SPØRGSMÅL: En læser skriver: ”Min kone døde fornylig, og efterfølgende har jeg haft nogle ”psykiske oplevelser” med den afdøde. Hun var stærkt knyttet til bestemte personer og til sit hjem og den omgivende natur. Hvad forklarer Martinus om tiden umiddelbart efter den fysiske død?”

SVAR: Martinus fortæller mange steder og i mange forbindelser om vores ophold i de åndelige verdener mellem to inkarnationer. Og flere steder kommer han også ind på den omtalte tid lige efter ”døden”. Læs fx artiklen ”Gennem skærsilden”, der senest har været offentliggjort i Kosmos nr. 12-2004. Her skriver Martinus direkte: “At miste den fysiske organisme er kun indledningen til dødsprocessen, derefter kommer adskillelsen fra den fysiske tankesfære”. Og denne adskillelse beskrives som meget individuel, – nemlig afhængig af, hvor langt man er kommet i sin moralske udvikling.

Det er ganske tankevækkende, at Martinus i den pågældende artikel bruger følgende beskrivelse: “….efter at mennesket har forladt sit fysiske legeme, men faktisk endnu ikke er “død” fra denne verden, idet det stadig befinder sig i den fysiske tankesfære, jeg i mine analyser kalder mellemtilstanden. Væsenet er i denne tilstand endnu ikke død fra den fysiske verden, det har forladt sit fysiske legeme eller hylster, men det må efterlade endnu et hylster, før det glider over grænsen til de skønne oplevelser hinsides døden”.

Nu er det jo yderst individuelt, hvilket tankeklima man har, når man forlader den fysiske verden. Vi kan være opfyldt af bitterhed og had, vi kan have dårlig samvittighed, – eller vi kan være ”mæt af dage” og føle fred og glæde. Men da vi har forladt den fysiske krop, føler vi ikke, at vi kan give udtryk for disse følelser. Martinus beskriver det på en meget malende måde: “For det menneske, hvis fysiske organisme er blevet et lig, gælder det altså, at det stadig væk kan tænke, men forbindelsen med instrumenttavlen eller transformatorstationen, hvilket vil sige hjernen eller centralnervesystemet i den fysiske organisme, er blevet afbrudt. Den bevidsthed, som udtrykte både vrede og kærlighed, bitterhed og taknemmelighed, sorg og glæde, gennem en fysisk organisme, eksisterer stadig, og den består af elektriske bølgelængder, men elektromotoren eller den fysiske krop er gået i stykker. Det som, medens væsenet levede i den fysiske verden, føltes som en indre tankeverden, bliver nu en omgivende verden af levende billeder for væsenet. Derfor har det stor betydning, hvilke tanker et menneske har, når det forlader sin fysiske krop, da denne tankeverden bliver dets første oplevelses-sfære”.

Denne tankeverden, der kan være lykkelig og fredfyldt, men som altså også KAN være ubehagelig, hjælpes man igennem ved kærlige skytsånders hjælp, på samme måde som man her ved den fysiske fødsel har forældre, der hjælper én. Derved lærer man forholdene i den åndelige verden at kende og kan efterhånden selv klare tilværelsen i denne nye ”energitilstand”. Det er nok væsentligt at forstå, at “for det menneske, der, medens det levede i den fysiske verden, søgte at få de ting bragt i orden, som dets samvittighed bød det at gøre, og som havde evne til at tilgive andre og søgte at få det bedst mulige ud af enhver situation uden at blive bitter, hidsig eller vred, hvis det ikke altid gik efter dets eget hoved, vil mellemtilstanden ikke blive nogen skærsild”.

Psykiske oplevelser med afdøde
Martinus har skrevet en ganske fantastisk artikel om ”Korrespondancen mellem det fysiske og det psykiske plan”. Den har senest været gengivet i Kosmos nr. 5-2006, og jeg vil opfordre alle, der har følt, at de har haft psykiske forbindelser med afdøde, til at læse denne artikel, hvorfra de følgende citater er hentet. For Martinus er denne forbindelse noget ganske naturligt. ”Det diskarnerede væsen, altså dét væsen, man i almindelig sprogbrug kalder ”den afdøde”, lever i en tankeverden. Og det i fysisk materie inkarnerede væsen lever også i en tankeverden”. For Martinus er tænkning defineret som ”en koncentreret udløsning af ”overfysiske” kræfter”. Det er med andre ord en ganske naturlig ting, at der kan være en ”elektrisk”, overfysisk forbindelse. For de to væsener har stadig ”den tankeverden fælles, som de havde fælles, mens de var sammen på det fysiske plan”.

