvet fra det tidligere tilhørsforhold til det egentlige dyrerige. (7)

Endnu en ’forudsigelse’

Som sagt, så var Martinus ikke så naiv at tro og mene, at skabelsen af internationalt eller overnationalt samarbejde og dermed skabelsen af forudsætningerne for den varige fred, var eller er så enkle og ligetil, som mange og ikke mindst en del politikere har troet og ment i tidens løb. Man glemte eller overså i almindelighed, at der var og er en faktor i spillet, som ikke så let lader sig forandre, nemlig den såkaldt ’dyriske’ side af menneskets bevidsthed. Men netop dette forhold havde Martinus i tankerne, da han i 1938 indirekte forudsagde udbruddet af anden verdenskrig. Det skete i og med bogen Logik, hvis førsteudgave udkom i 1938. Forudsigelsen var dog ikke med præcis angivelse af årstal for krigens begyndelse, omfang eller varighed. Der var og er derfor også i den forbindelse tale om en generel forudsigelse på basis af de kosmiske visioner og analyser, som Martinus havde og gjorde sig. Man kan desuden sige, at det sådan set ikke var så svært at forudsige 2. verdenskrig, idet der allerede i 1938 var tale om frygt for en ny storkrig, men som mange naivt anså for at være en ubegrundet og overdreven frygt, hvorfor man mente krigen ville kunne undgås. Men for Martinus tog situationen sig i 1938 ud som han blandt andet skildrer den i følgende tekststykke i nævnte bog:

Og se, han, som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes gang, glemmer ikke sit skaberværk. Guddommelige sendebud har allerede med mellemrum ladet deres røst høre på store dele af kloden. Deres kærligheds atmosfære har for længst gennemboret den dyriske tåge, ført menneskeheden store strækninger fremad, opad mod forløsningens lyse himmel. Og selv om krigsindustrien i dag har mere travlt end nogen sinde, og selv om man aldrig har været i den grad optaget af at forberede, om end ubevidst, sin egen lemlæstelse, det kommende Ragnarok, ja selv om man aldrig nogen sinde i så høj grad har været besjælet af den illusion, at verdensfreden, roen og harmonien, skabes med ødelæggelsesmidlernes larmende kulmination, som netop nu, så er dette dog kun forberedelsen til dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære. Dets sidste krampetrækninger i nævnte zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre indledningen til lysets kroning på Jorden. Guds ånd lyser direkte i form af en ny kærlighedsbølge over Jorden og fører denne ind i en ny stor morals epoke, i hvis bane ”døden” ikke kan være, ej heller ”skrig eller pine”, thi der går fredens engel uhindret hen over verden. Og i dennes fodspor føres ”Guds Rige” med ind over de jordiske kontinenter og have. Døden er død og livet lever. Glæden er til huse i borg og hytte. Alt er ”Guds billede”. Og dette skaberværk er kærlighed. [8]

Den anden verdenskrig brød som bekendt ud den 3. september 1939, da Nazi-Tyskland invaderede Polen, hvilket fik England til at erklære Tyskland krig. I de følgende år udviklede krigen sig i omfang og fik desuden et forløb og en karakter, som snart skulle give Martinus ret i sin forudsigelse af, at følgerne af krigen ville blive uhyggelige, og endda mere rædselsfulde end mange måske havde forestillet sig. For det første skyldtes det tyskernes gruopvækkende behandling af jøderne og andre etniske grupper, og for det andet både tyskernes og De Allieredes uhyrlige luftbombardementer af civilbefolkningerne. Disse rædsler og fabelagtige omkostninger i form af menneskelige lidelser og død, og de enorme materielle ødelæggelser i de krigshærgede lande, i forening med Nazi-Tysklands totale sammenbrud – og kort tid efter også japanernes kapitulation, – vakte på ny fredsbestræbelserne til live. Og hvor Folkeforbundet havde måttet opgive, dér fortsatte den nye organisation, som i 1945 dannedes under navnet De Forenede Nationer (FN), bestræbelserne for internationalt eller overnationalt fredeligt samarbejde og udvikling. Men, som vi nu i 2011 ved, med foreløbig begrænset succes, for menneskenaturen fornægtede sig selvfølgelig ikke, og det gjorde og gør problemerne og vanskelighederne derfor heller ikke. Kampen og opgøret mellem menneskets dyriske og menneskelige bevidsthedsnaturer fortsatte og fortsætter, og vil i henhold til Martinus gøre det i relativt lang tid endnu, inden der er udsigt til en holdbar og varig fred og fordragelighed mellem menneskene, for slet ikke at tale om næstekærlighed. Egoismen og selvtilstrækkeligheden sidder naturligvis stadig ved magten og forhindrer den afgørende udvikling i den retning, som mange gerne ønsker og vil, men som kun de færreste for tiden har evne til at realisere. Dog, i henhold til Martinus er det på trods af al dysterhed alt sammen ”indledningen til lysets kroning på Jorden”.

