SPØRGSMÅL: Der er et bestemt emne, der med mellemrum dukker op i spørgerubrikken, efterhånden som der kommer nye Martinus-studerende, nemlig problemet med, hvordan Martinus stiller sig til transplantation af organer, herunder først og fremmest hjertetransplantation. En læser overvejer, om det ”i virkeligheden ville være det kærligste, hvis man med glæde lod fx sit hjerte transplantere for at redde et andet menneskes liv, når man selv døde?”

SVAR: Inden vi går videre, vil jeg godt lige kommentere spørgerens bemærkning om “at redde et andet menneskes liv”. Det kan man jo ganske enkelt ikke gøre. Ethvert liv er evigt, det er aldrig begyndt og vil aldrig ophøre med at eksistere. Vi må derfor, hvis vi skal holde os til Martinus’ analyser, omforme sætningen til “at forlænge et menneskes ophold i den fysiske lidelses-zone”. For det er jo dét, der sker, hvis man forlænger et menneskes inkarnation ved en organtransplantation

For Martinus var der ingen tvivl, han opfattede organtransplantation som en unaturlig proces. (se eventuelt de 5 punkter vedr. ”naturlige livsmuligheder”, der senest har været gengivet i Spørgerubrikken i Kosmos nr. 6-2016). Ved en spørgetime i Varnhem i 1968 fik Martinus netop spørgsmålet om hjertetransplantation og svarede spontant, at ”det var dog det mest ækle”, – det kunne han bestemt ikke anbefale. Og han gjorde opmærksom på, at donoren jo ikke var død, hvis hjertet stadig slog og dermed var levende og kunne bruges.

Dermed er vi tilbage ved selve ”dødskriteriet” og begreberne hjertedød/hjernedød. Her er der ikke absolut enighed blandt lægerne. Nu afdøde professor, dr. med. Preben Plum, skrev engang i Morgenavisen Jyllands-Posten en artikel med den bemærkelsesværdige titel ”Hvad ved vi reelt om dødsprocesserne?”. Her skriver han blandt andet: ”Hvad kan de samlede naturvidenskaber fortælle os om, hvad der sker i den døendes bevidsthed? Utallige vidnesbyrd tyder på, at der ikke kun er tale om, at bevidstheden slukkes som et lys, der går ud. Tværtimod taler mange erfaringer for, at en stor del døende har intense oplevelser, som synes at være af den største betydning for dem under sidste fase af dødsprocessen, og som, hvis de pågældende genoplives, påvirker dem for resten af livet.” Så Preben Plum var absolut ikke enig med den øvrige lægevidenskab.

Hvert organ er et levende væsen

Som bekendt fortæller Martinus os, at hele verdensaltet består af levende væsener inden i levende væsener. I Livets Bog  bind 1, stk. 271, nævner han udtrykkeligt, at alle de organer, som vores organisme er bygget op af, hjernen, hjertet, lungerne, leveren osv., hver især udgør et levende væsen. Og så er det jo nærliggende at spørge Martinus, hvordan forholdet mellem hjerte-donor og hans hjerte er under dødsprocessen. Det svarer han på i Bisættelse, kapitel 170 og 171. Han fortæller, at der netop ikke er tale om en brat afslutning af forbindelsen, men at den døde/døende ”gennem ligets mikroverdens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte kan følge enhver proces med liget.” Og så tilføjer han en oplysning, som må være af afgørende betydning for en eventuel hjerte-donor: ”Da den “afdøde”, fra den del af den åndelige verden, hvor han eller hun i den første tid efter døden befinder sig, har en langt klarere horisont over de “levende” væsener i liget og deres kamp for tilværelsen, end han eller hun havde på det fysiske plan, kan enhver unaturlig proces med liget virke i retning af en katastrofe for nævnte væsen.” Og endelig tilføjer Martinus, at  ”det må naturligvis indrømmes, at det primitive og robuste naturmenneske ikke i samme grad bliver anfægtet af sit ligs skæbne, som det højtudviklede kulturmenneske. Da det er “følelseslegemet”, der bærer dagsbevidstheden efter døden, vil al oplevelse efter døden netop være afhængig af, hvor udviklet nævnte legeme er. Ligeledes vil indtrykket af ens ligs unaturlige skæbne naturligvis også være afhængig af, hvor stort og udviklet et kendskab man i forvejen har til mikroindividernes tilværelsesplaner.”

Afgørelsen er din

Nu har vi hørt Martinus’ mening. Og hvis en person brændende ønsker at “forlænge livet” ved en organtransplantation, så er det vedkommendes eget suveræne valg. For den pågældende påtager sig jo selv den karmamæssige følgevirkning, bevidst eller ubevidst, på samme måde som ved alle de øvrige valg, vi foretager.

Men har man forstået Martinus’ analyser, vil man være klar over, at det ikke er et mål i sig selv at forlænge en inkarnation ud over det naturlige. Og et “fremmed” organs tilstedeværelse i modtagerens fysiske organisme vil jo altid være forbundet med en art “kemisk krigsførelse” for at tvinge kroppen til at acceptere det fremmede organ. Altså en helt unaturlig tilværelse, – omtrent som hvis vi mennesker blev “transplanteret” til en fremmed klode, der slet ikke passede til vores talentkerner og udviklingstrin.

Men som så ofte før må vi pointere, at Martinus ikke er en guru, der opstiller regler for, hvad man må og ikke må. Han stiller sine kosmiske analyser til vores rådighed, – og så må enhver tage stilling, – ud fra egen personlig opfattelse og egen forståelse af disse analyser. Når man har tænkt sig grundigt om, kan man her i Danmark rekvirere et såkaldt ”Donorkort” fra ”Livstestamenteregistret, Rigshospitalet, 2100 København Ø.”, eller en folder fra ”sundhed@rosendahls.dk”. Her kan man afkrydse, hvad man har besluttet sig for.

Lad os slutte med et optimistisk citat fra Livets Bog, bind 2, stk. 569. Her nævner Martinus forskellige kropslige læsioner og fortsætter: ”Er det ikke guddommeligt, at (….) svær invaliditet er begrænset til den pågældende organismes eksistenstid, og at væsenet således ved hjælp af “døden” kan fremstå i en ny og fuldkommen normal organisme?”

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This