De fem universelle bevægelsesarter – en kortfattet oversigt

Som det forlængst er fremgået af introduktionen til Martinus’ kosmologi, defineres begrebet og fænomenet energi indenfor naturvidenskaben som evnen til at præstere arbejde, idet der her er tale om fysisk energi. Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi defineres energi som evnen til at præstere skabelse, hvilket indebærer at det i dette tilfælde drejer sig om udpræget åndelig eller parafysisk energi. Disse to definitioner på energiens natur synes umiddelbart og gensidigt at udelukke hinanden, hvorfor det indbyrdes forhold imellem dem kan betegnes som komplementært, idet de nemlig først tilsammen udtrykker de erfaringer og den viden, vi overhovedet er i stand til at få om den større helhed, som begge er en del af og repræsenterer på hver sin måde. Men i denne sammenhæng er det naturligvis især det kosmologiske energibegreb, der interesserer og som vi skal se nærmere på.

Det skal her indskydes, at den efterfølgende beskrivelse af de fem universelle bevægelsesarter, især står i gæld til Per Bruus-Jensens efter min mening fremragende fremstilling af disse i ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, men i denne sammenhæng især bind 1. Uden denne ville jeg ikke have været i stand til at redegøre så kort og klart for faktorernes orden, som tilfældet forhåbentlig nu er.

Diagrammet udtrykker sammenhængen mellem faktorerne oplevelse, skabelse og bevægelse, som den gør sig gældende i princippet ”det skabte”. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, her bind 1, stk. 1. 75. – Gengivet med forfatterens tilladelse. – Kommentar: Trekanten symboliserer som altid i Martinus’ kosmologi et levende væsen, her som ophavet til de tre faktorer skabelse, bevægelse og oplevelse. Som det indirekte fremgår af diagrammet, udtrykker det, at skabelse, bevægelse og oplevelse udgør en integreret og uadskillelig treenighed.

 

Energi og bevægelse

I henhold til Martinus’ kosmologi er energi altid knyttet til begrebet og fænomenet bevægelse, som rent faktisk er energiens grundlæggende eksistensform. Det er derfor relevant at tale om både et energiaspekt og et bevægelsesaspekt for det skabtes vedkommende, til trods for den omstændighed, at energibegrebet i sig selv entydigt henhører under skabe- og oplevelsesevnens princip: X 2, hvorimod virkningerne heraf, dvs. ’bevægelserne’, altså det skabte/oplevede, utvetydigt henhører under det skabtes princip: X 3. Det vil med andre ord sige, at energi og bevægelse fundamentalt altid vil være knyttet til et levende væsen og derfor altid i sine grundformer vil have karakter af afsendelse og modtagelse af energi.

Energi er ifølge kosmologien en evig, uforgængelig ’størrelse’, som hverken kan skabes eller bringes til at ophøre eller forsvinde. Det, der er af skabt natur ved energifænomenet, er udelukkende kun de bevægelser, der er energiens givne eksistensform. Heraf turde det fremgå, at begrebet skabelse i virkeligheden drejer sig om og skal forstås som den proces eller virksomhed, der består i at omdanne bevægelse, og dermed i en vis forstand også energien, fra én form til en anden. Ved energi-former forstås de forskellige former, i hvilke energien tilsyneladende kan fremtræde, så som f.eks. for åndelig energis vedkommende som mental eller psykisk energi, hvilken sidste i henhold til Martinus er nært beslægtet med elektrisk energi. For fysisk energi kan der f.eks. være tale om kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi og atomenergi mm., men i princippet findes der kun én generalform for energi, nemlig bevægelse. (Note 1)

