Hvor kommer matematikken fra? Det er engang blevet sagt, at den kommer ude fra naturen og ind i vore hoveder. Tal og konkrete ting er der masser af i naturen, men der er også matematik. Og til forskel fra tal, så er matematik noget abstrakt eller principielt. For Martinus var alt matematik, som det også var for den græske filosof Platon (død 343 fvt.), der opfattede cirklen som det mest fuldkomne i verden. Overalt i naturen så han cirkler bag det hele. Solen og planeterne bevægede sig rundt om jorden i cirkelbaner, der på den mest fuldkomne måde viste, at universet var matematik.

Platon opfattede geometrien som sandhed, fuldkommenhed og matematik, men hans verden var statisk. Med renæssancen og Galilei (død 1642) kom bevægelsen til. Nu godtog man ikke bare de gamle grækeres opfattelse af tyngde, man målte den også. Den gamle tro på, at tunge legemer falder hurtigere end lette, fik Galilei aflivet gennem forsøg. Newton og Leibnitz udviklede tilmed en helt ny regningsart, hvor tallene ikke bare var tal, men tal i bevægelse (infinitesimalregning).

Vender vi os nu mod Martinus, så vil vi se, at disse tanker om fuldkommenhed, bevægelse og matematik er det grundlag, han bestandigt går ud fra og vender tilbage til. Når man skal forstå noget, så har man ikke forstået det, før det er “matematisk”, hævder Martinus.

Hvad mener han nu med det?

Jo, det skal være cirkulært, det skal bide sig selv i halen på en smuk geometrisk måde, som kunne have fået Platon til at nikke bifaldende. Men det skal også rumme bevægelsen, som Martinus forbinder med ordene udvikling og skæbne. Forståelsen af et problem er først matematisk, når spørgsmål og svar viser sig at være identiske i et kredsløb, der samtidig indeholder et nyt spørgsmål.

Lad os tage et eksempel. Sæt nu, vi har en fornemmelse af, at det simpelthen ikke kan passe, at verdens goder er så uretfærdigt fordelt, som de jo vitterligt er. Hvordan kan det gå til? Alene spørgsmålet viser, at vi har en forestilling om verden, som vi ikke kan få til at passe med virkeligheden. Martinus hævder, at det er, ligesom når vi bliver låst fast i synet af en ret linie og ikke ser, at den i virkeligheden er en del af en kæmpestor cirkel. For nu at løse dette problem bringer han tre ord på banen: bevægelse, udvikling og skæbne. Dermed kan vi pludselig se løsningen på det stillede spørgsmål: vist ser verden uretfærdig ud, men det er bare et spørgsmål om tid. Det er ligesom med et lille agern, der engang skal blive til et stort egetræ. Svaret ligger gemt i spørgsmålet, men vi ser det ikke lige straks. Men når det sker, “genkender” vi svaret, idet spørgsmål og svar gensidigt belyser hinanden og virker sammen i et kredsløb. De bider så at sige hinanden i halen.

Aha! – udbryder man.

Det er et sådant kredsløb, Martinus kalder for en “analyse”. I Livets Bog 2, stk. 435, beskriver han det med få ord: “En analyse kan således først være matematisk, når dens afslutningsfacitter bliver identisk med dens begyndelsesfacitter i et nyt kredsløb.”

Læg nu mærke til, at Martinus her taler om et “nyt” kredsløb. Ræsonnementet får dermed karakter af en uendelig spiral, og det er derfor nærliggende at spørge til fx det kredsløb, der lå forud for spørgsmålet om den manglende retfærdighed. Hvordan så det ud? Hvordan kan et menneske overhovedet komme på den tanke, at verden kan være retfærdig? Hvornår er den tanke opstået?

Jeg vil nu prøve at besvare dette spørgsmål, og det skal tilføjes, at svaret står helt for min egen regning. Der kan sikkert også gives andre svar. Og mit svar er ikke hentet hos Martinus, der mig bekendt ikke går i detaljer med denne analyse.

