SPØRGSMÅL: En læser i Arizona, USA, finder det yderst interessant og tankevækkende, hvad Martinus er citeret for i Julebrevet 2016. Her skriver han om Eisenhower, Churchill og andre af datidens ledere, at ”desværre kan de store personligheder midt i deres storhed vist ikke gøre ret meget, selv om de gerne vil det.” Hvad betyder dette? At verdens ledere ikke kan gøre meget ved krigene og verdens begivenheder? Jeg finder dette super interessant, for det ser ud som om det indikerer, hvordan vi er begrænset som enkeltpersoner, når det gælder begivenhederne i verden? Men også, når det gælder begivenhederne omkring os i vores hverdag?

SVAR: Lad os dele dette spørgsmål i to: Hvad kan verdens ledere gøre ved verdenssituationen, – og hvad kan vi hver især gøre i vores hverdag? For der er en forskel. Og når vi søger Martinus’ svar, så tager han os ud på en rejse så fantastisk, så storslået, at han åbner vore øjne for et helt, helt anderledes perspektiv.

Lad os først finde frem til artiklen ”Den øverste feltherre”, der senest har været bragt i Kosmos nr. 6-2007. Her sammenligner Martinus vores situation med årstiderne. Han skriver: ”Vi er i en kosmisk vinterzone, men dog nået så langt frem, at lyset, som i dette tilfælde er åndens lys i betydningen kendskab til livslovene, er blevet stærkere.” Og så kommer han direkte ind på dét spørgsmål, vi undersøger: ”Hvilken rolle har da Hitler, Mussolini, Stalin, Churchill, Roosevelt og alle fortidens statsmænd, konger og feltherrer spillet i den jordiske menneskeheds udvikling?” Og så svarer Martinus: ”De har været specielle redskaber for “den øverste feltherre”, og det vil sige for den evige Guddom, der leder væsenerne fra deres mest døde tilstand til deres mest levende tilstand. Uden krigene ville den guddommelige verdensplan ikke kunne komme til udfoldelse, og naturligvis heller ikke uden de specielle redskaber, som de store hærførere gennem tiderne har været.”

Guddommens plan leder os fra ”død” til liv

Nu blev vi klar over, at det altså er Guddommen, der er i færd med at lede jordklodevæsenet og dets ”hjerneceller”, menneskeheden, fra en primitiv, dyrisk og krigerisk tilstand og frem mod fred og humanisme. Og der findes ikke andre måder at gøre dette på end gennem selvoplevede lidelser. Når et menneske skal udvikles frem mod humanisme, – mod medfølelse med andres lidelser, – så må man nødvendigvis lære at føle andres lidelser.

Nu vender vi os mod den bemærkelsesværdige artikel ”Jordmenneskenes skytsengel nr. 1”, der senest har været bragt i Kosmos nr. 8-2010. Her stiller Martinus selv et højst aktuelt spørgsmål: ”Nu vil man måske sige: “Hvorfor griber jordjeget dog ikke ind og forhindrer disse krige og revolutioner, hvorfor standser det ikke hele dette ragnarok i sin egen organisme?” Svaret er dette, at jordvæsenet netop i allerhøjeste grad er i færd med at rydde op i sin organisme, og meget store forandringer vil ske i de kommende århundreder”. Og nu tilføjer Martinus noget væsentligt: ”Vi må jo ikke glemme, at begrebet tid er anderledes for jordmenneskene, end for et makrovæsen, der som jordkloden har sin dagsbevidsthed i en højere udviklingsspiral. Hvad der for jordklodevæsenet kun er forholdsvis kort tid, er for de jordiske mennesker nogle årtusinder. Men udviklingen er kommet mægtigt i skred også i forhold til den tidsoplevelse, jordmenneskene har. Ser vi ikke, at der i vort århundrede er sket meget mere end i mange tidligere århundreder tilsammen?”

