SPØRGSMÅL: Når man virkelig alvorligt giver sig til at studere Martinus’ analyser, går det på et tidspunkt op for én, at man her står overfor noget virkeligt epokegørende, – et vendepunkt i det enkelte menneskes liv. Men når Martinus således var udset til at give menneskeheden disse logiske analyser, denne ”livsmysteriets løsning”, så skulle man tro, at han var under Forsynets beskyttelse. En læser udtrykker det således: ”Når Martinus helt tydeligt var en såkaldt verdensgenløser, der skulle hjælpe menneskeheden gennem en vanskelig udviklingsperiode, hvorfor var han så ikke samtidig beskyttet mod sygdomme og mod den fattigdom, der prægede hans liv?”

SVAR: Der er flere, der har undret sig over dette forhold. Så vidt jeg ved, er der oven i købet nogle mennesker, der helt mistede interessen for hans verdensbillede, da de hørte, at Martinus på et tidspunkt blev syg.

Men Martinus giver såmænd selv en ganske logisk forklaring på forholdet. I Livets Bog, bind 6, stk. 2120 til 2122, fortæller han, hvordan menneskeheden ganske langsomt ved sine lidelseserfaringer udvikler sig frem mod en større næstekærlighed. På et vist stadium bliver menneskene så intellektuelle og humane, at “de vil kunne vejledes og bibringes de oplysninger og erfaringer om livsloven og væremåden, som kan forkorte vejen til lyset for dem.”

Men hvem skal så give os disse oplysninger og vejledninger? Jo, svarer Martinus, de kan naturligvis kun gives os af væsener, som er nået langt længere frem i udvikling, end vi selv er på nuværende tidspunkt. Disse væsener hører ikke mere hjemme i “det dræbende princips” zone, hvor vi befinder os. Men i kraft af deres høje kærlighedsstandard viger de ikke tilbage for at forlade deres høje tilværelsesplan og lade sig føde her hos os for med deres væremåde og visdom at vejlede og hjælpe søgende mennesker. Det er en selvfølge, at dette arbejde på et lavere plan er frivilligt. Men så pointerer Martinus: “At den samme neddykken til et lavere plan betinger, at de pågældende væsener indtil en vis grad kommer under dette lavere plans livsbetingelser eller love, er ligeså selvfølgeligt.”

Kosmisk bevidsthed er en belastning for en ufuldkommen organisme
Og her har vi i virkeligheden svaret på spørgsmålet. Lad os høre det med Martinus’ egne ord: “De må således her fødes i en fysisk organisme, der er af langt lavere natur end den, de er vokset frem til at have på deres hjemlige tilværelsesplan. Da det lavere plans organisme er et produkt af uindviede væseners forplantningsevner, og således er en fortsættelse af deres kød og blod og derfor i sig kan have anlæg for sygdomme og andre karmiske virkninger, stammende fra forældrenes ufærdige eller ufuldkomne liv, må det neddykkede kærlighedsvæsen således tage til takke med en sådan uren organisme. I de fleste tilfælde kan det indviede væsen bringe en sådan organisme til at være et nogenlunde brugbart redskab for sin indviede ånd, selv om det ikke helt kan befri den fra den overbelastning, som en kosmisk bevidsthed altid uundgåeligt må være for en organisme, hvis psykiske sanser og fysiske hjerne- og nervesystem endnu kun er beregnet til befordring af det uindviede menneskes snævre, psykiske bevidsthedsområde. Denne permanente overbelastning kan i visse tilfælde komme eventuelle nedarvede sygdomsanlæg i organismen til gode, så de får lejlighed til at vokse frem. Og det indviede væsens organisme kan derved komme til at udvise sygdom eller en vis grad af defekt.”

Og dermed har Martinus besvaret vort spørgsmål. Han fortæller videre, at det indviede væsen får stor hjælp fra den højere verden, der våger over dets færd på det fysiske plan. Man så da også, at Martinus kom relativt let over de sygdomme, han pådrog sig, mens han levede her på jorden.

Gaveprincippet – ”kærlighedens bølgelængde” – er nødvendig
Tilbage står spørgsmålet om den fattigdom og de økonomiske vanskeligheder, Martinus og hans “Sag” måtte kæmpe med gennem lang tid. Som spørgeren udtrykker det: “Man kunne da godt tro, at et sådant menneske var beskyttet.” Også dette svarer Martinus på i de omtalte stykker i Livets Bog : “Når et menneske dykker ned i vand, må det regne med at blive våd, ganske ligegyldigt om det er et indviet eller uindviet væsen. Elementernes udfoldelse retter sig ikke efter de forskellige menneskers særlige personlige udviklingstrin. De er baseret på evigt urokkelige love. (…) Elementernes reaktionsmåder er ens for alle.”

Det vil altså sige, at et kosmisk bevidst væsen, der sendes ned til “det dræbende princips zone”, er underkastet denne zones livsvilkår. Og det er unægteligt en kendsgerning, at en ny, højkosmisk viden ikke “udgør noget glimrende økonomisk objekt” på vort nuværende udviklingstrin. Der er absolut ikke nogen økonomisk gevinst ved at udbrede kendskabet til de høje, humane livsidealer. Det må derfor i begyndelsen ske “ved hjælp af “de vise mænds gaver”, hvilket vil sige: Ved hjælp af en vis grad af kærlighed.” Disse kærligheds-gaver kan naturligvis kun komme fra mennesker, der er så langt fremme i udvikling, at de er i stand til at forstå og værdsætte de kosmiske analyser og derfor ønsker at ”give gaver” – enten i form af penge eller som frivilligt arbejde. Og her peger Martinus på, at hvis der ikke fandtes sådanne humane mennesker, ville det være umuligt for den nye kultur at få fodfæste, og at det i så fald heller ikke ville være påkrævet.

Vi kan derfor konkludere, at det absolut ikke har været nogen “dans på roser” for Martinus at være udset til at leve under de betingelser, vores nuværende udviklingstrin kan give. Men vi skal udvikle os videre, og derfor har denne håndsrækning været nødvendig. Eller som Martinus udtrykker det: “Verdensgenløsningens princip er således kærlighed og kan kun udløses der, hvor der er mennesker, der er i slægt med dens bølgelængde, og i hvis mentalitet den kan få fodfæste og herfra som kulturbasis udbrede sig videre til den øvrige verden.”

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0012

Share This