Ser vi efter i historiebogen, så genfinder vi tanken om retfærdighed i FNs charter om menneskerettighederne, som igen kan følges tilbage til den franske revolution i 1789. Vi kan nu sætte årstal på et kredsløb, der ligger forud for det kredsløb, der fik os til at undre os over, at verden virkede uretfærdig. Og ved at læse om tilstandene på den tid vil vi bemærke, at det var et stivnet kongedømme, der med revolutionen blev afløst af et samfund i opbrud og bevægelse. Hvad vi bliver vidne til er, at antikken, middelalderen og renæssancen tilsammen danner et kredsløb – en “analyse” – med antikken som begyndelsesfacit og renæssancen som slutfacit. Renæssance betyder jo også “genfødsel”, og det, der genfødes, er altså antikken; men nu med et moment af bevægelse, som antikken ikke havde. Jorden skifter plads fra sit faste punkt som verdens centrum til en roterende planet i fuld fart omkring Solen. Og det enkelte menneske kommer ligeledes i bevægelse. Det er ikke længere låst fast i et hierarkisk system som herre eller slave, adel eller borger, præst eller menigmand. Det har fået selvbevidsthed, det har fået et billede af sig selv som et individ, der har ret til at dømme om, hvad der er godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt.

Martinus sætter lighedstegn mellem logik og matematik. Vores syn på verden fra antikken til nutiden har udviklet sig logisk og matematisk, dvs. forudsigeligt. Hver gang verden ser kaotisk og uretfærdig ud, er det fordi vi mangler logik og matematik til at forstå den med, som det skete i 1789. Og omvendt har der alle dage været mennesker, som blindt stolede på en logik og matematik bag det hele, skønt de ikke kunne komme på, hvordan det hang sammen. De kunne ikke sige – aha!

Det er dette dobbelte projekt, der er blevet Martinus’ opgave at tage hånd om: dels at levere “matematikken”, dels at retfærdiggøre troen på den. Derfor kunne han meget passende kalde sine analyser for Det Tredje Testamente. Han retfærdiggjorde de kernesætninger, Jesus kom med, og han gjorde det ved at vise, at de var matematiske, dvs. logiske og fuldkomne. Dermed “genløste” han Jesus, idet han med sin logik og matematik indgik som slutfacit i en analyse, hvor Jesus med sit bud om næstekærlighed indgik som begyndelsesfacit. I sin bjergprædiken brugte Jesus jo også begrebet retfærdighed om en idealtilstand, der skulle blive til virkelighed i en kommende verden, et Guds rige. Han sammenlignede med et sennepskorn. Sådan var drømmen om retfærdighed på Jesus’ tid. Og den skulle – som vi nu har set – i kredsløb efter kredsløb gro og vokse frem som et håb, en tro, et krav, en rettighed og – med Martinus – til en videnskab om bevægelse, udvikling og skæbne. Hvad Jesus havde sagt, viste sig at være logik og matematik. Men dermed er der naturligvis ikke sat punktum. I spiral efter spiral viser Martinus, hvorledes teori bliver til virkelighed; og virkeligheden, Gudsriget, efterfølges af andre riger i et hvirvlende perspektiv uden begyndelse og ende. Her er der nok at læse om, studere og tænke over.

Men det bibeltro menneske forstår ikke uden videre denne analyse. Det må først bringes ud af sin umyndighed og ind i troen på sig selv som den, der nok selv skal bestemme det hele. Det er denne udvikling, vi kender som verdsliggørelse eller sekularisering. Nu er det naturvidenskab, teknik og materialisme, der bliver det store sus. Først når denne optimistiske “tro” viser sig at være “stene for brød”, går vejen tilbage til Guddommen. Og nu hedder det ikke længere tro, men logik og matematik, skønt alle tre begreber forenes på smukkeste måde, når de ses i lyset af bevægelse, udvikling og skæbne. Det er alt sammen Platons fuldkomne kredsløb inden i kredsløb, og når retfærdigheden i verden engang har fuldbyrdet sit nuværende kredsløb, vil mennesket stige op i nye kredsløb med udsigt til nye analyser med nye begyndelsesfacitter og nye slutfacitter. På den måde tegner Martinus et billede af verden som et uendeligt spiralkredsløb. Verden er en logisk tanke, og fra naturen fosser matematikken lige ind i vore hoveder!

—————-

I krystallerne viser naturen os de former, som begrænses af rette linier og planer. Vi finder således det, som vor egen tænkning skabte, igen i naturen; hvad der hos os var tanker, står uden for os som naturlove.

H.C. Ørsted

Share This