SPØRGSMÅL: En studiekredsdeltager har i Artikelsamling 1 læst Martinus’ artikel Omkring min skabelse af Livets Bog. I stk. 14.16 til 14.18 finder han nogle sætninger, som han synes er komplet uforståelige. Det drejer sig om ”Guddommens vilje i spiralens nedadgående og opadgående bane”. Her citerer spørgeren fra stk. 14.17 om ”væsenets ”indvikling” eller ”nedadgående” tilstand, hvilket igen, som læserne ved, er det samme som ”udviklingen”  hen imod kulminationen af ”det dræbende princip”. Samtidig skriver Martinus om ”Konflikten mellem individets vilje og Guds vilje efter vendepunktet for den ”nedadgående” bane”. Og læseren slutter sit spørgsmål med at konstatere, at han ”ganske enkelt ikke forstår, hvad Martinus overhovedet mener”. Helt konkret: Hvad menes der med spiralens nedadgående og opadgående bane og det omtalte vendepunkt?

SVAR: Ja, sommetider kan det være nødvendigt at standse op og finde ud af, hvad Martinus mener med de specielle udtryk, han anvender. Det gælder måske i særlig grad det omtalte afsnit af artiklen, fordi det netop omhandler den tid, vi lever i, og den udvikling vi alle er i færd med at gennemgå.

Dette livsforløb kan vi fx følge på ”hovedsymbolet” (nr. 11 i Det Evige Verdensbillede). Her har Martinus markeret vores jordklode på et punkt lige efter kulminationen af ”det dræbende princip”. Men læg mærke til den aflange figur omkring kloden. Den er af allerstørste vigtighed for os, for den markerer den vældige forskel, der er på de mindst udviklede og de mest udviklede mennesker på kloden. Og imellem disse yderpunker finder vi det nævnte vendepunkt.

Først ”indvikler” vi os i den fysiske materie

Nu kan vi vende tilbage til den omtalte artikel. Når Martinus taler om ”spiralens nedadgående bane”, mener han det tidspunkt i vores evige livsoplevelse, hvor vi bevæger os fra de høje åndelige verdener tilbage til den fysiske verden. Her går udviklingen fra salighedsriget via planteriget, gennem dyreriget og frem til vort nuværende udviklingstrin som ”jordmennesker”: Vi er stadig ”pattedyr”, men afgjort det højst udviklede ”dyr” på kloden. Og vi er i høj grad på vej til at blive ”mennesker”. Martinus kalder os ”jordmennesker”.

Denne rejse fra den åndelige til den fysiske verden kalder Martinus logisk nok for ”en nedadgående proces”, nemlig en indvikling i den fysiske materie. Denne proces er helt i overensstemmelse med Guddommens vilje som en del af verdensplanen. Men på et tidspunkt nærmer vi os ”kulminationen af ”det dræbende princip” eller egenkærlighedsprincippet.” Når vi har passeret dette kulminationspunkt, – det omtalte vendepunkt – befinder vi os i spiralens opadgående bane. Kan vi genkende dette fra vores egen udvikling? Ja, Paulus sagde det med de berømte ord: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg”. Eller sagt på en anden måde: I dagligdagens situationer prøver vi på at handle humant og næstekærligt, – men det lykkes langtfra altid. For vi har en ”vane” med os fra dyreriget, fra ”den nedadgående bane” – vores egoisme.

Det moralske vendepunkt

Nu er det, at der opstår en konflikt mellem Guds vilje og vores vilje. Martinus forklarer os at ”så længe individet befinder sig i den ”nedadgående” bane i kredsløbet, vil der ikke opstå nogen synderlig konflikt mellem Guds vilje og væsenets vilje.” (stk. 14.17) Her falder vores vilje altså sammen med Guds vilje. Med andre ord: Vi er på dyrestadiet eller på det meget primitive jordmenneskestadium.

Her har vi gennem lange tidsperioder opbygget lokalorganer og tankecentre, der satte os i stand til at udfolde selviskhed og ”det dræbende princip”. Det er ikke så mærkeligt, at det føles pinefuldt og vanskeligt at opbygge helt nye lokalorganer eller tankecentre, der nu skal sætte os i stand til at manifestere uselviskhed og alkærlighed. I lange, lange tider vil vi have lettest ved at være selviske og egoistiske, som vi ”plejer at være”. Med andre ord, vi vil komme i modstrid med Guddommens vilje i den opadgående bane. For i denne bane er det Guds vilje og verdensplan, at vi skal udvikle os frem mod kulminationen af humanitet og næstekærlighed, – vi skal blive rigtige mennesker.

Nu prøver vi på at ”udvikle” os

Men vi har en fri og selvstændig vilje, som vi kan bringe i konflikt eller i kontakt med Guds vilje. Og her er vi ved det omtalte vendepunkt. Når vi – af gammel vane – påfører andre smerter og lidelser og dermed er i konflikt med Guds vilje, vil resultatet af disharmonien vende tilbage til os selv, takket være karmaloven, og give os smerter, lidelser og alle former for ubehagelig skæbne. Når dette ”helvede” rammer os, går det op for os, at der findes en vilje, der er langt, langt stærkere end vores egen. Vi oplever, at der dybt i vort indre opstår en trang til at hjælpe, en trang til at undgå at påføre andre levende væsener smerte og lidelse. Vi har nået ”vendepunktet” og befinder os nu i den opadgående bane. Vi forsøger efter bedste evne at gøre Guds vilje, vi forsøger at blive Guddommens redskaber for humanitet og næstekærlighed. Vi er på vej ad ”den opadgående bane”, – frem mod lyset og næstekærligheden.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Share This