Det dejligste juletræ

I denne artikel, som tidligere har været bragt i KOSMOS nr. 11-12, 2004, skal vi se lidt nærmere på H.C.Andersens ganske korte, men ikke desto mindre væsentlige eventyr om ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Det var faktisk dette eventyr, der oprindelig igangsatte mit eget sammenlignende studium mellem Martinus’ Kosmologi og H.C.Andersens verdens- og livsanskuelse. Baggrunden herfor var den, at Martinus i et af sine foredrag omkring årsskiftet 1957/58 benyttede lige præcis dette eventyr til så at sige at illustrere sine kosmiske analyser omkring skytsånders materialisation og dematerialisation.

Det var denne tegning fra 1843 af J. Th. Lundbye, der var inspirationskilde for H.C.Andersen, da han i 1845 skrev eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”.

I 1845 fik H.C. Andersen af en redaktør for Dansk Folkekalender tilsendt tre tegninger med opfordring til efter eget valg at skrive et eventyr om et af billederne. Andersen valgte et billede, som forestillede en lille, fattig klædt og barfodet pige med et sammenknyttet forklæde fyldt med bundtede svovlstikker i den ene hånd, og et bundt fremrakte svovlstikker i den anden hånd. Tegningen var tegnet af en af tidens mest berømte kunstmalere, J.TH.Lundbye, og den havde et par år tidligere været trykt i forbindelse med en artikel om at vise hjælpsomhed overfor samfundets fattigste. (1)

Som det så ofte før havde været tilfældet, og også var det senerehen i Andersens forfatterskab, greb hans inspiration tilbage til episoder og oplevelser i hans eget eller hans nærmestes liv. Tanken om den lille fattige pige vakte utvivlsomt minder om hans egen kære moders situation i barndommen, hvor hun var blevet sendt ud i byen for at tigge nogle skilling som et højst nødvendigt supplement til familiens betrængte økonomi. (2)

Eventyrets handling indledes selveste nytårsaften, hvor den lille pige befinder sig et sted i byen. Luften er frostkold og snefnuggene falder på hende og om hende, og de travle mennesker på gaden haster af sted, for enten at komme hjem eller på nytårsbesøg. Den lille forfrosne, sultne og forkomne pige havde gået omkring i byen det meste af dagen, men ikke haft held til at afsætte et eneste bundt svovlstikker, og af frygt for de skænd, hun vidste der ventede hende, turde hun ikke gå hjem. Ingen havde ænset det fattige barn eller givet hende en lille skilling, og til sidst satte hun sig træt og udmattet i en krog mellem to huse og krøb sammen, for dog at holde lidt på den smule varme, hun endnu havde i kroppen

En af tegneren Vilhelm Pedersens meget rørende tegninger fra 1849 af den lille pige i eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”

Et kosmisk glimt

Da fristes den stakkels lille pige til at tænde en enkelt svovlstik, for dog at få lidt varme til sine forfrosne hænder, som var blevet blå og næsten følelsesløse af kulde. Til sin store overraskelse og glæde ser hun da de dejligste jordiske scenerier i lyset af den brændende svovlstik, og synerne er så livagtige, at hun tror de er virkelighed. Så meget større er skuffelsen over, at trylleriet snart efter slukkes sammen med den udbrændte svovlstik

I lighed med, hvad der er tilfældet med fyrtøjet i eventyret ”Fyrtøjet” har Andersen også gjort svovlstikkerne magiske i eventyret om ”Den lille pige med svovlstikkerne”. I det førstnævnte eventyr kunne soldaten ved hjælp af fyrtøjet få øjeblikkelig hjælp og assistance af tre tjenende ånder i skikkelse af de tre hunde, som viste sig i stand til at opfylde hans ønsker og befalinger. I eventyret om den lille pige, viser svovlstikkerne sig til stor overraskelse for både pigen og læseren at besidde en magisk evne til at fremtrylle de mest forbavsende og herligste, ja, næsten overjordiske syner, som trøstede, fornøjede og opmuntrede den lille pige den allersidste aften i hendes jordiske liv.

Den lille pige tænder endnu en svovlstik, og et nyt og herligt jordisk syn toner frem for hendes undrende øjne, dog kun for atter at slukkes sammen med den afbrændte svovlstik og efterlade hende med den barske virkelighed i sig og om sig. Men alle gode gange tre er som bekendt løsenet i alle gode eventyrs univers:

”Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, en af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

”Nu dør der en!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.”

Den tredje gang, pigen tændte en magisk svovlstik, gik det overjordiske syn af det dejligste juletræ altså over i den fysiske virkeligheds syn af den vældige stjernehimmel, sådan som denne kan ses og opleves på en tindrende frostklar nattehimmel eller en lun og tyst sommernat. Som så mange andre både før og efter ham, var mennesket og digteren H.C.Andersen dybt fascineret af stjernehimlen, som han i sine inspirerede øjeblikke opfattede som et udtryk for Guds eksistens som alkærlighedens og alvisdommens almægtige ophav.

