SPØRGSMÅL: En læser er kommet i tvivl om, hvad Martinus mener i forbindelse med bøn til Guddommen. Hun beder om at få ”oversat” meningen med følgende citater: Martinus skriver i den lille bog nr. 11 Bønnens mysterium, at “Alt er inddraget i den guddommelige vilje, at vores hovedhår er talte, ja at ikke engang et støvfnug kan lægge sig tilfældigt det ene eller det andet sted” . Og ”I modsat fald ville bønnen jo være et middel til opløsning og modarbejdning af den guddommelige verdensplan. Alle sådanne foreteelser, som de nævnte, er nemlig allerede i forvejen skæbnebestemt”.
Martinus skriver videre at “Dette at ville anvende bønnen til noget andet, end det, den er beregnet til, kan således afføde temmelig alvorlige konsekvenser”.
Er dette ensbetydende med, at bønnen er virkningsløs?? Jeg har læst, at Martinus selv brugte bønnen i alt. Han har beskrevet, at han har bedt om hjælp i alle situationer. Bedt om styrke før et foredrag, bedt for at der ikke skulle ske ulykker, når han satte sig i en bil, bedt for andre menneskers sygdomme o.m.a., men hvis alt er skæbnebestemt, hvordan hænger det så sammen, at man kan bede om hjælp i sådanne situationer??… Hvad er det, man kan komme til at skade ved at bede ” forkert”?
Hvis alt er tilrettelagt på forhånd, hvordan kan vi så lære gennem vores reinkarnationer, gennem spiralkredsløbet? Hvis alt er givet på forhånd, hvori ligger så vores udvikling? Hvordan kan vi gøre noget anderledes og bedre end det, der en` gang er forudbestemt? Og nytter det derfor at bede Guddommen om noget som helst? Jeg håber meget, du vil kunne svare mig på de her spørgsmål, da jeg, efter jeg har læst bogen, er kommet meget i tvivl om bønnens virkning og sande væsen, og jeg ønsker bønnen tilbage i mit liv.

SVAR: Den bedste måde at udrede trådene på er nok at tage et overblik over, hvilke muligheder bøn til Guddommen giver os. For Martinus vil gerne hjælpe os med at få bønnen tilbage i vores liv.

Når Martinus taler om “hovedhår er talte” og lignende, så mener han dermed, at ALT, både i den fysiske og åndelige del af vores tilværelse, er forbundet med evige love. At bede forkert vil derfor sige at bede om, at disse elementære lovmæssigheder må blive ophævet, hvilket naturligvis ikke lader sig gøre. Et nærliggende eksempel: Hvis vi skal flytte en tung genstand, beder vi jo ikke om, at Gud vil ophæve tyngdeloven, – bare lige mens vi flytter en fysisk ting!

Smerter og lidelser er en lovbundet nødvendighed
Nej, vores humane evne for næstekærlighed kan kun udvikles ved hjælp af de lidelser og smerter, vi gennemgår, – det er en lovmæssighed, – det er at ”spise af kundskabens træ”, det er at lære at kende forskel på “godt og ondt”. Alt, hvad vi modtager af ”god og dårlig” karma, er virkninger af ”loven for bevægelse”, – det er gode og dårlige energier, vi på et tidspunkt i vores evige tilværelse har sendt ud mod andre levende væsener. Hvis vi så – i vores uvidenhed – beder om at blive fri for disse lidelser og smerter, så går vi imod Guddommens plan og vilje med os. Så beder vi i virkeligheden om, at vi må blive stående på vores nuværende ”dyriske” udviklingstrin. Det ville i høj grad være i modstrid med ”Den evige verdensplan”. Det kan vi læse mere om i den fantastiske artikel ”Livets mentale vintersolhverv”. (Artikelsamling 1, stk. 45.10). Her får vi blandt andet at vide, at ”Mennesket kan få stor hjælp i kraft af sin bøn til Gud. Dette gælder i alle situationer, hvor det teoretisk kan forstå livet uden at have oplevet karmaen. Den onde karma opleves kun der, hvor ingen som helst anden påvirkning kan ændre væsenets fejlagtige livssyn, indstilling og væremåde.” Se, det var jo en meget væsentlig oplysning.

Når læseren skriver, at ”alt er tilrettelagt på forhånd”, så er det altså Guddommens plan, der er tilrettelagt og lovbundet. Men på et punkt i vores udvikling kan vi begynde at have indflydelse på vores egen ”placering”, på vores egen skæbne. Det sker, når vi får en viden om og forståelse af, at vores egen vilje skal være i overensstemmelse med Guds vilje.

Jamen hvordan kan vi så bede rigtigt? Jo, det kan vi ved at bede om at få styrke og kraft og livsmod til at kunne klare denne udvikling. Så beder vi i overensstemmelse med Guds plan, – så beder vi om, at ”Guds vilje” må ske, og ikke vores vilje.

Når Martinus satte sig ind i en bil, bad han en ganske kort bøn. Han vidste, at han var omgivet af andre menneskers “karmabølger”, og han bad om, at HAN ikke måtte være årsag til denne tilbagevendende skæbne for andre mennesker, for det kunne han – med sin højtudviklede humane evne – ikke nænne. Det er et godt eksempel for os på ”at bede rigtigt”.

Nu lader vi Martinus få det sidste ord. I Artikelsamling 1, stk. 40.5, præsterer han – med ganske få sætninger – at forklare forholdet mellem vores bøn til Guddommen og vores skæbne. Han skriver, at det at bede ”ikke kan fritage væsenerne fra deres mørke karma, den er nødvendig for humanitetens eller kærlighedens udvikling. Men det kan fylde det betrængte væsen med så megen åndelig kraft og lys, at dets almenbefindende eller humør kan opretholdes næsten uberørt under mørke karmakriser.”

Så kort kan det forklares, hvordan man får bønnen ind i sit liv. Og hvis man nu læser den lille bog ”Bønnens mysterium” med denne viden, så forstår man, hvilken visdom der ligger gemt i denne bog.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0013

Share This