Det bør måske i den forbindelse fremhæves, at udtrykket ”energi” er en anden betegnelse for Jegets evne til at skabe og opretholde et illusionistisk alternativ til sig selv og sin egen elementære virkelighed, der er identisk med immateriel tomhed-stilhed. I øvrigt består der ifølge Martinus en nøje sammenhæng mellem fænomenerne oplevelse, skabelse og bevægelse, idet skabelse altid former sig som manifestation af bevægelse og oplevelse altid som registrering af bevægelse, hvoraf det turde fremgå, at fænomenet bevægelse udgør det basiselement, af hvilket det skabtes princip, så vel objektivt som subjektivt, er opbygget. Men da der dybest set ikke findes andet at ’bevæge’, end subjektets (Jegets) immaterielle element, som jo i henhold til de kosmiske analyser udgør intet mindre end verdensaltets fundament, følger heraf overraskende nok, at bevægelse ikke kan etableres eller forekomme i absolut forstand, men kun som et rent illusionistisk fænomen, et blændværk, der tilslører subjektets eller Jegets sande natur og identitet. (Note 2)

 

De fem universelle bevægelsesarter

Set under ’blændværket’s synsvinkel, hvorunder det skabte fremtræder som et illusorisk kompleks af bevægelser, er der mere specifikt tale om, at fem grundlæggende faktorer kan komme i betragtning, nemlig tilværelsens fem universelle bevægelsesarter. Men da disse med hensyn til deres eksistens og funktioner er helt afhængige af og beroende på eksistensen af de tidligere omtalte seks kosmiske grundenergier, som igen er afhængige af og beroende på den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, der i sin egenskab af skabe- og oplevelsesevne blandt andet er repræsenteret ved en serie kosmiske skabeprincipper, skal vi begynde med at fremhæve dén kosmiske enkeltfaktor, som i første instans er ansvarlig for tilsløringen af sandheden om Jegets absolutte, immaterielle natur, nemlig skabeprincip nr. 5: bevægelsesprincippet.

Det er netop lige præcis dette skabeprincip, som – i sit indbyrdes samspil med de øvrige skabeprincipper – ligger til grund for de ovenfor nævnte fem universelle bevægelsesarter, hvilke sidste i forening bibringer det skabte dets kvantitative, størrelsesmæssige egenskaber, så som mængde, størrelse, afstand, rum, tid, varighed, hastighed, vægt, konsistens, stof, masse eller materie. (Note 3)

 

Bevægelsesart nr. 1: Stambevægelsen

De fem bevægelsesarter kaldes universelle, fordi de omfatter alt og alle, og desuden gør sig gældende under alle forhold og i alle situationer i verdensaltet, forstået på den måde, at intet skabt ville kunne eksistere uden deres virke. Ja, faktisk er alt skabt identisk med deres virke. Samtidig kan det konstateres, at de fem bevægelsesarter står i et særligt indbyrdes afhængighedsforhold til hinanden, idet de fire af dem faktisk automatisk udledes eller er ’aflæggere’ af den ene, som de derfor skylder deres eksistens, af hvilken grund denne ene da også betegnes som den første bevægelsesart. I konsekvens heraf kaldes den derfor også for stambevægelsen, idet de fire øvrige bevægelsesarter så at sige ’stammer’ fra denne ene og første, som derfor udgør deres ’ophav’ eller ’årsag’. Som en direkte følge af dette forhold betegnes de fire bevægelsesarter som ”aflæggerbevægelser”.

Det er dog ikke hensigten, at gå nærmere ind på de fem universelle bevægelsesarters karakteristika og egenskaber i alle detaljer her, så derfor må vi nøjes med en kortfattet beskrivelse af dem hver især og af deres indbyrdes afhænhighedsforhold. Specielt interesserede kan henvises til Martinus’ egne værker og til supplerende værker, som f.eks. Per Bruus-Jensens ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4. (Note 4)

Stambevægelsen udgør som nævnt den første bevægelsesart og er objektivt set ganske enkelt karakteriseret ved den funktion, der består i, at et legeme eller en genstand ændrer position i forhold til sin udgangsposition. altså bevæger sig fra ét sted til et andet. Det pågældende ’legeme’ eller ’genstand’ kan være hvad som helst, lige fra en elementarpartikel, et energikvante, et atom, et encellet dyr, en fisk, et insekt, et pattedyr, en planet, et solsystem, en bold, en bil, et tog etc., etc. – Men enhver stambevægelse har både objektiv og subjektiv status, idet den som en objektiv funktion ved et legeme eller en genstand, er et produkt af Jegets udadrettede aktivitet: manifestationen, det vil sige Jegts afsendelse af energi, mens den som subjektiv oplevelse betragtet er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet: sansningen, hvilket vil sige Jegets modtagelse af energi.

