SPØRGSMÅL: En læser skriver, at vi jordmennesker ifølge Martinus ikke kan rejse til en anden klode og leve vores liv dér. Livsbetingelserne skal passe til netop vores udvikling. Men samtidig fortæller Martinus i slutningen af Livets Bog, bind 1, at ethvert væsens nuværende jordeliv er et resultat af en forudgående tilværelse på andre kloder. Rent fysisk kan vi altså ikke overføres til andre kloder. Men hvordan kan et diskarneret væsen så manifestere sig på en klode, hvor der ikke i forvejen findes et forældrepar? Sagt på en anden måde: Hvordan kan for eksempel de første planter begynde på en klode, hvor der ikke i forvejen findes planter? En anden Martinus-studerende stiller et lignende spørgsmål vedrørende overgangen mellem de enkelte “riger” eller livsformer.

SVAR: Ifølge Martinus forholder det sig sådan, at alle kloder i hele universet befinder sig på ét eller andet stadium i deres udvikling igennem spiralkredsløbet: Nogle er begyndt  at manifestere sig, er altså i færd med at “blive født”, – de består på det fysiske plan af mineralske livsformer. Andre er lidt længere fremme, – de er begyndt at få ”levende” væsener i form af plantevæsener. Senere kommer også dyriske væsener til, – herunder jordmennesker – og endelig “rigtige mennesker”. Atter andre kloder er begyndt at “dø”, det vil sige, at livet efterhånden forlader dem, og tilsidst bliver de til “klode-lig”, – som fx vores måne.

Det er rigtigt, at vi ikke uden videre kan overføres til andre kloder i vores nuværende skikkelse. Så skulle vi jo medbringe den tyngdekraft, vi er vant til, i form af blyplader under fødderne, og jordklodens atmosfære i form af rumdragten. Vi kan altså i vores nuværende fysiske organisme leve her på denne klode, fordi vi netop passer til dens udvikling.

Men via reinkarnations-princippet kan et væsen overføres til en klode, der har omtrent samme udviklingsgrad som det selv. Derfor stiger indbyggerantallet på vores klode netop nu, for mange, mange væsener skal netop have dén karma, som vores klode og menneskehed står over for: ragnarokperioden, ”sjælenes vendepunkt”.

Der er overgangsvæsener mellem ”udviklings-rigerne”

Men så kommer vi til dit spørgsmål om, at der jo nødvendigvis må være et forældrepar, for at et væsen kan inkarnere. Og hvordan inkarnerer så fx et plantevæsen på en klode, som kun består af mineralsk materie? Jo, alle levende væsener er underkastet udvikling, og nogle af disse mineraler er kommet så langt frem, at de udgør OVERGANGSVÆSENER mellem mineral og plante, fx virus’er, som Nudansk Ordbog  beskriver som “organismer på grænsen mellem livløst og levende.” Læs om dette forløb i Bisættelse, kap. 71 og 72. Her fortæller Martinus om “mineralmikroindivider” og ”organmikroindivider”. Førstnævnte er så langt tilbage i udviklingen, at de endnu ikke har nogen bevidst fornemmelse af det fysiske plan. Deres vågne dagsbevidsthed har de på det åndelige plan, hvilket i dette tilfælde vil sige “salighedsriget”.  Men de er på vej, og han fortsætter: “det er denne deres nedadstræbende underbevidste energiudløsning, der viser sig på nævnte plan som identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet “krystallisering” eller “mineraldannelse”.  (….) Når denne krystalliseringsproces er tilstrækkeligt udviklet eller fremskreden, indtræder jeg’erne i mineralmaterien, og “krystallerne” bliver “levende”. Isblomsterne har fået varme, liv og duft. Og vi kalder dem ikke mere “krystaller”, – men “planter”.”

Der findes ligeledes overgangsvæsener mellem plantevæsenet og det animalske væsen, nemlig kødædende planter, hvoraf der findes mange på landjorden og endnu flere i havet.

Og endelig kommer vi til os selv: Vi er overgangsvæsener mellem dyret og det rigtige menneske. Når vi længes usigeligt efter en næstekærlig verden, og vi udfører en fuldstændig uselvisk handling, så har denne jo ikke sit hjemsted i ¨det dræbende princips zone”, hvor vi lever, men er et udtryk for, at vi så at sige rækker vore længsler frem mod det næste “rige”, – det rigtige menneskerige, – på principiel samme måde, som når væsenerne i salighedsriget vender deres længsler mod den fysiske verden.

Fremad og opad gennem umådelige variationer for oplevelse af livet

Men læs også Martinus’ spændende beretning om de “interplanetariske” forhold. Den findes i Livets Bog, bind 1, stk. 284 til 288. Og lad os slutte med et citat herfra: “Den evige udvikling vil således være at ligne ved en evigt fortsættende opadgående bevægelse, i hvilken alle levende væsener deltager, ganske uafhængigt af om de er store eller små, rige eller fattige, sunde eller syge, forbrydere eller helgener, dyr eller mennesker osv. Alle bevæger de sig fremad og opad. Gennem umådelige variationer af forskellige former for oplevelse af livet, gennem vidt forskellige zoner og tilværelsesplaner, gennem materielle og åndelige tilstande, fra mørke og kolde kloder til varme og sollyse verdener går livets vej.”

Jeg bør måske tilføje, at når Martinus først taler om salighedsvæsenernes “nedadstræbende energiudløsning” og senere om “en evigt opadgående bevægelse”, så er det ikke en selvmodsigelse. I første tilfælde er der tale om et lokalt perspektiv, og i sidstnævnte om det kæmpemæssige perspektiv, som hele spiralkredsløbet udgør. Andre steder taler Martinus om, at vores tankeverden, vores bevidsthed, beriges ved fejltagelser. Så dét, der for os ser ud som “nedadgående”, kan altså godt i det større perspektiv være “opadgående”.

Et langt større overblik får du, hvis du læser Martinus’ uhyre spændende forklaring til symbol nr. 14 ”De Kosmiske Spiralkredsløb” i Det Evige Verdensbillede, bog 1. Han kalder disse spiralkredsløb for “et genialt samarbejdssystem for alle verdensaltets levende væsener”. Det kan vi lære noget af -!

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This