Tvivl, debat og nye dommedags-visioner

Som forventet måtte Martinus’ forudsigelse om det kommende verdensriges etablering forståeligt nok give anledning til adskillig undren, tvivl og debat indenfor kredse, der interesserede sig for den tankeverden, Martinus har manifesteret i form af sit livsværk. Debatten har i de senere år især været ført på websitet Martinus Forum, hvor blandt andet spørgsmålet om, hvornår det rigtige menneskerige ville være etableret her på jorden, har været til debat. Det var og er især Martinus’ ‘profeti’ om, at det vil tage omkring 3000 år at etablere det rigtige menneskeriges værdier og adfærdsnormer fuldstændigt her på Jorden, som diskuteres. Det skal dog straks siges, at det også er forståeligt, at ikke alle er klare over, at når alt kommer til alt, skal denne ’forudsigelse’ naturligvis tages med et gran salt.

Tilfældet ville, at jeg den 19. oktober 2011 på DR TV 1 så programmet Penge Magasinet, hvori omtaltes Verdens Natur Fondens (WWF’s) beregninger ang. energi- og ressourceforbruget, og hvor konklusionen meget pædagogisk lød, at menneskeheden for tiden forbruger så meget, at der skal godt og vel 3 jordkloder til, for i fremtiden at kunne opfylde behovet. Vel at mærke, hvis vi altså fortsætter og måske endda øger forbruget af naturressourcer. Konklusionen lød, at for at undgå katastrofen, må og skal vi skære ned på forbruget! Altså en dommedags-vision i lighed med den, som de såkaldte klima-eksperter og deres tro følgesvende for nogle få år siden intenst og vedblivende truede os med.

Nu er jeg jo efterhånden blevet en gammel rotte og som sådan skeptisk overfor prognoser, tal og statistikker. Nogle af de interviewede i den nævnte tv-udsendelse talte godt nok om recycling, men stort set forekommer det mig, at “dommedags-beregningerne” er udtryk for, hvad jeg i en af mine artikler har betegnet som “lineær” tænkning, nemlig i artiklen I begyndelsen var – ’noget’! – et essay om virkeligheden. Min personlige skepsis overfor ’dommedags-visioner’ har jeg blandt andet givet udtryk for under Artikler med emner vedr. klimadebat.

”Omvekslingens lovmæssigheder”

Det, som både debattørerne på Martinus Forum og eksperterne (og især journalisterne) i TV – og i andre medier – efter min ringe mening synes at glemme eller mangler at tage højde for i sammenhængen – i øvrigt også i relation til klimaforandringerne – er, hvad jeg betegner som “cirkulær” tænkning eller recycling. De såkaldte eksperter glemmer eller overser – i reglen fordi de åbenbart ikke er vant til filosofisk tænkning – især følgende vigtige livsprincipper som kredsløbs- og kontrastprincippet i forening med sult- og mættelsesprincippet. De nævnte debattører overser, at der er noget, der hedder “omvekslingens lovmæssighed”, som kort fortalt netop skyldes de ovenfor nævnte principper og består i, at eksempelvis den ene kulturperiode afløser den anden. Renæssancen afløste således den ældre livs- og verdensopfattelse, som blev subkultur, og renæssancen fulgtes af modstykket skolastikken og blev selv subkultur, som igen fulgtes af modsætningen oplysningstiden, der igen fulgtes af sin modsætning romantikken, som atter fulgtes af modstykket naturalismen og realismen osv.

Udviklingen indenfor åndslivet foregår med andre ord ikke kontinuerligt ad en fremadskridende lige linje, men former sig som en slags zigzag-kurs, hvor man bevæger sig fra den ene yderlighed i åndslivet til den anden. En stærk forkærlighed for og dyrkelse af det forstandsmæssige og praktiske, som tilfældet var under rationalismen fra cirka 1750-1800, efterfulgtes af en forkærlighed for og dyrkelse af fantasi, følelse og drøm, som tilfældet var under romantikken fra cirka 1800-1870, som igen afløstes af en ny, jordbunden, intellektuel retning i form af naturalismen og den dermed beslægtede realisme. Alle er åndsretninger, der har præget forskellige perioder i kulturhistorien og som hver især har haft sine mere eller mindre fremtrædende personligheder og fortalere, hvilket vi dog ikke skal komme ind på ved denne lejlighed.

Som det fremgår af denne skitsemæssige fremstilling, så er princippet dette, at en kultur vokser frem og giver på sin højde anledning til ‘fødslen’ af sin egen modsætning, der så tiltager og gør den tidligere dominerende kultur til subkultur, for ingen kultur forsvinder helt, men enhver kultur efterlader sig spor, der fortsat lever og fører videre. Dette er jo netop udtryk for de ovenfor nævnte princippers – ikke mindst sult- og mættelsesprincippets – virke i menneskets bevidsthed. Det er selve drivkraften i udviklingen, som overordnet set følger kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder.

