Vi får af og til spørgsmål om meditation, og spørgsmålene spænder vidt. En spørger skriver

Spørgsmål: ” Martinus tager afstand fra meditation og advarer mod følgerne af at meditere. Men jeg mener da, at mange mennesker i vor stressede tid netop finder større fysisk og psykisk harmoni ved at meditere. Hvordan harmonerer det med Martinus’ advarsel?”

En anden har gjort den modsatte erfaring. Han har oplevet en katastrofal forfejlet meditation, som han selv kalder “en skæv kundalinirejsning”. Det har resulteret i voldsomme fysiske og åndelige smerter. I nogle hjerteskærende breve fortæller han, at han nu føler, at han brænder op og har mistet kontakten med alt omkring sig. Om årsagen til alt dette fortæller han, at han har blandet visse fantasier med struktureret meditation i håb om at komme videre i sin udvikling. “Der har ligget et dybt hovmod i mig, som nu har fået et solidt knæk. Jeg troede, at jeg kunne eksperimentere mig frem til en kontakt med kroppens spændinger. Nu har jeg fået dét, jeg søgte: En masse spændinger, som plager mig døgnet rundt.” Og han slutter med at spørge, om Martinus har skrevet noget om denne tilstand?

SVAR: Ja, Martinus har skrevet meget både om meditation og om de kortslutninger, som  forkert meditation kan afstedkomme. Det er vistnok en udbredt misforståelse, at Martinus advarer mod, at man mediterer. Det gør han bestemt ikke, men han advarer kraftigt imod de meditationsformer, som har en forkert moralsk baggrund. Ovenstående spørgsmål er jo et eksempel på, at denne advarsel ikke er ubegrundet.

I den lille bog nr. 20 Meditation skriver Martinus, at “dette betyder ikke, at man ikke skal meditere, tværtimod, men denne meditation skal være absolut ufarlig.” Og et andet sted i samme bog: “Det kan i visse tilfælde hænde, at det kosmiske glimt kan udløse sig under et menneskes meditation, selv om dette menneske endnu er meget umodent til at opleve et sådant nedslag i bevidstheden. Og da er det, at kortslutningen sker”.

Her peger Martinus nok på det helt afgørende punkt – og på kernen i ovenstående spørgsmål. For vi er måske alle tilbøjelige til at overvurdere os selv, når det gælder vores  åndelige udvikling. Vi synes selv, at selvfølgelig er vi “modne til et sådant nedslag i bevidstheden…..”. Lad os derfor gå over til at se på de “kortslutninger”, som spørgsmålet handler om, og som Martinus beskriver.

Når meditation har forkert baggrund

I den lille bog nr. 19, Kosmiske Glimt, kap. 5, skriver Martinus om de mennesker, der har alt for store tanker om deres egen åndelige position: “Det menneske, der ikke kender sin umodne tilstand, ved heller ikke, hvor farligt det er at bringe denne tilstand i berøring med de højere kosmiske energier eller kræfter. Det er en “højspændingstilstand”, og hvis ikke de rette menneskelige kvalifikationer er til stede i bevidstheden, kan den medføre de forfærdeligste former for “kortslutning” og “brand” i bevidstheden.” Og så tilføjer Martinus, at den moralske udvikling frem mod kosmisk bevidsthed ikke er noget, man kan jage efter, ligesom man jager efter et embede eller en ordensdekoration. Dermed rammer han nok lige ned i vort åndelige hovmod og i vores forfængelighed.

I samme bog gør Martinus opmærksom på de voldsomme følger af dette forsøg på “kunstig” udvikling: “Naturligvis er den karma, væsenerne skaber for sig selv gennem en sådan livsudfoldelse, ikke lys og strålende, den bliver tværtimod mørk og fuld af lidelser.” Og det er netop, hvad spørgerens fortvivlede breve vidner om.

Som vanligt finder vi de mest dybtgående analyser af vort problem i Martinus’ hovedværk, i dette tilfælde i Livets Bog, bind 6, stk. 2000 og fremefter. Her forklarer han grundigt om de voldsomme kosmiske kræfter, der ved meditation kan slå ned i et menneskes bevidsthed, uden at denne er blevet modnet hertil igennem praktisk væremåde. Med andre ord: Disse kosmiske kræfter repræsenterer de allerhøjeste bevidsthedslag, de allerhøjeste tankearter og dermed den allerhøjeste viden i universet, altså selve Guddommens bevidsthed. Uanset hvor langt vi selv mener at være nået i vores moralske udvikling, så må vi give Martinus ret i, at uselviskhed, næstekærlighed og fuldkommen humanitet når vi ikke ved meditation, men ved en ganske langsom vækst i udvikling. Denne vækst kan vi ikke forcere ved kunstige midler, på samme måde som et barn ikke pludselig kan blive til et voksent menneske. Med Martinus’ ord: “Denne vej er udelukkende sjælens vækst fra det dyriske princip: enhver er sig selv nærmest, til næstekærlighedsprincippet: enhver er sin næste nærmest”.

Et ufejlbarligt middel mod mentale kortslutninger

Martinus har også behandlet emnet i en artikel i Kosmos nr. 1 – 2015 med titlen “Menneskets mentale kortslutninger”. Jeg kan varmt anbefale, at man læser denne artikel, hvor Martinus grundigt gennemgår vores evne til at nedbryde og opbygge vores bevidsthed og organisme. I slutningen af denne artikel giver han os nogle helt praktiske anvisninger på, hvad spørgeren – og andre mediterende – kan gøre for at beskytte sig mod kortslutninger: “Det fornødne her i livet er altså dette: at forsøge ikke at tænke ondt om andre, men tværtimod at tilgive dem. At prøve at se det positive i enhver situation, bl.a. hvad man kan lære af den. At elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, det er al lovens fylde, hedder det, og det er den bedste mentalhygiejne, som findes, det mest ufejlbarlige middel mod mentale kortslutninger.” Med andre ord ”i vor stressede tid at finde større fysisk og psykisk harmoni ved at meditere, som den første spørger skriver.

Tilbage er kun at tilføje, at i dette som i andre tilfælde, hvor vi ikke har formået at handle i overensstemmelse med livslovene og derfor kommer ud for voldsomme lidelser, er bøn til Guddommen en ufattelig stor hjælp. Ikke en hjælp til at undgå lidelserne, men til at komme igennem dem, – en vældig sum af smertefuld livserfaring rigere.

Den anviste litteratur kan købes på shop.martinus.dk

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This