Men som det så klart fremgår af eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”, så vidste Andersen også, at når den magiske svovlstikkes lys, det, Martinus kalder et intuitivt kosmisk glimt, slukkes, går det overjordiske syn over i hverdagssynets ofte farveløse og triste virkelighed. Det fortæller Andersen om i sin efterfølgende kommentar til digtet ”Græd ej moder, ellers dør du jo”, som er fra romanen ”Fodrejse”. Digtet handler om en lille dreng, der forsøger at trøste og opmuntre sin døende moder, og kort efter dør drengen også selv, begge som følge af en epidemisk sygdom. Digtet er på fire vers, hvoraf dog kun sidste vers skal citeres her:

”Men du græder, – jeg vil blive her!
Se dog ud, hvor stjernerne sig tænde.
Evig jul der vist i himlen er,
derfor skal de mange lys nu brænde.
O de søde englebørn dog hist!
– Thi hos dem er der jo ingen slemme? –
Smukke julegaver får de vist,
tror du, at vor Herre os vil glemme?”

Således trøstede den lille, til også hans stjerneskud lyste på den natlige himmel.

Lykkelige barneverden med dine glade drømme; da himlen hvælver sig over os, som det store, evige juletræ med alle sine glimrende lys, dem den gode Gud tændte for fattige og rige i sin store børneflok. Men vi bliver ældre, vi bliver fornuftigere, da er det ikke himlens glimrende julelys; nej, uhyre kloder med – sandsynligvis – smerte og tårer, elendighed og dårskab som på denne Jordklode.” (3)

”Det store forhæng”

Det er hos Martinus, vi kan hente en krystalklar opfattelse og forståelse af, hvad stjernehimlen i virkeligheden er udtryk for eller så at sige dækker over, men ikke overraskende bekræfter han også i dette tilfælde indirekte H.C.Andersens anskuelser. Martinus siger nemlig blandt andet om nattens stjernehimmel, at denne udgør ”det store forhæng, der adskiller det hellige fra det allerhelligste i livstemplet”, og han fortsætter i følgende citatudpluk:

[…] Det materielle syn, hvilket vil sige, den uindviedes syn, kan ikke gennemtrænge forhænget til det allerhelligste. Ligegyldigt hvor mange lysår man så end kan forlænge sit materielle syn ud i verdensrummet, vil man dog kun se det samme lysende tæppe, det samme forhæng foran det allerhelligste. Vejen ind hinsides templets forhæng går udelukkende kun igennem indvielse, hvilket vil sige: igennem opnåelsen af kontakten med universets grundtone kærligheden eller dette, at være eet med Gud. At være eet med Gud er igen det samme som at se alt fra Guds eget udsigtspunkt og i alt at tænke Guds tanker og se Guds mening og plan. Uden denne indstilling gjort til vanefunktion eller C.viden vil det være umuligt at opleve det allerhelligste.
Vi er altså kommet til forhænget ind til det allerhelligste, der som nævnt på det fysiske plan viser sig som nattens stjernehimmel. Nu vil man måske her hævde, at denne himmel dog kun er en samling sole, mælkeveje og lysende tåger i et umådeligt ”tomrum”. Og det er jo rigtigt nok, set fra det almindelige fysiske synspunkt, men er det nu også det endelige facit? – Absolut ikke. Det er ikke nogen som helst løsning på livsmysteriet at se verdensaltet som en samling stjernetåger og mælkeveje. Vi kommer her til et felt, hvor vi må begynde at se en hel anden virkeligheds tilstedeværelse end den tilvante fysiske. Og i kraft af vor nuværende i kosmiske analyser trænede og tilvante tænkning, tænkningen i Guds tanker og bevidsthed eller den tænkning, der udgør den såkaldte ”hellige ånd”, vil vi nu få at se, at den ydre fysiske verden ikke i nogen som helst situation er det, den ser ud til at være, og at det, den ser ud til at være, aldrig i noget som helst tilfælde kan være det primære eller den absolutte sandhed. Dette syn vil i alle situationer kun være en sekundær foreteelse, igennem hvilken en helt anden virkelighed eller livsverden afslører sig.” (4)

Den lille pige med svovlstikkernes møde med sin skytsengel i skikkelse af hendes afdøde mormor. Tegning: © 1997 Birgit Bennedbæk.

En skytsengel

Eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” handler indirekte også om sjælens udødelighed, og om det fænomen, der både indenfor parapsykologien og Martinus’ kosmologi betegnes som materialisation. Ved dette begreb og fænomen forstås, at en diskarneret ånd eller sjæl for en i reglen kortere tid antager fysisk legemlig form. Den situation træffer vi også på hen mod slutningen af eventyret om den lille pige med svovlstikkerne, hvor det lyder sådan:

”Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

”Mormor!” råbte den lille, ”O tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” – og hun strøg ihast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, – de var hos Gud!”

