Spørgsmål: En læser skriver: Hvorfor skal man bede til Gud? Hvis man selv er en del af Gud, som Martinus skriver, beder man jo til sig selv! Det svarer vel til, at min lillefinger skulle bede til mig. Og Martinus skriver oven i købet, at man ikke nødvendigvis behøver at tro på det, – og at man selv  dybest set blot er en “illusion”.

Svar: Det er rigtigt, at Martinus fortæller os, at hvert eneste levende væsen er en del af Guddommen. Og det kan godt give anledning til lidt “tankedril”, hvis man deraf udleder, at man på en måde beder til sig selv, når man beder til Gud.

Flere steder beskriver Martinus, at alt liv er opbygget som “liv inden i liv”. Se fx symbol nr. 7, som han netop benævner “Livsenhedsprincippet eller det første glimt af en Guddoms eksistens” (Det Evige Verdensbillede, bog 1) Dette symbol, som er i sort/hvid, ser måske lidt ubetydeligt ud ved siden af de mange farvestrålende symboler, Martinus har lavet. Men i virkeligheden er dette “livsenhedsprincip” af afgørende betydning for overhovedet at forstå hele Martinus’ beskrivelse af verdensaltet og dermed af Guddommen, som vi retter vores bøn til.

Som det fremgår, beskriver symbolet et levende væsen. Og dette symbol gentages inde i symbolet i mindre og mindre format, på samme måde som vores fysiske og psykiske organisme består af mindre og mindre “livsenheder”, bestående af organer, celler, atomer osv. Og samme princip gentager sig “opad”, hvor vi hver især er en lille bitte del af menneskeheden, som igen er et organ i jordklodevæsenet og således fortsættende opad. Summen af dette uendelige antal levende væsener udgør altså det gigantvæsen, som vi kalder Guddommen. Her er det vigtigt at forstå, at alt – ubetinget ALT – er levende og dermed en del af Gud.

Hvem beder vi til?

Betyder det så, at vi i virkeligheden beder til os selv, når vi beder til Gud, som spørgeren antyder? Nej, naturligvis ikke. For at få svar på dette, behøver vi ikke engang at bevæge os ud i det kæmpemæssige gigantvæsen, som Guddommen er. For vi har det, bogstaveligt talt, lige ved hånden. Du, kære læser, er selv som en “guddom” for din fysiske og  psykiske organisme -! Og dine mikrovæsener “beder” hver eneste dag. Når du spiser forkerte ting, sender dine organer og celler en kraftig bøn i form af smerter og sygdom. Hvis du får din lillefinger (som spørgeren bruger som eksempel) i klemme i en dør, så sender en masse små cellevæsener en bøn i form af smerter. Og hvis dit tankeklima er forkert, så sender små åndelige “cellevæsener” en bøn i form af dårligt humør eller i værste fald en depression.

Beder alle disse små cellevæsener til sig selv? Nej, de beder til deres makrovæsen, på samme måde som du og jeg beder til vores makrovæsen, Guddommen. Og bønnen opfanges af dig som netop deres forsyn. Her er det ikke en større eller mindre “tro”, der er afgørende. Guddommen mærker vore glæder og sorger, smerter og lidelser, gennem sine mikrovæsener, som vi kalder Forsynet. Det kan man læse meget mere om i den lille bog nr. 11, “Bønnens mysterium”.

Tilbage er så spørgerens lille tilføjelse om, at skabte ting, som vi kan sanse, dybest set blot er “illusioner”. Her hentydes formentlig til hvad Martinus skriver om illusioner i begyndelsen af 4. bind af Livets Bog. Det kan godt give anledning til “tankedril”, når Martinus her analyserer “timeligheden og evigheden” ud fra perspektivprincippet og slår fast, at ud fra et bestemt synspunkt bliver tingene til illusioner.  Men tilføjelsen er vigtig: “At tingene fra et vist synspunkt er illusion er ganske rigtigt, men dette synspunkt ligger ganske “uden for” livet og kan umuligt anvendes som logisk rettesnor i nogen som helst viljeføring.”  Disse analyser har absolut interesse for os, hvis vi helt til bunds vil forstå verdensbilledet. Men som Martinus skriver i stk. 1076: “Hvis vi anvender denne analyse som målestok eller udtryk for væsenets evige tilværelse, gør vi os skyldig i en stor misforståelse.”

Lad os derfor holde jordforbindelsen og slå fast, at dér, hvor vi oplever livet, er alt, hvad vi oplever, skam i høj grad virkelighed for os – og ikke kun illusioner.

                                                                    

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This