SPØRGSMÅL: Der er flere læsere, der har spurgt, hvilke følger det har i kommende inkarnationer, når vi på forskellige måder skader vores organisme, for eksempel ved voldsom fedme eller sygelig afmagring, – eller endnu værre ved at skade sig selv for at undgå militærtjeneste eller for at snyde et forsikringsselskab.

En anden læser skriver, at hun véd, at organdonation normalt formentlig ikke er tilrådelig ifølge åndsvidenskaben. Men vi har to nyrer og kan klare os med én. Nu vil hun donere en nyre til sit syge barn. Hvad ville Martinus sige?

SVAR: Det er vældig fint med de mange spørgsmål, der berører vores daglige liv. Men det er nok vigtigt at pointere, at Martinus ikke er en guru for os. Han nævner ikke specielt, at vi ikke må begå forsikringssvindel eller på anden måde snyde andre. Nej, Martinus fortæller os om principperne og livslovene og om de følger, vore handlinger får for os i kraft af loven for bevægelse, i daglig tale karmaloven.

Men alle disse spørgsmål kan sammenfattes i ét: Hvad sker der, når vi skader vores organisme. Og det kan igen omskrives til: Hvad sker der, når vi skader de levende væsener, som vores organisme består af? Og det har Martinus skrevet meget om!

I Det Evige Verdensbillede, bog 3, symbol nr. 33, stk. 16, behandler han emnet “Hvor næstekærligheden mangler, opstår helvede eller ragnarok”. Og her påpeger han, at næstekærlighedsloven ikke kun gælder i forhold til vore medmennesker og dyr, men at karmalovens virkninger også gør sig gældende, når vi på forskellige måder skader vores organismes mikrovæsener, fx “ved udsvævelser, for lidt søvn, manglende motion, overanstrengelse og overernæring”. Disse ting bliver altså “til sygdom, lidelse og død for mikrovæsenerne og dermed til sygdom og død for væsenet selv”. Så konsekvent og logisk er karmaloven altså.

I samme forbindelse nævner Martinus et interessant forhold: Ved at skabe unaturlige livsforhold for mikrovæsenerne i vor organisme, skaber vi ikke blot sygdom i denne, “men det bevirker også, at vi selv kommer til mere eller mindre at bo i uheldige naturomgivelser, det være sig jordskælvsområder, vulkanområder, oversvømmelsesområder eller andre farlige naturomgivelser, for her at kunne få gengældelsen for den unatur, vi skaber for de mikrovæsener, der normalt har hjemme i vor organismes indre”. Her fandt vi altså en mulig og logisk forklaring på de voldsomme følger af oversvømmelser og lignende, der somme tider forekommer os at ramme tilfældigt.

Uvidenhed fritager ikke én for tilbagevendende karmabølger
Også i Livets Bog fortæller Martinus mange steder om dette interessante emne. I bind 6 skriver han i stk. 2116, at i “væsenets ufuldkomne eller endnu underudviklede tilstand kommer det meget let til – ikke hverken af had eller virkelig ondskab – men derimod af dets herskende, ganske primitive og mentalt set mere eller mindre sovende bevidsthed, at underminere sin organisme”. Men er det så ikke dybt uretfærdigt, at man modtager en tilbagevendende karma, når man af uvidenhed skader sin organisme? Nej, svarer Martinus i stk. 2131: “Der, hvor væsenerne ikke er udviklede til at kunne overholde livsloven, der må de nødvendigvis overtræde den. Den viden og begavelse, de ikke har, kan de ikke handle efter. Men virkningerne af livslovens overtrædelse holder ikke op, fordi overtrædelsen skyldes uvidenhed. Gjorde den det, kunne udvikling umuligt finde sted. Væsenerne kunne umuligt lære at kende, hvad der var godt, og hvad der var ondt”.
Sagt på en anden måde: Menneskeheden ville være henvist til at forblive på sit nuværende hadefulde og krigeriske stadium.

Når næstekærlighed er vores drivkraft
Nu er vi kommet til det sidste spørgsmål: Hvis nu hensigten med, at man skader sin egen organisme, er, at man derved redder en andens liv, er situationen så ikke en anden? Jo, det kan den bestemt godt være. Martinus kommer naturligvis ikke direkte ind på situationen med at donere sin ene nyre til et andet menneske, og det tilkommer ikke andre at bedømme, hvad der er mest næstekærligt. Men i Livets Bog, bind 6, stk. 2117, nævner han en lignende situation: “Det kan i visse tilfælde være en større overtrædelse (af kærlighedsloven), hvis et væsen ikke tør vove sit liv for at redde andre. Det kan nemlig betyde sorg og ulykke for mange andre medvæsener. Hvis et menneske, der kan svømme, roligt og koldt ser på, at et andet menneske drukner, og ikke gør noget som helst forsøg på at redde det, risikerer det ganske vist ikke at sætte sin egen krop til. Og det kan ikke nægtes, at dette er kærligt overfor dets mikrovæsener. Men hvordan med kærligheden til dén næste, som han lader drukne? – Det er her åbenlyst, at han ikke elsker ham således, som han elsker sig selv. Men da lovens totale opfyldelse kun eksisterer der, hvor man elsker sin næste, som man elsker sig selv, har han på grund af sin kærlighed til sin organisme, hvilket vil sige til sig selv, ikke opfyldt livsloven”.

Selv om Martinus således ikke direkte besvarer de stillede spørgsmål, gør han det altså alligevel, idet han fortæller os om de principper, der ligger bag. Og så må vi tænke selv og selv afgøre, hvilke skæbne-konsekvenser vi ønsker at pådrage os, – og hvilken moral, vi selv mener at være nået frem til.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0017

Share This