Vi har noget at lære og noget at udrette

Nu blev vi klar over, at der er en kosmisk forbindelse mellem det kæmpemæssige jordklodevæsen og os mennesker. Ja, siger Martinus, “Hvorfor lever menneskene på jorden og ikke på en anden klode i universet? Fordi menneskene som mikrovæsener med hele deres udstråling eller psyke er på bølgelængde med selve jordklodevæsenets udstråling. Derfor har loven for tiltrækning virket sådan, at netop sådanne individer, hvis nuværende skæbnedannelse passer ind i jordens skæbne, fødes eller inkarnerer her, og gør det så længe, de har noget at lære her og noget at udrette.”

Hermed har Martinus jo ledt os tilbage til vores spørgsmål nr. 2: Hvad kan det enkelte menneske gøre i sin hverdag? Han skriver: ”Men det er jo netop, fordi jordmenneskene inden for deres udviklingsspiral står på nogenlunde samme udviklingstrin, som jordklodevæsenet gør det i sin spiral, dvs. et overgangsstadium fra dyr til menneske. Men de jordiske menneskers udviklingstrin spænder jo over en stor skala fra ret primitive intellektuelt uudviklede mennesketyper, som kan nænne at myrde og påføre andre væsener lidelse og smerte, over intellektuelle typer, der ligefrem er geniale til at sætte forbrydelser i gang og lade andre udføre dem, til forholdsvis kærlige mennesker, der dog ikke er særlig selvstændigt tænkende og endelig til kærlige mennesker, der også er intellektuelt udviklede og gerne vil bruge deres evner til gavn for helheden.”

Se din organisme i et åndeligt perspektiv

Nu kan vi prøve at finde os selv på denne vældige ”udviklingsstige”, der både begrænser os og giver os muligheder. Vi kan glæde os over, at vi via Martinus’ ”kosmiske klarsyn” har fået kendskab til livslovene. Og hvis vi formår at skabe fred, harmoni og glæde i vores omgivelser, så er vi på rette vej og i overensstemmelse med Guddommens plan.

Men nu gør Martinus opmærksom på et ansvarsområde, hvor vi selv er som en ”guddom” for levende væsener. Han skriver: “En levende organisme kan ikke blot ses fra et fysisk synspunkt, hvor den med alle sine organer, celler osv. udgør en fysisk enhed; for det væsen, der har kosmisk klarsyn, kan den også ses i et åndeligt perspektiv. Ser man på et levende menneskelegeme i dét perspektiv, er der foruden menneskets jeg, der er makrojeg for helheden, også et jeg inkarneret i hvert eneste organ samt bag enhver kirtelfunktion. Disse jeger er dirigerende skytsengle for myriader af mikrovæsener: celler, molekyler, atomer og elektroner, som igen for hver arts vedkommende bliver dirigeret af bestemte jeger. Hele organismen er således en organiseret verden, et univers med levende væsener, der hver for sig på deres plan er skabende og oplevende og har en skæbnedannelse, der er årsag til, at de netop er tiltrukket til den verden, hvor de kan gøre de erfaringer, der befordrer deres videre udvikling.”

Her er virkelig en område, hvor tidsperspektivet er med os. Efterhånden som udviklingen skrider frem, kan vi mennesker virkelig gøre en indsats for at sætte vores vilje ind på at skabe fred og harmoni i vores indre og ydre verden. Og når vi skaber det rette ”klima”, tiltrækker vi automatisk højere udviklede mikrovæsener.

Lad os slutte med Martinus’ optimistiske ord om, hvad der så sker: ”Mennesket bliver da selv i sin daglige færden og livsudfoldelse en lysets skytsengel for de levende væsener, det kommer i berøring med.”

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

De to artikler, hvorfra citaterne er hentet, kan begge findes på vores hjemmeside martinus.dk, og de to numre af Kosmos kan købes på shop.martinus.dk.

Share This