MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: En studiekreds synes, at det er lidt vanskeligt helt at forstå, hvad Martinus mener, når han taler om ”jeg’et”. Han taler om Guddommens jeg, og vi har jo alle denne indre ”jeg-fornemmelse”, – som om vi er en slags centrum, og alt andet i hele universet er uden om os. Men hvorfra kommer vores jeg-fornemmelse, der tilsyneladende er individuel? Har dyrene den samme fornemmelse?

SVAR: Martinus var klar over, at det kunne være lidt vanskeligt for os at forstå dette. Læs blot hvad han skriver i Livets Bog, bind 3, stk. 957, hvor han fortæller, at det er en millionårig automatfunktion hos os, at når vi skal have en forklaring på noget, så skal det være i form af “mål- og vægtfacitter eller andre udtryk for tingenes grad af begrænsning eller stedbundethed.” Når vi så første gang møder analysen af jeg’et, kommer læseren til kort. “Thi her er han for første gang stillet overfor noget, der afviger fra alt andet ved ikke at have vægt eller mål eller på nogen som helst måde at være “stedbundet” og derfor kun fremtrædende med denne ene analyse: “noget som er”. Da han ikke her kan få noget som helst mål eller vægt, kan han ligesom ikke få fat på dette “noget”. (…) Og dette guddommelige “noget, som er”, eller jeg’et, hvis analyse i sig selv er den enkleste og letteste, der overhovedet eksisterer, thi intet kan være enklere i sin analyse end dette: kun at udgøre “noget, som er”, (….) fornemmes stundom af den begyndende forsker som det sværest fattelige og mest uforståelige, han nogen sinde har mødt.”

Ét jeg – et uendeligt antal forskellige strukturer
Nu har Martinus således givet spørgerne ret: Det kan være vanskeligt at forstå for ”den begyndende forsker”. Men at det har stor betydning for forståelsen af analyserne, uddyber han i stk. 793, hvor han skriver: ”Men hvorledes er da væsenets egen dybeste fornemmelse af dette sit eget højeste “selv” eller “jeg”? – Ja, her kan der kun være tale om én eneste art fornemmelse, nemlig en “centrums- eller midtpunktsfornemmelse”. Vi føler alle uden undtagelse jeget som det dybeste i vor egen organismes midtpunkt. Der kan ikke fornemmes noget mere i vort eget centrum end netop jeget. Ligeså snart en fornemmelse afviger fra dette centrum, udtrykker vi den straks som “det”. Når vi siger “min organisme”, er det i realiteten kun en omskrivning af “jeg” og “det”, hvilket vil sige “jeg” og “bevægelse” og dermed “jeg” og “sansning”. Og således vil det være med en hvilken som helst situation, vi overhovedet kan fornemme”.

Lad os nu prøve at gøre forklaringen så enkel som muligt: Der findes i virkeligheden kun ét eneste jeg, – nemlig Guddommens jeg. Dette jeg omfatter absolut alle levende væsener i hele verdensaltet, og udgør så at sige selve det levende i alle levende væsener. Ved et rådsmøde i februar 1981 udtrykte Martinus det sådan, at vi ikke har hver vores jeg, – men vi har hver vores egen struktur til dette jeg. I Livets Bog, bind 7, stk. 2475, er det sagt på denne måde: “…når dette noget således er udeleligt, bliver det det samme noget, som forekommer i ethvert levende væsen som dets jeg. Jeg’et i ethvert levende væsen udgør således det samme noget. (…) Da jeg’et i alle levende væsener tilsammen således udgør Guds jeg, bliver de altså alle identisk med Gud, om end hvert enkelt individ i kraft af sin individualitetsstruktur retmæssigt kun kan kaldes en “gudesøn”.”

Nu har Martinus jo gjort dette problem ganske enkelt at forstå: Overalt, hvor vi møder en bevægelse, en form for skabelse, dér møder vi et jeg, et levende væsen, der manifesterer sig. Ja, men så åbenbarer der sig jo et fantastisk panorama, for så er alt i universet, i mikro-, mellem- og makrokosmos jo levende eller udtryk for dét, Martinus kalder for ”bevidsthedsorganer” eller ”livsudtryk”. Vi genkender det klart her i mellemkosmos hos planter, dyr og mennesker. Og Martinus lukker vore øjne op for, at det samme gælder i mikro- og makrokosmos.

Familie-samhørighed med alt levende – dét er den virkelige kærlighed
Men derved har Martinus jo også givet os nøglen til at gå videre i studiet af disse fantastiske analyser. Nu virker det ikke spor mystisk, når Martinus kalder jeg’et for X1, den individuelle struktur hos det enkelte levende væsen for X2 og X3. Nu kan studiekredsen bedre forstå forklaringen i Det Evige Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 6. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg personligt betragter Martinus’ forklaring til dette symbol som en indgangsport til de videre studier. Prøv selv!

Men hvordan forholder det sig så med spørgsmålet om dyrenes oplevelse af dette indre jeg? I Livets Bog, bind 3, stk. 685, forklarer Martinus, at væsenerne i planteriget og et godt stykke ind i dyreriget må leve i “instinkternes eller anelsernes bevidsthedsfattige zone.” Derfor har de på dette stadium ikke nogen indre fornemmelse af et jeg. Men på et tidspunkt i det egentlige dyrerige opstår de første elementære former for “jegbevidsthed” og dermed det begyndende jordiske menneske.

Konklusionen er altså, at alle levende væsener har del i det samme jeg, Guddommes jeg, der omfatter alt. Hvert enkelt individ har sin egen struktur og dermed sin egen oplevelse af livet. Men selve den individuelle indre jeg-fornemmelse har kun de jordiske mennesker bevidsthed om.

Og skal vi så slutte med noget, der ikke er spurgt om, men som er betagende smukt, nemlig Martinus’ definition af “den virkelige og absolutte sympati eller kærlighed.” Den findes i stykke 2477 og lyder således: “Den er i virkeligheden, om end endnu ubevidst for væsenerne selv, en genkendelse af vort jegs identitet med vore medvæseners jeg og det herpå baserede slægtskab eller vor kosmiske familiesamhørighed med alt levende.”

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0016