Spørgsmål: Flere Martinus-studerende har stillet spørgsmål om vores overgang fra de åndelige ”riger” til den fysiske verden. Når det er vores ”sult og mættelse”, der driver os, hvorfor i alverden vil vi så væk fra den åndelige ”salighedstilstand” og tilbage til denne fysiske ”jammerdal”? Det lyder da ulogisk, som en studiekreds skriver.

Svar: For at få svar på disse spørgsmål er det vigtigt at sætte sig ind i, hvad Martinus oplyser om dette “salighedsrige” i sit værk Det Tredje Testamente. For selv om vi mellem to inkarnationer ikke bliver permanente beboere i dette “rige”, så er principperne de samme for vores gæstevisit. Og princippet i denne energitilstand er først og fremmest, at vi ikke “husker” på samme måde, som her i den fysiske verden. Alle vore erindringer er blevet til dét, Martinus kalder for “guldkopier”. Det vil sige, at selv de værste lidelser IKKE huskes som noget ubehageligt, men som noget, der tjener et vigtigt formål. I Livets Bog, bind 5, stk. 1684, udtrykker Martinus det således: “Alle erindringer om mørke begivenheder, af hvad art de så end måtte være, ligegyldigt om det er erindringer om selvmord, eller det er erindringer om drab, lidelse og sorger, man har påført andre væsener, er her i salighedsriget lutret, bearbejdet og ført frem i en synliggørelse af deres identitet som et logisk led i Guds store omskabelse af væsenerne fra “dyr” til “menneske”.

Din egen længsel driver dig
Men hvad sker der nu videre med disse “menneskeånder”, der kun oplever via deres erindringer? Det fortæller Martinus blandt andet om i forklaringen til symbol nr. 13 (Det Evige Verdensbillede, bog 1), og selv om han her beretter om situationen for de “permanente” beboere i salighedsriget, så gælder som sagt de samme principper for os, som kun er på gæstevisit. Når et væsen er på vej ud af salighedsriget, er det så at sige mæt af sine salighedserindringers “guldkopier” fra tidligere liv. Med Martinus’ ord: “Denne stærke salighedsoplevelse af mørket ligesom skaber en længsel eller et begær efter mørkeoplevelser i den ydre verden.

Vi kender sådan set godt dette princip her fra den fysiske verden, når det drejer sig om “fjerntliggende” begivenheder. Spørg fx en gammel mand på 80 år om hans soldatertid. Der breder sig et saligt smil over hans gamle ansigt ved disse erindringer fra hans ungdom. Glemt er alle ydmygelser, alle våde og kolde nattevagter, alle barske øvelser i mudder og søle. Tilbage er kun de “salige” minder fra ungdommens dage.

Med andre ord: Vi går med glæde og længsel ind i den nye fysiske inkarnation. Er man interesseret i at læse mere om, hvordan denne fødsel til den fysiske verden styres, skal man unde sig selv den glæde at læse forklaringen til symbol nr. 34, ”Parringsakten eller Guds ånd i mørket” (Det Evige Verdensbillede, bog 4). Her blot et kort citat: “Når et diskarneret væsen er modent for at skulle inkarnere i fysisk materie, bliver det tiltrukket af to fysiske væseners normale parringsakt, hvis salighedsudstråling er på samme bølgelængde som dets egen salighedsudstråling”.

I denne inkarnation forbereder du dit næste fysiske liv
Kan vi så tilsvarende se, hvilke personer vi møder og hvordan den kommende inkarnation vil blive? Nej, det kan vi ikke, men vi har allerede tilrettelagt, hvordan den skal forme sig. Hele formålet med de fysiske liv er jo at udvikle vores humanitet, vores moral, vores evne til næstekærlighed. Og denne moralske udvikling kan IKKE ske i de åndelige verdener, som vi opholder os i mellem to inkarnationer, men kun i den fysiske “læreanstalt”. Derfor møder vi de personer og de hændelser, som vi nødvendigvis skal lære noget af at møde. Det er meget tankevækkende: I din nuværende inkarnation bestemmer du retningslinjerne for dit næste liv -! Det er blandt andet dét, Martinus mener, når han lidt spøgefuld siger, at “det betaler sig at være god”. Og så er det i øvrigt her, at undervisning i åndsvidenskab kan gøre stor gavn.

Skal vi slutte med et sidste Martinus-citat fra artiklen ”Døden og menneskenes tankeverden”, sidst bragt i Kosmos nr. 3 – 05: “Der er al mulig grund til at arbejde med sin egen tankeverdens udvikling, mens man lever på det fysiske plan, da man derved skaber endnu større og skønnere muligheder for, hvad livet i de åndelige verdener kan bringe én samtidig med, at man skaber bedre muligheder for, hvad den næste fysiske inkarnation vil bringe af oplevelser og videre udvikling.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

Share This