Det særlig interessante i denne forbindelse, er den parafysiske skikkelse, den lille piges mormor fremtræder med overfor sit barnebarn: Hun er skinnende klar, stor og smuk som aldrig før. Det principielle heri bekræftes af Martinus, idet det må anses for at være normen, at den åndelige skikkelse en ’afdød’ fremtræder med i den åndelige verden, og altså også under materialisationer, er en forynget og eventuelt restitueret udgave af vedkommendes tidligere fysiske legeme. (5)

En af tegneren Vilhelm Pedersens meget rørende tegninger fra 1849 af den lille pige i eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”

Eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” handler derfor også om skytsengleprincippet, idet pigens afdøde mormor virker som hendes skytsånd. Desuden handler det om det, Martinus betegner som dødens anden sfære, som udgøres af den virkelige åndelige verden, også kaldet Guds rige. Dødens første sfære inddeler Martinus i to zoner eller tilstande, henholdsvis kaldet ”skærsildstilstanden” og ”paradistilstanden”. Disse emner er behandlet lidt mere udførligt i nogle af mine tidligere artikler om H.C.Andersen, og skal derfor ikke gentages her. (6)

Den kloge og menneskekærlige digter H.C.Andersen, for hvem døden ikke betød afslutningen på livet, var som gentagne gange sagt og beskrevet overbevist om, at det enkelte menneskes psyke og personlighed fortsatte i en åndelig tilstandsform efter det fysiske legemes død. Derfor kunne han med sindsro afslutte eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” med følgende smukke og rørende linjer:

”Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden – død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf ét knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormo’er var gået ind til nytårs glæde!

******************

Noter og kilder til Det dejligste juletræ:

1 Særligt interesserede kan henvises til Erik Dal: Den lille Pige med Svovlstikkerne. Træk af er eventyrs forhistorie og skæbne. Rosenkilde og Bagger. København 1956. – Foredragsholderen og forfatteren Ole Therkelsen har i artiklen Martinus om H.C.Andersen, tidsskriftet KOSMOS nr. 1-2006, dokumenteret, at Martinus bl.a. den 19. januar 1956 holdt et lysbilledforedrag, hvorunder han fremviste et farvebillede, der illustrerede eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Selv har jeg hørt Martinus omtale eventyret i et af sine foredrag omkring nytårstid 1957/58. I tilslutning til foredraget blev så vidt jeg erindrer vist en amerikansk tegnefilm ”The Little Matchgirl”. – Svovlstikken eller friktionstændstikken var på den tid en forholdsvis ny opfindelse, der først blev almindelig i 1830’erne, og som erstattede det såkaldte fyrtøj. Svovlstikkerne blev i reglen fremstillet af fattige mennesker og falbudt på byens torve, i gader eller på steder, hvor mange mennesker havde deres gang. Salget af svovlstikker var lovligt, mens egentligt tiggeri var forbudt.

2 Til vennen Nicolai Bøgh har Andersen så sent som i 1873 fortalt, at hans moder som barn var sendt ud for at tigge, men da hun ikke syntes om det, og ikke turde vove sig hjem af frygt for skænd, gemte hun sig under en bro til det blev aften. Se Nicolai Bøgh: Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv, Personalhistorisk Tidsskrift 1905, s. 62.

3 Jf. med eventyret ”Barnet i graven”, hvori den sørgende moder ikke kan se, hvad der gemmer sig bag gravens dybsorte forhæng, mens det ’døde’ barn ser at det er Guds rige. Jf. ligeledes med digtet ”Det døende barn”, hvor barnet i sin dødsstund også ser de mest forunderlige syner. Allerede i skolestilen Betragtninger i en stjerneklar nat, 1825, fortæller Andersen om sin dybe fascination af stjernehimlen, som for altid mindede ham om sjælens udødelighed og udviklingsrejse fra klode til klode. Se Jørgen Skjerk: H.C.Andersen. Eventyrdigterens hidtil utrykte stile III, Kbh. 1999, s. 45-50. Jf. med digtet Sjælen, 1825. Se f.eks. Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, Kosmologisk Information 1997, s. 98-105.

4 Se f.eks. LB VI, stk. 2047-9. Jf. evt. med ”Bisættelse”, kap. 15 – 27.

5 Se f.eks. ”Menneskehedens skæbne”, kap. 15, 23, 26.

6 Se f.eks. LB III, stk. 646, 883,891, 897. Jf. med ”Menneskehedens skæbne”, kap. 26-31. – Ang. de nævnte artikler drejer det sig bl.a. om ”Døden – en illusion”, ”Dødsøjeblikket” og ”Udødelighed ejer vi”, hhv. i Kosmos nr. 2-, 5- og 8-2002. Endvidere er emnerne behandlet i bogen ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus”, kap. 7 – 9. Følgende artikler om H.C.Andersens opfattelse af ’døden’ findes her på hjemmesiden: Reisekammeraten – H.C.Andersen og døden (1. del) , På den yderste dag! – H.C.Andersen og døden (2. del) og I Guds Rige – H.C.Andersen og døden (3. del) . Se evt. også afsnittene ”Gennem døden eller de parafysiske verdener” og ”Livets risici og skytsenglenes opgave” her på hjemmesiden.

Se også Harry Rasmussens side http://livetseventyr.dk

Leave a Reply

Notificer om
avatar
wpDiscuz