SPØRGSMÅL: En læser forstår ikke, hvordan vi i en brochure kan kalde Martinus’ åndsvidenskab for et optimistisk livssyn. Vedkommende synes ikke, at der er noget som helst optimistisk ved verdenssituationen i dag. Tvært imod, man møder hævn og had overalt, og der er meget, der tyder på, at dette forhold bliver værre og værre. Og så henviser spørgeren til, at der også blandt ganske almindelige mennesker er had mellem religioner, had mellem politiske opfattelser og såmænd også had og ufred i parforholdene og ved skilsmisser.

SVAR: Ja, umiddelbart kunne det godt se ud, som om spørgeren har ret i sin pessimisme. Men her er det netop, at man har brug for Martinus’ logiske, sammenhængende analyser af, hvad det er, der foregår med menneskeheden, – og ikke mindst hvad fremtiden vil bringe. For sagens kerne er jo, at medens de forskellige religioner forudsætter, at man er i stand til at tro ubetinget på autoriteter og gamle, “hellige” bøger, så forudsætter studiet af Martinus’ analyser, at man har frigjort sig fra flokbevidstheden, og at man selv har gjort sig nogle livserfaringer – i dette eller i tidligere liv.

Hvis man er nået hertil i sin udvikling, så sker der på et tidspunkt noget afgørende: Det går op for én, at DET ALDRIG ER DE ANDRES SKYLD -! Det er ganske enkelt en livslov, at alt – ubetinget alt – hvad man oplever, er principper, man tidligere selv har ladet andre levende væsener opleve. Når man sætter sig grundigt ind i disse livslove, så får man samtidig en nøgle, som sætter én i stand til at forstå – og at tilgive. Og denne tilgivelse er netop dét, der lukker døren op for en bedre fremtid for os alle og dermed for et optimistisk livssyn.

Hertil vil mange nok indvende, at alle de mange stridende parter, der bekriger hinanden ud over jorden, umuligt vil kunne lære at tilgive hinanden. Nej, det ville aldrig kunne læres ved undervisning og heller ikke ved tro på religiøse eller politiske autoriteter. Men krigene, lidelserne og smerterne vil sætte spor i det enkelte menneskes indre. Martinus har bl.a. beskrevet forløbet i en tankevækkende artikel ”Den mentale kursændring” i Kosmos nr. 5 – 2012: “De store verdenskrige, revolutionerne, arbejdsløshed, de mange både fysiske og psykiske sygdomme, de personlige besværligheder hvert menneske kommer ud for, alt dette er medvirkende til, at menneskenes længsel efter fred bliver stærkere og stærkere.

Og denne længsel efter freden, – denne lede ved had og hævn og krig – bliver hos den enkelte netop til en søgen efter en logisk forklaring på spørgsmålet: Hvordan får jeg og mine børn en bedre og mere fredelig fremtid?

Intet menneske kan være anderledes, end det er
I samme artikel stiller Martinus selv spørgsmålet, om man da kan lære at bruge den nøgle, som tilgivelsen er. Og han svarer: “Ikke så længe man kun bruger sine følelser. Først når man med sin intelligens virkelig forstår, at intet menneske i øjeblikket kan være anderledes, end det er, fordi det med sin væremåde repræsenterer et bestemt midlertidigt udviklingsstadium, baseret på erfaringer i fortiden, kan man se, at det “ved ikke, hvad det gør”.” Med andre ord: En forudsætning for, at man kan tilgive, er, at man forstår baggrunden for “modpartens” væremåde. At man altså forbinder et menneskes væremåde med spørgsmålet “Hvor langt er Guddommen kommet med ham eller hende i den omskabelsesproces, som menneskeheden gennemlever.” Og samme bedømmelse kan man såmænd ganske roligt også bruge på sig selv.

For som Martinus skriver i Livets Bog, bind 7, stk. 2409: “Hvor meget man er i stand til at føle sympati for sin næste og dermed lyst til at hjælpe ham i eventuel nød og tilgive ham ubehageligheder, han eventuelt har forvoldt én, vil således i realiteten ikke være afhængigt af ens forstand, men derimod blive bestemt af éns humane følelse. Er denne følelse endnu meget primitiv hos én, er det ikke ret meget, man tilgiver sin næste”.

“Beriget med lidelseserfaringer”
Nu kan vi begynde at se, hvorfor selve verdensplanen giver os grund til optimisme. De ufattelige lidelser, som menneskeheden gennemgår på grund af al den had og hævnfølelse, der florerer, er ikke et vedblivende stadium. Og lidelserne har et formål, som Martinus blandt andet beskriver i Livets Bog, bind 2, stk. 335: “Efterhånden som væsenet bliver beriget med lidelseserfaringer, bliver det omskabt til mere og mere at kunne benytte kultiveret følelse som bevidsthedsmateriale…..Der bliver ro og fred i bevidstheden……Det tilgiver sine fjender. Det ved, at disses væremåde er en naturlig selvfølge. Det ved, at tyngdeenergien raser i deres kød og blod, og at de har for lidt følelsesenergi til at kunne beherske den og derfor ikke kan være anderledes, end de netop er.

Lad os slutte med et citat fra artiklen “Hvorledes får man kræfter til at tilgive”. Den har været gengivet i Kosmos nr. 2 – 2009, og her gør Martinus netop opmærksom på de ord, som var det centrale budskab i den oprindelige kristendom, at man skal tilgive sin næste i alle livets forhold. Og han fortsætter: “For det moderne intellektuelt betonede menneske er det ikke nok, at Kristus eller nogen anden autoritet har sagt sådan, man vil kunne se logik i det, og tilsyneladende er denne læresætning stridende mod al fornuft. Skal denne læresætning blive acceptabel for vor tids mennesker, må den fremtræde som et videnskabeligt facit, der er logisk, dvs. i kontakt med livslovene. Men så må menneskene også lære livslovene at kende fuldt ud….

Det er et stort studium, hvis man vil sætte sig ind i disse livslove. Men det er ulejligheden værd, for man får virkelig et optimistisk livssyn.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

Share This