Sin status som en objektiv funktion ved et legeme eller en genstand skylder stambevægelsen altså en manifestationsmæssig indsats fra Jegets side, mens dens status som en subjektiv virkning af, at et legeme eller en genstand skifter position, altså skyldes en sansemæssig indsats fra Jegets side. At ordet og begrebet ’indsats’ er relevant også i forbindelse med Jegets sansning, beror på, at sansning ikke er en passivt receptiv proces, men tværtimod stiller krav om Jegets aktivt kreative medvirken. Det vil læseren kunne forvisse sig om, ved f.eks. at læse afsnittene ”Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I)-(IV)” her på hjemmesiden. Det skal dog pointeres, at den aktivt kreative indsats fra Jegets side i forbindelse med sansningen, i vid udstrækning har ubevidst og automatisk karakter.

 

Bevægelsesart nr. 2: rummet

I kraft af Jegets oplevelse af den første bevægelsesart, stambevægelsen, opstår der en foretilling om afstande og derigennem en forestilling om Noget, der giver plads for disse afstande. Dette Noget, som kendes under begrebet rummet, er vi almindeligvis ikke vante til at opfatte som en art bevægelse, men snarere som noget, der er statisk og ubevægeligt og som i en vis forstand omslutter og dermed rummer eller indeholder alt, hvad der eksisterer, altså med andre ord verdensrummet. Det skal da også straks siges, at rummet kun er bevægelse i indirekte betydning af begrebet, men i forbindelse med Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, er rummet en konsekvens af bevægelsesprincippet, en konsekvens som imidlertid kun har subjektiv status, og som dermed kun udgør et rent bevidsthedsfænomen. Men idet begrebet ”rummet” med hensyn til sin eksistens står i afhængighed til bevægelsesprincippet, kaldes det derfor den anden bevægelsesart, og da denne samtidigt er en subjektiv konsekvens af stambevægelsen, betegnes den følgelig som aflæggerbevægelse nr. 1.

 

 

 Figur 1: Rummet opfattet som en statisk, tredimensional størrelse med sande metriske egenskaber (beholder-forestillingen). – – Figur 2: Virkeligheden opfattet som en dynamisk, firedimensional størrelse, dvs. som et tredimensionalt rum, der er præget af bevægelse, forandring og dermed tid (= den 4. dimension). Tid og rum er her organisk forbundet med hinanden. © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.20.-2.21. – Gengivet med forfatterens tilladelse.

 

Bevægelsesart nr. 3: tiden

Den tredie bevægelsesart og dermed aflæggerbevægelse nr. 2, kender vi som det fænomen, der kaldes ”tiden”. De fleste mennesker vil formentlig umiddelbart acceptere, at tiden kaldes en slags bevægelse. Man taler jo ofte om, at tiden går, løber eller iler. Men ifølge Martinus forholder det sig nu ikke helt så enkelt med fænomenet tid. Godt nok er den på den ene side en konsekvens af bevægelsesprincippet, lige som der på den anden side kun er tale om bevægelse i indirekte forstand, på samme måde, som tilfældet er med rummet. Men det er misvisende at opfatte eller forestille sig tiden som noget, der går, løber eller iler, idet tiden i så fald måtte tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv have objektiv eksistens. Ifølge kosmologien er tiden identisk med et art bevægelse, men kun i indirekte forstand, idet den i lighed med rummet udelukkende har subjektiv eksistens som en i tilknytning til Jeget eksisterende forestilling. Denne forestilling er i forbindelse med Jegets indadrettede aktivitet en direkte konsekvens eller virkning af bevægelsesprincippet, idet Jegets erkendelse af begrebet ’tid’ hænger sammen med dets oplevelse af stambevægelsen, og gennem denne oplevelse skabes eller opstår forestillingen og dermed bevidstheden om begreberne begyndelse, varighed og afslutning, tre begreber som netop danner grundlag for forestillingen om begrebet tid.

