Spørgsmål: Flere Martinus-studerende har sendt os beslægtede spørgsmål, som går ud på, om det dog ikke ville være meget bedre, hvis vi kunne huske, hvad der er sket os i tidligere inkarnationer. Konklusionen på spørgsmålene er, at det måtte være en fordel for os, hvis vi havde en klar dagsbevidst erindring om, hvad vi har oplevet i den åndelige verden og i tidligere inkarnationer i den fysiske verden. Ville vi da ikke kunne arbejde meget mere målrettet på at blive “færdigudviklede mennesker”?

Svar: Umiddelbart ser det ud, som om spørgerne har ret. Tænk, hvis vi kunne huske alt, hvad vi tidligere har oplevet i vort evige livsforløb. Men ved nærmere eftertanke må vi nok give Martinus ret, når han fortæller os, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

Først og fremmest må vi konstatere, at erindring og teoretisk viden ikke er i stand til at forandre vores inderste væsen. Vi bliver ikke mere næstekærlige, blot fordi vi husker det gamle bud om, at “du skal elske din næste som dig selv”. I den lille bog nr. 27, Verdensfredens skabelse, kap. 27, skriver Martinus: “Det er rigtigt, at menneskene ikke kan huske deres tidligere liv og derfor heller ikke kan huske den væremåde eller de handlinger, de tidligere har udvist, og som er skyld i deres mere eller mindre ulykkelige skæbne af i dag. Men det er jo kun en kærlig foranstaltning i Guddommens skabelse af mennesket. Det ville ikke være ligefrem lysende eller oplivende erindringer for de pågældende mennesker at opleve. De ville derfor ikke være noget godt supplement til de eventuelle mørke erindringer, de samme væsener har i forvejen.

Det er ikke erindringerne, der er afgørende
Sådanne minder ville altså være en ulidelig byrde for os. Med Martinus’ ord: “Mon ikke netop mange mennesker er så tynget af svære erindringer fra deres nuværende liv, at det ville være katastrofalt, om de også fik erindringer fra en tidligere livsperiode at belastes med?

Og så kommer Martinus med det afgørende argument: “Det ville ganske vist give deres ophav en viden om deres fortidige handlinger, men en teoretisk viden afholder ikke mennesker fra at gøre det onde. Menneskene ved udmærket, at de ikke skal hade, myrde og bedrage. (….) Det er ikke den blotte teoretiske viden, der får mennesket til ikke at kunne nænne at gøre den eller den onde handling. Det er derimod selve medlidenheds- eller næstekærlighedsevnens tilstedeværelse i det pågældende væsen.

Her når vi med andre ord ind til selve spørgsmålets kerne: Det er overhovedet ikke via hukommelsen, at vi udvikler os frem til at blive “færdige mennesker”. Med Martinus’ ord i Livets Bog, bind 2, stk. 321: “Selve denne overfladekolorit har ingen betydning i et nyt fysisk liv. Her er det udelukkende de tidligere oplevelsers omformning til talenter, anlæg eller bevidsthedsegenskaber, der er det væsentlige”. Og Martinus uddyber det nærmere: “Hovedsagen er således, at det netop har resultatet af sine anstrengelser i tidligere liv med over i sin nuværende tilværelse i form af talenter og anlæg. At det ikke kan huske, hvor mange tårer, sorger og bekymringer, disse anstrengelser eventuelt har kostet dét i nævnte tidligere tilværelse, betyder absolut intet. Og hvis det er dårlige anlæg eller ulykkebringende tilbøjeligheder og laster, det har bragt med sig som et resultat fra tidligere livs udskejelser, ja, da har det pågældende væsen nok at gøre med at få sin mentalitet og sit nervesystem til at holde til erindringerne fra den heraf følgende nuværende ulykkelige skæbne”.

Når vores grusomheder mod andre vender tilbage som vores egen skæbne
Endnu engang vender vi med andre ord tilbage til dét, der er et af kernepunkterne i Martinus’ analyser: At mørket og lidelserne er absolut nødvendige, at vi aldrig ville kunne komme videre i udviklingen alene ved hjælp af vore erindringer eller påbud fra autoriteter. Medfølelse med andres lidelser opstår ikke hos os selv, blot fordi vi kunne huske, hvilke grusomheder vi har påført andre levende væsener. Men når disse grusomheder vender tilbage til os selv som vores egen skæbne, så sætter de dybe spor i vort indre, i vores overbevidsthed, og bliver til talentkerner.

Og så er vi, som så ofte før, tilbage ved spørgsmålet om lidelsernes betydning for vores fortsatte udvikling bort fra dét, Martinus i den lille bog nr. 19 i artiklen ”Det femte bud” kalder for de ulykkelige skæbners domæne : “Den eneste absolutte vej ud af dette område, der i virkeligheden er Bibelens ragnarok eller helvede, er en bølgelængdeforandring i sjæl eller psyke. Men det er netop denne bølgelængdeforandring, lidelserne i sig selv skaber i ethvert menneskes sjæl og psyke i kraft af, at de efterhånden udvikler de sympatiske anlæg, humanitetsevnen eller næstekærligheden.

Den nævnte litteratur kan købes via ”shop.martinus.dk

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

Share This