Spørgsmål: En læser beskriver i et længere brev, hvordan hun forsøger at hjælpe sin voksne søn, der åbenbart roder sig ud i den ene vanskelighed efter den anden. På trods af moderens ærlige vilje til at hjælpe er det tilsyneladende forgæves. Og nu spørger hun, om det i virkeligheden er selve karmaloven, man kæmper imod, når man ikke kan komme til at hjælpe et andet menneske, skønt man så gerne vil?

Svar: I anden forbindelse har Martinus netop beskrevet et sådant tilfælde, hvor hjælp ikke er mulig. I Livets Bog 7, stk. 2544-45 analyserer han, hvad virkelig kærlighed til et medmenneske er – og hvad det ikke er: “Kærlighed er ikke en ulogisk sympati. Det er ikke dette, at sige ja til sin næstes eventuelle tåbelige eller ulogiske ønsker. Den er derimod dette, at sige absolut nej til alt det, der ikke kan være til glæde og velsignelse for levende væsener”. Og så påpeger Martinus, at man kan komme ud for situationer, hvor man inderligt gerne vil hjælpe, men hvor éns hjælp bliver et større eller mindre “onde”, uanset hvordan man bærer sig ad.

Og som spørgeren er inde på, er det netop en ufravigelig naturlov, man her er oppe imod, nemlig karma- eller skæbneloven, som hvert eneste levende væsen er underkastet. En tilbagevendende skæbnebølge kan være af en sådan natur, at det, med Martinus’ ord “er lige meget, hvordan man vil bære sig ad med at hjælpe vedkommende væsen, det kan ikke lade sig gøre, uden at det derved skaber en eller anden form for et onde. I en sådan situation må man da, ligesom det fuldkomne menneske, søge at finde ud af, hvilken hjælp der vil være det mindste onde, thi denne hjælp vil da være den kærligste”.

Karmaloven er en ufravigelig naturlov
Det vil altså sige, at der findes situationer, hvor man ikke kan komme til at hjælpe, uanset hvor gerne man vil. For karma- eller skæbneloven kan man ikke ændre, så selv om et menneske er omgivet af kærlige væsener, “er det således begrænset, hvad disse kan komme til at udfolde af deres kærlighed over for et sådant mørkt skæbneprædestineret menneske”.

Men så peger Martinus på, hvad der er skæbnelovens formål. Og det er et punkt, som vi alle kan lære noget af, uanset om det er os selv, der trænger til hjælp, eller det er et andet menneske, vi ikke kan komme til at hjælpe. Med Martinus’ ord: “Det eneste, der kan føre et sådant menneske frem til en så lys skæbnetilstand, at det kan blive ydet fuld hjælp eller støtte i en given, ulykkelig skæbnesituation, uden at denne hjælp på nogen måde bliver et onde, er udelukkende det selv. Det kan absolut opnå denne tilstand ved i sit væsen at udvise kærlighed til sin næste, hvilket vil sige: til alt liv, det kommer i berøring med”.

Menneskehedens voldsomme skæbne er en omskabelsesproces
Her er vi inde ved skæbnelovens allerinderste kerne, som det er godt at tænke på, når vi forfærdes over de lidelser, vi selv eller vore medvæsener kommer ud for. Lad os derfor slutte med Martinus’ korte og præcise skildring af den omskabelsesproces, der sker med os alle: “I samme grad, som væsenet selv kan udløse kærlighed, i samme grad bliver det fri af den karma- eller skæbnemæssige begrænsning af, hvad det kan blive tildelt af kærlighed og dermed af hjælp fra sin næste og fra naturens side. Den fysiske og åndelige beskyttelse udløses udelukkende af den beskyttelse, det selv i dets væremåde er for andre”.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

Share This