 

  

Diagrammet viser systemet i tidsbegrebets skabelse og opståen. Medens trekanten symboliserer et levende væsen, udtrykker cirkelbuen dé stambevægelser, der indgår i dette væsens livsoplevelse. Samtlige stambevægelser er præget af begyndelse og afslutning og har i tilknytning hertil en vis varighed. Oplevelsen af dette resulterer i forestillingen om tid. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 93. – Gengivet med forfatterens tilladelse

 

Jeget og ”det evige Nu”

I henhold til Martinus finder Jegets livsoplevelse sted i det, der kaldes Nuet, som dybest set er identisk med Jegets ’syn’ af sig selv som en evig, uforanderlig modsætning til al bevægelse. ’Nuet’ repræsenterer dermed subjektivt set Jeget, som dette er i sig selv, og kan som sådant karakteriseres som et udtryk for den kosmiske virkelighed bag livsoplevelsens illusionistiske ’tryllespind’. Relationen mellem Nuet og livsoplevelsens fluktuationer ligner i høj grad relationen mellem Jeget i dets egenskab af et uforanderligt centrum i bevidstheden og bevidsthedens subjektive indhold af skiftende bevægelser i rummet. Nuet udgør derfor på sin vis et fast punkt for jegets forestilling om tid, og da Jeget er evigt i sin natur, kan Nuet følgelig også betegnes som evigt, altså som det evige Nu. Nuet og tiden er med andre ord indbyrdes forbundet på den måde, at sidstnævnte gennem sit afhængighedsforhold til bevægelse synes at flyde gennem Nuet, en situation, der danner baggrund for opfattelsen eller oplevelsen af ”tidens gang”. Men der er her tydeligvis tale om en ren og skær illusion, idet den faktiske hændelse drejer sig om en stadig udskiftning af livsoplevelsens scenerier, der ustandselig kommer og går i Nuet. Det er altså ikke tiden som sådan, der skifter, for den eksisterer som sagt kun i form af en illusorisk forestilling.

 

  

Diagrammet fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets evne til at fastholde indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en sådan måde, at den tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv status), der involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c). Grundelementet i denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer subjektets livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning underkastet, men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet sammen i det evige Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C = fremtidens stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets urbegær. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 96. – Gengivet med forfatterens tilladelse

 

Jegets mentale livsrum

Ved hjælp af de tre første bevægelsesarter – stambevægelsen, rummet og tiden – frembringer Jeget for sig selv et dynamisk præget ’livsrum’ med det formål, at skabe en tids- og rumdimensionel modsætning til sin egen evigheds- og uendelighedsnatur, for derigennem at sikre sig forestillingen om adskilllelse og isolation fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg. Dernæst for at skabe en illusionistisk begrænsning af sit eget ubegrænsede Jeg, og derigennem sikre sig forestillingen om en verden uden for det selv, altså forestillingen om en ydre verden. Og endelig for at skabe en stabil ’ramme’ om livsoplevelsens øvrige momenter, herunder ikke mindst dem, som de to andre og endnu ikke omtalte bevægelsesarter er eksponenter for. Der er med andre ord her tale om Jegets etablering af sin egen individualitet, idet det subjektive rum-tids-kontinuum, der udgør Jegets mentale ’livs-rum’, er en nødvendig forudsætning for at dets personlige vilje og øvrige skabende kræfter kan udfolde sig, og for at dets livsoplevelse med dennes stadige strøm af vekslende scenerier, kan have et ’rum’, hvori det kan foregå. Men objektivt set er forestillingen om det personlige Jeg en illusion, idet virkeligheden i henhold til Martinus kosmisk set er den, at samtlige Jeger er repræsentanter for et fælles, universelt Jeg-element, Guds Jeg, der ikke på nogen måde udviser begrænsning eller bevægelse. Imidlertid er det personlige Jeg (egoet) naturligvis en funktionel instans indenfor rammerne af den relative virkeligheds verden, hvad der stort set nok vil være umiddelbart indlysende for enhver.

