SPØRGSMÅL: En Martinus-læser undrer sig over, at den samlede menneskehed skulle kunne følges ad ind i det, Martinus kalder “det rigtige menneskerige”. Allerede nu er der jo vældig stor forskel mellem de mest primitive og de mest udviklede mennesker, når man ser på, hvad man kan foretage af grusomheder mod andre levende væsener. Hvordan kan vi så samlet nå det samme mål om 3000 år, som Martinus taler om?

SVAR: Det er rigtigt, at der er en voldsom forskel på, hvor langt de enkelte mennesker er nået i deres udvikling. Og lad os slå fast, at vi her taler om den moralske udvikling, altså hvad man nænner at gøre mod andre. Man kan godt undre sig, – for hvordan kan nogle mennesker dog nænne at slå andre mennesker ihjel eller dræbe dyr under de mest bestialske forhold? Og hvordan kan vi så i samlet flok nå frem til det fuldkomne stadium?

Martinus’ svar er ganske enkelt, at det vil heller ikke ske. I Livets Bog, bind 5, stk. 1891, gør Martinus rede for, at de færdigudviklede mennesker nu og i nærmeste fremtid er så få, at de udgør en slags ”alleryderste forpost opad imod det fuldkomne menneskerige”. På et langt senere tidspunkt, når en meget stor del af menneskeheden er nået frem til dette stadium, vil der stadig være en ”menneskehedens bagtrop i dens vandring ud af det dræbende princips zone.”

Man kan så spørge, hvad det helt konkret er, der har bragt nogle mennesker længere frem i udvikling end andre? Har en almægtig Gud været mere nådig mod nogle end mod andre?

Nej, siger Martinus, hele menneskehedens skæbneforløb er en del af den kæmpemæssige skabelsesproces, som vi alle gennemgår. Læs fx i Livets Bog, bind 3, stk. 905 og fremefter, hvor Martinus fortæller, at når der stadig er “væsener, der hensmægter i sorg og lidelse eller vånder sig i smerte, krig og lemlæstelse, er det kun udtryk for, at skabelsesprocessen endnu ikke er ophørt, endnu ikke har nået sin bestemmelse.”

Hvad kan du nænne at gøre?

Men helt konkret: Hvordan ændrer det enkelte menneske sig, så det kommer i overensstemmelse med denne omskabelse? Her kommer karmalovens hårfine logik og retfærdighed ind. Alt, hvad vi udsender mod vore medvæsener, vender med usvigelig sikkerhed tilbage til os selv, så vi mærker, hvor ondt (eller hvor godt), det gjorde. Ganske, ganske langsomt, – inkarnation efter inkarnation – ændrer den enkeltes mentalitet sig. Og Martinus giver os oven i købet en nøgle til at forstå, hvor langt vi selv er kommet i denne proces: “Selv om menneskene ikke kan huske deres lidelseserfaringer fra tidligere liv, så eksisterer de i bevidstheden som en grænse for, hvad man kan nænne at gøre.”

Med andre ord: Krige, naturkatastrofer, nød og lidelser er ikke noget, der blindt og tilfældigt rammer den ene og ikke den anden. På de punkter, hvor vi absolut ikke kan nænne at gøre andre fortræd, der er vi så at sige færdigudviklede, der har vi været igennem de nødvendige lidelser, den nødvendige omskabelse. En proces, der altså ifølge Martinus vil fortsætte, så alle når frem til samme moralske standard.

Når Martinus taler om kommende verdenskrige og lidelser, så er der altså tale om nødvendige lidelser, – nødvendige for at ændre menneskets mentalitet fra grusomhed til næstekærlighed, fra djævlebevidsthed til kærlighed og omsorg for alle. Han bruger oven i købet udtrykket, at “krigene skal rense verden”, og at lidelser er “kosmiske visdomskilder”.

Så Martinus’ svar på spørgsmålet er altså, at vi alle efterhånden når frem til at blive “rigtige mennesker” ved hjælp af de lidelser, vi enten har været igennem eller kommer igennem i fremtiden. Det sker over et langt tidsforløb, og der vil være en ”forpost” og en ”bagtrop”.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Share This