SPØRGSMÅL: En studiekreds er løbet ind i forståelsesproblemer. Det drejer sig om Martinus’ forklaring vedr. overgangen fra den åndelige verden i “salighedsriget” til den fysiske verden i form af mineralriget, hvor de pågældende væsener har en vældig længsel efter at ”manifestere sig” i form af en fysisk organisme. Nogle deltagere i studiekredsen mener, at mineraler må betragtes som levende, mens andre mener, at det ikke kan være Martinus’ mening.

SVAR: I sådanne spørgsmål er det altid klogt at finde et af Martinus’ symboler, der kan give en grundig forklaring og en visuel forståelse. I Livets Bog, bind 2, forklarer Martinus symbol nr. 9, som han kalder ”Grundenergiernes kombination”. Samme symbol findes i Det Evige Verdensbillede, bog 1, nr. 12.

I dette symbol kan man direkte aflæse, hvilke grundenergier de væsener har til rådighed, der opholder sig i “salighedsriget”. Fra Martinus’ forklaring ved vi, at disse væsener i erindringen har gennemlevet deres fortidige fysiske liv, men i en forklaret tilstand, så selv lidelser og mørket fremstår som dét, Martinus kalder guldkopier. Nu får disse væsener en voldsom længsel efter at påbegynde et nyt spiralkredsløb i form af en ny fysisk tilværelse. Men de grundenergier, de har til rådighed til fysisk skabelse, er endnu begrænsede. På symbolet kan vi se, at det indigofarvede afsnit, der betegner salighedsriget, består af en stærkt tiltagende instinktenergi, en begyndende tyngdeenergi, en latent følelsesenergi, en stærkt aftagende intelligensenergi, en intuitionsenergi, der er aftagende, – og en hukommelsesenergi, der er helt dominerende.

Et ocean af ”livsytringer” med ubevidst automatfunktion
Vil man sætte sig grundigt ind i Martinus’ forklaring, skal man unde sig selv den glæde at læse de meget udførlige analyser i Livets Bog, bind 2, fx fra stk. 410 og fremefter. Her foretager Martinus en meget omfattende – og yderst medrivende – analyse af, hvad det egentlig er, der foregår i dét mineralrige, som vi er tilbøjelige til at opfatte som absolut livløst. Nej, siger Martinus, det er ikke dødt, men udgør et ocean af “livsytringer”. Stykke 411 indeholder en perle af en sætning: “Det mystiske “Noget”, vi kalder livet, har altså tre former at vise sig under. Enten eksisterer det som et væsens tanke eller som dets bevidste manifestation eller som dets ubevidste vane- eller automatfunktion”. Og det er de sidstnævnte automatfunktioner, der gør sig gældende i mineralriget, der altså er “et umådeligt ocean af Jeg’ers automatisk påbegyndte skabelse af legemer for befordring af evnen til oplevelse af fysisk tilværelse”. Her fortsætter Martinus sin meget omfattende analyse af, hvordan de omtalte grundenergier bringes på bølgelængde med den nye spirals energier.

Vil man derimod have en hurtig og letfattelig forklaring, kan man finde den i den lille bog nr. 19 i artiklen Højintellektualitet og Lavintellektualitet, kap. 9. Her skriver Martinus om mineralriget, at det ikke viser sig på det fysiske plan i form af organismer, således som vi kender det fra plante-, dyre- og menneskeriget, og han fortsætter: “”Det levende noget” bag plante- og dyreorganismerne, hvilket vil sige “jeg’et”, er ikke i mineralriget nået så langt frem i den fysiske udvikling, at det har begyndt at få selvstændig, fysisk organisme eller legeme, igennem hvilket det kan opleve eller manifestere. Dette jeg eller levende væsen har derfor ikke nogen som helst vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan.”

Mineralmaterien fremtræder for os som ”livløs”
Senere forklarer Martinus i samme kapitel, at “selv om væsenerne i dette stadium ikke endnu er i stand til at skabe fysiske organismer, udgår der fra dem og ind på det fysiske plan visse begyndende skabende energier. Det er disse energier, der skaber bevægelse i mineralmaterien og bliver synlige som dette riges forskellige krystallisationer.” Og så slutter Martinus kapitlet med overgangen til planteriget: “I disse krystallisationer kan vi se, at der er begyndende principper og love, som senere kommer til fundamental manifestation i planterigets struktur og skabelser.”

I Livets Bog, bind 5-1700, bruger Martinus en sammenligning, som letter forståelsen. Han definerer først, hvad man forstår ved et “levende væsen”. Det er ikke nok, at man har en “hensigtsmæssig materiekombination”, – den skal også være taget i besiddelse af et jeg, en “ånd”, der “igennem den udløser en permanent, planmæssig vekselvirkning imellem sig selv og den fysiske verden. Og vi siger om denne organisme og den igennem denne manifesterede tilkendegivelse af tanke og vilje, at den udgør et “levende væsen”. Når denne ånd trækker sig ud af organismen, ligger denne stille hen og går sin totale opløsning i møde. Og vi udtrykker en sådan af “ånden” forladt organisme som et “lig”. Igennem denne analyse forstår vi således nu, at mineralmaterien er “livløs”, fordi den er “åndløs”.”

Senere i samme stykke konkluderer Martinus: “Når jeg’et med sin ånd besætter eller overskygger den fysiske materie i den hensigt at skabe en organisme, bliver nævnte materie til “vegetabilsk” og dernæst til “animalsk” materie. Når det ikke besætter eller overskygger disse materier længere, bliver disse igen til “livløst” stof, til “mineralmaterie”. Al “mineralmaterie” i verden er altså “åndløst” og dermed “bevidstløst”.”

Dermed har Martinus endnu engang besvaret vort spørgsmål: Mineralerne fremtræder for os som “livløse” på det fysiske plan, fordi de mineralske stofenheder endnu ikke er taget i dagsbevidst besiddelse af et “Jeg”. Men de er sandelig levende og indeholder liv i form af “begyndende skabende energier”, som udgår fra de levende væsener i salighedsriget.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0040

Share This