Martinus er ikke direkte afvisende over for, at denne kontakt kan ske gennem et medium, hvis det kan hjælpe den ”efterladte” ud af sorgen og savnet, men det er ikke en fremgangsmåde, som han direkte anbefaler.

Men hvad siger Martinus om den mere direkte kontakt, de ”psykiske oplevelser”, som spørgeren nævner? Jo, Martinus fortæller, at ” det hænder da somme tider, at et menneske (…) ved egen erfaring uden mediumistisk hjælp får lov at opleve, at den, der er gået bort, stadig lever og har det godt”. Det skal man altså ikke blive forbavset eller forskrækket over. Martinus drager en direkte sammenligning mellem fosterstadiet i moders liv inden fødslen til det fysiske plan og skriver, at ”mellemtilstanden eller den første tilstand, det jordiske menneske gennemgår efter at have forladt sit fysiske legeme, også er en ”indelukket” forberedelse eller fostertilstand, inden væsenet bliver moden til at ”fødes” til livet i de åndelige verdener”. Derfor er Martinus’ forklaring på de omtalte ”psykiske oplevelser” ganske logisk. Han skriver: ”Da det psykiske fostervæsens tankebilleder er stærkt præget af dets nylig afsluttede fysiske inkarnation, er det naturligt, at det med sine tanker stadig er på bølgelængde med de væsener, det har kendt i sin fysiske tilværelse. Men det kan altså hverken tale med dem eller skrive til dem. Hvordan er en kontakt da mulig?”.

Et naturligt led i udviklingen
Her nævner Martinus så de to muligheder: En kontakt gennem et fysisk medium eller en direkte åndelig forbindelse mellem det diskarnerede og det inkarnerede væsen. Og så kommer han med en ganske interessant oplysning: Den sidstnævnte ”helpsykiske kontakt”, den direkte telepati eller tankeoverføring, ”er et naturligt led i hele den jordiske menneskeheds videre udvikling”. Men det er altså en evne, vi først i fuld omfang får, når vi efterhånden når frem til ”den moralske kapacitet, som vil bevirke, at man ikke vil misbruge sin evne til tankekoncentration og telepati”. Det er en udvikling, som vi kan glæde os til, og som afhænger af det enkelte menneskes moralske udvikling.

Nu stiller Martinus selv spørgsmålet: ”Hvordan kan et menneske forsøge at forbinde sig med et andet væsen gennem tankekoncentration, uden at det er forbundet med nogen form for negativitet?” Og han svarer selv: ”Ved samme metode som den, der er naturlig at anvende i bøn til Guddommen. Og hvor det drejer sig om forbindelsen med væsener på det psykiske plan, er de fysisk inkarnerede mennesker langt bedre i stand til at korrespondere med dem om natten, når de sover. Da er de fri for alle de fysiske indtryk, der kan distrahere tankekoncentrationen på de “afdøde”, og da er de derfor også mere modtagelige for disse væseners tankekoncentrationer”.

At forbinde den fysiske og den åndelige verden
Nu kan vi altså konkludere: Martinus slår fast, at de ”afdøde” går gennem forskellige faser efter den fysiske død, – og at de først er egentligt “døde” fra den fysiske verden, når de ikke blot har forladt deres fysiske organisme, men også deres fysiske tankesfære.

Nu forstår vi bedre dette smukke citat fra den omtalte artikel, hvor Martinus fortæller: ”Hver eneste kærlig tanke, der sendes fra et væsen til et andet, ligegyldigt hvor de to væsener befinder sig, vil gå ind i det andet væsens aura, og når væsenet kommer på bølgelængde med den overførte tankekoncentration, vil den glide ind i væsenets dagsbevidste oplevelse. Og det vil altid være en forstærkning af tanken på et andet væsen, hvis den forbindes med en tankekoncentration på Guddommen”. Og Martinus slutter med denne smukke appel: ”Opøv Dem i at tænke kærligt og handle logisk derefter, så er De med til at forbinde den fysiske og den åndelige verden”.

Læs selv mere om dette interessante emne, der berører os alle. De nævnte numre af Kosmos kan stadig købes på shop.martinus.dk, og de omtalte artikler kan man finde på vores hjemmeside martinus.dk. De er begge fulde af håb og glæde. Og man er altid meget velkommen med spørgsmål om dette eller andre emner inden for Martinus Åndsvidenskab.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0018

Share This