Det ovenfor fremførte, er, så vidt jeg kan bedømme ud fra mit kendskab til Martinus kosmologi, også, hvad han har påpeget, omend han ikke decideret eller specifikt har peget på “omvekslingens lovmæssigheder”. Desuden bør man efter min opfattelse se et fænomen, som f.eks “dommedag”, som et led i det overordnede spiralkredsløbsprincip og ikke kun som en ‘isoleret’ begivenhed, der vil være grund til at lægge speciel vægt på. ”Dommedag” er jo når det kommer til stykket ’kun’ et angiveligt nødvendigt led i den proces, Martinus betegner som ”forberedelsen til dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære”. Dertil en begivenhed, som har gentaget sig i alle forudgående spiralkredsløbsafsnit i fortiden, og som i henhold til Martinus også vil komme til at gentage sig i alle spiralkredsløbsafsnit i fremtiden.

Apropos recycling, så var det et princip, der – tvunget af omstændighederne – fik stor udbredelse herhjemme under krigen og besættelsen, hvor man i den opståede kritiske mangel på råvarer iværksatte indsamlingskampagner. Der blev f.eks. indsamlet brugte metaller, papir, klude mm., som derefter blev forarbejdet til genbrug. Men i efterkrigstidens eufori glemte man de gode bestræbelser og lod forbruget og forbrugskulturen komme i højsædet, og det er næppe kulmineret endnu. Dog, det ser ud til, at man hist og her er ved at trække i “bremserne”.

Konklusion

Her skal jeg kort præcisere min pointe i og med det ovenstående. Nemlig den, at der med al sandsynlighed vil kunne forventes tilbageslag af forskellig art i den igangværende udvikling frem mod det rigtige menneskerige. Endda betydelige tilbageslag i form af eksempelvis globalt økonomiske kriser – som vi allerede aktuelt ser tendenser til, og muligvis også regionale krige, der vil kunne udvikle sig til såkaldte verdenskrige. Martinus har godt nok ‘forudsagt’ en 3. verdenskrig her omkring årtusindskiftet, og verdenssituationen taget i betragtning, kan man undre sig over – og selvfølgelig også glæde sig over – at en sådan endnu ikke er brudt ud. Men i øvrigt tror jeg man skal tage Martinus’ forudsigelser med et stort gran salt, for han var ikke spåmand og gav sig heller ikke ud for at være det. Den verdenskrig mellem Amerika og Kina, som han eksempelvis så for sig i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, forblev en såkaldt “kold krig” mellem supermagterne Sovjet og Østblokken på den ene side og Amerika og Vesteuropa på den anden side.

Men når det gælder den overordnede forudsigelse i spørgsmålet om krigens endelige ophør og den varige freds komme, er Martinus til gengæld på sikker grund i sine betragtninger. Det fremgår ikke mindst af hans betragtninger i Livets Bog VII, udgivet 1960, hvori han blandt andet beskriver krigen og dens kulmination i dommedagsepoken, og hvorfra jeg skal tillade mig at citere følgende tekststykke:

24.57. Vi er her blevet kendt med årsagen til den Dommedagstilstand, hele Jordens menneskehed befinder sig i. Vi har set, at hele dette store samliv, som klodens menneskehed må leve i, er absolut nødsaget til i dag at være, som det er, netop fordi det udgøres af væsener fra mange forskellige udviklingstrin. Der er ingen magt på Jorden, de er i stand til at ændre det. Den verdensfred, som menneskene, efterhånden som de har oplevet krigen og mørket, er begyndt at længes efter, er således ikke et spørgsmål om vilje eller magt. Hvis det blot drejede sig om vilje og magt, kunne en virkelig fred imellem nationer og mand og mand imellem snart blive til kendsgerning. Den største part af Jordens virkelige intellektuelle mennesker ønsker ikke krigen, de vil alle meget gerne have fred. Når de ikke får den, er det absolut ikke fordi, de ikke vil det, men de tror, de kan skabe den med magt. Men med magt kan man absolut ikke tvinge den frem. Det har de mangfoldige krige og de sidste store verdenskrige, det store krigsberedskab, nationerne stadig holdes i, samt diktatur og magtudfoldelse gjort til urokkelig kendsgerning.

