SPØRGSMÅL: En læser, der for nylig er begyndt at studere Martinus Åndsvidenskab, spørger, hvorfor Martinus lægger så stor vægt på, at vi skal gøre os fri af ”flokbevidstheden” og udvikle os til at blive selvstændige væsener og ikke ”flokdyr”. Er vi ikke også med i en ”flok”, når vi studerer Martinus?.

SVAR: Det er rigtigt, at Martinus mange steder fortæller om udviklingen bort fra “flokbevidstheden”. Læs fx i Livets Bog , bind 4, stk. 1526, og i den lille bog nr. 21, hvor der er en artikel med titlen “Det psykiske tempel”. Og ikke mindst bogen Bisættelse handler meget om dette emne. Her skriver Martinus i kapitel 119: “Menneskene er endnu så rodfæstet i dyrerigets traditioner, at de ynder at gå i flok. De går hellere i følge med flokken på en forkert vej, end de går alene på den rigtige vej. Men derved kommer de naturligvis også til at dele flokkens skæbne.”

Og i de efterfølgende kapitler i Bisættelse fortæller Martinus, at denne floktendens er en naturlov i udviklingsspiralens første tilværelsesplaner, hvor individet endnu er i “fostertilstand” og altså ikke har fået “kosmisk bevidsthed”. I kapitel 122 fortsætter han: “Den jordiske menneskehed er som nævnt på vej bort fra (….) dogmerne, fra gamle formodninger, gamle traditioner, gammel skik og brug og befinder sig på vej til – sandheden, den eneste absolutte virkelighed. I denne vandring er alle individer inden for den jordiske menneskehed naturligvis ikke lige langt fremme.” Den sidste sætning er umådelig vigtig, for den giver os muligheden for at være tilgivende. Vi står jo selv – sammen med alle vore medmennesker – som ”sårede flygtninge”, der somme tider handler ud fra dyrerigets præmisser og somme tider ud fra menneskerigets begyndende humanisme.

Verdensplanen er så logisk

Tænk, hvis udviklingen standsede her -! Vi ville aldrig komme ud af den halv-dyriske tilstand, vi nu befinder os i. Blodige krige, vold og tortur ville fortsat hærge menneskeheden, uden at nogen eller noget greb ind for at standse det. Eller som Martinus skriver i kap. 139: “…denne store suggererede del af menneskeheden ville roligt kunne sove videre (…) hvis ikke netop den eksisterende verdensplan var så hårfin og kulminerende i logik, at selv det mindste væsens mindste overtrædelse af denne logik ikke kan finde sted uden at skabe en tilsvarende disharmoni i det samme væsens liv og færden.” Sagt på en anden måde: Det gør virkelig ondt, når vi overtræder livslovene -!

I Kosmos nr. 6 – 2004 har Martinus skrevet en fantastisk god artikel med titlen “Frigørelse af flokbevidstheden”. Her får vi svar på alle vore spørgsmål om dette emne. Først giver han os et eksempel på, hvad flokmentalitet kan føre med sig, ved at henvise til den seneste verdenskrig, hvor “en enkelt mand fik millioner af andre mennesker til at strække armen i vejret og råbe “heil” og derefter til med trampende støvler at marchere ud i verden for at drage andre folkeslag ind under samme massesuggestion ved våbenmagt og propaganda. Når noget sådant kunne finde sted, er det naturligvis ikke blot fordi Hitler besad en kolossal viljekraft, men i særlig grad fordi han formåede at appellere til flokinstinktet hos jordmenneskene, til primitive instinkter og følelser, som hører dyreriget til…”

Det er naturligvis ikke meningen med tilværelsen, at vi skal blive ved med at være underkastet jungleloven. Martinus udtrykker det således: “En mentalitetsændring vil lidt efter lidt føre den jordiske menneskehed ind i helt andre livsbaner, og det vil netop ske gennem den individuelle udvikling, som fører til frigørelse af flokbevidstheden.”

Nu har vi således fået spørgsmålene sat ind i en større sammenhæng: For dyrene er det ganske naturligt og livsnødvendigt at følge flokken. Det har det også i lange tider været for de jordiske mennesker, som er blevet ledet af “religiøst og politisk diktatur”, som Martinus udtrykker det. Men i dag er mange mennesker ved at vokse ud af denne tilstand, – de føler sig ikke mere på bølgelængde med “flokkens mentalitet”. Det kan ytre sig på den måde, at unge mennesker nægter at gøre militærtjeneste, fordi de ikke opfatter en anden nations soldater som fjender, men som medmennesker, de ikke ønsker at dræbe. Eller det kan ytre sig ved, at man bliver vegetar, fordi man ikke ønsker at være årsag til slagtedyrenes ufattelige lidelser. Og endelig kan frigørelsen vise sig på det religiøse område, “idet mange mennesker føler, at deres religiøse indstilling ikke stemmer overens med de dogmer, der er grundlag for den officielle religion.”

Når individualister er forenet i et fælles mål

Betyder vores afsked med flokbevidstheden så, at vi må gå alene og ensomme gennem livet? Nej, bestemt ikke. Hvis du nogensinde har oplevet at deltage i en studiegruppen om Martinus’ analyser, eller du har måske deltaget i et ugekursus i MartinusCentret i Klint, så har du mærket den menneskelige varme, der opstår, når individualister er forenet i et fælles mål om at virkeliggøre menneskeriget, – som vi kan skimte i vort eget indre bevidsthedsliv.

Hermed har Martinus givet os grundige svar på vore spørgsmål om, hvorfor vi skal udvikle os fra flokdyr til individualister, med alt hvad dette indebærer. Lad os slutte med at citere Martinus’ konklusion i den omtalte artikel i Kosmos nr. 6 – 2004 (der stadig kan købes på shop.martinus.dk): ”Bliver en sådan livsindstilling og mentalitet ikke også til flokbevidsthed? Det gør den ikke. Ved at gøre åndsvidenskaben til en del af sit liv, udvikler man lidt efter lidt centrer i sin bevidsthed, hvorigennem den individuelle skabeevne vil få en langt større udfoldelse til gavn for helheden; man bliver et guddommeligt redskab i skabelsen af fred på jorden.”

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This