MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: Mange mennesker, som har søgt efter en livsforklaring, og som endelig har fundet frem til Martinus Åndsvidenskab, stilles over for de samme problemer, som en læser har beskrevet sådan: ”Her var endelig svar på alle de mange spørgsmål, som jeg igennem årene havde stillet mig selv og andre. Nu har jeg gået og været vildt begejstret over min nye indsigt og har naturligvis ikke kunnet lade være med at fortælle mine omgivelser om det. Men ak, her er jeg næsten altid blevet skuffet, for der er meget få, som har vist nogen form for interesse for dét, jeg har berettet om, som fx reinkarnation og karma. De fleste er glade, hvis de kan få økonomien og familielivet til at hænge sammen. Og så er det, jeg somme tider spørger mig selv, om man slet ikke bør fortælle andre om Martinus’ analyser? Et andet problem for mig er min nye levevis. Alle mine venner spiser kød. Når jeg bliver inviteret ud, er det som det berømte valg mellem pest og kolera. Hvis jeg altid siger nej og bliver hjemme, er det som en social dødsdom. Hvis jeg tager imod invitationen og spiser kød og drikker som de andre, gør jeg skade på min sjæl med uoverskuelige konsekvenser for min karma. Jeg føler somme tider, at min nye viden nu volder problemer og samvittighedskvaler.”

SVAR: Lad det først og fremmest være dig en trøst, at du ikke er ene om disse problemer. Langt de fleste har været igennem disse faser, og måske er det kun godt, at man får afklaret sit eget tankeklima om disse problemer.

Det første spørgsmål om, at man gerne vil dele glæden over analyserne med andre, besvarer Martinus selv i Livets Bog, bind 1, stk. 161 og 162. Her fortæller han os, at når man ønsker at påvirke andre med den opfattelse af livet eller med den viden, man selv sidder inde med, “må man først og fremmest strengt overvåge, at denne påvirkning kun kommer til udtryk overfor væsener, der viser interesse og derved modtagelighed og glæde for denne, thi overfor alle andre væsener vil den skabe disharmoni, idet disse jo ikke har nogen som helst evne til at ville eller kunne forstå eller fatte den.”

Men så peger Martinus på en hel anden måde, hvorpå vi kan påvirke andre, nemlig ved vores praktiske, daglige væremåde. Hvis denne udtrykker ”tolerance, humanitet og mildhed mod alle levende væsener”, så “smitter” man så at sige andre. For “ligesom sygdomme kan smitte og derved udbrede sig mellem individerne, således smitter ens praktiske væsen eller væremåde også og udbreder sig til alle for samme væremåde modtagelige individer i ens omgivelser. Ens praktiske væremåde bliver derfor hovedfaktoren i den påvirkning, man tilfører sin næste, ganske uafhængig af hvor megen viden eller visdom man så end måtte sidde inde med.”

Vi er overgangsvæsener mellem dyr og ”mennesket i Guds billede”

Så er det første spørgsmål sat på plads: Man skal aldrig i sin begejstring søge at pådutte andre mennesker svar på spørgsmål, som de ikke har stillet. Men derved er vi også kommet over i det andet spørgsmål: Hvordan tackler vi de mange problemer i forbindelse med vores nye livsstil?

Her er det min personlige opfattelse, at vi i mange, mange tilfælde glemmer, at vi også skal være tolerante over for os selv! Vi vil så gerne nå langt frem i udvikling meget hurtigt. Men så er det netop, at vi stilles overfor disse problemer for at få os til at standse op og se mere nøgternt på vores situation: Vi er ikke færdige mennesker, vi er overgangsvæsener, og vi skal stille og roligt give os tid til at blive færdige med vores “gamle” levemåde. Det betyder ikke, at vi blot skal lade stå til og fortsætte i de gamle baner. Nej, vi skal sætte os mål, vi skal sætte vores vilje ind på at nå disse mål, – men vi skal også give os den fornødne tid.

Hvad kan du nænne at gøre mod andre?

Spørgsmålet om at blive vegetar er et godt eksempel. Man skal ikke være vegetar med den begrundelse, at “det har skrækkelige konsekvenser for min karma, hvis jeg spiser kød”. Nej, begrundelsen skal så at sige komme indefra: ”Det er mig umulig at spise kød, for jeg ved, hvilke forfærdelige lidelser vi påfører dyrene, og jeg kan ikke være med til dét.”  Er man endnu ikke nået frem til dette punkt i sin udvikling, må man jo blot arbejde med det, fx ved at undersøge dyrenes forhold, der kan sammenlignes med koncentrationslejrenes grusomheder. En af mine unge venner tog arbejde hos en vognmand, der afhentede slagtekyllinger til et fjerkræslagteri. Den unge fyr forlod grædende sit arbejde efter blot én dag og har været vegetar siden. Så vanvittige er de forhold, vi byder produktionsdyrene. Kan man nænne at deltage i det forfærdelige dyrplageri, der ligge bag ”kødproduktionen”, – eller kan man ikke nænne?

Så er der spørgsmålet om at drikke vin og spiritus og andre mindre sunde ting. Det ER et groft overgreb mod vore mikrovæsener, når vi fx ryger og drikker. Men også her har vi brug for tolerance og et vist “køligt overblik”. Vi ER overgangsvæsener, – vi har alle en masse ting, vi gerne vil forbedre i vores levevis. Lad os – uden fanatisme – give os tid til det. I Martinus Centret i Klint hørte jeg et pragtfuldt foredrag med en titel, der siger alt: ”At leve i overensstemmelse med sit udviklingstrin.”

Vær tolerant – også mod dig selv

I virkeligheden drejer det sig jo om tankeklimaer, og endnu engang må jeg henvise til den vidunderlige artikel, Martinus har skrevet om Menneskets mentale kortslutninger, (Kosmos nr. 1-2015). Her stiller Martinus – i afsnittet Mental hygiejne  selv spørgsmålet om, hvordan noget så naturligt, som at vi er overgangsvæsener, kan føre til så unaturlige tilstande som fx stress, nervesammenbrud og voldsomme sygdomme. Og han svarer: “Fordi mennesket skaber alt for store spændinger i sit nervesystem, enten ved fanatisk at kræve alt for meget af sig selv lige på én gang, eller også ved at give efter, – også i alt for høj grad – ” (min fremhævelse).

Når spørgeren skriver, at det kan give problemer og samvittighedskvaler, når man møder Martinus’ analyser, er dette for så vidt ganske naturligt. Vi er sammensat af to forskellige former for mentalitet, nemlig den mere eller mindre dominerende dyriske og den begyndende menneskelige. De er diametrale modsætninger og kommer derfor til at kollidere i menneskets psyke. Men Martinus fortæller os, at “alt er såre godt”, fordi hvert eneste lille-bitte trin på udviklingsstigen, som vi overvinder, bringer os nærmere det foreløbige mål: Det færdigudviklede menneske!

Må jeg slutte med et lille hjertesuk: Spørgeren bruger udtrykket ”med uoverskuelige konsekvenser for min karma.” Det er en tankegang, der går igen i mange spørgsmål. Men karmaloven, skæbneloven, er ikke noget truende, som vi hele tiden skal gå og frygte. Vi modtager kun nøjagtig så megen karma, som er nødvendig for ”bevidsthedens evolution”, – for vores fortsatte udvikling frem mod målet mennesket i Guds billede.

– Karmaloven vil os det godt….

                 Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk 

Den anviste litteratur kan købes via shop.martinus.dk.