  

På billedet herover ses et eksempel på den såkaldte kinematografiske teknik, som består i at en serie i sig selv stillestående billeder, der med en tilpas hastighed føres gennem projektionsapparatet enkeltvis og rykvis forbi det bagfra belyste billedvindue og derfra via forstørrelsesglas projiceres op på et hvidt lærrred, hvorved indtrykket af kontinuerlig bevægelse opstår. Serien af enkeltbilleder svarer i denne analogi med lidt god vilje til livsoplevelsens skiftende scenerier, mens det oplyste billedvindue, filmstrimlen føres forbi, svarer til ’Nuet’, og endelig svarer resultatet: det projcerede og tilsyneladende bevægelige billede på lærredet, til oplevelsen af tidens gang. Men som vi ved, består der den principielle lighed mellem livsoplevelsen og de levende billeder, at begge faktisk er ren og skær illusion, som i øvrigt i begge tilfælde skyldes vort sanseapparat, mere præcist vort øjes og vor hjernes og bevidstheds særlige indretning. Men efter som princippet er præcis det samme, hvad enten det drejer sig om fotografiske billeder (realfilm) eller tegnede billeder (tegnefilm), er der i dette tilfælde valgt at gengive en serie animationstegninger, som viser bevægelsesfaserne hos en mand, der løfter og slår med en kølle. Tegningerne skal ’læses’ fra venstre mod højre, først foroven og derefter forneden. – Tegningen er fra: Harry Rasmussen og Jakob Koch: Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000. Fra forhistorie til computeralderen. www.tegnefilmhistorie.dk

 

Bevægelsesart nr. 4: forvandlingen

Den fjerde bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr. 3, er også betinget af Jegets ’forudgående’ oplevelse af stambevægelsen, og den giver sig til kende som det fænomen, der kaldes forvandlingen, hvilket vil sige, den forvandling af situationen i Jegets mentale ’livs-rum’, der ledsager stambevægelsernes mangeartede fuldbyrdelse. Fænomenet ’forvandling’ er indirekte identisk med den oplevede stambevægelse og dermed samtidig en konsekvens af bevægelsesprincippet. Som oplevelse betragtet er forvandling et produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, og har som sådan udelukkende subjektiv eksistens som en i Jegets mentale livsrum optrædende særlig proces. Det ved forvandlingen, der har objektiv status, er alene dén eller dé stambevægelser, den umiddelbart henfører til og som netop udgør en direkte manifestation af bevægelsesprincippet.

Som eksempler på fænomenet forvandling kan nævnes vækst- og degeneration, opbygning og nedbrydning, i praksis f.eks. i form af fosterudvikling, over barndom, ungdom, manddom, og alderdom til død, ja, i virkeligheden omfatter forvandling en hvilken som helst manifestations- eller skabelsesakt, herunder altså blandt andet nedbrydnings- og degenerationsprocesser, af hvad art disse end måtte være. Som en følge heraf er det næppe vanskeligt at se, at den fjerde bevægelsesart udgør en overordentlig vigtig bestanddel af den samlede livsoplevelse, som den jo i høj grad bidrager til, ved at sikre dennes indhold og nuancering.

 

 

Fosterudviklingen hos dyr og mennesker er et godt eksempel på, dels hvad repetitionsprincippet drejer sig om, men også på bevægelsesart nr. 4: forvandlingen. På illustrationen, som skal læses lodret, ses tre stadier i fosterudviklingen hos henholdsvis fisk, skildpadde, ko og menneske. Som det umiddelbart fremgår, er ligheden slående mellem de fire forskellige arters tidligste stadium, og for de tre sidstnævnte arters vedkommende også i mellemste stadium. For disse tre arters – og mange andre arters – vedkommende, sker differentieringen først på et senere stadium, hvor man tydeligt kan se karakteristiske forskelle mellem arterne. Tegning af Jakob Koch Ó 2006.

