SPØRGSMÅL: Mange Martinus-studerende undrer sig over, at Jesus i sin Bjergprædiken ikke fortalte om reinkarnation. Hvorfor skulle kristendommen indbefatte troen på, at mennesket kun lever én gang? Andre religioner har jo reinkarnationen med.

SVAR: Umiddelbart kan det godt se underligt ud, at reinkarnation ikke blev en del af kristendommen, specielt når man tænker på, at de såkaldte “kristne” stater efterhånden blev de stærkeste magter i verden. I en artikel ”Kristendommens verdensepoke” i Kosmos nr. 3 – 2007 forklarer Martinus det på denne måde: “Det forekommer måske underligt, men det var et led i skabelsen af kundskab, det var et mægtigt stort skoleområde, hvor menneskene fik lov at gøre, som de selv mente var rigtigt, hvor de fik lov at forlade profeter, hellige bøger og forskrifter og de psykiske principper for helt og holdent at stole på de materielle foreteelser.”

Dermed slår Martinus fast, at der ikke er tale om en tilfældighed. Den materialisme, som blev en direkte følge af, at reinkarnationen ikke blev en del af kristendommen, var simpelthen et led i den sande kristendoms skabelse. For hvad sker der, når man tror, at “Gud er død”, og man vælter sig i materialisme og i troen på den militære overmagt: Man påfører sig selv – via karmaloven – så mange lidelser, så mange smerter, at man råber til himlen ”Hvorfor?”. Man kommer til et stadium, hvor man søger en logisk forklaring og mening med tilværelsen, – og hvor man længes så usigeligt efter fred! Den situation kan vi godt genkende.

I den nævnte artikel beskriver Martinus menneskenes nuværende situation på følgende måde: “At de kan bygge vældigt geniale maskiner, og at de kan veje sol, måne og stjerner og bestemme lysets hastighed, giver dem hverken styrke eller mod, når de skal dø, eller trøster dem i sorgen, når de mister nogen af dem, de holder af.”

Det materielle stadium er et nødvendigt led

I slutningen af den omtalte artikel stiller Martinus selv spørgsmålet: “Hvordan kunne kristendommen føre menneskene ud i et materielt stadium? – Det kunne den, fordi den ikke gav oplysninger om reinkarnationen. Den skulle kun give oplysninger om det ene liv, og derved kunne menneskene uden de mange liv ikke få den rigtige forklaring på livets mysterium. Kristus kendte udmærket til reinkarnationen, men det skulle menneskene ikke, for så ville de ligesom i Østen blive ved med at være religiøse og ikke give sig fuldstændig hen i materien. Men netop ved at kristendommen var bygget på denne måde, måtte det ende med, at menneskene til sidst fuldstændig hengav sig til materien og derved kom til at opleve kulminationen af mørket og af, at man ikke kan klare sig uden at have forbindelse med Gud og de højere verdener. Derved bliver de modne til at kunne lytte til den endelige kristendom eller åndsvidenskaben.”

Men hvordan er det så gået de mennesker, der IKKE hører til i kristendommen, men har andre religioner? Her finder vi ganske vist i mange tilfælde reinkarnationen som en del af religionerne. Men der er absolut ikke tale om en logisk, intellektuel forklaring. Også her finder vi “hedenske” dogmer og forestillinger, der ikke kan stå for en virkelig “intellektuel gennemlysning”. Med Martinus’ ord: “…angsten for at blive til en krokodille, en slange, en blæksprutte eller et andet kryb, hvis man ikke opfylder religionens krav, vil også her forsvinde som mørke skygger for det intellektuelle lys.”

Først med åndsvidenskaben kommer den logiske forklaring

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at Martinus i Livets Bog , bind 4, stk. 1249 fortæller, at “…med udviklingen vil disse religioners væsener efterhånden blive mere og mere beslægtede, men det sker absolut ikke ved et magtbud, men udelukkende kun ved en gradvis udvikling. Alt eftersom Vestens materielle videnskab, teknisk-kemiske udvikling har bredt sig til alverdens mennesker, er disse jo mere eller mindre kommet ud i de samme erfaringer, de samme former for krige, revolutioner og lidelser, de samme besværligheder, de samme spekulative, økonomiske misbrug eller den samme egoistiske udbytning af medvæsenernes arbejdskraft og værdier, som den, “kristendommens” folkeslag selv sukker og stønner under.”

Lad os slutte med et citat fra Kosmos nr. 3-1984, hvor Martinus svarer på et spørgsmål om reinkarnationens betydning for verdensmoralen: “Efter denne kapitulation i religion og materialisme vil den nu begyndende åndsvidenskab med dens kosmiske analyser af selve ”det levende noget” bag materien eller stoffet og dermed af det virkelige fysisk-psykiske verdensbillede være den eneste blottede og farbare vej imod verdensfreden. Her bliver reinkarnationen eller individets evige eksistens fortolket ud fra urokkelige logiske grundlag. (…) Når reinkarnationens kosmiske analyser bliver til selvfølgelig vågen, dagsbevidst erkendelse hos flertallet af jordens menneskehed, vil kærligheden fortrænge jungleloven bort fra den gældende verdensmoral.”

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This