SPØRGSMÅL: En studiekreds fortæller, at man er blevet i tvivl vedrørende begrebet tid. Nogle af deltagerne mener bestemt, at begrebet “tid” ikke eksisterer i den åndelige verden, hvor vi fx. opholder os mellem to inkarnationer. Andre er uenige, – og nu vil studiegruppen gerne høre, hvad Martinus mener om dette.

SVAR: De fleste mennesker opfatter nok tiden som et begreb, der kan symboliseres ved en linje, opdelt i sekunder, minutter, timer, dage og år. Og som tiden går, bevæger vi os ad denne linje, – indtil vi dør. Og hvad sker der så derefter?

Martinus giver os en hel anden forklaring, idet han kalder tiden for “åndelige rum”, som i virkeligheden slet ikke eksisterer på det fysiske plan, men er en åndelig realitet. Det kræver en nærmere forklaring -!

I Kosmos nr. 9-2001 har Martinus skrevet om “Tiden, rummet, evigheden og udødeligheden”. Denne artikel er i sig selv et lille kunstværk, der i et letfatteligt sprog giver et vældigt overblik over hele verdensbilledet. Her stiller han selv spørgsmålet “Hvad forstår man i virkeligheden ved tiden?”, – og han svarer: “Begrebet “tiden” er livets højeste, tekniske udtryk for “bevægelse”. Bevægelse og tid er således identiske. (…) Da bevægelse er en funktion, og en funktion er noget, der skabes, er en bevægelse således en skabt realitet. Men da enhver skabt realitet eller en skabt ting ikke kan eksistere uden at være identisk med tid, er tiden således også en skabt realitet eller foreteelse.”

Nu fortsætter Martinus med at forklare, at tiden jo er noget, som man ikke direkte kan sanse med de fysiske sanser. Man kan hverken se eller høre tiden. Men vi kan opleve den gennem to yderpunkter, nemlig tingenes tilblivelse og ophør. “Imellem disse to mærkepæle er der skabt en afstand, der ikke er eller kan være fysisk. Men når den ikke kan være fysisk, kan den kun være psykisk eller åndelig. Det er denne psykiske eller åndelige realitet, der umuligt kan fjernes, vi udtrykker som “tid”.”

Tiden er en åndelig realitet
Efter denne forklaring kan vi gå over til en anden artikel af Martinus, som han kalder “Tiden, et åndeligt rum”, og som har været bragt i Kosmos nr. 4-2008. Her slår Martinus fast, at “tiden er det samme som evigheden, spaltet i åndelige rum”. Det lyder måske lidt mærkeligt, men vi kender dog begrebet “et tidsrum”, så vi har altså en fornemmelse af, at tiden også har med rum at gøre. Med Martinus’ ord: “Ligesom intet i denne fysiske verden kan være til uden at befinde sig i et fysisk rum, således kan heller ikke noget som helst eksistere uden at befinde sig i et åndeligt rum. Hvad er da et åndeligt rum? Det er et rum, som udelukkende består af tankematerie. Tiden eksisterer overhovedet ikke på det fysiske plan, den er en åndelig realitet. (…) Intet kan eksistere i vor verden uden at have en alder og dermed være knyttet til tiden, men da tiden er et åndeligt rum, en ophobning af åndelige detaljer, vil det sige, at ingen som helst fysisk fremtoning kan eksistere uden tilknytning til en åndelig realitet eller en åndelig verden, der eksisterer parallelt med den fysiske”.

Derefter forklarer Martinus nærmere, hvordan tiden så at sige markerer evigheden. Hvis vi fx tænker på den del af året, som er gået, så er den ganske vist fortid, men den eksisterer jo endnu i vores tankeverden. Det udgør med andre ord et åndeligt rum for vore oplevelser og erfaringer. Martinus udtrykker det sådan, at tiden “sætter alle vore livsoplevelser på plads, så hver eneste får sit eget lille rum”. Alle disse åndelige rum udgør en slags “åndelig dagbog” eller “åndeligt kartotek”, som rummer alt, hvad vi har oplevet, – også selv om vi ikke i øjeblikket har dagsbevidst adgang til det.

Hvad er dine ”åndelige rum” opfyldt af?
Men hvad sker der så, når vi dør og fortsætter vort liv i den åndelige del af tilværelsen? Hertil svarer Martinus, at der ikke sker nogen forandring i princippet, kun i detaljerne. “Det levende væsen befinder sig stadig i sit evige nu mellem fortid og fremtid, mellem bevidsthedsbevægelser, som det selv har skabt, og som det selv skaber. Der er dog sket en forandring ved “dødsprocessen”, nemlig at væsenet i en periode ikke oplever indtryk gennem fysiske sanser eller skaber i fysisk materie. Det oplever nu i en anden “tidsdimension” og må lære at indrette sig efter denne”.

For nogle mennesker kan der opstå vanskeligheder med denne omstilling til den åndelige verden, – nemlig hvis deres “åndelige rum” er opfyldt af had, vrede, bitterhed, angst eller dårlig samvittighed. Men Martinus understreger, at “ingen behøver at opleve sådanne ubehageligheder, hvis de selv vil gøre noget for at undgå det”. Det kan man gøre ved at rense sin bevidsthed, sit “åndelige rum”, for negative tanker og følelser, mens man lever her i den fysiske verden. Så vil man hurtigt, med Martinus’ ord “vænne sig til livsoplevelsen i en ikke-fysisk verden, der har så meget at byde ethvert menneske, der er i besiddelse af næstekærlighedsevne og et tanke- og følelsesliv, det naturligt kan leve videre på efter “døden” “.

”Manifesteret tid”
Også i Livets Bog analyserer Martinus begrebet “tiden”, – fx i bind 4, stk. 1068. Her sætter han virkelig vores opfattelse af ”tid” på plads: ”Enhver ting må, for at kunne opleves, være identisk med “tiden”. Dette vil igen sige, at alt, hvad der eksisterer som bevidsthed, tanke eller oplevelse af livet, eller alt, hvad der er tilgængeligt for sansning, er i sin højeste fremtræden kun manifesteret “tid”, der i form af ” fortid”, “nutid” og ” fremtid” er det samme som “nuet”.”

Nu kan vi konkludere: “Tidsfornemmelsen” er identisk med selve vores oplevelse af livet, og den eksisterer absolut også i de åndelige verdener, idet den er en “åndelig realitet”. Når Martinus betegner tiden som “åndelige rum”, så kender vi det i virkeligheden godt fra vore egne erindringer. Tænker vi tilbage på et kort, frydefuldt øjeblik, så kan det godt fylde et stort “åndeligt rum” i vores bevidsthed. Omvendt kan en ensformig oplevelse godt fornemmes som et ganske lille “åndeligt rum”.

Lad os slutte med et smukt Martinus-citat fra den omtalte artikel ”Tiden, et åndeligt rum”, hvor han omtaler menneskets fremtid: “Engang vil dets åndelige rum – “i tidens løb” – som man siger, være af en sådan lyskvalitet eller erfaringsrigdom, at det har overvundet mørket eller uvidenheden. (…) Da har det herredømmet over tiden, fordi det har herredømmet over sit åndelige rum. Da er det mennesket i Guds billede efter hans lignelse, det er blevet tidens og rummets herre. Og dét er der ikke ét eneste jordisk menneske, der ikke engang skal blive.”

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0043

Share This