 

Bevægelsesart nr. 5: materien

Den sidste af tilværelsens fem universelle bevægelsesarter er materien, som dermed samtidig udgør aflæggerbevægelse nr. 4, idet den helt og holdent skylder stambevægelsen sin eksistens. Objektivt set er ’materien’ i henhold til Martinus ikke noget som helst andet end en koncentration af stambevægelser, som opleves af Jeget under særlige perspektiviske betingelser, hvorved de kommer til at fremtræde med mikrokosmisk format. Oplevelsen af de mikrokosmiske stambevægelser medfører uundgåeligt en oplevelse af tilsvarende mikrokosmiske aflæggerbevægelser i form af mikrokosmiske rum-, tids- og forvandlingsmomenter, som forekommer inden for rammerne af Jegets mentale livsrum, og som i praksis viser sig som oplevelsen af en overordentlig livlig, detaljeret vibrationsmasse, der svarer til bevægelseskombinationens struktur. Det er denne vibrationsmasse eller dette felt af mikrokosmiske stambevægelser, som via sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske aflæggerbevægelser, og det er også dette felt, der i praksis opleves som dén kollektive vibrationsmasse eller strukturformation, vi kalder stof eller materie. Materiens eller stoffets fremtræden i faste, flydende og luftformige tilstande er i sidste instans et spørgsmål om proportionsforholdet mellem individuelle mønstre af stambevægelser og disses aflæggerbevægelser, specielt rummet og tiden. Dette indebærer blandt andet, at dér, hvor proportionsforholdet mellem bevægelsesarterne rummet og tiden ændrer sig, dér vil også bevægelsesarten ’forvandlingen’ – og dermed materieindtrykket – ændre karakter, nemlig i form af oplevelsen af henholdsvis fast, flydende og luftformig materie.

 

  

Model af radiumatomets elektronbaner. Som en integreret kombination af tomrum, energi og bevægelse legemliggør hvert eneste atom i tilværelsen det tre-enige princip og dets pointe. – © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.36. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. – Gengivet med forfatterens tilladelse. – Supplerende bemærkninger: tomrummet er identisk med jeget (X. 1.), energien er identisk med skabe- og oplevelsesevnen (X. 2.) og bevægelsen er identisk med det skabte og oplevede (X. 3.).

 

Materiens paradoks

Rent objektivt udgør materien altså et koncentrat af mikrokosmiske stambevægelser, men som stof eller materie betragtet, er den derimod et resultat eller produkt af vekselvirkningen mellem dette bevægelseskoncentrat på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, på den anden side. Objektivt set kan materien naturligvis også betragtes som en koncentration af energi eller som en særlig energiform (masseenergi), som f.eks. atomenergi. Dette beror kosmisk set på sammenhængen eller identiteten mellem bevægelse og energi, hvilket vi skal vende tilbage til om lidt. Det der er særlig vigtigt at gøre sig klart i forbindelse med omtalen af de fem universelle bevægelsesarter er, at materien som sådan er en typisk aflæggerbevægelse og derfor følgelig en typisk repræsentation for den åndelige verden. I betragtning af den store og næsten altafgørende betydning materien synes at have for vor daglige oplevelse af livet og tilværelsen på godt og ondt, turde denne konklusion nærmest forekomme paradoksal eller ligefrem absurd. Men ikke desto mindre tyder meget på, at det drejer sig om andet og mere end et til formålet egnet og bekvemt postulat, hvilket vi skal se lidt nærmere på under omtalen af livsoplevelsens status som illusionistisk fænomen betragtet.

 

Livsoplevelsens ’eksterne’ urelementer

Under omtalen af de fem universelle bevægelsesarter, har vi især kunnet konstatere, at livsoplevelsen/bevidstheden altså blandt andet er opbygget af disse fem ’eksterne’ urelementer, det vil sige stambevægelsen, rummet, tiden, forvandlingen og materien, som i virkeligheden kun udgør fem væsensforskellige måder, på hvilke Jeget er i stand til at opleve bevægelsesprincippet, og disse måder må derfor betragtes som fem forskellige virkninger af dette. Det er derfor med andre ord disse virkninger, der forsyner ethvert levende væsens livsoplevelse med primært dens kvantitative momenter, men indirekte også med dens kvalitative momenter, hvilket tilsammen betyder alle livsoplevelsens såkaldte ydre data og egenskaber, hvorfor de fem universelle bevægelsesarter da også betegnes som livsoplevelsens eksterne urelementer.

