MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: Flere læsere har stillet omtrent det samme spørgsmål: Hvordan forholder man sig i en situation, hvor et dyr, man er kærligt knyttet til, bliver så sygt, at dyrlægen anbefaler aflivning, for at dyret ikke skal lide mere? Betyder budet “Du må ikke slå ihjel”, at et lidende dyr ikke må blive aflivet?
En anden læser skriver: Jeg er slet ikke i tvivl om, at når et menneske dør, vil det blive modtaget af åndelige væsener, der hjælper det tilrette, – som Martinus beskriver det. Men gælder det samme, når fx en hund dør? Bliver et dyrs chok og angst også suggereret bort ligesom hos mennesker?

SVAR: Flere gange i mit liv har jeg selv stået i den situation, at jeg skulle tage den tunge beslutning at få dyrlægen til at aflive en hest, en hund eller en kat. Når man har haft mange hjertevarme oplevelser med det pågældende dyr, er det i sandhed forfærdeligt at skulle aflive det.

Efter min mening er der intet i Martinus’ analyser, der taler for, at man IKKE skal aflive et dyr, der lider. Det er jo først og fremmest en barmhjertighedsgerning. Og hele vort eget udviklingsforløb, – alle vore egne lidelser – tjener jo dybest set kun ét formål, nemlig at vække vores evne til medfølelse med andre lidende væsener.

Dét, der er forkert ved at “slå ihjel”, er, hvis man berøver et levende væsen dets oplevelsesredskab på et tidspunkt, hvor det er brugbart, og hvor man derved bremser dets udviklingsmuligheder. Men er “oplevelsesredskabet” gammelt, udslidt eller sygt og læderet, – så er det en barmhjertighedsgerning at lade det få fred.

Endelig er døden jo ikke det forfærdelige, som vi gør den til. Jo, adskillelsen og savnet er forfærdelig. Men selve det at skifte mellem en fysisk og en åndelig tilværelse er jo ganske naturlig, både for mennesker og dyr. Og derved er vi ovre i det andet spørgsmål om dyrets overgang til den åndelige verden.

”Døden” er et ganske naturligt forløb
Herom skriver Martinus (i forbindelse med mange dyrs angstskrig i dødsøjeblikket) i Kosmos nr. 2-2005 i artiklen Sanseevnen og den åndelige verden: “I den åndelige verden, som er en ren elektrisk verden bestående af mentale bølgelængder, oplever dyret virkningerne af sit angstskrig. Kan det da høres der? Nej, selve skriget er fysiske lydvibrationer og kan naturligvis kun høres gennem fysiske sanseredskaber. Men den kraft, i dette tilfælde angsten, der sætter de fysiske vibrationer i gang, er af mental eller åndelig karakter og fornemmes derfor også af væsener, som er indstillet på denne bølgelængde, selv om de ikke har nogen fysisk organisme. Det vil i dette særlige tilfælde sige dyrets skytsånd, som bortsuggererer dets angst og hjælper det til hurtigt at befinde sig godt i den tilstand, hvori det nu skal leve en tid, indtil det atter kan opbygge sig et nyt redskab, hvorigennem det kan opleve og udvikles i den fysiske verden.”

For alle os, der holder af vore dyr, er det dejligt at læse Martinus’ skildring af deres videre skæbne, når vi må skilles fra dem.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0034