I de senere år har der været skrevet meget – og diskuteret meget – om pædofili hos katolske præster, om børnepornografi på nettet og om familiemedlemmers misbrug af børn. Flere har efterlyst, hvad Martinus skriver om dette.
Lad os først slå fast, at selve den seksuelle drift ikke lader sig standse ved cølibat eller på andre unaturlige måder. Med Martinus’ ord i Livets Bog, bind 5, stk. 1736: ”Det er igennem årtusinder, grundet på at religioner og præsteskab også har betragtet det som syndigt at beskæftige sig med det omtalte problem, blevet et mysterium, der som nævnt var i alles tanker eller bevidsthed uden at måtte videreføres til åbenlys tale og interesse. Men da det var en drift, der umuligt kunne standses, hvor meget man så end forsøgte at leve i cølibat og askese, eller hvor meget man så end betragtede det som syndigt at have seksuelle tanker i sin hjerne, måtte den skaffe sig afløb ad andre veje end de naturlige. ”
De fleste mennesker har nok en instinktiv afsky for, når den tilbageholdte drift giver sig udslag i seksuel udnyttelse af børn. Det er begrænset, hvad Martinus har skrevet om præcis dette emne, og han bruger slet ikke betegnelsen ”pædofil”. Men han peger på menneskehedens store uvidenhed om den seksuelle polforvandling som årsagen til de mange afsporinger og seksuelle abnormiteter. Dette emne er beskrevet på en glimrende måde i Livets Bog, bind 5, fra stk. 1856 til 1859, hvorfra de følgende citater er hentet.
Når den naturlige udvikling virker som ”et fremmedelement i bevidstheden”
Som beskrevet i Martinus’ analyser, vokser vores ”modsatte pol”, det vil sige mandens feminine og kvindens maskuline pol. Denne udvikling sker normalt på en ganske ”blid” og langsom måde, hvor kvinden måske mærker en større selvstændighed og manden en større følsomhed. Men hvis denne ”nye” pols vækst kommer til at virke som et ”fremmedelement i bevidstheden”, så kan denne ændring af bevidstheden ske på en abnorm måde, og så kan der opstå det, vi kender som ”den feminine mand” og ”den maskuline kvinde”. I stk. 1856 skriver Martinus:” For begge disse overdimensionerede poltyper, “den mandlige kvinde” og “den kvindelige mand”, gælder det, at det nye væsen i deres bevidsthed ikke er nær så udviklet som deres mange inkarnationer gamle normale pols væsen, der nu er trængt alt for meget tilbage af den modsatte pols alt for stærkt fremtrædende overdimensionering og dens heraf følgende føring af væsenets dagsbevidsthed. Denne overdimensionering er altså ikke baseret på udvikling, så ville den netop ikke have været abnorm.”
Karmaloven og tidligere inkarnationer
Men hvad mener Martinus så, at årsagen til den ulykkelige tilstand kan være? Her gør han opmærksom på karmaloven, der leder tanken hen på, hvad der er sket i tidligere inkarnationer. Han skriver, at årsagen ”er derimod baseret på den omstændighed, at dens ophav på et eller andet tidspunkt i tidligere liv har været genstand for en seksuel forføring eller et andet abnormt forhold, der har været i stand til at sætte det pågældende væsens seksuelle tankebane i en forceret aktivitet og flugt fra den normale udviklingslinie. (…) Denne seksuelle forførelse eller anden årsag til afsporingen kan f.eks. være foregået på den måde, at et voksent menneske, hvis tilbøjelighed til at søge kønslig tilfredsstillelse hos sit eget køn, har udartet sig til en sådan dimension, at det ikke har nok i samkvemmet med voksne, men er så afsporet, at det begærer seksuelt samkvem med umodne, med mindreårige eller børn.”
Nu kan vi konkludere: Når for eksempel en mand ikke er i stand til at beherske denne abnorme, forcerede vækst af den feminine pol, dette ”nye væsen i hans bevidsthed”, og hans normale, maskuline bevidstheds-pol er trængt så langt tilbage, at den ikke kan hjælpe ham til normal balance, så kan der opstå denne uheldige kombination, som overtager hans dagsbevidsthed. Han har forladt den normale poludvikling og har fået pædofile tilbøjeligheder, der kan give sig udslag i heteroseksuel eller homoseksuel retning.
Et frø, der vokser og giver lidelser i flere inkarnationer
Som anført har de fleste normale mennesker en voldsom aversion mod en sådan seksuel udnyttelse og forførelse af børn. Pædofili straffes hårdt, og pædofile lever en kummerlig tilværelse i fængslerne. På en måde er denne aversion mod deres handlemåde forståelig, men i åndsvidenskabelig belysning skulle man formentlig hellere prøve at behandle disse syge mennesker ud fra Martinus’ analyser og oplysninger.
Hvor vidtrækkende følgerne af pædofili kan være, fremgår af dette dybt alvorlig citat fra stk. 1858: ”Vi ser således her, hvorledes livet selv igennem nærværende analyser formaner mennesket til at betragte det seksuelt umodne eller mindreårige som helligt og urørligt. Det seksuelle princip eller den højeste ild er skabelsens rat. Ved hjælp af dette rat styres alt i universet. En forkert drejning her bliver en afsporing i skabelsen. En total seksuel forførelse af en mindreårig er det samme som plantningen af et frø, der kan vokse og blive til et stort lidelsens træ, hvis stamme og grene breder sig op igennem og ud over flere inkarnationer eller jordliv for de pågældende væsener.”
Men som altid påpeger Martinus, at smerte og lidelse forsvinder, når formålet med dem er nået, – lyset skimtes i horisonten. Hør blot hvad han skriver i den lille bog nr. 13, kap. 30: ”Erfaringerne, vildfarelserne og perversiteterne er kun fødselsveer og lektioner, der efterhånden skal give væsenet den visdom, det har brug for, og dermed slutteligt føre det i kontakt med dets kommende bestemmelse som “mennesket i Guds billede”.”
Er man interesseret i emnet, giver det stof til eftertanke at læse de omtalte stykker i Livets Bog.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