24.58. Freden kan således absolut ikke opstå hverken ved magt eller tortur. Den absolutte fred, menneske og menneske imellem og dermed nationerne imellem, er således hverken et viljespørgsmål eller et magtspørgsmål. Det er derimod udelukkende et udviklingsspørgsmål, der igen er det samme som et mentalt kvalitetsspørgsmål. Freden er en særlig væremåde, der udgør væsenernes selvfølgelige og naturlige daglige manifestation, når de er nået frem til en særlig bestemt højde i udviklingen. Og kun væsener af denne højde i udviklingen kan være sande fredens væsener. De udgør hver især mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Den virkelige og absolutte fred kan således kun præsteres af det totalt fuldkomne eller færdige menneske. Det er altså væsener af denne udviklingshøjde, der udgør det fuldkomne og i humanitet eller kærlighed helt kulminerende menneskerige. Dette rige skal således afslutte menneskehedens udviklingsepoke her på Jorden. I denne udviklingsepoke begynder reinkarnation at ophøre, og væsenerne overgår totalt til den åndelige tilværelsesform, der kulminerer i Visdomsriget i det kosmiske spiralkredsløb.(9)

Forresten kommer debattørerne på Martinus Forum også ind på betydningen af revolution eller revolutioner, men er ikke helt enige i spørgsmålet. Personlig vil jeg mene, at revolutioner er af det mindre gode, tænk bare på den store franske revolution, der endte i et blodigt mareridt, eller den russiske revolution, som tilmed blev et endnu værre rædselsherredømme af dimensioner. For slet ikke at tale om Maos antiintellektuelle og antikulturelle kulturrevolution. At han så i virkeligheden brugte kulturrevolutionen i sit personlige magtspil, gør kun det hele værre. Men set i det store perspektiv spiller revolutioner naturligvis en rolle i det store spil, formentlig som en slags ”alarmklokker”, der aktuelt eller på sigt vækker til modstand og ønske om mere fredelige og humane tilstande, og som derfor uundgåeligt sætter nye og modsatte tanker, ideer, initiativer og aktiviteter igang. (10)

Men som kraftigt fremhævet af Martinus, er det utvivlsomt grundlæggende en helt ny livsindstilling, der i virkeligheden skal til, for at dreje menneskets bevidsthed i en mere human retning, og en sådan indfører man – som mange tilsyneladende gerne vil mene og tro, nogle politikere ikke mindst – ikke fra den ene dag til den anden, og måske heller ikke fra det ene årti til det andet eller muligvis endog ikke fra det ene århundrede til det andet. Nemlig fordi det basalt set er et spørgsmål om menneskets etisk-moralske udvikling. Og selvom alt bliver godt tilsidst, så er der forbandet længe til tilsidst – og tilsidst afløses jo i henhold til spiralkredsløbsprincippet af en stadig gentagen ny begyndelse i livets og Guddommens evige fornyelse af sin og sine sanseorganers og manifestationsredskabers, de levende væseners, livsoplevelse!

© Oktober 2011 Harry Rasmussen.

**************************

Noter og kilder:

1
“Death and Its Mystery”, 1921, 3 volumes. Translated by Latrobe Carroll (1923, T. Fisher Unwin, Ltd. London: Adelphi Terrace.). Partial online version at Manifestations of the Dead in Spiritistic Experiments

2
Camille Flammarion: Spådomme om verdens undergang, s. 11-12. – Vedr. ordet og begrebet ”chiliaster”: Historisk set er den kristne premillennialisme også blevet omtalt som “chiliasme” eller “Tusindårstanken”. Det teologiske udtryk “premillennialisme” kom ikke i almindelig brug før midten af ​​det 19. århundrede, den moderne periode, hvori premillennialisme blev genoplivet. Ordet chilianisme var næsten udelukkende blevet benyttet af britiske og amerikanske protestanter og var foranlediget af deres tro på, at de franske og amerikanske revolutioner (den franske, især) var indeholdt i bøger af Daniel og i Johannes’ Åbenbaring.

3
Samme sted, s. 47-48.

4
Camille Flammarion, Le Fin du Monde (The End of the World). Det anførte citat ses ikke at fremgå af den danske udgave af bogen.

5
Vedr. Martinus’ opfattelse af begrebet ”Dommedag”, se artiklerne ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”. – I øvrigt kan jeg anbefale læsning af følgende to af mine artikler: Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse, og I sandhedens interesse – om ungdomsoprør, månerejser og hokus pokus.

6
LB I, 4. kapitel: Et internationalt Verdensrige under skabelse”.

7
Se evt. LB I, 6. kapitel: Fra dyr til menneske.

8
Logik, 58. kapitel.

9
LB VII, stk. 2457-8, 2583, 2643, 2658:25, 2658:39.

10
Se eksempelvis Småbog nr. 7: Den længst levende afgud, 7. kapitel, og Småbog nr. 17c: Verdensreligion og verdenspolitik, særlig kapitlet med samme overskrift.

© Oktober 2011 Harry Rasmussen.

Se også Harry Rasmussens side http://livetseventyr.dk

*************************

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of