MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: To læsere har fordybet sig i Martinus-artiklen ”Guds øjne eller det gode syn”, der var gengivet i Kosmos nr. 5-2008. Det har givet anledning til to spørgsmål: 1) I artiklens slutning står der, at vi ”daler ned” fra Guds primære bevidsthed”. Hvad vil det sige, og hvor ”daler” vi hen? 2) Og så skriver Martinus, at de ”ikke mere lever i den ydre åndelige verden”? Hvad betyder den sætning?

Svar: TAK for jeres mail og for spørgsmålene, som jeg meget gerne vil svare på. Normalt plejer jeg jo at citere Martinus og Det Tredje Testamente. Men denne gang vil jeg prøve at svare med mine egne ord.

Det er vigtigt at forstå, at Martinus i den omtalte artikel taler om det kæmpemæssige spiralkredsløb, der befordrer vores livsoplevelse gennem mange, mange millioner år, – i modsætning til det mindre kredsløb, vi gennemlever mellem to inkarnationer. Men princippet er det samme i begge tilfælde.

Det er også vigtigt at huske dét, Martinus nævner i artiklen, nemlig at “alle levende væseners bevidsthed eller psyke danner tilsammen Guddommens bevidsthed” . En bevidsthed er noget, der skabes. Derfor må Guddommens (og dermed vores) bevidsthed hele tiden fornyes og “opdateres” – omtrent som en computer opdateres. Det sker ifølge Martinus ved, at Guddommens “primære” bevidsthed hele tiden fornyes via den “sekundære” del af bevidstheden. Lad os se lidt nærmere på dette.

Fra ”den ydre åndelige verden” til salighedsriget

Det gør vi bedst ved at følge udviklingen gennem et spiralkredsløb, fx ved hjælp af “hovedsymbolet”, som har nr. 11 i Det Evige Verdensbillede, bog 1, og som du også finder på ”martinus.dk”. Jordens og dermed menneskehedens udviklingsmæssige placering er markeret i det orange felt, “dyreriget – det dræbende princips zone”. Herfra går vores fremtidige udvikling videre frem mod det gule felt, “menneskeriget”, hvor vi om ca. 3000 år får kosmisk bevidsthed og ganske småt kan begynde at fungere som Guddommens “primære” oplevelsesredskaber. Vi ophører i sidste halvdel af menneskeriget med at inkarnere i fysiske organismer og oplever nu livet i de åndelige ”riger” ved vores elektriske struktur, vores åndelige legemer. Via dette overgangsrige går vi videre til de grønne og blå felter, “visdomsriget” og “den guddommelige verden”. Her er vi redskaber i Guddommens primære bevidsthed, – en vidunderlig tilværelse, som varer umådelig længe.

Men selv denne tilstand bliver vi “mætte” af. Vi har nu være så længe i denne “ydre åndelige verden”, at vi begynder at længes efter dens modsætning. Vi trækker os mere og mere bort fra den ydre åndelige verden (2) ind i vores egen indre verden, “salighedsriget” (lys indigo på symbolet). Her er vi kun optaget af vore egne erindringer, og vi har en kolossal hukommelsesevne. Men vi har ingen direkte forbindelse med andre levende væsener.

Vi er alle Guddommens redskaber

Salighedsriget er igen et overgangsrige, hvor vi virkelig kommer til at længes vi efter modsætningen til Guds primære bevidsthed, som vi er mætte af. Nu daler vi ned mod Guds sekundære bevidsthed (1), – vi længes mod den fysiske verden, som vi netop har oplevet i erindringen som “guldkopier”. Åndsvidenskabeligt set er fx snekrystaller levende væsener fra salighedsriget/mineralriget, der her gør deres ”første” forsøg med at forme den fysiske materie. Senere i udviklingen bliver det organisk materie, der formes til plante- og siden dyreorganismer. Og så er det levende væsen ”dalet ned” i Guddommens sekundære bevidsthed. Via planteriget (rød farve på symbolet) og dyreriget når vi frem til en ny udgave af menneskeriget. Og dermed er et ”spiralkredsløb”, et udviklingsforløb på milliarder af år, til ende.

Man kan jo sige, at hele Martinus’ foredrag, hele den lange artikel, er en analyse af, hvordan Verdensaltet styres via Guddommens primære og sekundære bevidsthed. Martinus uddyber dette emne yderligere i Livets Bog, bind 7, stk. 2605-07 og i sin omfattende forklaring til symbol nr. 13 i Det Evige Verdensbillede, bog 1, som du også finder på martinus.dk

Hvilken dejlig konklusion: Vi er alle Guddommens redskaber, og hvis vi har dette syn på os selv og på vore medvæsener, så forandres vores livsindstilling til et optimistisk livssyn. For så prøver vi på – efter bedste evne – at gøre dét, vi hver især opfatter som ”det gode”. Og udviklingen, ”Guds styrelse”, garanterer os således en evig livsoplevelse.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.