 

Energi = skabeevne = virkeevne

Men som omtalt i afsnittene om grundenergierne og grundenergiernes kombinationer, optræder hovedprincippet ”det skabte”, foruden med et bevægelsesaspekt, også med et energiaspekt, idet hovedprincippet som objektivt fænomen betragtet indirekte er identisk med dén skabeevne eller virkeevne, som den også kaldes, som det både først og sidst skylder sin eksistens. Man bør her endnu engang have klart for sig, at begreberne ’energi’ og ’skabeevne’ eller ’virkeevne’ er synonyme begreber, og at udtrykket energi blot er et andet ord for det treenige princips anden funktionelle hovedinstans, skabe- og oplevelsesevnen eller ”X 2”. Hvilket netop er i overensstemmelse med, at ordet ’energi’ direkte oversat betyder evne til at virke, eller med andre ord: evne til at frembringe/skabe virkninger. Man bedes her erindre sig, at den kosmologiske definition på begrebet energi er den, at denne er identisk med evnen til at præstere skabelse, hvilket sidste imidlertid ikke kun involverer Jegets udadrettede aktivitet, manifestationen, men også dettes indadrettede aktivitet, sansningen, hvorfor Jegets skabeevne ikke kun benævnes som sådan, men også under ét som ”skabe- og oplevelsesevnen”.

 

  

Diagrammet viser det skabtes energi- og bevægelsesaspekt sat op mod hinanden, så det fremgår, at de seks kosmiske grundenergier ikke er det samme som de fem universelle bevægelsesarter. Bemærk, at bevægelsesprincippet er vist med samme signatur som moderenergien. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 114. – Gengivet med forfatterens tilladelse – Kommentar: Når bevægelsesprincippet er vist med samme signatur som moderenergien, beror det på det forhold, at bevægelsesprincippet netop er et udtryk for modernenergien.

 

  

 

Diagrammet er en videreførelse af diagrammet umiddelbart ovnefor. Videreførelsen består i, at energi- og bevægelsesaspektet her så at sige er koblet ind i hinanden svarende til, at det skabte på én og samme tid er et spørgsmål om energi OG bevægelse. Det ses, hvorledes bevægelsesprincippet er indeholdt i moderenergien (øverste punkterede felt), og at det i praksis udmønter sig i seks individuelle elementarversioner, der i form af seks grundenergier (tallene 1-6) tilsammen konstituerer den første universelle bevægelsesart: stambevægelsen, i hvilken de således er indeholdt. Stambevægelsen er i lighed med tidligere vist som et rektangulært felt med dobbelt linieføring (de fire aflæggerbevægelser er her udeladt, men skal tænkes som fire suupplerende kasser med enekelt linieføring, der placerer sig neden under stambevægelsens felt. Det er i denne forbindelse klart, at også stambevægelserne hver især er præget af de seks grundenergiers tilstedeværelse, men i dette tilfælde vel at mærke på et rent subjektivt plan). – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 118. – Gengivet med forfatterens tilladelse

 

Det skabtes to hovedaspekter

Forbindelsesleddet mellem det skabtes to hovedaspekter, energien og bevægelsen, er altså ikke overraskende stambevægelsen, som i sin egenskab af objektivt fænomen repræsenterer energi. Vi har jo allerede konstateret det intime identitetsforhold mellem bevægelse og energi, som indebærer, at bevægelse altid og ufravigeligt er energiens grundlæggende eksistensform. Energi vil følgelig altid være knyttet til bevægelse, og de tidligere omtalte syv kosmiske grundenergier, som tilsammen repræsenterer det skabtes energiaspekt, danner ikke nogen undtagelse herfra, hvilket derfor blandt andet indebærer, at netop energiaspektet involverer en række fænomener med tilknytning til bevægelsesaspektet, repræsenteret ved de omtalte fem universelle bevægelsesarter. De nævnte fænomener henfører dels direkte til grundenergierne som årsager betragtet, og dels refererer de også til disses virkninger, det vil sige som skabte ting betragtet.

