SPØRGSMÅL: En Kosmos-læser skriver, at hun har læst om en kvinde, der gennemlever en psykisk krise med sig selv i sit ægteskab og når frem til at få en ny side frem af sig selv, som hidtil har været undertrykt. Læseren skriver: “Jeg vil spørge, om du kan henvise til steder i Martinus’ værker, hvor han omtaler, hvilke egenskaber der udvikles i kvinden, når hun bliver mere topolet, og om det, som kendetegner hende som kvinde, er følelsessiden? Det ville være dejligt enkelt. Altså, at det som ren KVINDE er følelsessiden, som kendetegner hende, og at hendes maskuline pol er det intellektuelle? Kan man i givet fald sige det modsatte om manden? Martinus har jo skrevet mange hundrede sider om polforvandlingen, og jeg ved ikke, hvor jeg skal starte med at lede.”

SVAR: Det er interessant, at læseren kæder vores seksuelle polforvandling sammen med vore grundenergier, – de energiarter, vi har til vores rådighed, og som skal bære vores fortsatte udvikling frem mod den dobbeltpolede tilstand. Du rammer jo lige ned i et problem, som hele menneskeheden tumler med, og som vi alle mærker virkningerne af, – kønnene ændrer sig. Og du kæder polforvandlingen sammen med, hvilke grundenergier vi bruger på vores vej ud af dyreriget. Din lidt muntre bemærkning om, at kvinden nok kun bruger sin følelsesside, – og manden det modsatte – harmonerer nok ikke helt med Martinus’ analyser, som vi I det følgende skal se

Hvad skete der egentlig, da vi blev delt i to køn, – dét, Martinus kalder “enpolethedens begyndelse”? Det får vi en pragtfuld analyse af i Livets Bog, bind 5, stk. 1928 – 33, hvorfra de følgende citater er hentet. Det er ganske logisk, at dér, hvor den maskuline pol stagnerede, opstod hunkønsvæsenet, mens hankønsvæsenet opstod dér, hvor den feminine pol stagnerede. Nu indfører Martinus et nyt begreb, “de sympatiske anlæg”, de kosmiske eller åndelige energier der betinger, om væsenet fremstår som et  mørkevæsen eller et lysvæsen, – som et enpolet eller dobbeltpolet væsen.

De seksuelle poler reguleres

Martinus formulerer det således: ” Disse sympatiske anlæg består af to store organregioner, igennem hvilke de kosmiske energier fordeles i organismen og gennem kropslig og åndelig manifestation kommer til udløsning i vedkommende væsens manifestation og væremåde. Igennem disse to organregioner fordeles udløsningen af de kosmiske energier således, at igennem den ene organregion udløses indstrømningen af saligheds- og intuitionsenergien i instinktform, samt primitiv følelse. Dette organsæt kender vi som de to seksuelle enpolede organsæt, der befordrer den feminine og den maskuline tilstand i væsenerne. Igennem disse organsæt fornemmes salighedsenergien som kulminationen af seksuelt behag eller vellyst. Instinktet er den ydre automatiske kilde eller vejleder, der iværksætter den seksuelle drift, der igen er det samme som det, vi kender som parringsdriften. Det andet organsæt er redskabet for udløsningen af hele den intellektuelle side ved væsenet, hvilket vil sige, den vågne dagsbevidste intuition, intelligens og mentale følelse, hvilket igen vil sige: sorg og glæde.”

Det var jo en væsentlig oplysning, vi her fik. For begge køns vedkommende gælder det, at hos den rene “han” eller “hun” er “kun parringstilstanden og selvopholdelsesdriften i udfoldelse. Intellektualitet er her ikke tale om”. Nej, for organet for intellektualitet er jo latent, udgør for begge køns vedkommende “den modsatte, latente pol”. Med Martinus’ ord: “Her ligger roden til al rivalisering og kamp og besiddelsen og beskyttelsen af magen og afkommet og af den materie, der er en livsbetingelse for disse væsener. Her er selve kilden til alt det, der senere, når de samme væsener er blevet til jordmennesker, kaldes “det onde””.

Nu går den “dyriske” psyke under I vores mentalitet

Nu er vi nået til et vendepunkt i vores udvikling, hvor vi skal gå den modsatte vej, – hvor vi skal lære at elske alle levende væsener, – ikke med “parringskærlighed”, men med ægte kærlighed til alle levende medvæsener. Nu må vi nødvendigvis lære at bruge vore grundenergier på en hel anden måde. Martinus beskriver det således: “Den dyriske psyke må gå under i det jordiske menneskes mentalitet. Den store intellektuelle udviklingslinje er allerede afstukket i det jordmenneskelige væsen. Der er ingen vej tilbage. Højintellektualiteten og kunsten, der er næstekærlighedens ydre fundamenter og virkninger, kan ikke standses.” (Livets Bog, bind 5, stk. 1827)

Nu skal vi lære at “blande” vore grundenergier, så vores væremåde bliver præget af humanitet og næstekærlighed. Det vil i praksis sige, at begge køn skal lære at bruge de intellektuelle energier, der før var latente i vores “modsatte pol”, nemlig den maskuline hos kvinden og den feminine hos manden.

Det får vi en fascinerende beskrivelse af i stk. 1933, hvor Martinus når frem til vores nuværende situation: “Med den modsatte pols udvikling, som er sædet for væsenets intellektualitet, begynder væsenet her at få en bevidsthedssfære, der ligger ganske udenfor det rent parringsmæssige. Her begynder instinkt, følelse og nogen intelligens og senere nogen intuition at gøre sig gældende i bevidstheden” (min fremhævelse). Dette gælder for begge køn, men deres brug af energierne vil naturligvis dels være individuelle og dels – til at begynde med – kønsbestemte. For vi er her ved “den begyndende menneskebevidsthed”. Det er interessant, at Martinus oplyser, at “mænd og kvinder vil man i fremtiden i den ny verdenskultur opfatte som begyndende topolede væsener”.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet. Den psykiske krise vedr. ægteskabet er en direkte følge af polforvandlingen. Hendes selvstændighed kommer af en hensigtsmæssig brug af tyngdeenergien (handlekraft), behersket af følelsesenergien og en vis intelligens (logik). Hendes omsorg for andre (følelsesenergien) er nu intelligenspræget og er ikke kun begrænset til afkommet. – Og tilsvarende for manden. Hans aggressivitet (tyngdeenergi) bliver nu dæmpet af følelse og intelligens, han slutter venskab med andre, både kvinder og mænd. Men naturligvis kan der for begge køn opstå nogle voldsomme forviklinger og afsporinger i hele dette langvarige forløb. Det kan man læse videre om i Livets Bog, bind 5.

                   Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk

Share This