Som det forhåbentlig turde være fremgået mere eller mindre direkte under omtalen af de fem universelle bevægelsesarter, er begrebet ’energi’ kosmisk set desuden identisk med Jegets evne til at skabe et kontrastmæssigt alternativ eller ’modbillede’ til sig selv og sin egen elementære virkelighed, som er intellektuelt ufattelig og ubeskrivelig immateriel tomhed-stilhed. Jegets element eller ’substans’, hvilket i virkeligheden vil sige: Guds element eller ’substans’, udgør paradoksalt nok det fundamentale ’råmateriale’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, udfolder sig og oplever.

  

Diagrammet viser, hvorledes individets livsoplevelse som følge af vekselvirkningen mellem Jegets sansemekanisme på den ene side og den objektive ydreverden på den anden side fremtræder som fundamentalt opbygget af elleve evige ur-elementer; disse er symboliseret ved henholdsvis den hvide trekant og den sorte femtakkede stjerne. Det bemærkes, hvorledes tegningen tilstræber at demonstrere, at de seks kosmiske grundenergier (den hvide sekskantede figur midt i den femtakkede stjerne) danner basis for eksistensen af de fem universelle bevægelsesarter (den femtakkede sorte stjerne). – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 114. – Gengivet med forfatterens tilladelse. – Supplerende bemærkninger hentet fra samme værk, stk. 1. 84: Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af dette (C). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed , der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – De små pile, der forbinder A med D/E, skal udtrykke vekselsvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. Gengivet efter Per Bruus-Jensens tekst til diagrammerne stk. 1. 104., 1. 123. og 1. 128.

Omtalen af de fem universelle bevægelsesarter skal for fuldstændighedens skyld her afsluttes med en kort, skematisk oversigt over disse og herunder de fire aflæggerbevægelser:

 

Skematisk oversigt over de fem universelle bevægelsesarter:

Bevægelsesart nr. 1. stambevægelsen

Bevægelsesart nr. 2. = aflæggerbevægelse nr. 1. rummet

Bevægelsesart nr. 3. = aflæggerbevægelse nr. 2. tiden

Bevægelsesart nr. 4. = aflæggerbevægelse nr. 3. forvandlingen

Bevægelsesart nr. 5. = aflæggerbevægelse nr. 4. materien.

 

© 2008 Harry Rasmussen.

 

Noter:

Note 1: I et lukket system, dvs. et system som ikke påvirkes af kræfter udefra, er summen af masse og energi konstant. Hvis man derfor kan betragte verdensaltet, hvilket her vil sige Jegets element, som ’et lukket system’, må det betyde, at dettes samlede energi vil være konstant. Det vil sige, at der hverken skabes ny energi eller forsvinder energi, men at der grundlæggende er tale om ’genbrug’ og forvandling af den evigt eksisterende energimængde under stadigt nye former.

Note 2: I klassisk indisk religionsfilosofi kaldes det nævnte ’blændværk’ for ”Mayas slør”, et udtryk, der næsten taler for sig selv. Den oldgræske filosof Sokrates kaldte ’blændværket for ”skygger på væggen”, medens en digter og dramatiker som Shakespeare i sit drama ”Stormen” betegnede tilværelsen som ”gjort af samme stof, som det drømme dannes af”.

Note 3: Vedr. skabeprincipperne og disses varianter: Se f.eks. afsnittet Jegets evige energikilder.

Note 4: Vedr. bevægelse og bevægelsesarter, se Martinus: LB I, stk. 233-44, 266-7, 269-71. LB II, stk. 325, 354, 477, 481, 488, 525, 540, 542-3, 587. LB III, stk. 673, 683, 780, 785, 787, 789, 825-6, 988, 993, 998-9. LB VI, stk. 2042, 2096, 2098, 2102, 2205, 2305-11, 2314, 2318-20, 2322, 2360. – PBJ I, 4. kapitel. © 2008 Harry Rasmussen.

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of